Print artikel

Tatarernes tragedie

Tatarer på Krim. De blev forvist af Stalin, og nu er mange igen i landflygtighed. Foto: CC
Reportage
30.06.16
Flere års fred og idyl er med Ruslands annektering af Krim forsvundet for krimtatarerne. Sidste gang Moskva reagerede Krim, oplevede det muslimske mindretal en brutal tvangsdeportation, der kostede op mod 100.000 krimtatarer livet. I øjeblikket oplever de på ny de snærende bånd under russisk styre. Gradvist er deres politiske virke blevet begrænset og kultur negligeret. Af frygt har mere end 20.000 taget flugten. 


»Jeg var nødt til det. Jeg var nød til at flytte til Kiev. Efter de grønne mænd kom, opstod der mange problemer for os. Jeg lå med et jernrør ved min side om natten for at være sikker på, at jeg kunne forsvare mig, hvis de pludselig kom. Folk begyndte at forsvinde - ja, jeg var nød til at flytte. Nødt til det,« siger han, måske mest til sig selv, mens hans blik bliver horisontsøgende.

Bilerne farer forbi på begge sider af den lille grønne plet midt i Kiev, hvor vi har fundet en ledig bænk i skyggen. Et spytkast herfra ligger Eskander Budzhurovs lille fastfoodshop, der primært gør sig i tatarske delikatesser fra Krim. Forretningen kører godt, hans sønner er kommet i gang på universitetet, og han behøver ikke længere ligge og knuge sit jernrør om natten. Men alligevel er skiftet fra Krim til Kiev smertefuldt for den 53-årige – han er endnu engang på flugt.



Eskander Budzhurov er en del af halvøens Krims tatarer, som er et turkotatarisk folk, der primært er muslimer og udgør den tredjestørste befolkningsgruppe på halvøen. I 1944 blev alle tatarer fra Krim tvangsdeporteret til Usbekistan, da Krim gik fra at være besat af Nazityskland til at være på sovjetiske hænder. Stalin anklagede krimtatarerne for at have været nazisympatisører og have samarbejdet med tyskerne. Over 235.000 tatarer blev tvangsdeporteret, hvor 100.000 døde inden for de første to år af sult, sygdom eller den umenneskelig transport østpå. Først i 1989, da Sovjetunionen slog sprækker, vendte den 28-årige Eskander Budzhurov hjem til Krim efter at have levet sine første 28 år i landflygtighed i Usbekistan. Størstedelen af de hjemvendte krimtatarer slog sig sammen ned i små lokalsamfund, hvor de levede fredfyldt med de stor andre store befolkningsgrupper, russerne og ukrainerne.

Siden Ruslands annektering af Krim tilbage i marts 2014 har krimtatarerne levet en udsat tilværelse – først begyndte de unge tatarer at forsvinde, så blev de ældre anholdt, og sidenhen er tatarernes politiske muligheder blev stærkt indskrænket. Det har ifølge det ukrainske Udenrigsministerium fået i alt 20.000 krimtatarer til at tage flugten fra Krim, og størstedelen har søgt mod den ukrainske hovedstad, hvor de venter. Venter på en større reaktion end sanktioner fra det internationale samfund, venter på Putin løsner grebet, men mest af alt venter de på, at de endnu en gang kan vende hjem.



»Det kan måske virke mærkeligt for nogen, men forestil dig, at du ikke kunne være i sikkerhed i Danmark. Du kunne bo i Tyskland, Sverige eller Norge, men du kunne ikke sætte din fod i Danmark. Afskåret fra din kultur og oprindelse, der gradvis går i forfald til den til sidst forsvinder. Sådan har vi det. Italienerne har Italien, danskerne har Danmark, og vi har ingenting« fortæller Eskander Budzhurov.

En fælles fjende, der samler



Det sendte chokbølger igennem Ukraine og resten af Europa, da russiske tropper iført grønne militærdragter uden kendetegn eller mærker krydsede grænsen og besatte Krim. Mange så det som en reaktion på, at værdighedsrevolutionen på uafhængighedspladsen i Kiev var lykkes og sat den russisk venlige præsident Viktor Yanukovych på porten Med største lethed besatte Rusland Krim, og den ukrainske hær havde ikke en chance for at forsvare landets grænser, da militæret mildest talt var ikkeeksisterende. Mens man i Vesten i starten ikke vidste, eller ønskede at indse, at det var russiske styrker, så var Isudur og resten af Krims beboere ikke et sekund i tvivl.


»I min tid på Krim har jeg aldrig set så meget materiel eller mandskab fra ukrainsk side, så da det pludselig kom, vidste jeg med det samme, at det var Putins folk. Jeg tog hjem og sammen med flere andre krimtatarer og ukrainske og krimtatarske flag ud og begyndte at flage i vores område for at vise vores støtte til Ukraine og modstand mod den russiske invasion. Medierne fik det lyde som om, at alle var glade for russerne kom, det ville vi vise ikke var tilfældet,« siger Eskander Budzhurov.

Størstedelen af Krims befolkning er russere, de udgør 58 procent, mens ukrainerne er den næstestørste gruppe med 24 procent, og krimtatarerne er den tredjestørste befolkningsgruppe med 12 procent. Derfor kom det hellere ikke som den store overraskelse, at et flertal den 16 marts 2014 ønskede, at Krim skulle blive en del af Rusland. Faktisk stemte hele 95 procent for det, og forklaringen er, at pro-ukrainerne og krimtatarerne havde boycuttet afstemningen.



Frem af Ruslands annektering af Krim spirede et sammenhold mellem ukrainerne og krimtatarerne, der i modstanden til hovedfjenden Rusland har fundet sammen. Ukraine har, foruden en krig på østfronten, for første gang siden den officielle selvstændighed fra Sovjet mistet land i form af Krim, mens tatarerne har mistet deres hjem. Broderskabet har dog ikke altid været så udtalt mellem de to folk, men når det kommer til valget mellem Kiev og Moskva for tatarerne falder valget på Kiev. Og at der blæste nye vinde på Krim efter det russiske flag afløste det ukrainske, var tydeligt fortæller Eskander Budzhurov:



»Man fornemmede straks en ændring i stemningen på Krim. Med et blev det usikkert at være tatar. Først begyndte de unge at forsvinde sporløst, uden at nogen kendte til det. Så begyndte mænd på min alder at blive anholdt under falske beskyldninger. Man kunne høre, at russerne snakkede om hvilke huse, de ville have, når krimtatarerne enten var flygtet eller jaget på flugt«.

Ifølge Eskander Budzhurov begyndte der at komme et stigende antal civilklædte russere, der var bevæbnet med automatvåben og velvoksne promiller. Politiet gjorde ikke noget for at beskytte tatarerne på Krim. Oftest kom de fulde mennesker ind i tatarernes bysamfund og spredte uro ved først at affyre deres automatvåben og derefter plyndre de allerede efterladte huse. De tilbageværende tatarer på Krim dannede private vagtværn for at i det mindste at skabe en illusion om, at nogen kunne passe på dem, hvis enten russiske soldater eller forbrydere skulle angribe. 

De første tatarer flygtede lige da annekteringen blev en realitet, men Eskander Budzhurov ville ikke. De første 28 år af hans liv havde han i landflygtighed. Faktisk er han født og opvokset i Usbekistan ligesom mange andre fra hans generation. For dem var Krim kun været et ord, som de ældre vidste, hvad betød og dækkede over. Da han endelig selv fik chancen for at se og leve på øen, var han ikke i tvivl. Han var hjemme. Endelig.



Men det viste sig, at det kun skulle være midlertidigt. Putin og den regionale regering sagde ellers ved annekteringen, at krimtatarerne ikke ville blive glemt. Deres sprog blev gjort til officielt sprog på Krim på linje med ukrainsk og russisk. Flere af familien Budzhurovs ukrainske venner havde tilbudt, at de kunne bo hos dem i Kiev og efter et halv år under russisk herredømme valgte familie at pakke og forsvinde. Anholdelserne og forsvindingerne gjorde det umulige valg nemmere – takket være ukrainske venner blev familien hjulpet til Kiev, hvor de åbnede fastfoodshoppen og en restaurant.

»Nogen snakker om, at båndet mellem ukrainere og tatarer fra Krim ikke er så stærkt, men det har jeg ikke oplevet. Da jeg åbnede mit take-away sted, skete der noget fantastisk. På åbningsdagen stod folk i lang kø helt ud på gaden. Der kom en kø så lang, at nogen stod to og en halv time i kø for at få mad, og det skyldes ikke kun maden, selvom den selvfølgelig er god. De sendte et signal om, at de støttede os og forstod, hvad vi gik igennem. Jeg fandt efterfølgende ud af, at opslaget var blevet delt, og folk havde opfordret hinanden til at komme og støtte,« fortæller Eskander Budzhurov.

Folkedrab og grandprix



At det meste, der er sket i Ukraine siden revolutionen, på den ene eller anden er politisk, blev understreget, da noget så uskyldigt som Ukraines bidrag til årets melodigrandprix skulle findes. Iblandt deltagerne var 32-årige krimtatar Susana Dzhamaladinova, med det mere mundrette kunstnernavn Jamala, som stillede op med sangen 1944. En direkte reference til deportationen af krimtatarerne i tiden efter anden verdenskrig. Jamala gjorde ikke det mindste forsøg på at skjule, at sangen også var et opråb om tingenes tilstand på Krim. Efter melodigrandprix-sejren i Stockholm udbrød hun:
 
»Selvfølgelig handler den også om 2014. De to sidste år har tilført så meget sorg til mit liv. Forstil dig, du er en kreativ person, en sanger, men du kan ikke tage hjem i to år. Du ser din syge 90-årige farfar på Skype, men du kan ikke tage hjem og besøge ham«.

For Eskander Budzhurov er det ikke farfar, som tilfældet er for Jamala, men derimod mor og far. Forældrene er i starten af 80'erne og var for svage til at flytte med, da resten af familien flyttede. De er stadig i telefoniskkontakt, men det er hårdt ikke at kunne se dem. Han lyser dog for første gang i løbet af interviewet en smule op, da han bliver spurgt om grandprix-sejren, der for en stund fik Ukraine og tatarerne til at glemme konflikten i det østlige Ukraine og tabet af Krim.



»Jeg er så glad og stolt af, at en krimtatar både vinder, men samtidig fortæller en vigtig historie. Hun sang på vegne af hele sit folk og formåede at tage emnet op endnu en gang, og denne gang fik hun hele Europa til at lytte. Og det er vigtigt, fordi noget lignende er ved at foregå igen, og sanktioner er ikke nok til at stoppe det,« siger Eskander Budzhurov tydeligvis stolt, mens han smågriner over, at grandprix-sejren betyder noget i det kolde nord.



 

Jamala, hvis grandprix-sang fokuserede på tatarernes

Sangen er ikke blevet P3's uundgåelige, og det ligger ikke i kortene, at den kommer til at brage ud af højtalerne til sommerens festivaler. Men teksten fortæller på ny det sorteste kapitel i krimtatarernes historie – tvangsdeportationen, som Eskander Budzhurov konsekvent omtaler folkedrabet. Tvangsdeportationen, der kostede op mod 100.000 menneskelig og tilførte de overlevende art på sjælen og et liv i landflygtighed. Det er ikke glemt blandt tatarerne, og bliver det nok aldrig, og det skyldes ikke mindst, at ingen har påtaget sig ansvaret for det. Først i 2015 besluttede Ukraine at kalde det et folkemord, men Sovjetunionen påtog sig aldrig ansvaret, og dagens Rusland er larmende stille, når det kommer til begivenhederne, der fjernede krimtatarerne fra jeres hjemø. Lige præcis den larmende tavshed adresserer Jamala første vers i sangen »1944«

»

When strangers are coming


They come to your house, 


They kill you all and say,


We’re not guilty not guilty.
«


Jamalas sang er mere aktuel end nogensinde, hvis man spørger Eskander Budzhurov. På Krim oplever krimtatarerne i stigende grad, at deres politiske rettigheder bliver knægtet – først blev der udstedt arrestordrer mod lederne af det krimtatarernes øverste politiske organ Mejilis. Efterfølgende er selve organet blevet forbudt ved lov, da det blev beskyldt for at ville destabilisere Krim. 

»Hvad jeg hører fra Krim igennem venner og familie, så bliver det kun værre og værre. Størstedelen af mine bekendte og familie har taget flugten, og dem, der bliver, går ikke en lysere fremtid i møde,« siger Budzhurov, der ikke tror, at det bliver en deportation som sidst, men derimod en taktik om at gøre livet så beværligt som muligt for krimtatarerne, så de emigrerer til Ukraine.

Uvis skæbne og uddøende kultur

Hvor mange af de 300.000 krimtatarer, der befandt sig på Krim før annekteringen, der reelt er tilbage, er svært at sige. Officielle tal fra maj viser, at der på to år er emigreret 20.000 tatarer til Ukraine, men meget tyder på, at skyggetallet er noget højere. Størstedelen af tatarerne, der er søgt til Ukraine, er endt i Kiev. Her søger de ny tilflyttede familier sammen i fællesskaber, hvor de prøver at holde sproget og deres kultur i live. Det sker blandt andet i School No. 165. Her samler en frivillig organisation de krimtatarske børn i alderen 5 til 12,. Lærere underviser børnene i krimtatarisk, gamle viser og dans. Trods Ukraines åbenhed over for de flygtede tatarerne åbner den første skoleklasse, hvor undervisningen sker på krimtatarisk, først i september 2016. 

Ifølge Yulia Tyschenko, forkvinde for Ukraines Center for Selvstændig Politisk Research er krimtatarernes kultur under kraftigt pres i øjeblikket. Først blev krimtatarernes tv-station ATR på Krim nægtet en ny sendetilladelse, anklaget for at være for pro-ukrainsk. Senest er flere af krimtatarernes religiøse litterære værker blevet forbudt. Derudover er antallet af skoleklasser på Krim, hvor der undervises på krimatarisk støt faldende. Nye tal viser, at der før annekteringen var 57 skoleklasser på hele Krim, der henvendte sig specifikt til krimtatarer og i dag er tallet 35Selvom begge hans sønner er opvokset på Krim, taler krimtatarisk og kender deres rødder, så frygter Eskander Budzhurov stadig for tatarernes kulturarv.

» Der den krimtatariske kultur truet, i forbindelse med deportationen i 1944, gjorde man fra sovjetisk side meget ud af at ødelægge så meget af vores kulturarv som muligt. Siden vi kom hjem i 1989 har vi prøvet at genopbygge og finde tilbage til vores rødder, men nu må vi igen på flugt. Jeg frygter, hvad vi vender tilbage til,« siger Eskander Budzhurov, der har besluttet få det bedste ud af hans tid i Kiev. Fastfoodshoppen går strygende, familien trives, men hver dag håber han, at de kan vende hjem.

»Jeg har fået håbet om en dag at vende tilbage ind med modermælken. Håbet kan end ikke Putin og Rusland tage fra mig, men hvornår og hvordan.... Ja,« siger han og ser lige så presset ud, som da køen i fastfoodshoppen var på sit højeste.

»Jeg tror ikke, at der sker noget, før Putin forsvinder. Vi kan ikke gøre mere, det er op til Rusland, Ukraine og i særdeleshed det internationale samfund. Vi er Ukraine, men vi er ikke hjemme,« siger han og sætter igen kursen mod fastfoodshoppen. På vejen siger på vejen:



»Hvis dine læsere ikke forstå problematikken, så skal de kun være glade. Glade for ikke at være forvist fra deres hjem, glade for ikke stadig at slikke sår efter et folkedrab og selvfølgelig være glade for ikke at have Putin tæt på«.



Faktaboks:
Krim-halvøen har levet en omskiftelig tilværelse. Under 2. Verdenskrig blev den besat af Nazityskland. Den blev efterfølgende tilbageerobret af Sovjetunionen, der beholdte halvøen frem til 1954, hvor det blev skænket som gave til Ukraine. Efter Sovjetunionens sammenbrud har der været et udbredt ønske om, at gaven blev retuneret. 
Sikkerhedspolitisk ligger Krim strategisk vigtigt placeret i med adgang til at kontrollere Sortehavet. Blandt andet derfor har Rusland altid haft en flådebase i byen Sevastopol.