Print artikel

I Iran er den grønne farve (måske) på vej tilbage

Reportage
22.02.17
Siden den grønne revolution i 2009 er protester og demonstrationer stort set udeblevet i Iran. Men ved Rafsanjanis død i januar, var farven tilbage i gaderne, og tilråb mod styret overdøvede Ayatollah Khameneis bøn ved universitetet i Teheran. Flere steder i landet eksisterer en modstand mod styret, men med et årligt brain drain på 150.000 uddannede iranere lader det til, at drømmen om endnu en revolution venter bag drømmen om et liv i Vesten.

Ved den centrale busterminal i byen Yazd ser jeg og alle andre ventende på det samme fladskærmsfjernsyn. Det er som en af mange scener, der har udspillet sig siden fjernsynet blev et samlingspunkt, når historiske øjeblikke transmitteres. Lige meget om det er præsidentmord, sportsbegivenheder eller royale bryllupper, så er der noget genkendeligt ved dette øjeblik. Skærmen viser skiftevis et interview mellem to iranere i et studie med to store iranske flag, og billeder fra en enorm forsamling af mennesker. Det er den dag Akbar Hashemi Rafsanjani begraves.

Det er tirsdag den 10. januar, og jeg skal senere læse mig til, at 2,5 millioner mennesker er samlet i Teheran. De fleste er centreret omkring universitetet, hvor de fra højtalere hører lyden af bøn fremført af selveste Ayatollah Sayyed Ali Khamenei, Irans øverste leder, der har regeret siden Khomeini døde for snart tredive år siden. Rafsanjani er død to dage forinden, og i dag skal han begraves side om side med Khomeini i dennes mausoleum.

Det er selvsagt en stor ære, der tilfalder Rafsanjani, som har været en af de vigtigste personer i nyere iransk historie. Han mødte Khomeini under sine studier i den ærke-religiøse by, Qom, og tilbragte mere end fire år indespærret i årene op til revolutionen. Han var en ledende skikkelse i 1979, da den amerikanske ambassade blev ødelagt, shahen fordrevet og den Islamiske Republik Iran blev udformet. Efterfølgende var Rafsanjani et nøglemedlem af det Islamiske Revolutionære Råd, og blev det iranske parlaments første formand, indtil han i 1989 blev valgt til landets præsident. Inden da var han desuden fremtrædende under de sidste år af den blodige Iran-Irak krig.

Hans politik, der af Iran-forskeren fra Georgetown University, Daniel Brumberg er beskrevet som økonomisk liberal, politisk autoritær og filosofisk traditionel, har flere gange clashet med landets mere konservative kræfter. Måske er Rafsanjani netop af den grund en respekteret og elsket mand.

Højlydte protester

Tilbage i Teheran forløb begravelsen som planlagt til trods for det enorme fremmøde. Men kun indtil Khameneis bøn overdøvedes af tusindvis af fremmødte protesterende.

Først hørtes støttende råb til Mir Hussein Moussavi, der har siddet i husarrest siden 2011. Som modsvar blev der skruet op for højtalerne, og efterfølgende var det støtte til en række fængslede iranere, der siden oktober har sultestrejket i protest mod uretmæssige fængselsstraffe, som kunne høres. Eftersigende bar flere af de protesterende grønne bånd om håndleddet - symbolet på det oppositionerende, der blandt andet vandt frem under protesterne i 2009. Dengang gik især unge iranere på gaden i kølvandet på Ahmendinajads genindsættelse, der af mange regnes for valgfusk. Det var netop Mir Moussavi, der dengang tabte valget. Den grønne farve kom fra hans kampagne, men blev efterfølgende til symbolet for sammenhold og håb. Protesterne, der varede lidt over et halvt år, bragte efter regeringens udmeldinger 36 dødsfald med sig; et tal, der andre steder estimeres til det dobbelte. Blandt de dræbte var blandt andet den kvindelige demonstrant Neda Agha-Soltan, hvis død blev filmet og efterfølgende gik jorden rundt. Et drab der menes at være et af de mest overvågede i menneskets historie, og som har fået ikonografisk status på højde med drabet af Viet Cong-medlemmet Nguyen Van Lem af den sydvietnamesiske politichef under Vietnamkrigen.

Da Neda Agha-Soltan døde under protesterne i 2009, var Rafsanjani på oppositionens side, og det valg skulle ændre både hans og familiens magtposition frem til i dag.

Hans datter Faezeh Hashemi, der er kendt for sit arbejde for at fremme kvinders rettigheder og personlige frihed, blev således fængslet for antiregime-propaganda i 2011. Også hendes bror Mehdi Hashemi, Rafsanjanis fjerde barn, er fængslet, men havde i anledning af begravelsen fået orlov fra Evin-fængslet i det nordvestlige Iran, hvor han til dagligt er indespærret. Et fængsel der i folkemunde går under navnet Evin Universitetet på grund af dets mange politiske fanger.

Løsere tørklæder og drømme om vesten

Men protesterne denne dag kan til trods for støtteerklæringer til styrets fjender ikke sidestilles med protesterne i 2009. Alligevel er det usædvanligt i et land, hvor den slags sjældent opleves. Derfor er det helt naturligt begravelsen og protesterne, som min samtale med 28-årige Zahra handler om, da jeg møder hende få dage efter.

»De dræbte mange mennesker dengang«, fortæller hun med reference til demonstrationerne i 2009, og lader helt naturligt sit toneleje falde, mens hun roligt ser sig omkring. Vi sidder på et tehus i byen Esfahan, hvor Zahra til daglig læser på byens universitet. Omkring os bliver der drukket te og spist gaz, som er byens ikoniske sweet. Zahras yngre veninde hedder Sima, og er eftersigende den dygtigste på deres årgang. Derfor bliver hendes eksamensopgave omdannet til en videnskabelig artikel, fortæller Zahra som den stolte veninde. Det er ikke tilfældigt, at det nævnes, for i Iran er det begavelsen, der for det meste kan indløse et visum til vesten, som er drømmen for mange unge iranere.

På tehuset sidder tørklæderne løsere end på gaden, og når Zahras falder af, går der ofte lidt tid, før hun igen lægger det sirligt på det mørke hår. For de fleste er tørklædet anbragt med kirurgisk præcision midt på håret. Nok til at man overholder landets sharia-lovgivning, men langt fra nok til at håret er skjult. Simas tørklæde har været af siden teen blev skænket, og selvom hun på dette sted er den eneste med blottet hår, er det langt fra unormalt.

Da vi taler om Rafsanjanis begravelse, fortæller Zahra om protesterne i Teheran. Hun ser både glad og overrasket ud, mens hun beretter om de protesterende tilråb, men adspurgt om der kan være forandring på vej, svarer hun nej med sjælden sikkerhed i stemmen. Hun fortæller, at styrets modstand i 2009 var skræmmende. Sima er mere optimistisk. Omvendt lader det ikke til, at tankerne kredser om potentielle revolutioner, men snarere om muligheden for selv at forlade landet; allerhelst til USA, som de fortæller, at alle unge iranere drømmer om. Måske Zahra gerne lader det grønne armbånd blive derhjemme, hvis det kan få konsekvenser for drømmen om at rejse bort. En drøm, som hun øjensynligt deler med resten af den iranske ungdom, eftersom over 150.000 uddannede iranere hvert år forlader landet. Det er et abnormt højt brain drain.

Umulighedernes land

På dette tidspunkt, i midten af januar, hedder den amerikanske præsident stadigvæk Barack Obama, og der skal gå endnu to uger, før Trump annoncerer, at folk med iransk pas er uønskede i USA. Nyheden giver de mange samtaler, jeg havde i Iran, et tragisk skær, fordi drømmen om livet i USA blandt unge iranere er så udtalt. De ønsker i alle fibre af deres krop, at leve i det land, deres styre stædigt propaganderer imod.

De taler med stor begejstring om dem, de kender, der har formået at opnå et visum, som til vestlige lande er tæt på ubetaleligt, hvis ikke man er velhavende. Også selvom en af dem er Zahras kæreste, der snart skal til Californien for at arbejde for Adobe. Eller det vil sige, det skulle han.

At have kærester er naturligvis ildeset, forklarer hun. Som ugifte forelskede mødes man på tehuse og restauranter og sender længselsfulde blikke. Mødrene ved det, siger hun, men fædrene må aldrig finde ud af det. Også Sima har en kæreste. »Tandlæge«, siger hun stolt.

For Zahra er det vigtigt, at fremtiden bringer en ægtemand, der vil forandringerne. Derfor vil hun sørge for, at hendes kommende mand ønsker et mindre undertrykkende system; om ikke andet så et mindre undertrykkende familiemønster. Det er tydeligt, at der i Iran findes et liv i hjemmet og et liv i gaderne. Livet i gaderne minder om en maskerade, hvor man som spil for galleriet pålægger tørklædet. Alkohol er naturligvis bandlyst, men i hjemmet flyder det, bliver jeg flere gange forsikret om.

»Rafsanjani - good. Ahmendinajad - bad.«

Senere samme dag møder jeg den 27-årige ingeniørstuderende Mahdi. Ved siden af studierne arbejder han som tjener på en persisk restaurant, og da jeg møder ham i døren, viser han mig ind i et lokale, hvor der i forvejen sidder en familie. Den ældste i selskabet insisterer på, at jeg smager deres mad, men det er vist bare taarof; iransk høflighed, og da jeg to gange har sagt pænt tak, men nej tak, lader de mig være, og jeg kan sætte mig overfor dem. Mens den anden familie er i lokalet, springer Mahdi rundt og serverer med stolthed de persiske retter. Da familien overfor mig har betalt og forladt restauranten, sætter Mahdi sig alene ved siden af mig. Energien forlader hans krop, og uden at fortrække en mine forklarer han sørgmodigt:  »All countries good - Iran bad.« Det er ikke en ytring, jeg har spurgt ind til, men den falder tungt som en vægt. »No joy - Bad.« fortsætter han. Da jeg spørger ind til begravelsen, afbryder han og siger: »Rafsanjani - good. Ahmendinajad - bad.« En holdning han synes at dele med resten af Irans yngre generation.

Foruden én-stavelsesytringer foregår vores samtale via Mahdis telefon. På farsi forklarer han Siri, hvad han ønsker at fortælle, og viser mig efterfølgende telefonens skærm, der på formfuldendt engelsk har oversat ordene. Tidligere har han spurgt om jeg manglede noget, men nu har sætningerne ændret karakter. Da vi taler om Irans mangler, rejser han sig og forklarer Siri, hvad den største mangel er. Efterfølgende rækker han mig telefonen med ordene »No freedom of speech.« Da jeg ser tilbage på Mahdi, er han sunket sammen i stolen og stirrer ud af vinduet, fjern i blikket. »Nothing to do«, siger han. Jeg nænner ikke at spørge Mahdi, om han har hørt om tilbagekomsten af den grønne farve i Teheran.

Muslimsk skalkeskjul

Af de større byer er Esfahan og Yazd de klart mest religiøse, bliver jeg fortalt. Jeg har sågar hørt om en kvinde, der fik kastet syre i ansigtet, fordi hun i Esfahan bar sit tørklæde for løst. Man bemærker det straks på kvindernes påklædning, hvor der i de to byer er langt flere klædt i hijab end i eksempelvis Shiraz og Teheran. Så meget desto stærkere er det, da jeg i Yazd møder en kvindelig engelskunderviser, der efter mange timers samtale ser på mig og siger: »Du ved regeringen vil have vi skal være muslimer. Men vi er ikke muslimer.« Ord der ganske kontrapunktisk falder idet vi står i byens største moske. Hun er sammen med sin mand, der ikke taler engelsk, og deres datter på fire år. Efter ytringen går vi videre rundt i moskeen, og da jeg bliver vist imamens talerstol, fortæller kvinden mig, at det kun er anden gang, hun er i denne moske, selvom hun har boet hele sit liv i Yazd.

Da jeg senere befinder mig i Kashan, en by tæt på Teheran, møder jeg to piger, der er hjemme på ferie. Iført henholdsvis Dr. Martens-sko og Louis-Vuitton-gummistøvler fortæller de, at de læser i Californien og Madrid. Hende, der læser i Californien, er ganske nysgerrig og spørger, som alle andre iranere, om jeg har WhatsApp. Imens vi udveksler oplysninger, holder veninden sig i baggrunden. I stedet for et klassisk tørklæde har hun et Louis Vuitton-halstørklæde rundt om håret, og da solen bryder frem, beskytter hun sine øjne med Chanel-solbriller. De bor i det nordlige Teheran, og vi aftaler at mødes, når vi alle tre er der.

Ressourcespild

At solen er fremme i januar er ikke normalt, bliver jeg flere gange fortalt, men også i Iran bliver der generelt varmere og tørre. Et varmere vinterklima er én ting, men mere alvorligt er det, at man mange steder må gravere dybere og dybere efter vand. Eksempelvis i storbyen Shiraz i det sydlige Iran der, som mange iranske byer, er omgivet af ørken. For ti år siden kunne der hentes vand 30 meter under jorden, men i dag skal man ned på 120 meters dybde. Oveni det har der ikke været brugbar regn i Shiraz i fem år, og den flod, der tidligere løb centralt i byen, er i dag blot jord. Også i Shiraz blev jeg fortalt, at man i Iran er for dårlige til at passe på landets ressourcer; en kritik der synes stærkere, når konsekvenserne af klimaforandringerne kan ses på den daglige rute til arbejdet. »Hvad gør du når vandt løber tør« spurgte jeg på et tidspunkt Muhammed, der arbejder på et kraftværk. »Ved ikke«, svarede han, og slog ud med armene.

Da jeg ankommer til hovedstaden et par dage efter, møder jeg på en metrotur Alireza, der er færdiguddannet ingeniør. Det er en stående joke i Iran at alle er ingeniører, men det er en joke, der sjældent modbevises.

Da vi har talt frem og tilbage om kulturelle forskelle og hans rejser til Doha og Istanbul, fortæller han mig, at jeg ikke skal stole på nogen her i landet. Eller, korrigerer han, »folke i det nordlige Teheran er ok, men der er for mange pikhoveder, der styrer det her land.« fortsætter han. »De bruger religion til at.. at..» »Undertrykke«, tilbyder jeg. »Ja. Undertrykke og bevare« siger han. Alireza bor i Darband, et område i det nordlige Teheran, hvor der hovedsageligt bor velhavende. »I mit fars hus«, som han udtrykker det. »Ikke din mors?« spørger jeg for sjov. »Altså hun bor der også.« Til trods for den harske beskrivelse af landets ledere, bliver hans kritik efterfølgende mere nuanceret. »Vi spilder alle vores ressourcer. Olie. Gas.«

Kulturel udveksling

Da jeg står i metroen i det nordlige Teheran med Alireza, er det ti dage siden Rafsanjani døde, og på dette tidspunkt fylder begravelsen ikke længere noget i samtalerne. På intet tidspunkt i Teheran hører jeg hans navn, og selvom alle italesætter manglerne ved styret, lader det ikke til, at protesterne ulmer under overfladen.

Kort efter jeg har sagt farvel til Alireza, får jeg en besked fra pigerne, jeg mødte i Kashan. De fortæller mig, at de holder en fest, som jeg meget gerne må komme til. »Der vil være alkohol«, forsikrer de mig. Snart skal de tilbage til Californien og Madrid, men inden da skal de feste med venner.

På vej op ad rulletrapperne ved metrostationen Tajrish, bliver jeg mødt af de venlige ord »Går det bra?« Det er en iransk tandlæge, der har boet i Sverige, nu i London, og som er på besøg hos familien i Teheran. »Jeg ville ønske flere folk kom her. For at udveksle alle mulige ting«, siger han roligt, før han forlader trapperne og indgår i menneskemængden.

Information og mord på internettet

Alireza har peget mig i retning af en café i det nordlige Teheran, hvor kaffepriserne ligner de nordeuropæiske. På stedet googler jeg information om protesterne i 2009. Facebook, Politiken og Jyllands-Posten er blokeret i Iran, men man kan uden problemer tilgå Wikipedia og New York Times. På førstnævnte kan man læse om urolighederne, de sultestrejkende i de iranske fængsler og om mordet på Neda. Et mord man endda kan finde på Youtube. I det lys er det iranske styre mindre kontrollerende end andre regimer. Selvom undervisningsmaterialet naturligvis er strengt kontrolleret, og selvom der i alle iranske butikker hænger billeder af Khomeini og Khamenei - spøjst nok i poleret-internet-katte-i-rummet-æstetik - kan enhver iraner tilgå information om alt det, styret er imod. Gad vide hvor mange iranere, der læser de sider? Gad vide hvor mange iranere, der har set øjeblikket, hvor Neda falder til jorden, tørklædet forlader håret og lægger sig på asfalten? Den iranske befolkning virker velinformeret, men det er naturligvis en ganske ikke-repræsentativ skare, der frivilligt taler om systemkritik med den hvide mand med det analoge kamera.

Men ønsket om mere frihed eksisterer hos mange iranere. Ytringsfriheden og friheden til ikke at blive fængslet for systemkritik er én ting, men også friheden til en mere hedonistisk livstil, der blandt andet inkluderer alkohol. Alligevel synes behovet for at kæmpe for frihederne at forsvinde, jo tættere man nærmer sig Alborzbjergene, der markerer Teherans bratte afslutning i nord.

Tilbage på caféen går solen langsomt ned bag mig, og fra den nærmeste moske høres lyden af aftenbønnen, der begynder. Jeg har svært ved at skelne mellem imamernes stemmer, men det er med sikkerhed ikke Khameneis. Ved nabobordet drikker caféens unge klientel dyr kaffe. Der er ganske roligt her i det nordlige Teheran; måske endda mageligt.