Print artikel

Vi er alle vikinger

Reportage
22.09.18
Irerne graver i fortiden i jagten på at besvare Det Store Irske Identitetsspørgsmål og tjene en skilling imens. Men historien er, hvad man gør den til, og det kræver hårdt arbejde at få begivenhederne til at passe med ens forestillinger om nationen. Reportage fra en ø under vejr med sig selv.

Vandet fosser ud over klippeskrænten, klasker mod siderne på sin vej nedad, skummer og forstøver og changerer i alle regnbuens farver midt i det brungrønne irske landskab. Hvert øjeblik forventer man at se hyrder gelejde deres fåreflokke op ad de fugtige skråninger, eller små leprechauns dukke frem bag buskene, eller for den sags skyld Mel Gibson i løb med spyd i hånden, bundesligahår og skindklæder over de muskuløse ben. Det er storslået og hyggeligt på én gang at stå neden for Powerscourt Waterfall og lytte til vandets buldren.

Det er slet ikke svært at forstå, at man har optaget verdensberømte film og serier som Braveheart, Vikings, The Tudors, Camelot, P. S. I Love You, King Arthur, Lassie, Becoming Jane og mange flere her i County Wicklow i det østlige Irland. Det er scenisk. Som om Gud har besluttet, at den her region skulle være stedet, hvor menneskene kunne tage hen, når de skulle lave gode, dramatiske naturscener, som er en fryd for øjet. Og Gud var gavmild: Det er så nemt at komme hertil, det tager kun 45 minutter fra Dublin International Airport. Landskabet skifter inden for få kilometer mellem højland, hede, bjergsider, dybe istidssøer og skove. Det er proppet med så mange overlegent skønne steder, at det ikke kan være tilfældigt.

Det er dette østirske alfelandskab, vikingerne kom sejlende til ad flere omgange fra år 795, på jagt efter guld, jord og slaver. De smadrede ind i harmonien med deres grovhed, ja, for at sige det lidt flot: De berøvede Irland dets uskyld. Det var voldsomme tider, dengang vikingerne i et par hundrede år intimiderede de keltiske klostersamfund, og nu er irerne for alvor begyndt at interessere sig for deres egen blodige præ-middelalder, kulminerende med tre dages Viking Fest 2018, som ATLAS og flere andre medier er blevet inviteret til at deltage i og skrive om af turismeorganisationen Failte Ireland. Vikingefestivalen foregår i Ireland’s Ancient East™ og er ifølge vores guide Dolores et resultat af den irske regerings forsøg på at trække nogle af landets 10 millioner årlige turister til den østlige del af landet. Det er ikke fordi landet mangler turister, slet ikke, turisterne er bare ulige fordelt, alle vil åbenbart ud vestpå, hvor rygtet siger, at naturen er endnu smukkere, endnu mere afsindigt guddommelig.

80 % irer

Vores Dublin Waterford Viking Group bliver kørt rundt i Ireland’s Ancient East™ i en sort Mercedes Benz 250V med tonede ruder og læderindtræk, en decideret limousine-minibus, som man ikke kan undgå at falde i søvn i på grund af den exceptionelle tyske støddæmpning. Chaufføren er en venlig mand i vest og blazer, han hilser som en gammel ven, man ikke har set i alt for lang tid, siger ting som: »We invented the quilt and gave it to the Scottish but they didn’t get the joke so they still wear it«, eller: »Good morning Alexander, good man, good man«, hvorefter han åbner skydedøren og viser ind i den veltempererede kabine. Det er fredag formiddag, og turen går mod Waterford, knap 200 kilometer syd for Dublin.

I Waterford møder vi søvndrukne den lokale museumsdirektør Eamon, en venlig væver mand med flakkende øjne bag stålbrillerne. Han kan slet ikke gå forbi en genstand uden at holde et foredrag om den. Det er, som om han på sin vej gennem museumshallerne hele tiden bliver overrasket og en smule stresset over alle de genstande, han simpelthen ikke kan lade være med at fortælle alle detaljer om, det vælter ud af ham som fra en encyklopædi. Indimellem er det, som om han ikke kan få luft, fordi stemmen bliver ved at tale, tale, tale, som om hans krop med vilje ignorerer lungernes råb efter luft. Vi møder ham også på det mest travle tidspunkt, man næsten kunne, midt i Irlands vikinge-zenit, Viking Fest 2018, hvis Waterford-relaterede begivenheder han har en hel masse ansvar for at afvikle. Eamons begejstring er smittende, man kan ikke lade være med at synes, der virkelig er foregået interessante ting her i Waterford, når han fortæller sine historier.

»We invented the quilt and gave it to the Scottish but they didn’t get the joke so they still wear it«

Vi bliver gelejdet ind i Waterford-museets slagnummer: et vikingehus, hvor vi bliver udstyret med hørebøffer og Virtual Reality-briller, hvorefter der bliver sat gang i en multisanseoplevelse, udviklet og installeret af det digitale bureau Emagine©, som nok må beskrives som toppen af poppen inden for vikingetidsformidling, det bliver stort set ikke mere teknologisk spidsfindigt, smart og underholdende. En blid mandestemme fortæller om den fine keltiske kultur i oldtidens Irland, hvor skriftkloge munke sad i deres klostre og skrev The Book of Kells og andre kristne skrifter med sirlig håndskrift og pæne dekorationer. Bogen svæver lettere pixeleret rundt i rummet, og det er tydeligt, at kelterne var civiliserede, pacifistiske, hensynsfulde og medmenneskelige.

Munkene havde endda så meget overskud, at de malede små vittighedstegninger i bunden af pergamentsiderne og fyldte de tommer pladser ud med farverige sagndyr, hvis de havde glemt et bogstav eller ord. Men hyggen varede ikke ved. Pludselig bliver stemmen afbrudt af dramatisk musik, der minder lidt om det, der starter, når de skal til at slås i Ringenes Herre, og ude til højre i mit synsfelt træder en mand frem og præsenterer sig som vikingekongen Reginald. Han er høj, bred og grov, taler med en stemme, der lyder som Christian Bales, når han er Batman. Den fine keltiske orden er for evigt forstyrret. Reginald halvråber fraser som: »We, the vikings, fought and won honor and glory! I am the sovereign king, I conquered this land!«

Kong Reginald var så insisterende, at han har lagt navn til et tårn i Waterford, der i dag er indrettet som museum. Han var en af de utallige vikinger, der angreb Irland og forstyrrede den pacifistiske, keltiske munkecivilisation. Vikingerne kom anstigende med deres forskruede værdier – død, voldtægt, kirkeran – de var uovervindelige i kraft af deres brutalitet og, gud forbyde det, de slog sig ned og blev hængende på The Emerald Isle. De dannede par med irske kvinder og blev efterhånden selv irere. Men hvorfor er det netop nu, godt inde i det 21. århundrede, at irerne begynder at dyrke vikingerne? Museet i Waterford blev bygget i 2013, der er noget nyt og vævende over det hele. Jeg kan ikke lade være at få den tanke, at irerne er nogle vikinge-novicer, at de først nu er ved at få øjnene op for de herligheder, perioden gemmer på. For eksempel ser jeg flere gange under festivalen vogne køre omkring i Dublins gader, fulde af mennesker iført plastichjelme med horn pegende til begge sider. Som om de virkelig tror, vikingerne havde horn i deres hjelme!

Jeg får sneget mig til at spørge Eamon, om det ikke er lidt underligt, at det først er nu, man begynder at behandle vikingernes ret store betydning for irsk historie? Eamon ryster på hovedet, han mener ikke, den irske interesse for vikinger er noget nyt. »Vi havde udgravninger for flere år siden,« siger han, og jeg når slet ikke frem til at spørge, om noget så lavt som turisme og muligheden for at tjene en god skilling kunne spille en rolle. For Eamon er det den arkæologiske interesse, der driver værket. Han hvirvler os videre gennem byens museumskompleks, op ad vindeltrappen i Reginalds Tower, gentager igen og igen ordene, åndeløst, som en besværgelse:

»This is real, not made up. This is real, not made up at all, okay!«

Som om han er bange for, vi tænker, det ligner ét stort vikingescam. Som om han instinktivt føler, at man er gået for langt i sine interaktive formidlingsforsøg, sin popularisering af historien, og som om han indirekte tigger os om at forstå, at det altså ikke er Ringenes Herre, det her, at det godt kan være, festival-spektaklet giver associationer til World of Warcraft eller Braveheart, men det er altså ægte. Det er ikke løgn. På den måde er Eamon som en slags legemliggørelse af den udspændthed, der præger Viking Fest 2018. En udspændthed mellem spektakel og autenticitet, mellem penge og dannelse, mellem historien som vare og historien som historien i sig selv. Eamon virker som en mand, der ærligt og redeligt bare gerne vil undersøge fortiden, fordi den er spændende, men han kæmper hver dag med oplevelsesøkonomiens krav om kunder i butikken. Og han kæmper med oplevelsesøkonomiens udviskning af grænserne mellem ægte fund og kunstige kulisser, og derfor er han nødt til at slå fast over for ATLAS og resten af den internationale presse, at Waterfords vikingefortid er ægte, selvom vi selvfølgelig godt kan se, at det ikke er noget, man har fundet på.

Desværre er han oppe imod stærke kræfter. Om aftenen under vores middag slutter en af de lokale, Dermot, sig til vores selskab. Han er folkemusiker, tidligere craftsman ved Waterford Crystal-fabrikken, og lokalhistorie-nørd ud til fingerspidserne. Desuden er han skaldet og overraskende ungdommelig trods sine 71 år. I første omgang skød jeg ham til omkring de 50. Men som vores chauffør siger om Dermots alder, da vi næste dag sidder i bilen på vej tilbage mod Dublin: »Jeg havde svært ved at tro det. Der må være noget i luften hernede!«

Den vitale Dermot underholder vores bord, mens vi spiser lammekoteletter og drikker Guiness og suger til os af hans irske vid. Han forklarer, at han intet har imod den enkelte englænder, slet ikke, og det samme gælder de fleste irere. Det er England som besættelsesmagt, der har vakt vrede på den grønne ø. Vi snakker om folkemusik og irsk kultur mere bredt. Dermot mener, at irernes kultur er blevet så stærk og så tydeligt defineret, fordi landet har været undertrykt i så mange år. Undertrykkelse sætter gang i identitetsmaskinen, pres avler modpres, og derfor er irerne så optagede af det irske, ifølge Dermot. Men hvad så med vikingerne? Er det sandt, at det er arkæologisk interesse alene, der får museer og festivaler til at skyde op på stribe som techfirmaer i et lav-skatteland? Ikke ifølge Dermot:

»Den eneste grund til, at vikingerne er så populære her lige nu, er fordi folk har set en mulighed for at tjene nogle penge.«

Senere fortæller Dermot, at han har fået lavet en gentest, der fastslog, at han var 80 % irer. Det er åbenbart noget irerne går op i – deres ophav, deres genetiske pool. Det kan lyde lidt uhyggeligt, men mere seriøst er det så heller ikke: Dermots DNA afslørede, at han også er cirka 1 % nigerianer, hvilket vækker en del latter omkring bordet.

Hvem er vi?

Det viser sig, at Dermots interesse for sit ophav er udtryk for et mere generelt irsk ønske om at kende sin egen og sit lands fortid. På de forskellige museer, vi besøger i både Dublin og Waterford i løbet af vores besøg, er udstillingerne og de medfølgende tekster stærkt fokuserede på, hvem irerne er. »Who are we?« står der over en planche med tegnede figurer forestillende vikinger, riddere og keltere på Dublinia-museet i Dublin, og det er symptomatisk: Irerne kan slet ikke lade være med at grave i fortiden, de pirker og kratter og laver fortællinger for at få det hele til at passe sammen. Hvis man skal tro de irske museer, var vikingerne ganske vist nogle brutale vildmænd, der brasede forstyrrende ind, men efterhånden blev de en del af den irske befolkning, de integrerede sig i løbet af få generationer. Og det er slet ikke noget problem, for irerne mener, at vikingerne slet ikke er så forskellige fra dem selv, rent etnicitetsmæssigt. Det finder jeg ud af en aften efter en god middag på en fancy Dublin-restaurant, hvor jeg taler med vores guide Dolores:

Er det rigtigt forstået, at irerne er meget patriotiske?

»Ja, i dén grad.«

Hvordan kan det være?

»Jeg tror, det skyldes, at vi har måttet kæmpe hårdt for det, vi har.«

Men hvordan håndterer I så det her med, at vikingerne ligesom kom ind i landet og blev en del af Irland, selvom de var et helt andet folk?

»Jamen hvis du spørger en irer, vil han sige, at han er kelter. Den værste fornærmelse, du kan udsætte en irer for, er selvfølgelig at kalde ham brite eller Englænder. Irerne føler sig derimod beslægtede med skotterne og waliserne, som også er keltere. Og i virkeligheden mener man, at folk fra Skandinavien og Tyskland også er keltere, for alle stammer fra det samme område nede ved Østrig.«

Det virker sært belejligt, at vikingerne i virkeligheden var keltere, ligesom irerne. At der i virkeligheden slet ikke kom fremmede gener ind i puljen og forstyrrede slægtslinjen, der går helt tilbage til de første århundreder. Jeg ved ikke, om det er et problem, at irerne er så optagede af, hvor mange amerikanske præsidenter, der i kraft af deres genetiske ophav, i virkeligheden var irere, og at de er så forhippede på at sno en pæn, velordnet streng op igennem århundrederne for at svare på det åbenbart så presserende spørgsmål om, hvem de er. Måske er det bare sådan, man gør, når man er et land, der skal have noget at gribe fat i. Den danske behandling af fortiden adskiller sig ikke stort fra den irske ved nærmere eftertanke: vores søgen efter ordet daner i de tidligst kendte skrifter, vores myter om Harald Blåtand og Gorm den gamle. Alligevel er det, som om spørgsmålet who are we? klinger som et særligt påtrængende eksistentielt spørgsmål henover de irske bjerge, gennem museumsgangene og på pubberne. Man kunne kalde det for Det Store Irske Identitetsspørgsmål. Et behov for at være nogen, der gennemsyrer behandlingen af den irske fortid. Fascinationen af gener og etnicitet vækker selvfølgelig skræmmende associationer, men det virker mest af alt, som om irerne er lidt nervøse over, om de nu også har en plads i verden. Lidt i stil med danskere, der slet ikke kan få nok af at høre om andre danskere, der klarer sig godt i det store udland. På den måde er der ikke tale om en aggressiv racetænkning, men en slags hyggenationalisme, en hang til at lave sagn og myter. Som om det tågede irske landskab, fuldt af krinkelkroge, grotter, bakker og dale, sætter gang i ét stort kollektivt historiefortæller-rant.

Det er som om spørgsmålet who are we? klinger som et særligt påtrængende eksistentielt spørgsmål henover de irske bjerge, gennem museumsgangene og på pubberne.

Men selvfølgelig: Historien om kelterne er slet ikke så simpel. Den britiske(!) arkæolog og ekspert i europæisk jernalder, John Collis, beskriver i The Oxford Companion to British History en i arkæologien voksende problematisering af tidligere tiders opfattelser af kelternes ekspansion op gennem Europa, til de britiske øer og til Irland:

»Navngivningen af sproggruppen ‘keltisk’ bliver set som et arbitrært valg truffet af historikere i det 17. århundrede – det kunne ligeså godt have været britannisk, belgisk eller gallisk – for kelterne var kun én ud af en række etniske grupper, der brugte disse sprog. Hvis vi accepterer, at der aldrig var nogen ’keltere’ i oldtidens Storbritannien, må man sige, at beskrivelsen af waliserne, irerne og skotterne som ‘keltere’ er uden historisk fundament.«

Trods Collis’ ærkebritiske forsigtighed, må man nok sige, at det udsagn rammer en pæl igennem keltermyten. Og det er da klart, fristes man til at sige: Intet land kan spore sin befolknings ophav tilbage til en bestemt etnisk gruppe på den måde, historieskrivningen skaber historien og alt det der. Det pudsige er så bare, at irerne ikke lader til at være specielt optagede af lige dén pointe.

De belejlige vikinger

Hvordan kan det være? Udover den oplagte forklaring, at Irland er en småstat med 4,7 millioner indbyggere, er der måske også noget at hente i Dermots og Dolores’ udsagn om, at irerne har været undertrykte og har måttet kæmpe hårdt for det, de har. Irland var under direkte engelsk herredømme fra 1177, til uafhængigheden endelig blev fastslået med den irske forfatning i 1937 efter blandt andet en uafhængighedskrig i 1922. Irerne har virkelig måttet kæmpe, og landet har kun stået på egne ben i godt 80 år. På den måde er irerne lidt som en slags tidlige cataloniere eller baskere, bare med succes. Når man tænker på, hvor svært det er at opnå uafhængighed for andre europæiske udbryderstater in spe i disse år, giver det straks bedre mening, at irerne klamrer sig så intenst til deres egenart og påstået unikke fortid.

For selvom man opnår formel politisk uafhængighed som stat, er det ikke ensbetydende med, at man er blevet en fuldt ud unik nation endnu. Den måske største sociolog gennem tiderne, Max Weber, fastsatte en berømt minimumsdefinition af staten: et voldsmonopol inden for et afgrænset geografisk territorie. Men ifølge Weber er dette ikke nok. Den nationale identitet, kulturen, spiller også en afgørende rolle for den moderne stats succes. Det er ikke nok, at der er et voldsmonopol til stede – som irerne opnåede i 1937 – der må også være et stærkt værdigrundlag i befolkningen, en nationalfølelse. Som Webers forgænger, 1800-tals-filosoffen Hegel formulerede det: Staten er et skæbnefællesskab. Det er det fællesskab, irerne lader til at være i fuld gang med at afgrænse til ikke at inkludere den engelske besættelsesmagt. Og det er her, irernes vikingedyrkelse kommer ind i billedet.

Man kan ikke undgå at få den tanke, at de brutale skandinaver repræsenterer et oplagt modnarrativ til den 800 år lange, og først for nylig ophævede, engelske prægning af Irland. Med deres fremmedartede kultur, bersærkeri og skindpelse passer vikingerne næsten absurd godt ind i arbejdet med at skabe en unik irsk historie. De er simpelthen det redskab, irerne kun kunne drømme om at få i hænderne. Vikingerne repræsenterer noget andet end England, og det er alt nok. Når Det Store Irske Identitetsspørgsmål virker så present netop i dag, hvor der bygges museer og graves ud, holdes fortidsfestival og laves Virtual Reality-formidling, ligner det et resultat af landets unge alder. Vi danskere har ikke irerne noget at lade høre, hvad angår nationaldyrkelse og mytologisering af fortiden – vi var bare igennem det hele for et par hundrede år siden. Dermed kan man som gammelviking stå og føle sig erfaren midt i de irske festligheder. Jaja, kan jeg ikke lade være at tænke, jeg ved, hvad det er, I gennemlever lige nu. Som var Irland en teenager og Danmark en forstående onkel.

We are all vikings!

Højdepunktet for Viking Fest 2018 er lørdag aftens event Follow the Vikings, der i programmet bliver beskrevet som et »audio visual and theatrical extravaganza at the historic Wood Quay amphitheatre.« Som de pressefolk vi er, sniger vi os helt op foran, hvor vi sidder et par meter fra scenen. Omkring os vrimler det med sikkerhedsfolk i refleksveste med walkie talkies, som om der var tale om et royalt besøg. Så kommer en række mænd i makeup og skindpelse, nogle med stortrommer om livet, andre på stylter, gående op gennem publikumsrækkerne. De stiller sig foran scenen og begynder at tromme. Mændene på stylter spyer ild og sjasker omkring sig med tændvæske, så jeg får lyst til at sætte mig ned bagved for at redde mine sko og bukser fra benzindøden. Det står hurtigt klart, at indslaget handler om at få publikum i gang. Vi opfordres til at udstøde kampråb og løfte næverne i vejret, mens stemningen bliver gejlet mere og mere op ved hjælp af trommerne, ildspyning, knytnæver mod brystkasser og en masse statister, der står rundt omkring og forsøger at sætte gang i de frysende publikummer med klap og råb. Og det er særligt ét råb, der går igen: »We are all vikings!« Hvorefter næverne bliver løftet. Så lidt trommen, lidt pyroteknik, og så igen: »We are all vikings!«

Det ved jeg ikke, om jeg synes, vi alle sammen er, men okay, det er jo ikke hver dag, man er til theatrical extravaganza. Trommemændene går ud og bliver afløst af skuespillere, der opfører en lettere forvirrende version af Egil Skallagrimssons saga, hvor det mest iøjnefaldende er, at det er baseret på playback. Læberne bevæger sig ikke altid med lyden, og det er ikke altid lige nemt at følge med i, hvor i verden vi befinder os, hvem der er hvem, og hvorfor de pludselig begynder at stå og synge noget, der minder om Enya. (Forresten var vi så heldige at se Enyas hus på vej ud til County Wicklow. Hun bor i en ridderborg med tårne, kampestensmure og havudsigt i et rigmandskvarter syd for Dublin). Skuespillet bliver suppleret med visuelle effekter på en storskærm bag scenen: nornernes skæbnetråde, vikingedigte i svungen skrift, stjernehimmel symboliserende vikingernes navigationsevner til søs. Det har ikke været billigt, det er flot og tænkt igennem, men jeg er ikke sikker på, jeg lærer noget om vikingerne eller Egil Skallagrimssons saga, og jeg kan ikke lade være med at blive irriteret over den dårlige læbesynkronisering. Nå. Egil Skallagrimsson dør, og en kvinde klædt i ravnefjerdragt og Dr. Martens-støvler danser en slags underverdens-ballet. Så forsvinder skuespillerne om bag storskærmen, og det viser sig, at der skal trommes igen.

Det er ikke de samme mænd som i begyndelsen, de her er klædt i lysere tøj, ikke nær så sminkede, ligner på en eller anden måde mere nogle gode irske knægte. Måske kommer de fra en form for konservatorium. De stiller deres trommer op og begynder at hamre løs, og jeg kan ikke lade være at tænke på Safri Duo, og da en skaldet kvinde stiller sig frem og nynner, kan jeg ikke lade være med at tænke på Sinead O’Connor. Det er en munter blanding, Safri Duo og Sinead O’Connor, der er ligesom noget, der skurrer, det er, som om sangen og trommerne trækker i hver sin retning. Nummeret bliver spicet op med en discokugle, der sender sine festglimt ud over det takt-klappende, smådansende publikum. Vi bliver opfordret til at rejse os, så det gør vi. En trommestik knækker og splintres, kvindens nynnen bliver højere, insisterende. Publikum følger med, så godt vi kan. Der er ikke nogen vej uden om. Lige nu er vi åbenbart alle vikinger.