Print artikel

Jorden går under igen og igen og igen

Dunkleosteus
Kritik
12.04.18
Undergang er ikke kun noget, der hører fremtiden til. Ny bog minder os om, at det er sket før. Endda et par gange.

Hvis du går og tror, at fremtiden har monopol på at være skræmmende, så tro om igen. Fortiden er fyldt med død, ødelæggelse og undergang på lige fod med de værste udsigter for fremtiden. Det minder videnskabsjournalisten Peter Brannen os om i bogen The Ends of the World, hvor han på forbilledlig pædagogisk vis gennemgår de værste masseødelæggelser og undergange, Jorden har været udsat for i sin mere end fire og en halv millard år lange eksistens.

Jorden har gennem tiden kontinuerligt fået en masse tæsk, fortæller Brannen, men det har typisk været i en lille skala. Forskellige naturkatastrofer har hærget jordoverfladen, men de har været intet i forhold til de ødelæggelser, som de lidt mere sjældne The Big Five har ført med sig. For at blive kategoriseret som en af de fem store skal ødelæggelserne ikke kun være lokale, men omfavne hele planeten. Derudover skal mindst halvdelen af Jordens arter dø ud inden, der er gået én million år eller mindre. Forestil dig så, at Jorden har været udsat for det fem (!) gange. Det er ikke så lidt, og det har også sat sine spor. Særligt i jorden, hvor man kan finde fossiler af for længst uddøde arter eller jordlag, som vidner om en tid med destruktioner af næsten bibelske dimensioner.

Den mest kendte af The Big Five er uden tvivl udryddelsen af dinosaurerne for 66 millioner år siden. Men der har været fire inden da og til forskel fra dinosaurernes undergang, har de været forårsaget af jorden selv og ikke en over ni kilometer lang asteroide. Den første store masseudryddelse skete for 445 millioner år siden og var et ishelvede. I takt med at kulden tog til, blev havene mindre og dermed også leverummet for Jorden arter, der dengang udelukkende levede i vandet. Det var en regulær istid, og det satte en brat stopper for udviklingen, før den igen blev kickstartet et par millioner år senere. For så at blive slået ned igen.

Fortiden er fyldt med død, ødelæggelse og undergang på lige fod med de værste udsigter for fremtiden

Runde nummer to kom for 374,359 millioner år siden og var en kompleks blanding af fald i temperatur, vulkaner, øget produktion af næringssalte og en masse andre ting. Næste omgang for 252 millioner år siden gjorde det hele lidt mere bibelsk: i Sibirien eksploderede en række vulkaner, som dækkede hele kontinenter med lava. Der væltede så meget lava ud af vulkanerne, at det var nok til at dække nutidens USA med et næsten én kilometer højt lag af smeltet sten. Og det stoppede ikke der. Det førte farlige gasser med sig, som blandt andet ødelagde den kemiske sammensætning i oceanerne. Ødelæggelserne var så voldsomme, at de var medvirkende til, at der ikke voksede træer på jordoverfladen i 10 millioner år efter. Knap så voldsomt, men alligevel dødbringende var det for 201 millioner år siden, da nummer fire af The Big Five trådte ind på scenen. Her var vulkanerne også gerningsmændene, men de blegner i forhold til dem, Jorden var vidne til under den forrige masseødelæggelsesrunde, som Brannen kalder for »den værste masseudryddelse nogensinde«.

Den sidste og den seneste af de fem store kender vi alle sammen. Den er den med dinoerne og noget med en kæmpe sten, der faldt ned i Mexico. Men uanset, hvor mange gange man får fortalt historien, er det stadig lige fascinerende, og Brannen er god til at udpensle de uhyggelige detaljer. Som for eksempel det brag, meteoren slog ned i jorden med, der var to millioner gange større end det største atomvåben, der nogensinde er blevet bragt til sprængning. To millioner. Det er svimlende tal. Lige som alle de år, det er gået, siden The Big Five fandt sted. Det får én til at tænke. Det er derfor ikke så underligt, at man føler sig helt lille og ubetydelig efter at have læst Brannens bog.

Brannen fortæller ikke kun historien om ødelæggelserne, men også om de arter, der gik tabt. Der har virkelig været mange af dem. Og de har været underlige. Prøv at google Hallucigenia. Eller, hvis det skal være lidt mere skræmmende, Dunkleosteus. Brannen giver dem liv, så man både forundres, skræmmes og fascineres.

Midt i al ødelæggelsen løfter Brannen også pegefingeren: vi skal holde igen med de fossile brændstoffer, hvis vi vil undgå, at fremtidige ødelæggelser indhenter os tidligere, end de egentlig burde. For de kommer, undergangene, bare rolig. Om det så er mennesket eller Jorden selv, der forårsager dem, de skal nok komme.