Print artikel

Rue du Brexit

Reportage
05.05.17
I byen Beaucaire i det sydlige Frankrig møder Liv Sejrbo Lidegaard et land splittet mellem højrepopulisme og indvandring. Borgmesteren har et ømt punkt for Brexit og Le Pen, men ikke alle de lokale er helt overbeviste.

Ved transit i Charles de Gaulle: Det uvante, at alle søger øjenkontakt. Gaten ligger i en bladformet tange i glas, der er højt til loftet, lyst, lydene er dæmpede, luften virker ren, jeg forestiller mig at jeg er på en rumstation eller inde i maven på et enormt insekt, kigger ud mellem knoglerne i dets exoskellet. En duft af tomatsuppe og smeltet ost fra en nyetableret madkæde, et stort udvalg af proteinrige salater i små bøtter, aviser der ligger frit tilgængelige, Le Monde, Liberation, jeg bladrer dem igennem, der er tema om Europa, nu er det forandring eller undergang, står der, og om Macron der turnerer Frankrig med sin bevægelse En marche! Her er gnidningsfrit og let knitrende, men det er ikke fremtidsagtigt, det er ligesom bare på højde med nutiden.

Jeg er på vej til Beaucaire som er en by og en kommune ved Rhônen i Languedoc i Sydfrankrig. I kommunen er der høj arbejdsløshed (lidt over 20% ) og fattigdomkvotient på næsten 30%. Hele kommunen udgøres af lidt under 16000 registrerede indbyggere, hvoraf 40,83% stemte på Marine Le Pen ved det franske præsidentvalgs første valgrunde i april 2017. Jeg kan ikke finde noget estimat på, hvor mange indbyggere der bor i byen som ikke er registrerede. Siden 2014 har Julien Sanchez, som er en 33-årig politiker og kommunikationsstrateg for Front National, været borgmester her. Front National har 23 ud af 33 sæder i byrådet, kun ét af de 33 sæder tilhører venstrefløjen.

Julien Sanchez er en bemærkelsesværdig skikkelse. I en tv-duel med den socialistiske præsidentkandidat Benoît Hamon, ankommer Sanchez til studiet, som én der kommer til byen fra landet. Under debatten optræder Sanchez høfligt, kontrolleret, roligt, han afbryder ikke, og bemærker til sidst på en gang overlegen og med en slags harme, »folk som Dem, Mr. Hamon, I er tydeligvis vant til kun at lytte til jer selv.« Selv taler han med en på en gang stærkt nationalistisk og arbejderorienteret retorik. »Hvem skal betale regningen? Med hvilken ret kræver De, af hårdt trængte franskmænd, at de skal betale for de fremmede, som kommer her?« Han er vegetar og virker optændt af en særlig glød, en kombination af idealisme og sandhedsbesættelse. En vilje til at se gennem sprog, normer, til at se på en afklædt verden, og udtrykke sig klart og enkelt om den. Omkring jul erklærer han stolt på sin twitter at en vej i Beaucaire nu hedder Rue de Brexit, som honnør til »det britiske folks suveræne valg«, og får på den måde et kort øjeblik verdenspressens opmærksomhed. Jeg skal til Beaucaire for at prøve at forstå nationalismen styrke. Jeg har henvendt mig til Julien Sanchez uden at få svar, hvilket ikke undrer mig, eftersom jeg, for ham, både er udlænding (ikke en potentiel stemme) og kunstner (han ved, han ikke kommer til at overbevise mig, i sin afbalancering af, hvem der bruger hvem).

Beaucaire ligger nede på bunden af en floddal. Af og til siver en vind, som bærer en intens lugt af sur Camembert, gennem gaderne. Bilerne er enten glinsende nye og i for høj fart, eller skramlede og langsomme, på en måde som får mig til at frygte at de sænker farten idet de kører forbi mig. Selve byen Beaucaire består af smalle gader og huse i lyse sandsten som læner sig ind imod en gigantisk middelalderborg. Rundt om den gamle bymidte ligger indhegnede villakvarterer, en indtrængende duft af blomster og rengøringsmidler, her er det svært at komme rundt mellem gitre, pigtråd og skilte som er uafkodelige for mig: Tal og halvt udviskede advarsler, det ligner private vagtselskaber, nedlagte telefonnumre, robotstemmer, konkurser. Et gymnasium ligger bag et enormt gitter, gennem tremmerne kan jeg se selve indgangen til bygningen, der står LIBERTÉ ÉGALITÉ FRATERNITÉ på et stort skilt over døren derinde.

Langs floden, en jordgrav, et par grene stritter op hist og her, hjulspor, mudder, cement. Den store grønne flod bevæger sig langsomt, med sit eget væsen, der får mig til at tænke på et andet Europa, langsomt som flade pramme der ligger på vandet, og bliver båret en snoet vej gennem kontinentet. Så en parkeret varevogn, hvor en romafamilie sidder og fletter en plante, jeg kan se vokser på træerne langs floden, de har fyldt ladet, hører radio fra en transistor og sidder og snakker på klapstole i det lange græs.

Yderst, i byens randzone, ligger industrikvartererne med fabrikker og indkøbsområder. Det første jeg gør da jeg ankommer til Beaucaire, er at tage til Rue de Brexit. Den ligger i industrikvarteret, mellem et herberg for hunde og et bilværksted. Selve vejen er helt tom. Her er en lang hvid mur og bag den, fabrikshaller, her er en genbrugsstation, en lastbilchauffør sover til middag i førerkabinen på sin parkerede lastbil, et sted vokser nogle gule blomster op mellem nogle ramponerede elbokse, i et hjørne står tre hvide heste og nipper til nogle bambusskud. Vejen danner en hestesko og jeg spadserer den lille halvcirkel. Jeg kommer tilbage til udgangspunktet, det føles intetsigende. Jeg bevæger mig hen over nogle byggegrunde, rør og grus og ukrudt, kommer til en cementfabrik, et enormt og intrikat byggeri, rør der forbinder, transporterer, siloer, haller, skorsten i rød rust, jeg står og prøver at forstå, hvordan det hænger sammen. Bag et højt hegn står nogle campingvogne, noget der ligner en bar, overvågningskameraer.

Smukke sten

Det er mørkt, da jeg kommer tilbage til Beaucaires bymidte. Alt er lukket, der er tomt i gaderne, foruden en ældre dame, der småløber haltende, hun trækker en rullende indkøbstaske efter sig, med et ansigt forvredet af skræk. Ved en Tabac er der lys, varevogne holder ind og forskellige personer går til og fra, hurtige, beslutsomme, en småløber væk. Jeg vil forsøger at passere ubemærket, slår blikket ned, går hurtigt, tæt ind til muren, det føles påtrængende tydeligt, at jeg helst ikke vil opdages. Da jeg drejer om hjørnet hænger et slattent EU flag ud af altanvinduet til en lejlighed, hvor der også står en kat, som jeg ikke kan se, om er levende eller af plastik. Jeg får elektrisk stød, da jeg trykker på dørklokken til nummer 33, hvorefter ingenting sker. Døren er låst med tre låse.

Efter lidt tid kommer Omy, som er healer og spirituel coach, til syne i et af de øverste vinduer, hun vinker og griner til mig. Hun er iklædt en mørkeblå kaftan. I en lufthavnsbus på rejsen hertil, slog det mig, at der er noget uddateret og trist ved at klæde sig i jeans og trøjer: Som om der ligger en misforståelse af, hvad det moderne er, i den måde stretchstoffet aldrig helt sidder. Noget trøsteløst i at beklædningerne skiller på maven, det sårbareste sted. Omy har styr på at klæde sig, i en lagdeling af stoffer som snos, bindes og fæstnes. Der dufter af røgelse i hendes lejlighed og gulvene er belagt med grov hessian. På gangen står en meget lille krystalsten på gulvet og blinker i forskellige farver.

Hun siger, hun tænker på det sådan her: Beaucaire betyder smuk sten eller godt kvarter og den gamle bymidte »har det her royale, fæstningeagtige over sig, den er lavet af mennesker som har villet have det godt, så du borgen? Nu er det de fattige som bebor den arkitektur, de rige lavede engang.«

Beaucaire. Foto Liv Sejrbo Lidegaard

Hun fortæller om sit liv, om at komme fra skoven i Cameroun til Paris som ni-årig. Hun griner, »det var som først at blive aet på den ene kind, helt blidt og roligt, for så at få lussinger på den anden, fordi der er så meget larm, så mange mennesker, dufte og indtryk. Forstår du? Jeg vendte ikke tilbage til Afrika. Det var som om, jeg havde puttet det i en rygsæk, som jeg altid havde med mig, nogle gange kunne jeg tage tingene derfra, ud af tasken, og de gav mig styrke og trøst.«

Hun har mange forskellige personer i sig, skifter let og hurtigt mellem alvorlig, drillende, sjov, usikker, omnipotent, det er ikke bare måden hun taler på, der ændrer sig, det er hele hendes udseende. Jeg er der ikke for at tale om mig selv, men om hende og det her sted, men hun kan ikke lade være, på et tidspunkt begynder hun at tale om mine forhold, en elskets familie, hun siger ting, hun umuligt kan vide, om deres indbyrdes relationer. Jeg siger, »okay, mmm, det er lidt vildt, det du lige sagde?« Hun griner, »det bare sådan jeg er, jeg ser ting. Så sent som i går, ringede min søn fra Paris, og jeg sagde, min søn, du har spist ris! Ja mor, svarede han… det var… jeg kunne ikke, duften og følelsen af ris strømmede ligesom bare ud af telefonen, haha!«

Hun siger, »du vil se kriminaliteten, stofferne, fattigdommen, for den er synlig, den gør sig bemærket i gaden her. Men inde bagved, findes mange som mig, man ved ikke hvad de laver, de er usynlige i bybilledet, men de er her.« Hun siger »ja, her er meget rascisme, for mig kan det kun hænge sammen sådan, at Front National får så mange stemmer, fordi de fremmede ikke kan stemme. Det er vel det, der gør dem til ’fremmede’: At de ikke har stemmeret? Og her er der mange, men Front National er ved magten, fordi de ikke stemmer. Lyder det helt mærkeligt?«

Jean-Pierre, Segundo og Davide

Jean-Pierre og jeg går rundt oppe på toppen af den gamle middelalderborgruin. Der er svimlende langt ned. Hver genstand i den her by, har en historie for ham. Han er pensioneret tømrer og har kun været ude af Beaucaire én gang, fortæller han stolt, det var, da han var i militæret. Han har stemt på Sanchez, siger: »Man kan mene hvad man vil, om hans betegnelse, men den dreng, han gør sit arbejde.« At gå og lytte til Jean-Pierre, er at lade to landskaber findes på en gang, det nuværende, affolkede, og det han husker, fra sit liv her siden starten af 50’erne. Han fremkalder forskellige scenarier, en flok børn løber og leger på borgen mellem de smuldrende sten. »De her trækonstruktioner, blev bygget som en del af de månedlige falkeshows«. Hele landsbyen er samlet, de følger falkene, som flyver fra opdrætternes arme med øjnene, akkurat der, dér landede de!

»Alle de her gader, var fulde af butikker: Bagere, slagtere, møbelhandlere, alt muligt, nu er de tomme, nogle bliver brugt til garager, det er en skam, det er ikke længere som før. Nu må vi i Carrefour, hver gang vi har brug for noget.« I horisonten kan man se to rygende fabrikskomplekser, »se, der ligger Bacardi, og cementfabrikken. Men snart lukker Bacardi også, så er der kun cement tilbage. Jeg har altid fundet arbejde her, men ikke mine børn, de er flyttet.« Hans nostalgi begynder at gå mig på, jeg spørger ham »hvorfor tror De industrien lukker?«, han svarer, »jeg ved det ikke, sådan er det bare!« jeg siger, »se der er da en åben butik!« han svarer, »ja, men den er støttet af kommunen. Sydamerikanerne har også åbnet et par butikker, men de har kun de ting de selv kan lide«.

Segundo og Davide er to af de mange som står og hænger på kajen, spiller skak eller drikker øl eller sidder og snakker. De virker lidt beklemte, de undskylder, forstår ikke, det er først da jeg slår over i spansk at stemningen løsner sig. De er fra Ecuador og Peru, de forklarer mig, at de er her for at arbejde, de plukker frugter, æbler, pærer, abrikoser i området, men sæsonen er ikke startet, så nu venter de. De bor i det gamle centrum, lige bag bygningen derovre. Deres familier er i Spanien. »Hvorfor er de taget fra Spanien?« »Det var for svært at få arbejde der.« »Hvordan går det med at få det hele til at hænge sammen, er der arbejde nok her?«

»Det går fint!«

Liturgi

Kirkeklokkerne ringer til messe, det brager ud over landbyen i et helt kvarter. Jeg træder ind i katedralen, sætter mig yderst på en bænk. Her er koldt, og mange omkring mig hoster og snøfter, nogle falder i søvn, nogle sidder og småfryser, det er sidst på vinteren eller det tidligste forår, folk skutter sig, ordet armod løsner sig i mig. En ældre dame, en slags assistent for præsten, synger i et headset, i høje toner der knækker over: SJÆLENS LYS, VI GÅR MOD DIG. Præsten kommer ud, iklædt en lyserød velourkåbe, med tre børn, iklædt hvide kjortler og kors om halsen, efter sig. Børnene tænder røgelse og bliver velsignet. Præsten siger, at det er vigtigt at huske, at man bærer lyserøde kjortler inden påske, som bevis for Jesus’ opstandelse. Hans udsagn får min hjerne til at sætte sig i hak. Jeg får lyst til at sætte hele ritualet på pause, standse verden et øjeblik, få alle mennesker til at kigge sig omkring, på hinanden, tage udsagnet op til genovervejelse, lade præsten forklare sig, men alt fortsætter, menneskene omkring mig kigger på præsten med uforstyrrede miner, og udsagnet fremstår som almindeligt, legitimt.

I kirken bliver ting sande af at blive sagt. Den mekanisme fungerer i skræmmende høj grad også uden for kirken. Hvis jeg hævder noget med tilstrækkelig overbevisning, og gentager det tilpas mange gange, kan det overtrumfe, hvad der egentlig er sket, eller hvordan virkeligheden ser ud. Jeg hader den måde at bruge sprog og jeg vil ikke tage del i den. For mig hænger sprog og verden sammen. At sige noget, er at få noget til at manifestere sig. Jeg er interesseret i den måde, vi skaber en fælles verden, når vi skriver, taler: Hvad ser vi, hvad kan vi forstå.

Men så begynder præsten at tale om mirakler. Han taler om at mange har forsøgt at give forståelige forklaringer til de mirakler, der er beskrevet i biblen. Han siger det er, at trække Gud væk fra jorden. »Biblen er netop det mirakuløse møde, mellem den synlige og den usynlige verden. Hvis man læser biblen rationelt, forstår man intet. Vær ikke bange for at tro på mirakler.« En stribe sol går gennem mosaikken og lander på søjlen ved siden af mig. Folk omkring mig beder og græder. Jeg har det beklemt, som om jeg overskrider en blufærdighedsgrænse ved at være her uden egentlig at tage del i ritualet. Det er rigtigt, at man ingenting forstår, hvis man kun forsøger at forstå med sin fornuft.

For eksempel kan jeg forstå populismen som en følelsernes hævn over fornuftens oplysning. Men det at kunne erkende både med sin fornuft og sine følelser, eller sansninger, er også kunstens momentum. Det bliver igen et spørgsmål om sandhed eller bedrag, om sproget bruges til at afdække eller tildække, vise eller skjule, klargøre eller fordreje, og hvorfor. I fiktioner, i ritualer, kan noget, der ikke har været synligt før, blive det. Sandhed her, er ikke noget, der bare kan blotlægges, men noget der et øjeblik kan komme til syne, og i det øjeblik kan forandre den fælles verden. Fiktionen kan gøre noget muligt, som ikke var det før. Men når denne mulighed tages ud af kunstens sfære og ind i den politiske, sættes den i en sags tjeneste. Det kan være en enkelt person eller en bevægelse, fælles for dem er at de stræber efter magt, efter at få ret, at være dem, hvis fortælling skaber verden. Her bruges fiktionens mulighed ikke til at sige noget sandt, men til at sige dét, udsigeren er investeret i, den bliver til løgn og bedrag. Men på en måde føles det som om alt er nivelleret nu, eller alt er en scene, den politiske sfære opfører sig som et teater, kunstens sfære stræber efter sandhed, og jeg vil sætte alt på pause, minde om, insistere på dette simple: Sprog og verden hænger sammen.

For eksempel kan jeg forstå populismen som en følelsernes hævn over fornuftens oplysning. Men det at kunne erkende både med sin fornuft og sine følelser, eller sansninger, er også kunstens momentum.

Jeg bliver blændet af forårssolen da jeg træder ud af den kølige og mørke katedral. En flok unge drenge sidder i en port og spiller guitar, jeg spørger dem hvad de laver, de siger de sidder og spiller guitar og læser i biblen. »I biblen, hvorfor?« De kigger uforstående på mig: »Fordi der er Guds ord.« »Ah ok.« De spørger om jeg tror på Gud? Jeg svarer »desværre nej,« roder mig ud i en slags forklaring om at der hvor jeg kommer fra, er det ikke noget man bruger så meget, de kigger på mig med medlidenhed, siger, »du kan melde dig ind i menigheden derovre, der er åbent tirsdag og torsdag aften, vi kan vise dig derhen?«

Adgange

Jean-Pierre har besluttet at han vil vise mig et relikvie som er i et af de gamle hoteller som den katolske kirke har restaureret. Jeg følger med ham mens jeg beslutter, at relikviet må være det sidste han viser mig. To franske turister kommer hen til os og spørger om vej til turistkontoret. Det er på vejen, så de følger trop. Lidt nede ad gaden ser jeg en ung mand i et mørkeblåt jakkesæt stå, og skifte vægten mellem sine lædersko på de blankslidte brosten. Han står ligesom tøvende, som om han ikke helt ved, hvad han skal gøre af sig selv, han kigger op, rundt, som om han forsøger at forstå hvor han er.

Vi er jævnaldrende, han er bleg, tynd, har sort hår og blå øjne, han smukkere end på billederne, der er noget akavet over den måde, han bærer sin habit, Jean-Pierre udbryder, »ah, der har vi Hr. Borgmesteren! Hr. Borgmester! Alle leder efter turistkontoret«, han slår ud med armene, og Sanchez smiler og siger, »ja, også mig, det er på grund af de regionale tiltag«, (Beaucaire kommune ligger i åben krig med den socialistiske regionspræsident for Languedoc-Roussillon-Midi-Pyrénées

Carole Delga) »ah!« siger Jean-Pierre. Sanchez kommer hen og giver mig hånden, et øjeblik har vi øjenkontakt, han udstråler en overvældende melankoli, jeg er helt sikker på at han genkender mig fra mine henvendelser til ham, så er han videre, på den der professionelle politikermåde, det udløser et mikroskopisk heartbreak i mig. Han hilser på de franske turister, indleder en samtale med dem.

Jeg følger lidt modstræbende med Jean-Pierre hen mod relikviet. Han låser en stor grøn port op. En far med to piger står ved indgangen og spørger om de må komme med ind og se? Jean-Pierre smækker døren i hovedet på dem. Jeg siger til ham at jeg er nødt til at gå. Jeg går tilbage til det sted, hvor det tilfældige, og ret akavede, møde med Sanchez fandt sted, og jeg står et øjeblik, ligesom vaklende i et hjørne af torvet. Det møjsommelige arbejde han udfører her, hver dag, på det kølige hvidkalkede rådhus, problemerne, menneskene, beskyldningerne, anderkendelsen, vælter ligesom ned over mig. Jeg står i døren til det gamle rådhus og kigger ud på pladsen, hvor en flok børn spiller bold, de bevæger sig i en slags sværm rundt om to kvinder som langsomt har kurs over i torvets modsatte hjørne.

Da det bliver aften, har mødet, eller rettere, ikke-mødet med Sanchez, indstiftet en let febrilsk rastløshed i mig, så i stedet for at gå til ro, vil jeg på bar. Men byen har sin egen rytme og tirsdag aften er den død som i stendød, kun vilde katte i gaden, og af og til en bil der suser forbi med musik pulserende ud af tonede ruder. Jeg går ned til Tabacen. Overfor den står Kalim og Anis. Kalim har en militærkasket på og et par store solbriller med rødt skær, Anis en rød polotrøje, de står på hjørnet, spiser ristede majs ud af hver deres pose, og holder øje med trafikken, hilser på nogle af dem der kører forbi. De siger, »Det her er vores by! Vi kommer aldrig til at flytte herfra. Vi kender alle, vi har vores familier her og vores venner, vi er født og opvokset her!«

»Når vi ikke arbejder? Så går vi tur i byen, ligesom nu, haha!«

»Det her er syden, der er meget sol, så…«

»Hvad vi synes om Sanchez og FN og alt det? Vi er ligeglade! Han kan ikke gøre os noget. Lad ham gøre sit arbejde, men han er ikke herfra. Det er det eneste som er ærgerligt ved ham, det er at han kommer udefra. Han kommer aldrig til at forstå, hvad den her by er for os.«

Oppositionen

Næste morgen vågner jeg og slår mig selv for panden: Jeg er blevet forblændet af Sanchez’ militærdiktatoriske karisma, hans evne til at sætte sig selv i scene, hans møde at virke oprigtigt interesseret i sit folk, og undervejs har jeg totalt overset oppositionen, altså findes der organiseret modstand mod Front National i den her by? Den eneste repræsentant for venstrefløjen som er tilbage på rådhuset, er en kvinde ved navn Rose-Marie Cardona fra det franske kommunistparti. Hun sætter mig i stævne under platantræerne. Hun virker lidt udmattet, drikker en sukkerfri mangojuice.

»To ting karakteriserer Beaucaires historie, belejringer og handel. Og når ja, så det at vi har haft en del borgmestre gennem tiden, der har regeret byen mere eller mindre som små uafhængige kongedømmer. Da Frankrig skulle modtage et bestemt antal flygtninge i forbindelse med EU aftalen, erklærede Sanchez at Beaucaire kommune ikke ville modtage nogen, hvilket selvfølgelig er ulovligt, men ikke desto mindre, effektivt. Han har jo mantraet om, at han vil stoppe emigrationen, hvilket er lidt paradoksalt, for alle sydamerikanerne er kommet i løbet af de sidste to år, altså mens Sanchez har været borgmester. De arbejder under meget kritisable forhold på nogle af de store fabrikker i området.«

»Hvis Le Pen vinder bliver det ret dramatisk. Sanchez har nærmest udraderet enhver form for opposition. Han er ekstremt dygtig til at sætte sig selv i scene. Ingen demokratiske procedurer bliver egentlig overholdt længere. Men han er også skrøbelig, han kan ikke tåle den mindste modstand. Har du hørt om retssagen? Han indførte jo denne her lov om at ingen butikker må være åbne til længere end kl. 22, samme dag som ramadanen begyndte. Han har lige fået medhold i at det ikke var ulovligt fordi loven gælder for alle. Så nu har han anklaget sin anklager for injurier. Ja, og hvis Macron vinder, så fortsætter alt her ’som normalt’.«

»Han udsteder mange dekreter, altså love som træder i kraft med øjeblikkelig virkning. Men det værste er egentlig, han vil ingenting her. Han skal bare bevise, at han har styr på det, og så er han på vej videre i sin politiske karriere. Og han har virkelig styr på sine mapper. Og han er enormt dygtig til at få alle sine tiltag til at se professionelle og gode ud. Så kan det godt være at de ikke bliver til noget bagefter, eller at virkeligheden bliver helt anderledes, men det vigtigste for ham er, at det ser pænt ud på papiret.«

»Ham der var før, jeg kunne ikke udstå ham!! Han tilbragte al sin tid på baren rundt om hjørnet og gav mange vennetjenester. Han var en blød mave! Ligegyldig hvad man kritiserede ham for sagde han bare ja, og så vidste man, at der aldrig ville ske mere ved sagen. Sanchez er charmerende, men også langt farligere. I sin egen kommunikation udviser han konstant skepsis overfor den samlede verdenspresse, det han kalder ”fake news”. Han holder ”oplysningsmøder”, han laver videoer hvor han fortæller ”den sande version af historien”. Han er tæt på folk her. Og han har også empati. Hans forældre er kommunister, så når han møder nogle venstreorienterede, blærer han sig med sin kommunistiske opdragelse. Pf! Det han foretager sig, har ingenting med kommunisme at gøre!«

Camarque

Jeg kører gennem Carmargue, følger D35, en forladt landevej langs Rhônen. Det er en lettelse at forlade Beaucaire. På vej ud af kommunen i den grønne morgen, kommer jeg igennem en hvidlig dis, hvor camembertlugten er ektra stærk. Jeg forestiller mig at vejen langs floden engang har været en befærdet vej, nu er den fuldstændig lagt øde. Omkring mig spreder en flad dal sig. Nogle steder overrislede marker, nogle steder læhegn. Det bliver en varm dag. En jubel breder sig i mig, over at være ude af provinsbyens usynlige net af hierarkier. Jorden går fra at være dyrket til at bestå af en slags hedeagtigt krat, siv, små forkrøblede træer som læner sig lidt nordover. En tange breder sig ud, og så i søen, en flok flamingoer… Bag tangen, et fabrikskompleks, omkring det, en brunlig himmel.

Jeg følger vejen til den slutter, den munder ud i en bred strand og Middelhavet. Vandet er klart og koldt. Her er ingen mennesker. Hjulspor i det våde og gullige sand. Jeg går til vandkanten og ser ud over havet, det føles som et slutpunkt. Middelhavet nu, en massegrav, en risiko, en grænse? Hvor mange sikkerhedsbåde holder den her strand tom, hvor meget overvågning over det turkise hav? Jeg tænker der ingen er grænse for, hvor langt EU er villig til at gå, for at holde stranden her så tindrende tom. Og at den grænseløshed, forvandler den her konkrete strand til noget ubærligt. Jeg nærer en stor kærlighed til den fysiske virkelighed, turen langs floden, det her landskab, en følelse af at høre til. Og en sorg over hvordan den kærlighed er blevet til forskansning, en langsom og usynlig katastrofe, overblændet, i middagssolen på den hvide strand, og i det glitrende, delikate vand. Jeg kan ikke blive der.

Jeg kører mod Marseille, gennem industriområdet ved flodmundingen. Her ligger enorme fabrikker i et langstrakt sumpområde. Måger skriger over den hullede vej. Jeg bliver overhalet af varevogne og firhjulstrækkere. Det er tydeligvis noget overmenneskeligt, som har placeret fabrikshallerne her. Vi kan kalde det, den globale økonomi, noget immaterielt, hvis udtryk består i mangel på menneskelig vilje. Ingen aktive valg er taget, her er monstrøst, guddommeligt, støvet og jeg det er ikke til at forstå. En gennemtrængende lugt, som jeg aldrig før har mødt, bliver transporteret ind til mig i bilen gennem klimaanlægget, af gift, kemikalier, rengøringsmidler, sødlig, besk. Krydret og bedøvende.