Print artikel

En duft af samfund

Reportage
09.01.19
Menneskene er ved at ødelægge jorden. Myrerne lever i velfungerende samfund uden empati, mening eller hukommelse. Forfatter Simon Holm Pedersen undersøger, om vi mennesker kan lære noget af de små psykopater.

Labmanageren graver med en desinficeret ske i den sortgrå svamp. Svampen går let fra hinanden og hænger i trævler fra skeen, da han lægger noget af den i min hånd. Svampen er overraskende tør og luftig, som mos der har ligget indenfor. Jeg nulrer den mellem fingrene. Små myrer kravler på min håndryg og jeg børster dem væk. En større myre med et kraftigt kæbeparti kravler på labmanagerens arm. Han piller den med lidt besvær af og smider den ned til kolonien i den blå plastickasse.

Jeg er på besøg på Center for Social Evolution på Københavns Universitet. Her studerer de sociale insekter, hovedsageligt myrer. Jeg er her, fordi jeg er interesseret i, hvordan de indretter deres samfund.

Der er meget, der adskiller myre og menneske. Myrer er ikke kreative, de har ingen personlighed og de har ingen kultur. De udleder ikke betydning af mønstre og de genskaber dem ikke. Der er ingen myrehulemalerier. Deres kroppe er underlige, som taget ud af en trashy b-film om rumvæsener fra halvtredserne. De minder alligevel på trods af alle forskelle om mennesker. De har samfund, hvor de bygger huse, dyrker afgrøder og holder husdyr.   

Vores ideer om, hvordan et samfund skal være, befinder sig for mig at se i et vadested, og det kunne måske gavne at se på, hvad ikke-menneskelige samfund har gang i.

Jeg står i laboratoriet sammen med lektor Jes Søe Pedersen, en erhvervspraktikant og labmanager Rasmus Stenbak. Laboratoriet er et smalt, rektangulært rum med hylder på begge sider, hvor der står plastikkasser og bøtter med myrer i. Det er for mig en kælder på trods af, at det ligger på anden sal.

Svampen i min hånd tilhører en af de højere bladskærere. Bladskærere lever i troperne, og de her er panamanske. De hedder Acromyrmex echinatior. De er i en tæt symbiose med svampen, som de fodrer med friske blade. Den laver mad til myrerne og deres yngel i form af en slags knopper kaldet gongylidia.  Jeg er lidt utryg ved svampen og giver den videre til erhvervspraktikanten. Troperne flyder med dødelige sygdomme, hvilket ikke er noget, min fornuft fortæller mig, men derimod min frygt, og det er en anden grund til, at jeg er her: for at overvinde mit eget hysteri, og jeg kan allerede mærke, at det ikke virker.

Bladskærerne går øjeblikkeligt til angreb, krøller den fremmede myre sammen og splitter den ad. Den lugter anderledes og derfor skal den dø

Jeg prøver på at koncentrere mig og kigger ned i den blå plastikkasse: boet, der i Panama ville ligge under jorden i regnskoven, er i laboratorieøjemed blevet inddelt ikke i jordhuller og gange men i bøtter og plastikklokker indeholdende yngel og svamp. Den, der huser svampen, ligner lidt en glasklokke til et gammelt ur. Der er desuden en bøtte med blade, hvor en myre netop nu er i gang med at bære et blad fire gange dens egen størrelse over til svampen. Der er en bøtte med ris, som jeg ikke får fat i, hvad skal bruges til.

Højere bladskærere som de her er en slags landmænd og har været det i ca. 10 millioner år, meget længere tid end mennesket. Ordet landmænd er på en gang rammende og misvisende. Når vi taler om landbrug hos mennesker er noget af det første, jeg kommer til at tænke på, redskaber og maskiner, fra leen til mejetærskeren. De færreste myrer gør brug af redskaber. Vejret ville også være oplagt at nævne, men myrekolonien ligger under jorden, og svampen er ikke på den måde udsat, som eksempelvis korn er det. Bladskærerne høster blade, men spiser dem ikke, og bruger dem som foder til svampen efter at have bearbejdet dem. Det sidstnævnte har ting til fælles med f.eks. brugen af ensilage til dyrefoder, men igen er der nuancer, der går tabt.

Jes og jeg snakker om de ord, vi bruger, når vi taler om en myrekoloni. Jes citerer den berømte myreforsker E.O. Wilson, der kaldte myrekolonien »en fabrik bygget inde i en fæstning«, og den tankegang går igen i betegnelserne for de forskellige roller, myrer i en koloni har. Arbejdere, dronninger, soldater. Rollefordelingen er ikke altid så klar, men hos Acromyrmex echinatior er kolonien inddelt i såkaldte kaster. Man kan tydeligt se forskel på, hvem der står for indsamling af blade, og hvem der står for forsvaret af kolonien. Den form for specialisering er genkendelig fra f.eks. en dansk sammenhæng, hvor en landmand sjældent også ville agere politimand. Forskellen er selvfølgelig, at vores specialisering ikke er betinget af vores kroppe, en soldatermyre i et bladskærerbo er fysisk ude af stand til at varetage andre opgaver.

Men når vi bruger de her ord fra en menneskelig kulturel sammenhæng, bliver det uundgåeligt lidt nødtørftigt. For det første fordi myrer som nævnt ikke har kultur og for det andet fordi de ikke har noget hierarki. Dronningen bestemmer ikke noget og arbejdere får ingen ordrer. Det er svært ikke at tænke på arbejdere som nogle, der står i et afhængighedsforhold til andre og måske udnyttes, men i en myrekoloni er der hverken varer, der skal udveksles, eller selvbevidste individer der kan sælge deres arbejdskraft. Det er også svært at forstå, hvordan kolonien får udrettet noget som helst uden nogle af de ting, vi almindeligvis anser for nødvendige for overhovedet at have et samfund.

En måde at gribe det an på er at se den enkelte myre som en celle i den organisme, kolonien udgør.

Nedenunder bøtten med ris er lossepladsen/kirkegården, ligeledes i en bøtte. Rasmus fortæller mig, at den ældre myre, der står for lossepladsen/kirkegården, bliver kaldt the mortician (bedemanden) og det, at hun er ved enden af sit livsforløb, gør hende velegnet til at varetage det potentielt farlige arbejde med at holde styr på affald og myrelig. Myrearbejdere bliver typisk et år gamle.

Pladsen mellem bøtterne er levende med myrer, der hele tiden støder ind i hinanden eller kassens sider og derfor skifter retning. I naturen ville de være ude og lede efter blade. Jeg har set en video, hvor de danner en sti i skovbunden bærende på blade. Stien er også et duftspor, der løbende er blevet lagt af myrerne og guider dem hen til en fødekilde. Duftsporet udgør en slags midlertidig infrastruktur, der kan ændre sig fra dag til dag.

Jeg har stået her og trådt på myrer i en time, og det er måske derfor døden ligger mig på sinde

Jeg har inden mit besøg læst Deborah M. Gordons bog Ant Encounters: Interaction Networks and Colony Behaviour, der handler om myrekolonien forstået som et komplekst biologisk system. Hun beskriver, hvordan duft er vigtig for myrer, fordi en myres duft indeholder mange informationer. De såkaldte kutikulære kulbrinter angiver hvilken koloni, myren tilhører, hvor den har været osv. Myrer gnubber op ad hinanden, berører hinanden med deres følehorn og lugter til hinanden. De får på den måde vigtig viden om deres omgivelser, samtidig med at de holder koloniens fælles duft ved lige. Da labmanageren putter en myre af en anden slags ned til bladskærerne, går de øjeblikkeligt til angreb, krøller den fremmede myre sammen og splitter den ad. Den lugter anderledes og derfor skal den dø.

Mennesker får også information gennem duft f.eks. i forbindelse med forelskelse, men vi er i langt højere grad visuelt indstillet. En sti, en veksel, må først og fremmest være synligt for, at vi kan følge det. Jeg tror også, at mennesker, i hvert fald fra den vestlige verden, ville finde myreboets intimitet ret grænseoverskridende. Et bo er nærmest som en by med kun én bygning, hvor gangene er så trange, at man ikke kan undgå at gnubbe skuldre med alle de andre. Privatliv er et ukendt fænomen.

Duft spiller sammen med berøring en afgørende rolle i en myres verden. Det er svært ikke at tænke på de kutikulære kulbrinter i en myres duft som en slags pendant til kulturelle og sproglige forskelle hos mennesker. Vi er ganske vist også optaget af, hvad der foregår inde i hovederne på folk, men det er i høj grad synlige kendetegn, der hjælper os med at skelne mellem hinanden. Her er det, der bl.a. binder os sammen i nationale fællesskaber, ikke duft, men sprog og den gensidige bekræftelse det giver. Duften er for mig at se så fuld af informationer hos myrerne, at den varetager mange af de funktioner, sproget har hos mennesker.

Netværket kan i teorien ekspandere uendeligt

Duftforskelle kan også komme af, hvad myrerne spiser. Jes fortæller om forsøg, hvor en gruppe argentinske myrer er blevet fodret udelukkende med tysk kakerlak, mens en anden gruppe fik mere vanlig føde, og at der straks opstod krig, da de blev sat sammen. I naturen er det dog i praksis sådan, at diæten er blandet, hvorfor den her duft af tysk kakerlak ikke bliver så overvældende.

Laboratoriet er varmt og fugtigt, og en gang i mellem hører jeg et kraftigt sug efterfulgt af en udånding, som jeg tror er en fugter. Jeg må lejlighedsvis træde på undslupne myrer på gulvet for at forhindre dem i at kravle op i mit bukseben (men flere dage efter mærker jeg noget krible på mig, en enkelt gang i mit øre). Vi ser også på en anden bladskærermyre, der hedder Atta cephalotes. Den har endnu større soldatermyrer end Acromyrmex echinatior. Soldatermyren har vibrerende munddele, der kan skære gennem groft, tykt tøj. Dette Atta-bo er fundet i Panama og under udgravningen blev labmanager Rasmus’ tøj fuldstændig ødelagt.

I lighed med Acromyrmex echinatior holder de boet rent ,og nogle af dem har hvide plader under hovedet, hvor de gror bakterier, der fungerer som en slags antibiotika. De gnider dem mod svampen for at hjælpe den med at bekæmpe bakterier. Jes betegner bladskærernes symbiose med deres svamp som »ekstrem monokultur«, og jeg supplerer: som en kornmark helt uden ukrudt, alt andet liv fuldstændig udraderet, hvilket viser sig at være lidt melodramatisk. Jeg har stået her og trådt på myrer i en time, og det er måske derfor døden ligger mig på sinde.

Sandsynlighedssamfundet

Afhængig af art er myrens hukommelse begrænset til i omegnen af ti sekunder. Det har en afgørende indflydelse på dens adfærd. Deborah M. Gordon taler om interaktioner, de møder myrer har med hinanden og interaktionsraten, hyppigheden af de møder. Lad os sige at en myre hænger ud i entreen til boet. Hvorvidt den går ud og leder efter mad afhænger bl.a. af, hvem den møder. Gordon har en formodning om, at det drejer sig om sandsynligheder, hvor myren har en tærskel, der, hvis den overstiges, kan medføre ændret adfærd. Hvis en myre møder f.eks. ti fouragerende myrer i løbet af ti sekunder, stiger sandsynligheden for, at den selv går ud og leder efter mad, men i modsat fald falder sandsynligheden måske med tyve procent. Diktater fra oven afløses i myresamfund af sandsynligheder.

Det er nærliggende at tænke, at sandsynligheder også gør sig gældende i menneskesamfund, hvor påvirkning fra eksempelvis facebookposts og bannerreklamer på samme måde kan ændre vores adfærd. Måske har vi også tærskler for, hvornår vi bliver tilbøjelige til at handle på den form for påvirkning. 

Sandsynlighederne er hos myrerne afhængige af en del mere eller mindre tilfældige betingelser. Det kan sammenlignes med trafik. Hvordan og hvor hurtigt, jeg kommer frem, er afhængig af bl.a. medtrafikanter, vejret og mine egne evner. Mine reaktioner på andre trafikanter spreder sig som ringe i vandet gennem dem. Det, jeg gør, påvirker omgivelserne og andre trafikanter og det påvirker så igen mig. Hver trafikant ændrer mønstret en smule. Hvor et menneske ville prøve at skabe sammenhæng i mønstret og få et budskab ud af det – f.eks. »jeg kommer for sent« – opfatter myren kun mønstret og har ingen anelse om, hvad det betyder. Det er mønstret, der er budskabet.

Den sociale parasit har arbejdere, der ligesom resten driver den af. Der er ingen praktisk grund til at have de her arbejdere længere, men jeg får at vide, at det muligvis er en evolutionær rest, som med tiden (tusinder, millioner af år) vil forsvinde

Jeg kigger ned i Acromyrmex echinatiors blå kasse. Jeg kan ikke få øje på den, men der er en såkaldt social parasit, der hedder Acromyrmex insinuator. En social parasit er her en myre som bor i en anden myres bo og nasser på den. Grunden til, at den ikke bliver smidt ud, er den sociale parasits duft, som kan være helt fraværende eller mime den ufrivillige værts. Det interessante er, at den sociale parasit har arbejdere, der ligesom resten driver den af. Der er ingen praktisk grund til at have de her arbejdere længere, men jeg får at vide, at det muligvis er en evolutionær rest, som med tiden (tusinder, millioner af år) vil forsvinde.

Det får mig til at tænke på ordet ’myreflittig’, som ikke afspejler virkeligheden i en myrekoloni. Hvis vi ser bort fra den sociale parasits overskydende arbejdere, beskriver Deborah M. Gordon hvordan en stor del af myrerne i en koloni ikke laver noget. De deltager hverken i yngelpleje, madindsamling eller vedligeholdelse af boet. Der er flere mulige forklaringer på, hvilket formål de tjener. En interessant mulighed er, at de er en buffer, der dæmper interaktionsraten og dermed sikrer, at kolonien kun reagerer på de hyppigst forekommende interaktioner. Det kan være med til at spare energi ved, at kolonien f.eks. kun bruger tid på at indsamle mad på de bedste steder.

Der er ikke skænderier i en myrekoloni, der er ikke sladder, der er ingen pinlig tavshed

Ideen om, at inaktive medlemmer af et samfund også har en rolle at spille er ikke ukendt i en menneskelig sammenhæng. I økonomisk teori taler man f.eks. om, at et stort arbejdsudbud fører til lavere lønninger. Men almindeligvis bliver der set på den form for ledighed med rynkede bryn, hvis ikke bekymring. De sociale og personlige omkostninger i et menneskesamfund bliver anset for at være for store.

Den slags problemer har de ikke i en myrekoloni, for de har ikke psykologi. Der er ikke skænderier i en myrekoloni, der er ikke sladder, der er ingen pinlig tavshed. Der er noget næsten hinduistisk over det, myrearbejderens dharma er at være myrearbejder, dronningens dharma at være dronning, og at bryde med det ville være at forstyrre kosmos.

Indenfor kolonien er det afgjort, hvem der skal føre slægten videre, det er dronningen, og resten af koloniens rolle er at muliggøre det. Den enkelte myre er en lille del af den helhed, der tilsammen udgør organismen. Det ville være underligt at spørge, hvad den enkelte celle i en menneskekrop vil, fordi den er så filtret ind i det samarbejde, organismen udgør, at uden den ville cellen hurtigt forgå. Det er en lang og pågående evolutionær udvikling, der har bragt myrekolonien til det her trin i dens forfinelse, men på trods af det er overlevelsesraten for nye kolonier ringe. Det er simpelthen svært at stable en ny koloni på benene, uanset hvor forfinet man er. Det får mig til at tænke på drømmen om at kolonisere andre planeter. Chancerne for succes er dårlige.

Langsom tilsanding af det genetiske materiale

Der er, afhængig af hvem du spørger, sket tre store evolutionære overgange, fra fritflydende genstrenge til genomer (apropos genom hedder den globale bestræbelse på at kortlægge myrens genom GAGA), over simple celler til komplekse celler og fra encellede organismer til flercellede organismer. De sidstnævnte tæller bl.a. os.

Jes nævner, at en stor evolutionær overgang ifølge Maynard Smith og Szathmárys er kendetegnet ved, at dele, der før blev videreført til næste generation hver for sig, nu kun kan videreføres som en samlet helhed.

Det helt afgørende spørgsmål er, om det er her, en onsdag i oktober lidt over to, at vi oplever den fjerde overgang. Måske ikke. Men mindre kan gøre det: der bliver i det andet laboratorium, som jeg uden nogen overgang har flyttet os over i, luftet en teori om, at de såkaldte superkolonier blandt sociale insekter udgør denne fjerde store overgang.

Faraomyrerne er meget små og sirupsgyldne med sorte plamager. De bor i laboratoriet i store petriskåle, hvor der er et klistermærke med teksten, »Luigi: don’t touch.«

Vi står overfor en repræsentant, faraomyren. Den er en invasiv art og trives tæt på mennesker, hvorfor den også bliver betragtet som et skadedyr. Ingen kender dens oprindelsested, men den er uforvarende blevet fragtet rundt i verden af mennesker. Deres samfund er inde i vores, og den måde vi har indrettet os på, giver den gode muligheder for at sprede sig.

Faraomyrerne er meget små og sirupsgyldne med sorte plamager. De bor i laboratoriet i store petriskåle, hvor der er et klistermærke med teksten, »Luigi: don’t touch.« Dronningerne er under frimærkestore papskiver. De har store mørke bagkroppe og er ikke i familie. Det betyder, at selvom myrerne er fra samme koloni, er de ikke nødvendigvis beslægtet, noget der ellers er udbredt blandt myrer. Faraomyrers kolonier er forbundne med andre kolonier, der tilsammen udgør et netværk. De slår sig ofte ned i bygninger, hvor netværket spredes. Netværket kan i teorien ekspandere uendeligt, i praksis kan det strække sig over hundredevis af meter, hvis ikke kilometer, hvor der ikke er kontakt mellem kolonien i den ene ende og kolonien i den anden. Netværket udgør en superkoloni. Jeg forestiller mig, hvordan det ville være, hvis alle byer i Danmark lå klods op af hinanden og de alle var udsprunget af Skagen, så ville Skagen stadig ikke have nogen direkte kontakt med København, men de to byer ville alligevel være nært forbundne.

Et argument for, at superkolonier som faraomyrens udgør en fjerde stor overgang, er, at ingen individers gener føres videre for sig selv, men gennem såkaldte linjer af superkolonier. De enkelte dele, eksempelvis en dronning, videreføres som en del af en helhed, superkolonien. Faraomyrernes superkoloni udgør et spring evolutionært set, hvor en bestemt type samfund har udviklet sig i en ny retning.

Faraomyrerne er et af Jes’ forskningsområder. Han er især interesseret i deres familierelationer, det at de enkelte myrer er ubeslægtede indenfor kolonien. Det burde af flere grunde føre til koloniens kollaps over tid, fortæller Jes. En grund er, at rent teoretisk ville skadelige genmutationer, der til stadighed kommer til udtryk i myrearbejdernes gener, ikke over tid blive renset ud, men derimod vedblive med at komme til udtryk og ophobes, så arbejderne blev dårligere og dårligere til at være arbejdere. Det ville de gøre, fordi der altid ville være andre arbejdere til at tage sig af arbejderens dronningesøstre, der dermed ville føre de skadelige mutationer videre. Det burde over tid lede til ineffektivitet og til, at den enkelte superkoloni blev udkonkurreret eller uddøde. Det kaldes også på engelsk mutational meltdown, men det er måske mere rammende at kalde det en langsom tilsanding af det genetiske materiale.

Det er indtil videre en gåde, hvordan det kan lade sig gøre at opretholde superkolonierne uden, at de bryder sammen. Det er et eksempel på, hvordan evolutionær teori kan møde organismer ude i naturen, som den endnu ikke kan forklare. Der må være en ukendt mekanisme eller fordel, som gør, at faraomyrerne kan opbygge den her type samfund.

Superkolonier har ting til fælles med menneskesamfund. De er begge eksempler på samfund, hvor individer, der ikke er i familie, lever sammen og har forbindelse til hinanden uden nødvendigvis at være i direkte kontakt. Faraomyrernes udbredelse kommer ligesom hos os af en række egenskaber, der gør dem i stand til at udnytte forskellige miljøers ressourcer. De er små og flytter gerne, hvilket betyder at de spredes over et stort areal og udkonkurrerer andre insekter ved at være hurtigere og mere talrige. En myre som Acromyrmex echinatior er udenfor laboratoriet afhængig af et bestemt miljø, regnskoven, og en bestemt forbindelse til en bestemt svamp for at overleve.

Jeg har brug for frisk luft, mit hoved er fyldt med myrefakta. Jeg forlader Center for Social Evolution og spotter en café, hvor kvindelige studerende sidder bænket foran. Hvis jeg var en ordentlig myre, ville jeg rode i skraldespande og leve af rester af fastfood som de invasive argentinske myrer i Sydcalifornien, der åbenbart hænger ud ved Burger King og McDonalds, men jeg er for kræsen til at overleve.

Caféen er lukket, men lugten af noget spiseligt hænger i luften, og jeg følger den ad universitetsparkens stisystem. Men i min familie har vi en rådden lugtesans, og jeg må tage GPS’en til hjælp. Jeg er ikke særlig stedkendt, jeg tror måske det er Nørrebro, men jeg er ikke fuldstændig sikker, og fortovet er øde, og de få mennesker, jeg møder, lugter mærkeligt, og jeg viger udenom dem. GPS’en leder mig lige ind i en væg på den anden side af et kryds og jeg opgiver den.

Det er vigtigt at være opmærksom på alternativer for ikke at stivne i gamle forestillinger. Mennesket har ikke kontakt til andre planeters civilisationer, og vi får det måske aldrig. Vi er den mest komplekse livsform på jorden og det har langt op i den vestlige verdens historie været et genkommende tema: vi er udvalgte, og vi er alene på toppen. Den nye verden, vi er ved at skabe med teknologi og klimaforandringer, kræver tilpasning, hvis ikke en grundlæggende forandring af vores måde at tænke samfund på. Myrens kunne være et alternativ at kigge nærmere på.