Print artikel

Ingen kommer og giver dig det, du sukker efter

Maidan-pladsen under revolutionen. I dag er den et anderledes roligt sted, men Ukraines eksistentielle problemer fortsætter. Foto: CC
Reportage
01.07.16
Værdighedsrevolutionen – eller Maidan-revolutionen – udsprang af et ønske om at nærme sig EU og et oprør mod et gennem korrumperet og udemokratisk system. Mere end to år efter er præsidenten skiftet ud, er Ukraine ikke blevet det, demonstranterne ønskede. Men ud af kaosset er vokset et civilsamfund, der er mere bevidste om deres demokratiske rettigheder og ansvar end tidligere. ATLAS har mødt tre Maidan-aktivister til en snak om revolution, frivillighed og fremtiden.

Det er ikke til at kende selvstændighedspladsen Maidan i Kiev, der for lidt over to år og fire måneder siden var indhyllet i røg og dannede rammen om voldsomme gadekampe mellem demonstranter og ukrainsk politi. Pludselig fyldte oprøret på selvstændighedspladsen i Kiev forsiderne i aviserne og var top nyhed i nyhedsudsendelserne. Brændende biler, blodige demonstranter og våben – en gadekrig, der fik urolighederne i kølvandet på Ungdomshusets rydning til at ligne drengestreger. I tre måneder gik politiet fra knipler til skarpladte våben, demonstranter fra slagord til molotovcocktails.

Kampen for at nærme sig EU, blev kampen for et nyt og forandret Ukraine
.


Pladsen er i dag gabende tom, kun et par lokale er bevæbnet med små gule og blå armbånd på jagt efter turister, der ved at købe dem kan støtte sårede soldater, lover de. Monumentet midt på pladsen er forvandlet til en mindeplads for de faldne, både de hundrede der døde under Euromaidan, men også for nogle af de faldne ved østfronten. En af dem er Akchehko, der hænger et billede af ham på monumentet. Han er iført militæruniform og smiler lidt anstrengt, under ham står datoen for hans død på østfronten: 20-08-2015. Ovenover Akchehko står der med sirlig håndskrift:

»Nogle elsker Ukraine og er klar til at give deres liv for det. Andre elsker penge og er klar til at give Ukraine for dem«.

»Det er folk stadigvæk klar til, se bare på vores soldater i det østlige Ukraine. Jeg stod igennem flere måneder på pladsen, og man kunne tydeligt fornemme stemningen – det var os eller dem. Vi stod fast, vi troede på, at vi rent faktisk kunne ændre systemet. Ikke bare få skiftet en leder, men skiftet systemet. Det var flere års frustrationer og utilfredshed, som kom til udtryk,« siger 31-årige Serhi Pohuliai.



Han startede med at komme på Maidan-pladsen efter arbejde, så også i frokostpausen, men til sidst sagde han op. Det gav mere mening at demonstrere end at arbejde. Iført motorcykelhjelm og et politiskjold, som han havde stjålet, kæmpede han og side om side med kommunister, anarkister og nationalister, unge og gamle. Missionen lykkes, men ikke uden tab. Regeringen er blevet skiftet, Ukraine har bevæget sig tættere på EU, men ikke uden omkostninger. Korruptionen er stadig høj, krig i Østukraine og et tab af Krim-halvøen. Men Serhi Pohuliai fortryder intet:

»Krigen i Østukraine har sat en stopper for noget af den udvikling, som vi drømte om, da vi tog kampen. Alligevel er det ikke til at tage fejl af – civilsamfundet har udviklet sig – vi er ikke blevet opmærksomme på vores rettigheder, og folk tænker mere på fællesskabet og ikke kun på sig selv. Se bare på alle de frivillige, som sammen var med til at holde sammen på landet, da krigen satte vores land på prøve«.

Et spørgsmål om retfærdighed og selvbestemmelse



Under et nyudsprunget træ står et lille trækors, der hælder en smule mod højre. Ved siden af ligger et træskjold med tre store skudhuller i. Korset står som et minde om skjoldets ejermand, der døde under de mest voldsomme kampe under Euromaidan. Der ligger blomster, både nye og visne, og udbrændte stearinlys rundt om skjoldet. En rød byggehjelm ligger en halv meter længere fremme. Den har fået en massiv bule i fronten. Hele vejen, som løber langs Maidan-pladsen, er et museum og mindeplads, hvor man mindes de hundrede døde demonstranter, som går under navnet The Heavenly Hundred. Vejen er blevet opkaldt efter dem, og de står tilbage som Euromaidans helte, heltene der ofrede deres liv i håbet om at forandre Ukraine.

Ingen kommer og giver dig lige præcis det, som du sukker efter. Det er vores land, det er vores ansvar, og det har for mange i for lang tid bare trukket på skuldrene over. De hundrede tog ansvar og betalte den største pris. Det skal vi sørge for, ikke var forgæves

»Det bedste, der kom ud af værdighedsrevolutionen (Euromaidan. red), var, at mange mennesker realiserede, at hvis man ønsker forandringer, så skal man ikke være bange for at tage ansvar. Ingen kommer og giver dig lige præcis det, som du sukker efter. Det er vores land, det er vores ansvar, og det har for mange i for lang tid bare trukket på skuldrene over. De hundrede tog ansvar og betalte den største pris. Det skal vi sørge for, ikke var forgæves,« fortæller Irina Kiselova og lægger ikke skjul på, at ikke resultatet af Euromaidan ikke er så rosenrødt, som mange gerne vil gøre det til.



Drømmen om et nyt Ukraine voksede ud af bålene på Maidan.  En drøm om at Ukraine skulle bevæge sig tættere på EU og frigøre sig fra Rusland. Den tidligere præsident Viktor Yanukovych hældte selv benzin på den ulmende utilfredshed, da han i november 2013 forkastede en frihandelsaftale med EU. Det fik studenter fra Kiev til indtage selvstændighedspladsen for at vise deres utilfreds og siden voksede tilslutningen.


34-årige Irina Kiselova havde før Euromaidan ikke tidligere været aktivistisk. Ligesom mange af de andre aktivister på Maidan. Hun havde to uddannelser, i økonomi og engelsk, fast arbejde og lige fået børn.  Så da studenterne i slutningen af november gav sig til at demonstrere, lå det ikke i kortene, at hun skulle leve de næste tre måneder på selvstændighedspladsen. Det ændrede sig dog alt sammen den 30. november, da ukrainsk politi stormede studenterne og gennemtævede dem. 
Billederne af de stærkt medtagne unge mennesker med flænger i hovedet og chokerede ansigter triggede hende. Hun kunne ikke blot forsætte hendes sikre tilværelse, hun tog ferie fra sit arbejde og begyndte at tage fra hjembyen Bila Tserkva til Kiev hver dag for at demonstrere sammen med det stadig stigende antal mennesker, som samlede sig på selvstændighedspladsen.



»Jamen jeg kunne ikke bare kigge den anden vej. Jeg er et selvstændigt tænkende menneske, og jeg ønsker at bo i et demokratisk land, og da jeg så studenterne blive banket, tænkte jeg, hvad sker i dette land? Det kan ikke være rigtigt. Derfra havde jeg en indre følelse, der sagde, jeg bliver nød til at gøre det – jeg havde ikke noget valg. Alle os, der var på pladsen var klar over, at det kunne koste os livet, men det accepterede vi,« fortæller hun.



I bunden af Heaven Hundred-vejen er der opsat hundrede mindeplader. På pladerne står de døde demonstranters titler, aldre og nationaliteter. Håndværker, instruktør, aktivist, forretningsejer, soldat. I alderen fra start tyvende til slut-halvtredserne. Ukrainere, en armenier og  en georgier. Demonstranterne var en broget flok, der rummede mange forskellige ideer om, hvad Ukraine skulle blive til, husker Sehri Geogeri.



»Der var mange små bevægelser på Maidan. I starten var studenterne, men i løbet af Euromaidan kom der kommunister, anarkister, nationalister og liberalister. Der var langt fra enighed om alt, men der var enighed om, at det var tid til forandring og retfærdighed i Ukraine. Selv når der kom problemer grupperne imellem, så rykkede de endnu tættere, hver gang politiet og Berkut angreb os. Ikke alle var enige om hvilke midler, der skulle bruges, men vi hjalp hinanden, og vi stod sammen,« fortæller han.



Frihedsbølgen skyllede over Ukraine

Olya Kurstak går op af de slidte trappetrin i militærhospitalet, hun går med hurtige skridt og springer de trin over, som skråner og har huller. Hun kender trappetrinene uden ad, hun er kommet her i to år. Hun smækker døren op på første sal og kigger ind i den nærmeste stue og hilser hjemmevant på to soldater, der ligger henslængte i deres senge. Den ene sætter sig op og kigger forventningsfuldt over på Olga, hun plejer jo at have lidt mad, tøj eller, hvis man heldig, noget sødt. Men Olga har allerede retning mod næste stue, hvor der ligger fire mand, og hun hilser på hver enkelt og fortsætter videre. Hun skal gøre noget mad klar og beder om, at ingen går i vejen.



Olga Kurstak er en del af den store bølge af frivillige, som opstod i kølvandet på revolutionen på Maidan. Da Ukraine kort efter revolutionen mistede Krim, og derefter blev kastet ud i en krig i Østeuropa, tog civilsamfundet ansvar for at hjælpe de udsatte. I starten af 2015 offentliggjorde OSCE, Organization for Security and Co-operation in Europe, en rapport, der havde til mål at afdække hvilken rolle civilsamfundet havde betydet i tiden efter Euromaidan. I konklusionen står der, at de frivillige har spillet en stor rolle i hjælpen til de mennesker, der har været påvirket af annekteringen Krim og krigen, specielt internt fordrevne og soldater. 



De frivillige har i et stort omfang hjulpet med at finde boliger til fordrevne mennesker fra Krim og Donbas-området. I starten af konflikten i Østukriane organiserede de indsamlinger til fordel for både internt fordrevne og soldater. Militæret var på daværende tidspunkt i en så dårlig forfatning, at indsamlede penge blev brugt til at købe udstyr. Der var også frivillige, der oprettede deres egne divisioner og tog til fronten for at hjælpe og aflaste soldaterne.

I dag er der ikke behov for militærudstyr og frivillige soldater, så de frivillige fokuserer i stedet på at hjælpe de 1,78 millioner internt fordrevne, eller som Olya gør, tage sig af de sårede soldater, og de døde soldaters efterladte familier.

De frivilliges organisering varierer meget. Nogen har tilsluttet sig organisationer, andre har primært brugt sociale medier til at organisere sig, mens andre bare er mødt op steder, hvor der var brug for hjælp. Sidstnævnte gjorde Olya og en håndfuld andre, de mødte bare op på militærhospitalet fra den ene dag til den anden og begyndte at hjælpe til. Hendes arbejde på hospitalet spænder vidt, og det eneste, Olay ikke laver på hospitalet, er lægebehandling. Ellers hjælper hun med alt andet. Hun kommer med frisk salat, slik og andre ting til soldater, kommer med shorts og T-shirts, når Kievs maj-varme presser temperaturen over de 25 grader på hospitalsstuerne, hvor air conditioning ikke virker. 
Men først og fremmest så snakker hun med soldater, både de traumatiserede, som har mistet legemer, og står over for en ny tilværelse som handicappet, men også med de soldater, hvis familier bor i den anden ende af landet. 



»Efter jeg havde deltaget i Maidan-revolutionen, synes jeg, at det var naturligt at forsætte arbejdet med at udvikle Ukraine. Jeg tænkte, hvor er der brug for mig, hvor kan jeg gøre en forskel. Så ringede min far og fortalte, om krigshospitalet, og så gav det sig selv. Det mindste, man kan gøre, er at hjælpe de folk, som tager til fronten for at forsvare vores land. Her på hospitalet ligger de menige soldater, de almindelige ukrainere, der har kæmpet for vores fremtid, de skal hjælpes,« siger Olya.



En af soldaterne har rejst sig for at se, hvad Olya stillede på hans bord. Det er en Tupperware kasse fyldt med salat, han smiler og siger:



»De frivillige betyder meget, når man ligger her. Hospitalet sørger for os, men det er de frivillige, som gør vores ophold tåleligt. De kommer med de småting, der gør dagene herinde lidt bedre. Maden herinde, som du kan se« siger han og peger på en dyb paptallerken, der indeholder en uidentificerbar grød med små stykker sort kød. »er ikke så god, men de frivillige kommer med frisk mad, og så tager de sig tid til at snakke«.



»Det vil tage tid«



»Hvis ikke mig, hvem så? Hvis ikke nu, hvornår så,« spørger retorisk Sergei på spørgsmålet om, hvorfor han efter Maidan tog til østfronten som frivillig soldat.



Kampen forsatte for ham nu blot et andet sted i Ukraine, fra selvstændighedspladsen til en mark udenfor Donetsk. Han ville ikke tage hjem, han måtte forsætte. Sammen med flere andre Maidan-aktivister tog han til Østfronten, hvor de tilsluttede sig en division af frivillige soldater. To måneder med intense kampe og ringe udstyr, før hæren var så godt på plads, at der ikke var brug for divisionen mere. I dag har han skiftet frivillige militæruniform ud med et job i ministeriet for ungdom. 

»Men det er en slags frivilligt arbejde at arbejde i det offentlige« siger han tørt og kan ikke helt skjule sin skuffelse. 



 

Vi har ikke nået vores mål med at gennemføre forandringer i landet endnu. Selvom Yanukovych er væk, så vil jeg stadig sige, at vores politikere er mere buinessmænd, end de er politikere. De lytter mere til os i dag, men korruption er stadig meget udbredt. Vi skal blive ved med at stille krav til politikerne

Det er ikke skuffelse over, at Holland stemte nej til, at Ukraine skulle endnu længere ind i EU varmen. Det er alligevel ikke sikkert, hvad den betyder, bemærker han. Nej, han er skuffet over den politiske elite, i både Rusland og Ukraine. Selvom politikerne i dag er mere lydhører over for befolkningen, så har udviklingen fra Maidan ikke fået nok tag i parlamentet, mener han. Han bakkes op af Irina Kiselova.

»Vi har ikke nået vores mål med at gennemføre forandringer i landet endnu. Selvom Yanukovych er væk, så vil jeg stadig sige, at vores politikere er mere buinessmænd, end de er politikere. De lytter mere til os i dag, men korruption er stadig meget udbredt. Vi skal blive ved med at stille krav til politikerne«.


Trods udskiftningen af præsident og regering, så er tiden med korruption ikke forbi. På Transparency internationals Corruption Perceptions Index er Ukraine på en delt 130. plads i selskab med lande som Cameroun, Iran og Nicaragua. Det er til trods for, at det har været præsidents projecktsos mål at bekæmpe korruptionen i landet. Han er dog i midlertidig selv endt i en vis modvind, efter hans eget navn dukkede op i Panama Papers. Skal man se tingene fra den lyse side, så er placeringen i 2015 lidt bedre end deres 142. plads på indekset i 2013. Hun vidste godt, at tingene ikke ville blive forvandlet fra den ene dag til den anden og mener ikke, at løsningen er at indtage gaderne igen.

»Vi kan ikke demonstrere og protesterer hele tiden – det er for destruktivt, vi er nød til at også skabe noget. De forandringer, som Euromaidan satte i gang, eller det vil sige videreførte, fordi de startede allerede med selvstændigheden i 1990, sker ikke så hurtigt, som man kunne ønske. Vi kan ikke bare brokke os over vores politikere hele tiden, vi bliver også nød til selv at tage ansvar og være et godt eksempel«,  siger Irina Kiselova.



Men var det så det værd? Opnåede du det, som du drømte om?

»Når nogen spørger mig, om hvad vi har opnået, så svarer jeg, at vi har gødet jorden for de fremtidige generationer. Det vil tage tid, man vender ikke op og ned på et lands kultur i løbet af tre måneder. Jeg fortryder ikke, at jeg deltog i Maidan, ikke dengang og heller ikke i dag«