Print artikel

Irans bibelske plager

Vinter i Khusistan. Foto: CC
Essay
14.03.17
Hvis man ser på satellitbilleder af det sydvestlige Iran er der til tider hele byer, der forsvinder: I dagevis er de begravet under gigantiske sandstorme. Regionen befinder sig lige nu midt i en miljøkrise og indbyggerne føler at de er forsvundet fra magthavernes radar. I den anden ende af landet, i den forurenede hovedstad Teheran, styrtede en stor bygning for nyligt i grus efter en forfærdelig brand. Iranerne siger de har fået nok – af giftigt miljø, dårlig sikkerhed og elendig økonomi

Den iranske provins Khusistan er et af de varmeste steder på jorden med sommertemperaturer langt over 45 grader og nærmest permanent tørke. Udtørring af marskland og opdæmning af floder i Iran og i nabolandene har gjort hele området til en stor støvskål.

Samtidig huser provinsen det meste af Irans olieindustri samt store petrokemikalie-, stål- og sukkerørsindustrier, der pumper forurening ud i jorden og luften. Provinshovedstaden Ahvaz med over en million indbyggere bærer titlen som verdens mest forurenede by. Drikkevandet er af forfærdelig kvalitet, der falder ofte syreregn og befolkningen lider af en lang række sygdomme forårsaget af forureningen. En giftig cocktail af tungmetaller hvirvler med jævne mellemrum op i himlen når provinsen kvæles i sandstorme.

Efter et par særligt slemme storme i midten af februar brød vand- og el-forsyningsnetværket i flere byer også sammen. Skoler, fabrikker og offentlige kontorer lukkede, imens befolkningen gemte sig indendørs uden vand og strøm. Da stormen drev over gik de på gaden. Tusindvis af borgere med malermasker for munden demonstrerede foran guvernørens kontorer i Ahvaz den 16. februar og krævede statslig indgriben.

Imens ministre holdt krisemøder, spredte protesterne sig på de sociale medier. På beskedtjenesten Telegram, Twitter og Facebook delte forfærdede iranerne de dystopiske billeder fra livet i Khusistans tilsandede gader. Mange rasede over, at deres medborgere lever under så skadelige forhold i en provins, der er hjemstavn for oldgammel persisk civilisation og samtidig leverer størstedelen af landets rigdom. Fra Khusistan kunne man læse beretninger om, hvordan de lokale i årevis har forsøgt at få statens opmærksomhed. Tv-værter og fodboldhold tonede frem på fjernsynet med masker for munden som et tegn på protest. Kendisser udtrykte deres sympati.

Og så gik Khusistan igen i glemmebogen.

Teherans Ground Zero

Blot en måned før var det et andet apokalyptisk billede, der prægede de sociale medier i Iran. Om morgenen den 19. januar gik der ild i en ikonisk bygning i midten af Teheran, og inden eftermiddag kollapsede den.

Plasco-bygningen afspejler Irans historie i det sidste halve århundrede. Den diktatoriske konge Mohammad-Reza Shah, der herskede fra 1941 til 1979, krævede en hurtig, gennemgribende modernisering af samfundet. Teheran skulle være en rollemodel for resten af landet, og i løbet af 1960erne og 70erne blev bybilledet dramatisk forandret.

Plasco-bygningen, opført i 1962 af den jødisk-iranske businessmogul Habib Elghanian, symboliserede disse forandringer. Med sine 17 etager tårnede bygningen over det gamle bycentrum, hvor traditionelle huse blev ryddet, imens oliemillionerne fremtryllede kontorbygninger og boligkvarterer, der skulle huse den nye middelklasse.

Den oliefinansierede kombination af lynmodernisering, samfundsreform og politisk undertrykkelse udløste en boomerangeffekt. Middelklassen var ikke bare loyale undersåtter – de havde krav og håb. For både de venstreorienterede på universiteterne og de fattige i byens vildtvoksende ghettoer kunne Teherans nye bybillede fremstå som et udtryk for en åndsløs, korrupt, kapitalistisk elites magtmisbrug.

En voksende gruppe af islamister så f.eks. Plasco-bygningens ejer, Elghanian – med hans personlige formue, business i Israel og politiske indflydelse i Iran – som et eksempel på, hvordan shahen og hans kumpaner var i lommen på zionisterne. Da den iranske revolution i 1979 væltede shahen, blev Elghanian henrettet under anklager om spionage for Israel.

Revolutionen affødte en islamisk republik under Ayatollah Khomeini. Plasco-bygningen blev eksproprieret og overdraget til en af adskillige revolutionære fonde (bonyâd). Disse fonde skulle oprindeligt yde velfærd og skabe social retfærdighed som led i en statsstyret planøkonomi. Men med tiden fik fortalerne for frie markedskræfter større indflydelse, og fondene udviklede sig i 1990erne til økonomiske karteller tilknyttet Revolutionsgarden og præsteskabets ledende familier. Fondene blev byggesten i de nye kapitalistiske eliters finansimperier og deres netværk af nepotisme, vennetjenester og bestikkelse.

Plasco-bygningen fortsatte som velbesøgt butikscenter. Men netop fordi fondene anser sig selv som hævet over loven, lyttede man ikke til kommunens talrige advarsler om bygningens dårlige sikkerhedsforanstaltninger. Da branden brød ud, kæmpede brandvæsenet en umulig kamp. 20 brandmænd døde, da bygningen kollapsede foran kameraerne på mobiltelefonerne hos de mange tilskuere.

Irans sociale medier eksploderede, først i sympatitilkendegivelser og så i vrede over, at ulykken overhovedet kunne finde sted. Man krævede, at de skyldige skulle stå til ansvar: Der var bygningens ejer, fonden, der nægtede at udtale sig; kommunen, der på grund af nedskæringer og besparelser erklærede sig ude af stand til at sikre byen mod ulykker; og borgmesteren, der kynisk forsøgte at score point ved Teherans Ground Zero.

I sidste ende ville ingen påtage sig ansvaret.

Rich kids i Teheran

Ulykken fandt sted i en tid, hvor en af Mellemøstens største byer er præget af diskussioner om livskvalitet og ulighed.

Selvom Teheran under borgmester Mohammad-Baqer Qalibaf har oplevet en lang række markante forbedringer og forskønnelser, så er den stadig præget af store infrastrukturelle og socioøkonomiske problemer. Med 15 millioner indbyggere og en forkærlighed for privatbilisme er Teheran voldsomt forurenet. Med jævne mellemrum bliver smoggen så tyk og farlig at indånde, at statsmedierne advarer ældre og svagelige mod at færdes udendørs. Nogle dage må skoler og offentlige kontorer lukke. Sidste år rapporterede et byrådsmedlem, at over 400 teheranier døde af forurening på bare én måned.

Omkranset af bjerge har byen for længst nået sin kapacitet og vokser nu opad i stedet for udad. Trods årevis med internationale sanktioner er der et febrilsk byggeboom og overalt skyder skyskrabere og indkøbscentre op. Lokale frygter for sikkerheden og med Plasco-affæren fik alle et indblik i, hvor nemt det er for byens eliter at ignorere myndighedernes advarsler og bøder.

 

Samtidig har en række familier i spændet mellem præsteskabet, staten og det private erhvervsliv formået at berige sig i den islamiske republik. Sammen med Teherans nouveau riches bor de i enklaver af luksuslejligheder i Nordteheran og kører rundt i Maseratier i gaderne. På Instagram blærer de anonyme Rich Kids of Tehran sig med modetøj, skiture og guldure

Og lige under byen lurer en endnu større trussel: Teheran ligger på adskillige tektoniske skillelinjer og eksperter har i årevis advaret om, at det kun er et spørgsmål om tid, før et jordskælv kan rive byen midt over.

Der bobler også en vrede i de lavere klasser. Hvor den islamiske republik igennem 1980erne og 90erne gennemførte en bemærkelsesværdig forbedring af velfærd, sundhedsvæsen og uddannelse, har der siden 00erne været besparelser, privatisering og en stadig tydeligere kløft mellem rig og fattig. Selvom iranere sammenlignet med tiden før revolutionen i dag lever bedre, længere og rigere liv, så kan middelklassen mærke sanktionerne – og fattigdommen er vendt tilbage til bybilledet.

Samtidig har en række familier i spændet mellem præsteskabet, staten og det private erhvervsliv formået at berige sig i den islamiske republik. Sammen med Teherans nouveau riches bor de i enklaver af luksuslejligheder i Nordteheran og kører rundt i Maseratier i gaderne. På Instagram blærer de anonyme Rich Kids of Tehran sig med modetøj, skiture og guldure.

For nogle forekommer Teheran som en materiel manifestation af uretfærdighed, ulighed og korruption – ligesom den gjorde i 1970erne i årene op til revolutionen. I dag har den islamiske republiks egne eliter og skruppelløse boligspekulanter overtaget den rolle, rigmændene omkring shahen spillede før revolutionen.

Men efterspillet for både Khusistan-miljøkrisen og Plasco-katastrofen peger også på et bredere problem.

De to virkeligheder

Mediedækningen af de to kriser afspejlede to forskellige virkeligheder.

På den ene side står de konservative medier, der har travlt med at fremstille regeringen som en fiasko. For de medier var Plasco-branden og miljøkrisen i Khusistan kærkomne muligheder for at klandre den moderate præsident og hans ministre for at glemme borgernes tarv, imens de har travlt med at lefle for udenlandske investorer eller for middelklassen i Teheran. Især Irans første kvindelige vicepræsident, Masumeh Ebtekar – der også er chef for Irans Miljøstyrelse – blev udsat for angreb.

Regeringen, derimod, svarede at problemerne – økonomiske, sociale, infrastrukturelle, miljømæssige – stammer fra før dens tid. Præsidenten og hans moderate ministre argumenterer for, at et opsving i den iranske økonomi er på vej, og at de afledte statsindtægter vil gøre det muligt at adressere de mange problemer. Men det er også tydeligt på ministrenes udtalelser, at de er oppe imod en række problemer, de umuligt selv kan løse.

Plasco-bygningen, da den stadig stod midt i Teheran og var et symbol på et sekulært og vestorienteret Iran. I dag er den styrtet sammen, og forskellige iranske myndigheder kæmper om at placere ansvaret. Foto: CC
Plasco-bygningen, da den stadig stod midt i Teheran og var et symbol på et sekulært og vestorienteret Iran. I dag er den styrtet sammen, og forskellige iranske myndigheder kæmper om at placere ansvaret. Foto: CC

Det todelte medielandskab afspejler således det paradoksale faktum, at det i Iran ikke er regeringen og parlamentet, der har den reelle magt. Over det folkevalgte system står et andet system med vetoret, anført af Den Øverste Leder Ayatollah Khamenei, hans loyale præsteråd og det militære-økonomiske kompleks Revolutionsgarden. Moderate og reformvenlige præsidenter og regeringer som de nuværende kæmper en ofte umulig kamp for at reformere systemet.

I 2013 blev Hassan Rouhani valgt til præsidentposten af millioner af iranere, herunder de veluddannede unge fra middelklassen, der ønskede personlig og politisk frihed efter otte år med den kontroversielle præsident Mahmud Ahmadinejad. Men endnu flere stemte på Rouhani på grund af hans løfte om, at der i kølvandet på en atomaftale med vesten ville følge økonomisk vækst.

Trods skepsis fra Irans konservative og modstand fra Irans rivaler i og udenfor regionen lykkedes det Rouhanis forhandlingsteam i juni 2015 at indgå den historiske atomaftale med P5+1 (USA, Storbritannien, Rusland, Frankrig og Kina samt Tyskland). Selvom sanktionerne officielt er ophævet, udebliver det økonomiske boom, de moderate havde lovet – og det kan koste Rouhani dyrt, når iranerne igen skal stemme ved præsidentvalget den 19. maj 2017.

I kritikken af Rouhani er det nemt at glemme alle de vigtige skridt, hans regering har taget. Iran er gået fra at være en isoleret paria-stat i retning mod at blive en taktisk partner for vestlige stormagter og Rusland i kampen mod Islamisk Stat i Syrien og Irak. I sammenligning med nabolandene er Iran er ø af stabilitet, der desuden er blevet et attraktivt og voksende marked for udenlandske investorer – og en af de hotteste nye turistdestinationer.

Det er faktisk lykkedes Rouhani forsigtigt at oparbejde en modvægt til de konservative, isolationistiske og anti-vestlige kræfter under den Øverste Leder – uden at sætte sig selv skakmat som tidligere reformistiske præsidenter. Men præsidenten kan ikke løse problemer som dem i Khusistan og Teheran uden de konservatives tilladelse og støtte. De nødvendige ændringer i nationaløkonomien, storindustrierne, boligmarkedet og i den politiske kultur ville kræve direkte indblanding fra den Øverste Leders magtbase.

I Khusistan har befolkningen historisk brugt valgene til at udtrykke deres utilfredshed og stemme på reformistiske kandidater. Men i 2013 stemte de fleste faktisk på en lokal konservativ fremfor Rouhani. Dette afspejler en bredere tendens i landet: De fleste iranere stemmer nu praktisk fremfor idealistisk. De vælger kandidaten, der under valgkampen har formået at fremstille sig selv som en handlekraftig mand med forslag til forbedring af en økonomi, der er præget af arbejdsløshed, inflation og udeblivende vækst. I 2013 var denne kandidat for flertallet Rouhani; det er ikke sikkert, at han også er det i 2017.

Dette år bliver altså den hidtil hårdeste prøve for Rouhani, og dette er ikke kun på grund af sandstorme, forurening, ulykker og konservative rivaler. Den største trussel i horisonten er lige nu en vis Donald J. Trump, præsident for USA.

Iran on notice, igen

Da Trump under valgkampagnerne tordnede mod Iran var der ikke mange, der lyttede i den islamiske republik. Men nu er han ved magten og med sig bringer han en udtalt Iran-fjendtlig linje.

En af Trumps første handlinger som præsident var at udstede det såkaldte MuslimBan – et dekret, der begrænsede indrejse i USA for borgere fra en række lande, men som proportionelt ramte iranere hårdest. Trump og flere fra hans stab har igennem tiden svoret hævn for Irans støtte til USA- og Israel-fjendtlige kræfter i Mellemøsten, truet med nye sanktioner og kritiseret atomaftalen med Iran, som var den Obamas uduelige makværk.

Trump kan ikke bare rive atomaftalen i stykker – den er resultatet af årevis af diplomatisk arbejde og desuden underskrevet af seks stormagter, der alle står ved dens indhold. Ikke desto mindre kunne Trump allerede i løbet af sin første måned som præsident sætte forholdet mellem USA og Iran tilbage til tiden før Barack Obama.

Den 1. februar fik vi en smagsprøve på den nye linje over for Iran. Den daværende nationale sikkerhedsrådgiver Mike Flynn erklærede at Iran var blevet sat on notice for at afprøve et missil og angribe et skib ved Yemen. Dagen efter påstod det Hvide Hus’ talsmand Sean Spicer, at det ligefrem var et amerikansk skib, Iran havde angrebet. I et tv-interview med Fox News få dage efter fortsatte Trump linjen om at Iran udgør en trussel mod USA ved at kalde landet for »terrorist-stat nummer et i verden«.

Faktum er, at det var de delvist iransk-støttede houthi-rebeller i Yemen, der havde angrebet et skib fra den amerikansk-støttede saudiske flåde – altså ikke et iransk angreb på et amerikansk skib. Et andet faktum er at missilafprøvningen – om end provokerende – ikke var i strid med atomaftalen. Og et tredje faktum er at den islamiske republik ikke har været involveret i terrorangreb på amerikansk jord.

Trump-regeringens udtalelser er altså fordrejninger med et formål: Nemlig at fremstille Iran som aggressiv og farlig – og derfor holde muligheden åben for en konfrontation. Sidste gang vi så den slags sabelraslen var i årene efter terrorangrebet den 11. september 2001 da George Bush erklærede Iran for en del af Ondskabens Akse (uden at Iran dog var involveret i terrorangrebet).

Sådan en konfrontativ linje har direkte konsekvenser for iransk politik. Da Bush truede Iran med all options on the table var Ahmadinejad i stand til at spille på frygten for, at Iran var det næste land i køen efter de amerikansk-ledte invasioner af naboerne Afghanistan og Irak. I dag kan Irans konservative bruge Trump-regeringens signaler som et bevis for, at amerikanerne stadig ikke er til at stole på – og at den moderate regerings forsoningspolitik er forfejlet.

Siden valget af Rouhani i 2013 har de konservative været bekymrede for, at forsoningen mellem Iran og de vestlige magter, herunder ærkefjenden USA, skulle føre til et tab af legitimitet. Den islamiske republiks ideologi var og er udtalt anti-vestlig: Så hvad vil der ske med republikken, med islamismen og med præsteskabet, hvis Iran pludselig kommer på god fod med Den Store Satan?

Med Trump ved magten i USA behøver de konservative måske ikke at bekymre sig om dette spørgsmål længere. De kan igen bruge en Iran-fjendtlig præsident i USA som påskud for at cementere en konservativ linje i Iran. Og hvis USA indfører nye sanktioner, forpurrer Irans genintegration i verdensøkonomien eller, endnu mere bekymrende, hvis en hændelse som den ved Yemen i februar bliver brugt som påskud for en konfrontation med Iran, kan det blive svært for Rouhani at overbevise vælgerne om at hans linje stadig er den bedste for Iran.

Udkanten af Iran

Det er svært at få øje på en værdig modstander til Rouhani på den konservative fløj, men det var det også i 2005: Dengang havde ingen regnet med at Ahmadinejad havde en chance.

Ahmadinejad vandt i sin tid fordi han lyttede til folk. I modsætning til reformisterne brugte han kampagnetiden på at rejse rundt i provinser, hvor befolkningerne ligesom i Khusistan føler sig oversete. Han var i stand til at få store dele af den iranske arbejder- og middelklasse med sig ved at love at tage oliemilliarderne fra de mafiøse familier i hovedstaden og dele dem ud blandt hr. og fru Iran.

 

Ude i landet, i provinser som Khusistan, har de fleste mere umiddelbare og håndgribelige udfordringer i hverdagen. Reformer og demokrati virker som abstrakte bekymringer, når man ikke har rent drikkevand eller lever under støvskyer af forurening

Med tiden følte mange vælgere sig snydt af Ahmadinejad og i Teheran anså mange hans genvalg i 2009 for fusk. Deres protester blev til den såkaldte Grønne Bevægelse i 2009-2010, der hurtigt gik fra at kræve omvalg til at kræve demokrati. Bevægelsen blev knust, da staten gik til modangreb og truede, forfulgte og fængslede aktivister og systemkritikere. Men en anden årsag til, at bevægelsen ikke var i stand til at fremtvinge en demokratisk omvæltning, var, at den hovedsageligt var begrænset til hovedstaden.

Ude i landet, i provinser som Khusistan, har de fleste mere umiddelbare og håndgribelige udfordringer i hverdagen. Reformer og demokrati virker som abstrakte bekymringer, når man ikke har rent drikkevand eller lever under støvskyer af forurening. Det kan også være svært at have tiltro til forsoning med vesten, når der stadig er barrierer for handel, jævnlige trusler om nye sanktioner og stigende priser på alt.

Det er ikke sikkert, at iranerne i år vil give deres stemme til en ny populist som Ahmadinejad i 2005. Men hvis de gør, er det enten fordi, de ikke ser den moderate regering som andet end en repræsentant for Teherans middeklasser eller fordi de ikke tror på Rouhanis løfter om økonomisk opsving.

Men de kosmopolitiske eliter i hovedstaden og de marginaliserede i Khusistan har også et fælles problem: De har svært ved at trække vejret. Og lige nu er der flere, der drager politiske konklusioner fra de daglige problemer i deres fysiske omgivelser og nærmiljø. Spørgsmålet er, om det bliver moderate, konservative eller populistiske kræfter, der kan drage nytte af denne gryende forståelse – og hvad de kan og vil gøre for at løse problemerne.