Print artikel

Krigen fortsætter

Officielt er der våbenhvile i det østlige Ukraine, men det minder mere om en krig. Foto: CC
Reportage
30.06.16
Krigen mellem de pro-russiske separatister og den ukrainske hær fortsætter. Formelt hersker der våbenhvile, på fronten er den svær at få øje på. Indtil videre har krigen kostet knap 10.000 mennesker livet og 1,78 millioner mennesker er internt fordrevne. Ukraine er nu det land i verden med ottende flest internt fordrevne, og konflikten ser ikke ud til at stoppe.

»Det er ikke en konflikt, det er en krig,« siger Igor og begynder per refleks at strække fingrene på hans højre hånd. De hænger bare som døde stumper for enden af hans arm, der er pakket ind i bandage og holdt op af en sort slynge.

Det er snart ni måneder siden, at en 12 mm kugle var tæt på at fjerne hele hans underarm og hånd. Efter fjorten operationer ser det ud til, at han muligvis kan komme til at bruge både hånd og underarm igen. Hans værelseskammerat er knap så heldig, hele hans højre ben er væk. De to soldater ligger sammen med 300 lidelsesfælder, der grundet kugler, mortergranater og anden militærisenkram har fået skiftet fronten ud med en hospitalsseng på et gammelt sovjethospital i midten af Ukraines hovedstad, Kiev. Det gamle hospital med sprækker i murerne, aircondition ude af drift og en smule ujævne gulv er blevet taget i brug for at behandle  soldater, der har særligt krævende sår og skader.



På hospitalsgangen lige udenfor Igors stue hænger der med små mellemrum billeder, der står i skærende kontrast til resten af hospitalet. Væggene slår sprækker, men billedet er tydeligvis rammet ind fornyeligt, og på billedet tættest på Igors stue er fem stolte ukrainske soldater affotograferet et gudsforladt sted i Østukraine med den obligatoriske tank i baggrunden. Den ene soldat viser stolt det lille ukrainske flag, som er påsyet hans uniform. På billedet ved siden af er hele grunden til, at Igor og de 500 soldater ligger her på hospitalet – billedet viser en jublende menneskemængde på selvstændighedspladsen, Maidan, taget få øjeblikke efter, at de har fundet ud af, at den siddende præsident har taget flugten. Det er to et halvt år siden, at de jublende mennesker fejrede selvstændigheden, friheden og freden, som værdighedsrevolutionen skulle medføre. Udover udskiftning af den russisk venlige præsident og regering, har revolutionen også afstedkommet et tab af Krim halvøen og en vedvarende og fastfrossen krig mod pro-russiske separatiser i Østukraine.


Officielt har der siden februar 2015 været våbenhvile mellem udbryderrepublikkerne i Donbas-området og Ukraine. Onde tunge i Ukraine siger, at krigen ikke er stoppet, men blot blevet langsommere. Kampene koster fortsat soldater og civile livet og stadig flere sårede. Siden kampenes start har 9.400 ukrainske soldater og civile mistet livet. Den østligste del af Ukraines forvandling til krigszone har sendt 1,78 millioner civile på flugt i deres eget land, mens der rapporteres om, at 300.000 ukrainere er emigreret til Rusland.

De flygtende har med kun ganske få ressourcer taget flugten til det vestlige Ukraine eller Rusland, afhængigt af hvor de har familie og venner. Her opholder de sig i nogle måneder i håbet om at finde arbejde og et sted at bo, men for dem det ikke lykkes går turen tilbage til det eneste de ejer, et hus midt i en krig. 



»Hvem der i virkelig overholder våbenhvilen, vil nok variere alt efter hvilken side, du spørger. Og i virkeligheden er det nok ikke nogen af os. Jeg har været professionel soldat, siden jeg for mere end 25 år siden fik min uddannelse i  Sovjetunionen, og min erfaring siger, at det der sker i det østlige Ukraine ikke er en konflikt, ikke en våbenhvile, men en fastfrossen krig, som ikke ser ud til at kunne vindes med våben,« siger Igor opgivende.



De glemte flygtninge



»På vej ud af byen måtte vi flere gange ud af bilen og kaste os i grøften, fordi granaterne landene om ørerne på os. Men vi måtte af sted. Vi havde levet tre måneder i beskyttelsesrum, mens byens børn blev hjulpet ud. Kampene blev hårdere og hårdere i løbet af de sidste tre måneder. Vi havde kun et par kufferter med vigtige dokumenter og penge med i beskyttelsesrummet. Da vi flygtede, turde vi ikke gå op i lejligheden efter flere ting, fordi en granat kort forinden havde totalsmadret nabolejligheden,« siger Tatiana Petrona om familiens flugt fra hjembyen Debaltsevo, der ligger i den krigshærgede region Donetsk.

Nu sidder hun her i Røde Kors' kantine i Bila Tserkva, der ligger mere end 700 kilometer fra hjembyen og 80 kilometer fra Kiev. Da hun sammen med sin mand, datter, datterens mand og børnebørnene først kom til byen, havde de regnet med, at de kun skulle tilbringe et par uger sammen med mandens familie, før de kunne vende hjem til deres lejlighed. Lejligheden stod klar og ventede, og alt var efterladt, som var familien bare på arbejde og snart hjemme igen. De par uger er nu trukket ud til halvandet år, og udsigten til at komme hjem er ikke-eksisterende. 



»Egentlig har vi været heldige. Jeg er blevet ansat her hos Røde Kors som sygeplejerske, min mand har også fundet arbejde, og vi har fundet en lejelejlighed. Mange af de andre, der flygtede fra vores by, er vendt tilbage igen, og det er absolut ikke af lyst, men af nød. De har ikke kunne overleve her uden job og bolig, så de er vendt tilbage, fordi alt de ejer er derhjemme,« sagde Tatiana Petrona


Antallet af interne fordrevne er i løbet af de snart to år og to måneder, som kampene i Østukraine har stået på, vokset til 1,78 millioner. De flygtende mennesker ankommer oftest kun med dokumenter og det tøj, som de går og står i, som tilfældet var for Tatiana og hendes familie.

Egentlig tilbyder den ukrainske stat støtte, så snart de internt fordrevne lader sig registrere, men for mange er bistanden ikke nok. En stor del af internt fordrevne er afhængige af frivillige ukraineres indsamlinger og hjælpeorganisationer. Røde Kors i Bila Tserkva oplever ofte, at de 4.000 interne fordrevne som er endt i byen, opsøger dem for at få mad, tøj, medicin og penge til at kunne betale huslejen. 



»I starten af krigen var de mest surrealistiske tilfælde. Jeg husker, at der kom en familie stadig iført hjemmesko, med sortsvedne pas og tiggede og bad om at få tag over hovedet. Vi havde i starten af krigen held med at finde boliger til de første 800-1000, der kom, men midlerne er ikke så store som efterspørgslen. Vi hjælper med mad, medicin og tøj, men pengene til huslejen har vi ikke ressourcer til,« fortæller Halyna Kozhedub, hovedansvarlig for Røde Kors i Bila Tserkva.



 

Jeg havde ikke noget med revolutionen på Maidan at gøre, som er en af grundene til, at krigen startede. Jeg kan dog ikke se, at det længere har noget med det at gøre. Det her handler om at forsvare sit land. Vi sørger for, at separatisterne ikke tager mere af vores land. Jeg har set, hvordan de civile lever i kældre uden vand og el ved fronten, det skal ikke sprede sig til resten af landet

Antallet af flygtede er i øjeblikket stødt stigende i Ukraine, og selvom det ikke har fået den store opmærksomhed i de europæiske lande, så har FN i flere omgange advaret mod det stigende problem. Ifølge tal fra Internal Displacement Monitoring Centre så rangerer Ukraine som nummer otte på listen over lande med flest internt fordrevne. Samme antal som syvendepladsen Sydsudan. Ifølge Halyna Kozhedub kan problemet bagatelliseres, fordi de internt fordrevne bliver i deres eget land.



»Deres grund til at flygte er ikke anderledes end i andre krigsplagede lande. De frygter for deres børns liv, de kan ikke længere gå på arbejde, og deres hjem er kun et vildfarent missil eller bombe fra at blive tilintetgjort. Mange af de flygtede har også behov for psykologhjælp, men langt størstedelen får den ikke, fordi de har travlt med at få den basale hjælp,« siger hun.


Tilbage i kantinen sidder Tatiana uroligt og rokker lidt frem og tilbage, mens hun fortæller om, at hun har hørt fra beboere i byen, at huset hjemme i Debaltsevo  stadig står. I øjeblikket er byen under ukrainsk kontrol, men der er ikke sikkert endnu, er hun blevet fortalt.



»Selvom vi egentlig har fået et liv op at stå her, så er det kun midlertidigt. Jeg vil gerne hjem, hjem til lejligheden, hjem til minderne. De vi flygtede, var jeg først ked af det, men sorgen er siden blevet til vrede – tænk at skulle flygte i sit eget land i kamp mellem landsmænd, der vil gøre dette mod andre landsmænd.«

Adspurgt, om hvordan man dog løser problematikken med de mange internt fordrevne i et land, der er presset økonomisk, i krig og generelt er endt i ingenmandsland mellem Rusland og EU, smiler Halyna Kozhedub og siger

»For det første bliver kampene nød til at stoppe. Vi får ikke løst de flygtedes problemer og hjulpet dem, så længe krigen forsætter i deres hjembyer.«

»Hvilken våbenhvile?«

Tilbage i februar 2015 lagde Minsk rammer til drøftelse af den anden våbenhvile under konflikten i Østukraine. Her nåede man til enighed om en række punkter, der skulle sikre en våbenhvile og en stabilisering af den østlige region Donbass, som siden april 2014 har været præget af krig mellem pro-russiske separatisters og den ukrainske hær. Ifølge aftalen skulle  samtlige kamphandlinger stoppe fra 14 februar 2015, og alle tunge våben skulle fjernes fra fronten. Yderligere blev der givet håndslag på, at der skulle sættes gang i en dialog om lokale valg i de selvudråbte Folkerepublikker Donetsk og Lugansk, der skulle bestemme, i hvor høj grad de stadig skulle have tilknytning til Ukraine. I aftalen stod der også, at efter valgene skulle Ukraine igen have kontrol over grænserne mod Rusland.

Den 28-årige Ivan Nikitenko smågriner, da han bliver spurgt til våbenhvilen. Han blev mobiliseret i starten af februar har været ved fronten siden marts 2015 og et år frem. Han har haft første parket til våbenhvilen. Eller mangel på samme.



»Hvilken våbenhvile,« spørger han. »Mine første seks måneder forsatte kampene uændret med både mortergranater, og missiler. Kun de sidste seks måneder begyndte de tunge våben at forsvinde og kampene blev lettere, men de forsatte,« fortæller han.



Han tænder smøg efter smøg, mens han prøver at forklare, at det ikke er en krig, som man kender det fra film. Da de tunge våben blev trukket fra fronten, bevægede han  sig stort set ikke. Hans deling havde placeret sig på en bakketop, og i dalen havde separatisterne indtaget en landsby. Der var stadig skudvekslinger, der  kostede menneskeliv, men krigen var mere fastfrosset end tidligere.. Men krig var der forsat. En krig, der for nyudklækkede soldater uden den store militærtræning kan være svær at operere i.



»Nogen af soldaterne ved fronten mistede moralen og forstod ikke, hvad de lavede her. Men det giver sig selv, synes jeg, hvis vi tager hjem, så kommer de og tager mere land. Det er vores pligt at ligge her, også selvom krigen synes fastlåst og uden ende,« siger han.



Halvandet år efter parterne blev enige om aftalen i Minsk, er de fleste af punkterne i aftalen ikke blevet implementeret. Både Rusland og Ukraine har fået kritik for ikke at gøre nok. I en kort overgang var Ukraines nærmeste allierede så utilfredse med Ukraines opførsel, at en ophævelse af sanktionerne mod Rusland en kort overgang var på tale. Ukrainerne har svaret igen ved at sige, at man prøver at opfylde aftalen, men det er svært, når separatisterne og Rusland ikke efterlever den. Snakken om at droppe sanktionerne viste sig at være tomme trusler. Den 17 juni blev det vedtaget at forlænge sanktionerne mod Rusland til den 23 juni 2017. 


Trods forlængelsen af sanktionerne balancerer præsident Petro Porosjenko, nu med Anders Fogh Rasmussen som rådgiver, på et knivsæg. På den ene side presser det internationale samfund på for, at Ukraine skal opfylde alle punkterne i Minsk-aftalen, som kan betyde, at Lugansk og Donetsk bliver selvstændige. På den anden side ønsker den ukrainske befolkning fred uden yderligere opsplittelse af Ukraine. Alt imens præsident Petro Porosjenko prøver at gøre alle tilfredse, nærmer antallet af døde under kampene i Østukraine sig snart 10.000, læg dertil over 20.000 sårede, og det ser ikke ud til at stoppe. Tværtimod. Første næstformand for parlamentet Irina Gerashchenko, som også er præsidentens repræsentant i fredsforhandlingerne i Donetsk og Lugansk, udtalte den 13 juni følgende til nyhedsbureauet UNIAN:



»Vi befinder os i øjeblikket i en absolut tragisk periode på året – der er sket en signifikant stigning i angreb og brud på våbenhvile i Østukraine efter maj-ferien.Vi har et rekordstort antal døde og sårede ved fronten i de seneste fire uger , herunder blandt civilbefolkningen«.



The Organization for Security and Co-operation in Europe,  OSCE, moniterer aktiviteten på fronten i Østukraine, og de rapporterer også om stadig flere overtrædelser af våbenhvilen. For nylig advarede de om, at den spinkle våbenhvile, der hersker i øjeblikket, kan være på nippet til at forsvinde fuldstændig, hvis begge sider ikke gør mere for at undersøge overtrædelse af våbenhvilen.  



Selvom  Ivan Nikitenko kun har været hjemme i tre måneder, så er han klar over, at han kan blive indkaldt igen, hvis kampene forsætter med at udvikle sig. Selvom han ikke ser sig selv som soldat, så er han klar:



»Hvis jeg bliver indkaldt igen, så tager jeg afsted. Jeg havde ikke noget med revolutionen på Maidan at gøre, som er en af grundene til, at krigen startede. Jeg kan dog ikke se, at det længere har noget med det at gøre. Det her handler om at forsvare sit land. Vi sørger for, at separatisterne ikke tager mere af vores land. Jeg har set, hvordan de civile lever i kældre uden vand og el ved fronten, det skal ikke sprede sig til resten af landet«.

Håbet om internationalt pres


En flok pårørende er på besøg hos en af de indlagte soldater på hospitalet. De står nede i gården og hænger små stoflapper på et udspændt fiskenet. En frivillig forklarer, at det bliver brugt som camouflage på fronten.

Igor håber også, at han efter den femtende operation i næste uge, kan genvinde noget af førligheden i højre underarm og hånd, så han kan blive frivillig. Der er brug for dem, siger han, hvis Ukraine skal klare sig igennem denne pressede tid.


»Ud af revolutionen på Maidan er der groet et håb og ønske om at leve fredfyldt med alle vores naboer, men Rusland vil ikke lade os tage vores egne valg. På trods af deres anstrengelser for at sabotere os, så bevæger vi os tættere og tættere mod EU – tættere mod et demokratisk samfund, hvor alle borgere er klar over deres rettigheder. Modsat tidligere er det ikke længere nok at være lillebror til Rusland, og vi er klar til at kæmpe for at bevare vores selvstændighed. Vi giver ikke op, selvom det i øjeblikket koster både civile og soldater«.

Han kigger ud af vinduet, mens fingrene i stigende tempo bliver bøjet frem og tilbage. For første gang har han ikke svaret med det samme på et spørgsmål, men faktisk taget sig tid. Venstre hånd tager en pause fra at bøje fingrene på den invalide højre arm og stryger hurtigt igennem hans sorte hår, der er på kanten til at springe ud som gråt. 


»Men krigen kommer til at trække ud. Da jeg var ved fronten, var der ikke optakt til, at det skulle slutte. Det, jeg har hørt fra andre herinde, har heller ikke tydet på det. Det her er en krig, som ikke kan vindes militært. Det har stået på i mere end to år nu, og vi er lige vidt. Det internationale samfund skal sætte ekstra pres på Putin og Rusland, der er brug for mere på den front. Samtidig skal civilsamfundet i Ukraine vise befolkningerne i Lugansk og Donetsk, hvad de får ud af at blive en del af Ukraine. Et land i vækst, tættere på EU og med demokratiske rettigheder,« siger han, og uddyber:



»Aftalen som vi har lige nu, den er ikke god for nogen af siderne. Som jeg ser det, er vi fanget af, at vi fra ukrainsk side er klar til at afstå mere land, mens man fra russisk side kæmper og propaganderer for, at Donetsk og Lugansk ikke skal komme tilbage og blive en del af vores side. Krigen er låst, og den bliver den nok ved med - det er håbløst at kalde situationen for våbenhvile, det er krig.«