Print artikel

Det uafklarede Europa

Ruinbyen Agdam: et offer for Nagorno-Karabach-striden – men også et tegn på, at Europa og omegn efterhånden godt kan rumme stater, der ikke er helt officielle. Foto: CC
Interview
18.06.16
Europa består af grænser. De synes fastlagte, men Ruslands annektering af Krim og nye udbryderrepublikkers løsrivelse fra Ukraine minder os om grænsernes forgængelighed. Fra Ukraine til Georgien. ATLAS tegner et portræt af Europas uafklarede grænser.

»Agdam, Agdam,« siger chaufføren med pegefingeren stift rettet gennem den varme luft. Den lille tatovering på hans hånd er udtværet. Som kuglepennen man glemmer at løfte fra papiret. Initialerne er utydelige, men langt fra enestående. Samtlige mandehænder viser disse udtværede aftryk, et levn fra den militærdivision, deres ejermænd plejede at kæmpe i, blandt andet her. For enden af vejen venter minareten i Agdam tålmodigt på at kollapse. Kaukausus’ Hiroshima bliver ruinbyen kaldt. Ligesom den japanske kystby blev tilintetgjort i 2. Verdenskrigs sidste dage, tilintetgjordes Agdam i de afgørende dage af Nagorno-Karabakh-krigen i starten af halvfemserne. Som en slags endelig cementering af krigens på forhånd kendte udfald. Tilintetgørelsen betød tilblivelsen af Republikken Nagorno-Karabakh, der løsrev sig fra Aserbajdsjan. Tilblivelsen betød samtidig ophøret af næsten hunderede års armensk og aserbajdsjansk sameksistens i regionen. I dag er nationerne dødsfjender. Bogstavelig talt. Som da en aserbajdsjansk løjtnant under en NATO fredskonference i Budapest brutalt øksemyrdede en armensk deltager, mens han sov. Morderen, Ramil Safarov, blev senere udlevet til sit hjemland for at udstå sin straf. Her blev han modtaget som en helt, benådet og udnævnt til general. I sidste måned mistede 30 soldater livet ved fronten nær spøgelsesbyen i en konflikt, der på papiret ikke er endt, men alligevel synes at have fundet en slags semipermament løsning.      

Nagorno-Karabakh illustrerer, et af de mange sorte huller europakortet rummer. Områder der principielt fungerer som selvstændige stater, men som ikke har formået at opnå bred anerkendelse af verdens øvrige FN-medlemslande. Af den grund bliver områderne kaldt de facto-stater. Seneste eksempel er udbryderrepublikkerne Donetsk og Luhansk, der begge erklærede sig uafhængige fra Ukraine i 2014 og siden har opretholdt kontrollen med landets østlige områder.

Frygten for domino-effekt

De facto-stater er ikke et nyt begreb i europæisk kontekst. En militærzone har siden 1970’erne adskilt det nordlige fra det sydlige Cypern, hvor kun sidstnævnte er anerkendt af verdenssamfundet. De øvrige de facto-stater udsprang hovedsageligt efter Sovjetunionens og Jugoslaviens opløsning. Transnistrien i grænselandet mellem Moldova og Ukraine, som ATLAS netop har besøgt. Kaukasusrepublikkerne Abkhasien, Sydossetien og Nagorno-Karabakh. Og så Kosovo, der som bekendt blev delvist anerkendt i 2008, som det sidste atom i den jugoslaviske splittelse.

Nina Caspersen er en af de få, der ved noget om de her områder, der er så svære at udtale.  Hun er lektor og Ph.d. ved York Universitet og forsker i netop de facto-stater og konfliktmægling. Forskningen har blandt andet resulteret i den anmelderroste bog: Unrecognized States: The Struggle for Sovereignty in the Modern International System.Jeg vil gerne vide, hvorfor nogen lande blev anerkendt efter murens fald, mens andre ikke gjorde.

»Frygten var at se en dominoeffekt,« siger hun og forklarer, at: »hvis verdenssamfundet begyndte at anerkende nye stater, ville det give blod på tanden for andre løsrivelsesbevægelser, der også ville hævde, at de havde ret til anerkendelse. Derfor besluttede omverdenen, at de eneste områder, der burde anerkendes som lande, var de føderale republikker i Sovjetunionen og Jugoslavien. Verdenssamfundet fulgte altså de administrative grænser, og alle andre krav om anerkendelse blev simpelthen afvist uanset begrundelse – eksempelvis historisk eksistens. Og Kreml accepterede sådan set den løsning. De frygtede ligesom Vesten, at en anerkendelse af ikke-føderale enheder kunne betyde en yderligere minimering af Rusland. De var bange for at risikere at miste eksempelvis Tjetjenien. Og den inddeling holdt verdenssamfundet fast i indtil Kosovos løsrivelse i 2008.«

I kølvandet på Kosovos succesfulde løsrivelse fra Serbien, anerkendte Rusland Abkhasiens og Sydossetiens uafhængighed. De er i dag anerkendt af fire FN-lande, mens over 100 lande anerkender Kosovo. Et magisk tal, indskyder Caspersen, da det betyder, at over halvdelen af alle verdens nationer anderkender kosevanernes ret til selvbestemmelse. Blandt prominente lande, som ikke har anerkendt Kosovos’ status, er, foruden selvfølgelig Rusland og ’moderstaten’ Serbien, fem EU-lande deriblandt Spanien, der i årevis har kæmpet mod selvstændighedsbevægelser i Catalonien og Baskerlandet.

 

De ligner helt klart mere stater i dag, end de gjorde, da de løsrev sig. De har opbygget alle de institutioner, vi forbinder med en stat; politi, el- og vandforsyning, uddannelse, sundhed. Og de besidder alle nationalsymbolerne, en stat normalt har. Dermed ikke sagt, at alle institutionerne fungerer godt – men på den anden side, kender vi også mange anerkendte stater, hvor de heller ikke fungerer optimalt

Samme skæbne er ikke overgået de førnævnte de facto-stater, der sygner hen som små kommunistiske tidslommer iført spændedragt. Ingen eller ringe anerkendelse betyder ingen internationale investeringer. I Transnistrien eksempelvis er kreditkort stadig et fremmedord. Kun allestedsnærværende Coca Cola bryder isolationen. Nina Caspersen beskriver områderne i dag – 25 år efter deres selverklærede uafhængighed:

»De ligner helt klart mere stater i dag, end de gjorde, da de løsrev sig. De har opbygget alle de institutioner, vi forbinder med en stat; politi, el- og vandforsyning, uddannelse, sundhed. Og de besidder alle nationalsymbolerne, en stat normalt har. Dermed ikke sagt, at alle institutionerne fungerer godt – men på den anden side, kender vi også mange anerkendte stater, hvor de heller ikke fungerer optimalt. Områderne minder generelt meget om de stater, de officielt er tilknyttet. For eksempel når det kommer til demokratiske rettigheder som presse- og ytringsfrihed. Ofte forsøger de at gøre en dyd ud af at fremstå mere demokratiske end deres officielle tilhørsland. Eksempelvis i tilfældet med Nagorno-Karabakh, der er meget mere demokratisk end Aserbajdsjan. Og det er et vedvarende argument, når man spørger dem, hvorfor de skal have anerkendelse.«

Ifølge organisationen Freedom House, der måler demokratiske rettigheder blandt verdens lande, minder udbryderrepublikkerne til forveksling om deres officielle moderstater. Både Abkhasien og moderstaten Georgien er eksempelvis beskrevet som delvist frie lande. Imens balancerer de øvrige nationer og de facto-stater i spændingsfeltet mellem delvis frihed og ikke-frihed.  

Skakbrikker

»Den der betaler regningen, dikterer spillets regler,« sagde en moldovisk forsker til ATLAS’ udsendte, da undertegnede besøgte Transnistrien tidligere i år. Spillet hedder storpolitik. Altså stor som i superpower-politik. Det der mellem USA og Rusland. Et spil hvor de facto-staterne reduceres til befolkede brikker i storpolitisk forvaring. Og i fraværet af internationale investeringer er donationerne fra de såkaldte beskytterlande nødvendige for de facto-staternes overlevelse. I Kosovos tilfælde hedder beskytteren USA, i de fleste andre eksempler Rusland. Adspurgt om, hvorfor stormagterne er interesseret i at have de her geopolitiske lommer, forklarer Nina Caspersen, at beskytterlandenes tilstedeværelse er »en måde at opnå indflydelse uden alt for meget direkte indblanding. De kan være til stede uden rigtigt at være det – og indflydelse uden et egentligt ansvar er fordelagtigt.« 

– Men hvis vi vender spørgsmålet om, kan de facto-stater og dets befolkninger i længden leve med status quo?

»Det er et godt spørgsmål. Der er forskel på hvilken periode, du anskuer konflikterne ud fra. De første par år efter at Abkhasien og Sydossetien blev anerkendt af Rusland i 2008, så de udviklingen som om, at deres problemer nu var løst – i hvert fald de sikkerhedspolitiske. Hidtil var deres største frygt en militæroffensiv fra Georgien, og den blev løst med anerkendelsen. Samtidig gjorde anerkendelse situationen endnu mere fastfrossent, da ingen andre vil anerkende dem. Det er Rusland sådan set tilfredse med, for det betyder, at områderne nu udelukkende kan orientere sig mod Rusland. Det medfører øget russisk indflydelse og måske endnu mindre autonomi – for de eksisterer simpelthen på Ruslands nåde. Fra hvad jeg hører, er særligt abkhaserne fortvivlede over situationen. Men de kan ingenting gøre. I forhold til Transnistrien oplever de ikke den samme militære trussel fra Moldova, hvorfor anerkendelse sikkerhedspolitisk ikke er ligeså nødvendigt. Og så er der dem, der mener, at der er en åbenlys økonomisk fordel ved ikke at være anerkendt – de nyder godt af den manglende international regulering af deres forretninger,« siger forskeren med henblik på de mere lyssky økonomier som våbensmugling, hvidvaskning og kvindehandel, som Transnistrien er berygtet for.   

– Vil det sige, at vi næsten kan kalde Abkhasien og Sydossetien for de facto-føderale stater i Den Russiske Føderation?

»Ikke helt, men vi kommer meget tæt på en sådan definition. Betydeligt tættere end tidligere. Og der eksisterer noget modstand i særligt Abkhasien, men det meget svært for dem at stille noget op. Og i sidste ende er de mere glade for den nuværende situation end alternativet, som er indlemmelse i Georgien igen.«

 

de facto-stater bliver kun anerkendt, hvis stormagterne har en interesse i det. Men interessen behøver ikke bero på øget indflydelse som med Kosovo, hvor situationen i sin enkelthed var uholdbar. Anerkendelse var den eneste tilbageværende løsning for verdenssamfundet. Ruslands anerkendelsen af Abkhasien og Sydossetien handlede derimod om regulær indflydelse i regionen

I 2008 forsøgte georgiske styrker at genvinde kontrollen over Abkhasien og Sydossetien. Offensiven mindede om Argentinas fejlslagne forsøg på at generobre Falklandsøerne fra briterne i 1980’erne og blev prompte nedkæmpet af russiske tropper, der efter få dage befandt sig foran parlamentsbygningen i Tbilisi, Georgiens hovedstad. Her blev de så tilpas længe, at Georgien aldrig siden har forsøgt at generobre områderne militært. Få måneder efter anerkendte Rusland Abkhasien og Sydossetien. »Anderkendelse af stater er altid politisk,« fastslår Nina Caspersen:

»Og de facto-stater bliver kun anerkendt, hvis stormagterne har en interesse i det. Men interessen behøver ikke bero på øget indflydelse som med Kosovo, hvor situationen i sin enkelthed var uholdbar. Anerkendelse var den eneste tilbageværende løsning for verdenssamfundet. Ruslands anerkendelsen af Abkhasien og Sydossetien handlede derimod om regulær indflydelse i regionen.«

Befolkningen

Det er underligt, at sidde ansigt til ansigt med en lokal og spørge ham, hvordan det føles at komme fra et land, der ikke eksisterer. Særligt når man sidder i det ikkeeksisterende land, der tydeligvis forekommer virkeligt. Som dengang lokale Aram Avagyan i Nagorno-Karabakhs hovedstad Stephanakert havde travlt med at overbevise undertegnede om områdets ret til selvbestemmelse. Dengang led de stridende parter kun drypvise tab ved fronten. Siden mit møde med Aram er kampene taget til. Våbnene er blevet tungere, forklarer Nina Caspersen. Hun siger, at Vesten har en tildens til, at underkende befolkningernes ønsker i de facto-starterne. Det skyldes især fordomme om undertrykkelse. Jeg spørger hende, hvad de facto-staternes befolkninger ønsker:   

»Forskningen viser, at et overvældende flertal ønsker selvstændighed og løsrivelse. Den folkestemning eksisterede allerede, da de løsrev sig i start-halvfemserne, men den er kun blevet forstærket, af de over 20 år, de nu har eksisteret uden nogen som helst eller moderat kontakt til deres moderstater. Det vil sige, at ingen unge besidder en erindring om at leve sammen. Relationen mellem kulturerne eksisterer dermed mindre. Opbakningen til selvstændighed er altså steget gradvist. Derfor vil eksempelvis Aserbajdsjan heller ikke tillade en folkeafstemning om løsrivelse – for der er ingen tvivl om udfaldet. Det bliver et klart ja.«

I forskningsstudiet; Inside the post-Soviet de facto states,fra sidste år sammenligner et internationalt forskerhold holdningen til anerkendelse blandt befolkninger i både Transnistrien, Sydossetien, Abkhasien og Nagorno-Karabakh. Størstedelen foretrækker enten uafhængighed eller indlemmelse i Rusland ligesom Krim. I Nagorno-Karabakhs tilfælde indlemmelse i Armenien.    

Forskerne har af gode grunde kun forhørt sig hos den tilbageværende befolkning i de facto-staterne. Men Vesten glemmer den humanitære katastrofe, fastslår Nina Caspersen og minder om de hundredtusinder af flygtninge, der i sin tid blev fordrevet fra særligt de kaukasiske områder. Fordrevet på grund af krig og etniske udrensninger. Nagorno-Karabakh-konflikten alene har ifølge FN sendt en kvart million mennesker på flugt. Flygtningene har, med Nina Caspersens egne ord, ingen udsigt til at vende hjem.

Krim og Østukraine

Konflikten i Ukraine har genaktualiseret problematikken omkring uafklarede grænser i Europa. Udbryderrepublikkerne Donetsk og Luhansk har udråbt deres selvstændighed og delt det enorme land i to. Ifølge Nina Caspersen er de facto-stater kommet for at blive. Hun føler sig overbevist om, at vi kommer til at se lignede statsdannelser andre steder i Europa – uden at ville uddybe hvor og hvornår.

»Det internationale samfund er skruet sådan sammen i dag, at hvis en løsrivelsesbevægelse vinder kontrol over et territorium, så bliver det til en de facto-stat. Republikken Donetsk minder en del om de andre europæiske eksempler – blot på tidligere stadier. De har fortsat svært ved at skabe effektive statsinstitutioner.«

Hun sammenligner områderne i Østukraine med den tidligere serbiskdominerede de facto-stat Republik Srpska Krajina, der udsprang i det nuværende Kroatien efter Jugoslaviens opløsning. Republikken brød sammen efter fem år. Om republikkerne i Østukraine lider samme skæbne afgøres af Rusland, forklarer hun og siger, at det lader til, at Rusland ikke rigtigt ved, hvad de skal stille op med situationen:

»Republikken Donetsk håbede også på en indlemmelse i Rusland ligesom Krim, men det har Kreml afvist. Og Donetsk overlever kun, hvis Rusland beslutter sig for at støtte dem, og det er tvivlsomt. Derudover mangler de folkelig opbakning, hvilket gør det sværere at opbygge et velfungerende statsapparat fordi, de skal bruge flere ressourcer på at tøjle en stærkere opposition. Uden ekstern støtte overlever de ikke. Det ved Kiev, og det lukrerer de på. Det betyder, at de ikke vil implementere Minsk-aftalen (fredsaftalen red.), fordi de regner med at generobre området militært.«

 

Jeg har altid fortalt mine studerende, at en stormagt ikke længere annekterer. Det kan ikke ske i det internationale system anno 2016. Hidtil kunne de facto-stater drømme om anerkendelse, men at blive en del at en anden stat var udelukket. Det overraskede alle, og det har ændret synet på de her ellers fastfrosne konflikter

Situationen i Ukraine er imidlertid uforudsigelig. Det beviste de såkaldte små grønne mænd, der uden insignier i ly af natten tog kontrollen over Krim-halvøen, med al tydelighed. Putin indrømmede senere, at der var tale om russiske specialstyrker, trods forsikring om det modsatte oprindeligt. I militærforskningen kaldes strategien for Maskirovka – eller oversat den lille maskerade. Den er opfundet af russerne og går i sin enkelthed ud på at bedrage fjenden ved at gøre det mindst forventelige – altid. Nina Caspersen uddyber:

»Jeg har altid fortalt mine studerende, at en stormagt ikke længere annekterer. Det kan ikke ske i det internationale system anno 2016. Hidtil kunne de facto-stater drømme om anerkendelse, men at blive en del at en anden stat var udelukket. Det overraskede alle, og det har ændret synet på de her ellers fastfrosne konflikter. Tidligere har moderlandene tålmodigt ventet på en løsning med en militæroffensiv i baghånden som en sidste udvej. Annekteringen af Krim har imidlertid gjort dem nervøse. De kan ikke bare sidde og vente på en løsning«.

– Hvorfor vælger Rusland at indlemme Krim, når de ikke vælger at indlemme andre pro-russiske områder som Sydossetien og Transnistrien eksempelvis?

»Som sagt blev jeg meget overrasket. Derfor har jeg ikke et godt svar. Jeg forventede, at Rusland ville være tilfredse med at have Krim som en de facto-stat eller maksimalt anerkende området og på den måde kontrollere Ukraine. I bund grund handler det måske om en større historisk tilknytning til Krim iblandt russere, men det var som sagt overraskende.«

Ukraine minder verdenssamfundet om landegrænsernes forgængelighed. Europa rummer fortsat sorte huller, der eksisterer uden at gøre det. Vesten arbejder for en fredelig genforening på sigt mellem de facto-staterne og deres officielle moderstater. Det er ikke nemt. Nina Caspersen forestiller sig, at den nuværende situation med små de facto-stater rundt omkring i Europa kan fortsætte mange år frem i sin nuværende form.

Hvilken metode, mener du, er mest bæredygtig, hvis målet er genforening med deres officielle moderstat?

»Absolut bibeholdelse af den diplomatiske kontakt, men processen tager tid og løser intet på kort sigt. Det er også derfor, Aserbajdsjan ikke ønsker den diplomatiske model. Diplomatisk kontakt kan jo samtidig være et eksempel på, at de accepterer status quo og på den måde indirekte afgiver noget anerkendelse til regimet i Nagorno-Karabakh. Samme dilemma hersker i Georgien. Mange ledere ved godt, at deres eneste mulighed er at genetablere kontakten til Abkhasien og Sydossetien, men de er bange for at gøre det, fordi det samtidig er en indrømmelse og en uofficiel anerkendelse. Det andet problem er, at de facto-staterne ikke nødvendigvis er interesseret i kontakten. Husk på, at hele deres propaganda går ud på at sige, at vi kan ikke leve sammen med dem. De andre er en trussel. Så kontakten vil for de facto-staternes vinkel signalere, at truslen ikke er så stor alligevel. Så diplomati er ikke en nem løsning, men det er den eneste. For de har prøvet alle de andre.«