Print artikel

Fremtidsrapporten: Mod mennesket kæmper selv guderne forgæves

Reportage
03.05.16
Med teknologiens udvikling ligger Atlantis lige om hjørnet. Man kan se det for sig. At det kunne være. Men mennesket er ikke bygget til det. Derfor må Atlantis forblive utopi. I hvert fald så længe mennesket har magten.

Onsdag eftermiddag klokken femten, Space 10, Kødbyen. En kvinde går rundt på parkeringspladsen foran og genner gæster ind. Planen skal overholdes. Tidsmaskinen venter, vi skal på en rejse ind i fremtiden. Indenfor peger kvinden folk i retning af deres pladser. Der er bordplan. Fem gæster ved hvert af de små runde borde, og en facilitator til at holde styr på dem. Det er første gang, projektet Fremtidssalon løber af stablen. Visionen er, gennem en række af disse laboratorier, at skabe rum for workshops, performances og debatter omkring ideer om en fremtid med en bedre hverdag for en størstedel af menneskeheden.

Bag projektet Fremtidssalon står, med generationsforsker Tanja Hall, interaktionsdesigner Jonas Rygaard og designer Rasmus Vest i spidsen, foretagendet Fremtidsfabrik. Et kreativt bureau, der søger at højne forståelsen for vigtigheden af at lytte til og anvende unge talenter. At de, der i dag er frontløbere, der stikker ud, er betegnende for hvad, der vil være mainstream i fremtiden. Fremtidsfabrik samler den yngre, selvstændige kultur-talentmasse, og sætter dem til at kommunikere og samarbejde på tværs af deres respektive felter. På den måde bliver projektet også en sammensmeltning af kunst og forskning. Dermed kan man formidle forskningen på en anden måde. Således for eksempel Rasmus Vest og lyddesigner Ida Skjerk, der i samarbejde har skabt den auditive tidsrejse, vi i dag skal med på.

Velkomst ved vært Darshika Karunahara. Hun beder grupperne om at præsentere sig for hinanden indbyrdes. Folk fortæller om deres arbejde. Hvorfor de er der. SKAT har sendt hele sin udviklingsafdeling afsted. De er på pletten. De taler om medarbejderoptimering og hypnosedesign. Jeg har fået plads ved et bord med titlen Robo Workforce. Her skal vi diskutere det, vi oplever på rejsen ind i fremtiden.

En kvinde træder frem på scenen og instruerer, hvordan man skal påføre sig de øjenbind, der ligger på bordene foran hver gæst. Hun er en stewardesse. Sluk alt elektronisk udstyr. Hun byder velkommen på tidsmaskinen. Vi skal tage en dyb indånding og puste langsomt ud. Den auditive rejse begynder med den sugende lyd af en synth, der kører baglæns. Så er vi i 2025. Stewardessen fortæller om de mest dramatiske ændringer, der har fundet sted i verden i løbet af de ni år, vi er sprunget over.

Alle hjem er nu forsynede med batterier, der oplades ved hjælp af solenergi, geotermiske anlæg og vindmøller. Brugen af fossile brændstoffer er derfor helt udfaset, og CO2-udladningen og de menneskeskabte klimaforandringer er bragt til ophør.

Desværre er der ikke meget, der peger på, at det er i den retning, det går. Ganske vist er verdens største solcelleanlæg netop blevet indviet i Marokko, og de grønne bevægelser oplever fremgang overalt. Men man må have i mente, hvad der logisk set bliver nødt til at danne grundlag for en bare tilnærmelsesvist fuldstændig omlægning. At al magt er med på den. Og olieselskaber et ceteras magt udgør vel unægteligt en anselig del af verdens samlede magt. Der er ikke nogen rigtig økonomisk gevinst i det grønne. Der er noget, men: Det er altså ikke olie og våben. En grøn omstilling vil afføde omvæltning i måden hele verden kører på. Hvilken magthaver vil i det hele taget nogensinde kunne undgå at tabe økonomisk, og sandsynligvis stort, på en fælles enighed om at tilstræbe et niveau af harmoni med det økosystem, vi lever i? Der vil ikke for alvor blive talt om omstilling som andet end tåbelig utopi så længe, der stadig er fossile brændstoffer at drive frem.

På hospitalerne er gangene tomme. Ventelisterne er væk. Bioprinteren er netop kommet på markedet i syvende generation, og er nu i stand til at printe fuldt forligelige organer og medicin specifikt rettet mod den enkelte patients behov. Ydermere kan bioprinteren kopiere ens hud, man kan udskifte organer og hud, når de ældes, og man behøver altså aldrig at blive gammel, man kan opleve ungdommen igen og igen.

At genopleve ungdom lyder som det ultimative stof. Hvis ikke flere, så i hvert fald en gang. Men man kan ikke tro, det bare er for folks fornøjelses skyld, man vil give dem mulighed for den oplevelse. Allerede nu holder vi folk i live langt ud over naturens vilje, og det er da ikke for at de skal gå og trippe. Hvad skal denne sundhedsfiksering. Hvis man er rask kan man arbejde, og jo længere man lever, jo længere kan man arbejde. Jo mere kan man forbruge. Des flere råvarer kan man omdanne til lort. Efterlade det mærke på planeten.

Vi besøger et af disse mennesker, en af fremtidens beboere. Olga på 119. Hun er aldrig syg, for hver dag får hun præcis den medicin og de vitaminer, hun har brug for for at holdes rask. Hun får skiftet sin hud hvert tyvende år, så lige nu kan ingen se forskel på Olga og det billede, der blev taget af hende på hendes 30 års fødselsdag. Alligevel får hun hjemmehjælp. Hun har nemlig robotter til det hele. Rengøring, madlavning, tøjvask, indkøb. Derfor kan Olga koncentrere sig om sine interesser. Kunst og filosofi.

Så der er altså virkelig robotter til at tage sig af arbejdet. Så skal alle bare slappe af og lade sig fodre. Men det er jo lediggang, og hvilken tilstand vil det ikke hensætte menneskeheden i? Man skal ikke engang jage. Hvad er det for mennesker, der udvikler sig af det? Hvad er det for en kunst og filosofi? Men vel endnu mere væsentligt: Hvad skal mennesket overhovedet være der for? Jeg tænker ikke på kunstig intelligens, der udsletter mennesket, men mennesket selv. Kan det overhovedet leve under de betingelser? Jeg henviser til min reportage fra Zoo, der blev bragt i Ekstra Bladet i 2014. Overskriften er: Zombierne på Valby Bakke (redigeret fra Afliv dem alle).

»Fremtidsmennesket går på restaurant og spiser larver og græshopper. En global politisk bevægelse har trumfet brugen af naturlige råvarer igennem, og folk får nu deres proteinbehov dækket af insekter. De er langt billigere og mindre pladskrævende at producere end kød, og avlen forurener nærmest ikke.«

Menneskets indstilling er ikke til det. Det vil fandeme have sin bøf. Det vil tage mange generationer at omstille til græshopper. Og det skal igen være noget, magten vil. En sådan fuldstændig ændring af folks normalopfattelse må nødvendigvis podes oppefra, og i et globalt ensrettet samfund foregå overalt på samme tid. Her er problemet ligesom med de fossile brændstoffer, der er ikke den samme økonomi i det.

»Efter måltidet betaler fremtidsmennesket ikke med plastikkort eller mobilepay. Det ordner deres kunstige intelligens. Alle fremtidsmennesker har deres egen personlige kunstige intelligens, og alle kunstige intelligenser er forbundne via internettet. Internettet er blevet til en fælles hjerne, et enormt netværk af neutroner, alle mennesker er konstant forbundne. Og derfor gør ingen mennesker nogensinde skade på hinanden. For gør man skade på en anden, gør man skade på sig selv. Derfor er der ingen krige i fremtiden. Vi har opnået det ultimative demokrati.«

Når alt kommer til alt er det sværeste at tro på vel at de her ting skulle kunne lade sig gøre for en samlet verden. At det kunne blive som i Hermann Hesses Glasperlespillet. Den utopiske tanke hviler på en forestilling om mennesket som gennemført godt. At det vil det gode, at det vil give teknologien lov til at folde sig ud og gøre os til Atlantis. Men dertil er mennesket for selvisk. Det vil ikke det fælles gode. Det vil rage til sig, det er det, det vil bruge teknologien på. Det vil bruge teknologien som hemmeligt våben. Begrænse den til det. Stå i vejen for den.

Allerhøjest kan man vel håbe at mennesket faktisk omsider får sin straf for ikke at bruge de egenskaber, der blev det givet til at indgå og deltage i det økosystem hvori det er opstået. At teknologien vil tage over, at mennesket på den måde ender med, ligeså ufrivilligt som alt andet i økosystemet, at bidrage. En sugemalle rydder havbunden for plankton. Et kadaver rådner og giver næring til kryb, der giver næring til muldvarpe. Mennesket bidrager med en teknologi, der udrydder mennesket, fordi det ikke har nogen logisk ret til at eksistere. Teknologien bliver en del af naturens evolution.

Fremtidssalonen fortsætter på Space 10 med flere oplæg og performance. Til sidst er der larver og græshopper. Der er noget medarbejdereffektivisering over, at SKAT folkene skal gå efter andet oplæg, at man har planlagt dem en middagsaftale der. Der er ingen grund til, at de får det spacy art and technology foredrag at se. At de ser den finske pige danse. At de hører de abstrakte tanker.