Det uafklarede Europa
»Agdam, Agdam,« siger chaufføren med pegefingeren stift rettet gennem den varme luft. Den lille tatovering på hans hånd er udtværet. Som kuglepennen man glemmer at løfte fra papiret. Initialerne er utydelige, men langt fra enestående. Samtlige mandehænder viser disse udtværede aftryk, et levn fra den militærdivision, deres ejermænd plejede at kæmpe i, blandt andet her. For enden af vejen venter minareten i Agdam tålmodigt på at kollapse. Kaukausus’ Hiroshima bliver ruinbyen kaldt. Ligesom den japanske kystby blev tilintetgjort i 2. Verdenskrigs sidste dage, tilintetgjordes Agdam i de afgørende dage af Nagorno-Karabakh-krigen i starten af halvfemserne. Som en slags endelig cementering af krigens på forhånd kendte udfald. Tilintetgørelsen betød tilblivelsen af Republikken Nagorno-Karabakh, der løsrev sig fra Aserbajdsjan. Tilblivelsen betød samtidig ophøret af næsten hunderede års armensk og aserbajdsjansk sameksistens i regionen. I dag er nationerne dødsfjender. Bogstavelig talt. Som da en aserbajdsjansk løjtnant under en NATO fredskonference i Budapest brutalt øksemyrdede en armensk deltager, mens han sov. Morderen, Ramil Safarov, blev senere udlevet til sit hjemland for at
