Print artikel

Mennesket bliver til et symbol

David Bowie - Blackstar
Essay
13.01.16
Hvad er der inde i midten af den cirkel, David Bowie sang om i sit sidste værk, ’Blackstar?’ Ingenting, men måske også sangeren selv som sin sidste og mest omfattende avatar, en internetalderens Lazarus, der er genopstået midt i fanskarens sørgekor. ATLAS analyserer Bowies død som interaktivt kunstværk.

David Bowies producer Tony Visconti citeres i mange medier for i en Facebookopdatering at have beskrevet legendens død som et ‘kunstværk’. »Han skabte Blackstar til os som en afskedsgave. Jeg vidste i et år, at det var sådan her det ville blive,« skrev han. Hvis vi tager Visconti på ordet, så begrænser ‘kunstværket’ sig ikke til den sidste plade: det er selve døden som begivenhed, der er kunst. Der er ingen mangel på essays om David Bowie i disse dage, men hvad hvis vi tager skridtet videre og betragter ikonets orkestrerede død som det banebrydende, interaktive kunstværk det er?

Visconti, som har produceret det sidste album samt en række af Bowies mest betydningsfulde plader, var en af de få indviede, der kendte til Bowies kræftsygdom, som havde stået på i halvandet år. Kun to dage efter udgivelsen af det anmelderroste Blackstar, blev verden mødt af nyheden om sangerens død, der for mange kom uventet: visse anmeldere havde endda udråbt pladen med de tilhørende kryptiske og uhyggelige videoer til »Blackstar« og »Lazarus« som starten på et nyt kapitel for Bowie. I lyset af nyheden om hans sygdom og død måtte det hele genfortolkes: for var der ikke tale om et afskedsbrev fra en dødsmærket mand?

Der er altså to sider af det kunstværk, som er Bowies død. På den ene side er der pladen Blackstar, med dens musikalske, lyriske og visuelle udtryk – herunder de dystre musikvideoer, der bl.a. viser en død astronaut (Major Tom?) og en rystende Bowie i en sygeseng. På den anden side er der den kontekst, som albummet kom til os i. Bowie var på alles læber fredag, da albummet udkom som et tegn på, at den tynde hvide hertug stadig var vital. Med hans død søndag aften blev glæden vendt – men ikke nok med det. Det viste sig også, at Bowie hele tiden havde vidst, hvilken vej det bar. Det virkede næsten profetisk, og kaldte på genlytning af albummets tekster og videoer. Samtidig lykkedes det Bowie at ‘smadre internettet’ med langt større succes end Kim Kardashians struttende numse i sin tid, da de sociale medier eksploderede i Aladdin Sane-GIFs, Youtube-videoer af »Space Oddity« og en lang række mini-essays om ‘hvad Bowie har betydet for mig’. Det var offentligt, og det var intimt. Med den udbredelse, bliver albummets fortolkning en del af et større kunstværk – også den sorg, som fansene udtrykker, bliver en del af et værk, som man næppe kunne forestille sig uden internettet.

Måske er denne utydelighed en del af dødens iscenesættelse: når en del af de elementer, der var kryptiske før, bliver langt klarere med døden som fortolkningsramme, kommer værket til at handle om erkendelsen selv

Men orkestrerede Bowie virkelig sin egen død? Hvordan gjorde han, hvorfor, og hvad med den der Lazarus-reference? Midt i sorgens fornægtelsesstadie, har flere givet udtryk for et håb om, at han står op af graven efter fire dage som den berømte bibelfigur. Det er nok for meget at forvente, men ikke desto mindre spiller netop sangen »Lazarus« en nøglerolle i Bowies dødsværk, som man kunne kalde det med et lidt storladent ord. Singlen udkom allerede 17. december, og videoen udkom under stor hype dagen før pladeudgivelsen. Den viser Bowie med bind for øjnene i en gammeldags hospitalsseng, mens en uhyggelig afpillet kvinde gemmer sig under sengen. Der optræder også en anden Bowie i videoen. Hans sorte tøj har malede striber, der ligner lysindfald fra persienner. Han skriver, inspireret, i en sort bog, inden han fortrækker baglæns ind i et skab. »Look up here, I’m in heaven,« begynder sangen. Når man ved, at han lå for døden, taler både tekst og video sit eget tydelige sprog:

»This way or no way

You know I’ll be free

Just like that bluebird

Ain’t that just like me«

Den sidste linje vinker flabet til beskueren, som om Bowie siger: »Er det ikke typisk mig at stikke af, når I mindst forventer det?«. »Er det ikke typisk mig at være ti skridt foran på vej ind i mørket?«.

Nonsens eller satans ånd?

Inden Bowies død blev titelnummeret »Blackstar« allerede berygtet for sin uforståelighed, og visse steder på internettet endda beskyldt for at være udtryk for okkulte tilbøjeligheder. En YouTube-bruger ved navn The Vigilant Christian beskriver videoen som decideret propaganda for djævletilbedelse og kalder Bowie »underholdningsverdenens sataniske marionetdukke«. »Folk aner ikke at de faktisk deltager i dette sataniske ritual når de lader underholde af dette medium. Der er en ånd bag alting,« advarer han i videoen »Blackstar of Satan EXPOSED! Demon worship ritual in plain sight!«.

Op til udgivelsen af Blackstar udgav The Atlantic en artikel, der famlende fortolkede »Blackstar« som en sang, der måske handlede om Islamisk Stat, eller måske i virkeligheden om Bowie selv. »For mig lyder det som nogen, der stiger i betydning, netop idet de insisterer på deres egen betydning; en der længes efter at være ophævet, unik og udødelig; en der tryllebinder resten af menneskeheden ved at stå uden for den,« skriver Atlantic-journalisten Spencer Kornhaber, der måske kom tættest på en foregribelse af Bowies død med sætningen »Han kunne dø lykkelig, allerede«. Men værket forblev kryptisk. The New Yorker udgav endda en artikel om Bowies forkærlighed for »nonsens« med henvisning til hans tidligere brug af den surrealistiske cut-up-metode og forekomsten af obskur slang og kodesprog i teksterne til Blackstar. »Folk sagde, den handlede om ISIS, og det afviste Bowie. Det er godt, at han afviste det, for hans sange bør handle om ingenting, hvilket netop gør, at de kan handle om alting,« skriver Ben Greenman i The New Yorker.

Uforståeligheden er da også svær at komme uden om som æstetisk strategi på Blackstar – tag bare den fragmenterede stjerne som på omslaget staver B O W I E. Albummets grafiske designer Jonathan Barnbrook har i et interview med Creative Review forklaret, at navnet skulle være »akkurat til at afkode, men ikke for nemt at afkode, så man ville kunne læse det med det samme«. Måske er denne utydelighed en del af dødens iscenesættelse: når en del af de elementer, der var kryptiske før, bliver langt klarere med døden som fortolkningsramme, kommer værket til at handle om erkendelsen selv.

Fra menneske til symbol

Også i videoen til »Blackstar« optræder Bowie med bind for øjnene. Bagklogt kan man foreslå, at han er antikkens blinde profet Tiresias, som mistede synet, men fik klarsyn i stedet. Tiresias var i øvrigt også kvinde i et stykke tid – og med tanke på Bowies androgyne fortid er det svært ikke at se parallellen. Når man vender tilbage til værket på jagt efter dødsmotiver, kommer han da også virkelig til at fremstå profetisk: han så en fremtid, som vi ikke så.

I »Blackstar«-videoen ser vi en dragende, men også truende, sort stjerne på himlen – måske endda et sort hul? Motivet går igen i forskellige former, bl.a. i close-ups af Bowie berømte pupiller. »At the centre of it all,« synger han. Men hvad er det, der er i midten? Er der overhovedet noget? Da en mystisk kvindeskikkelse åbner hjelmen på den strandede astronaut, finder hun i hvert fald ikke et ansigt, men et juvelbesat kranium, der bringer mindelser om både Damien Hirst og den mexicanske fejring af de dødes dag. Vi ser et dansende uhyre med et hul, hvor ansigtet burde være. Vi ser en cirkel af kvinder i ekstase står i en cirkel og ryster, bevæget af en usynlig kraft (det er det, som The Vigilant Christian kalder et satanisk ritual). I midten af cirklen? Ingenting.

Tomheden finder også vej ind i Bowies tekst. Jeget er ’en sort stjerne’, men tilsyneladende ligeså optaget af at definere, hvad han ikke er:

»I’m a blackstar

I’m not a filmstar

I’m a blackstar

I’m not a popstar

I’m a blackstar

I’m not a marvel star

I’m a blackstar«

Det er åbenlyst, at Bowie er en stor stjerne – enhver der er i tvivl, har ikke tydeligvis ikke tjekket Facebook mandag. Men den sorte stjerne er mere end det. Som The Guardian har påpeget, har alle Bowies tidligere 24 solo-album haft et billede af kunstneren selv på forsiden (med undtagelse af Lodger, der kun viser et par ben), mens Blackstar er helt enkel og grafisk: den sorte stjerne er Bowies sidste alterego. Pladen omdanner mennesket til symbol, så at sige. Det samme kan man sige om kraniet, som optræder i både »Lazarus« og »Blackstar«-videoerne: som et næsten kliche-agtigt memento mori er kraniet ikke menneske, men et symbol på menneskelivets forgængelighed. Derfor peger kraniet også omvendt på tilværelsen selv. »You’re a flash in the pan/I’m the great I Am,« synger Bowie i »Blackstar« mens han håner beskueren: er det Bowie, der taler fra graven, eller er det døden selv? Der er flere stemmer på spil, og en af dem er måske mere profetisk end andre:

»Something happened on the day he died

Spirit rose a metre then stepped aside

Somebody else took his place, and bravely cried

I’m a blackstar, I’m a star’s star, I’m a blackstar«

»An alien life form«

Noget skete i dén grad, den dag, han døde, og her træder kunstværket ind i sin anden fase, som i en vis forstand slet ikke er ovre endnu. Med sin kontrollerede orkestrering af udgivelse, fødselsdag og død (præcis hvornår han havde forventet at dø, kan vi selvsagt ikke vide endnu), kan man sige, at Bowie har virkeliggjort sin transformation fra menneske til symbol. Der er ingen tvivl om, at hans død ville have udløst utallige reaktioner ligegyldigt hvornår, den var indtruffet. Men i dette tilfælde var den kunstnerisk styret, og Bowie har gjort sit afdøde jeg til sin sidste avatar. Han har understreget sin offentlige status af profet og overmenneske ved at udstille alle andres forsinkede indsigt. Og han har givet sit eget pludselige fravær en mærkbar fylde. For er Bowies sørgende fans, der deler videoer, billeder og minder på Facebook ikke ligesom de kvinder, der i Blackstar ekstatisk flokkes om det tomme rum?

I en af de videoer, der har floreret på Facebook de sidste dage, taler Bowie i 1999 om, hvordan han forventer, at internettet vil påvirke forholdet mellem kunstner og publikum, og hvordan det vil forny vores forståelse af hvad ’indhold’, content, er.

»Det handler mere og mere om publikum« siger Bowie, »Pointen i at have én, som leder kræfterne, er forsvundet, fordi rockmusikkens vokabular er for velkendt. (…) Der sker en nedbrydning [af grænsen mellem kunstner og publikum], personificeret i rave-kulturen, hvor publikum er mindst lige så vigtig som hvem, det end er, der optræder. Det er næsten som om, kunstneren er der for at ledsage publikum, og hvad end publikum foretager sig. Den følelse gennemsyrer internettet.«

Også her virker han profetisk, stillet over for en tilsyneladende skeptisk BBC-interviewer Jeremy Paxman, som spørger »Jamen, det er vel bare et redskab?«. »Nej,« svarer Bowie med en velkendt metaforik, »it’s an alien life form«. Dødsværket benytter sig netop af det, man kunne kalde internettets autonome liv, til at virkeliggøre den rituelle omdannelse af David Bowie fra menneske til symbol. Ser man på de stigende salgstal og på mængden af posts om ham, kan man vel med rette sige, at Bowie selv efter sin død sender rystelser gennem verden. På den måde er han selv blevet en slags usynlig bevæger, ikke ulig den besættende kraft, der i videoen får kvinderne til at flokkes om den tomme cirkel. Omdannelsen til symbol er også en overdragelse af stemmen fra kunstneren selv til sit publikum, hvilket blot understreges af, hvor mange der hævder at have et oplevet forholdet til Bowie som intimt, på trods af at han ret beset var en fremmed for de fleste. Dødsværket lægger op til, at det er sådan, denne Lazarus genopstår. Ikke som Ziggy, Aladdin Sane eller The Thin White Duke, men som en bevægende kraft, en tom plads in the centre of it all