Print artikel

Min iranske forlovelse

Chador og leggins i Teheran. Illustration: Ida Sejlund
Chador og leggins i Teheran. Illustration: Ida Sejlund
Essay
16.06.13
På fredag går Iran til valg, isoleret fra det internationale samfund og omgærdet af international paranoia. Men hvordan forstår man et land, hvor et præstestyre har regeret i 35 år, og modviljen mod internationale stormagter bobler sammen med frihedstrang og national stolthed? Det gør man ved at gifte sig med det. ATLAS rejser ind i Iran på en forlovelsesrejse. Her er første del

»Jeg vil gerne spørge dig om to ting, Thomas. For det første: Frier du til min datter, fordi I skal sammen til Iran? Vi kan sagtens fortælle familien, at I er forlovet, uden at I egentlig er det. Det er for stor en beslutning til, at du bør føle dig presset til at tage den. Og for det andet: Hvad fik dig til at tro, at du behøver min eller min ex-mands velsignelse?«

Min svigermor sidder i den ene ende af den store, hvide lædersofa, mens jeg selv har indtaget en afventende position i modsatte ende. Huset er tomt, min kæreste er her ikke, for det er meningen, at mig og svigermor skal have en snak under fire øjne. Om hvad, erfarer jeg først i dette øjeblik, men mit svar falder stadig prompte omend forsigtigt:

»Jeg ved godt, at det ikke er nødvendigt, at vi er rigtig forlovet, når vi tager af sted. Men hvis jeg skal lyve over for min svigerfamilie, første gang jeg møder dem, skal jeg have en god grund. Det har jeg ikke. Jeg er indstillet på at leve resten af mit liv med Shirin og føler mig parat. Jeg frier ikke, fordi vi skal til Iran, men rejsen har været en anledning til at overveje, hvor langt vores forhold er nået. Når jeg spørger både dig og din eks-mand om lov, er det fordi, Shirin har gjort det klart, at hun vil have, vi har jeres tilladelse.«

Min svigermor afbryder kortvarigt øjenkontakten og smiler: »Ja, hun har altid gået meget mere op i traditionerne, end vi har. Måske fordi hun aldrig selv oplevede dem«.

Vi er fem med dansk pas, der lander i Teheran. Jeg følges med min forlovede, hendes mor, danske stedfar og storebror. Ved indgangen til Imam Khomeinis International Airport venter min forlovedes kusine, Nasrin, sammen med sin mor, Parvin, og bror, Bijan. Jeg er på forhånd blev gjort opmærksom på, at det er lidt forskelligt, hvem der giver hånd, og hvem der krammer og kysser på kind, så jeg stikker i første omgang min højre hånd frem som et skjold mod en potentielt akavet situation. Alle de fremmødte krammer og kysser dog, og jeg er anspændt og længes faktisk efter den beroligende følelse af kropskontakt, så jeg kaster mig lidt kluntet ud i endnu en hilsen. Kusinen knuger mig så begejstret ind til sig, at jeg bliver rørt helt ind i mine stive danske knogler.

Ude af lufthavnen deler vi os op i to biler. Jeg kører med min forlovede, Shirin, hendes mor, stedfar og mosteren Parvin. Klokken er tæt på midnat, og vi kører med 120 kilometer i timen med høj kebabmusik. Vinduerne er rullede ned, og den varme natteluft blæser gennem bilen som en kæmpe føntørrer. Til trods for mine mange mentale forberedelser og tidligere besøg i Mellemøsten, så fremstår hele situationen surrealistisk, da jeg sidder der på bagsædet og for første gang rigtigt ser min forlovede med tørklæde på hovedet, mens både mosteren bag rettet og svigermoren på passagersædet hopper faretruende løssluppent i sæderne til persisk popmusik med Al-borz bjergkæden og Teherans gader som kulisse.

Forlovelsesfesten er cirka en uge væk, og jeg glæder mig. Men så minder de rytmisk slangende håndled i bilens forreste halvdel mig om, at jeg på ingen måde kan komme udenom at skulle danse under dette ophold. Ædruelig dans: Den hæmmede vesterlændings kryptonit. Og så oven i købet til orientalske rytmer. Jeg krummer tæer ved tanken og klapper i takt til musikken.

Kom lige med mig ind i den her bil

Næste dag rejser vi med metroen ind til hjertet af Teheran, hvor de andre har overnattet hos kusine Nasrin. Hun er ikke hjemme, da vi ankommer, men min forlovedes storebror låser os ind. Vi drøfter dagens planer og spiser den persiske nationalret, pollo kebab (ris og kebab), til frokost.

»»So far, I don’t feel like I am travelling in an islamic dictatorship,« svarer jeg opløftet på min anden dag i Iran, da moster Parvin spørger til mit indtryk af landet.

Disse ord skulle få timer senere vise sig at påkalde sig Nemesis’ opmærksomhed. Jeg er sammen med Shirin og hendes stedfar, da vi efter en gåtur rundt i kvarteret skal til at svinge ned ad Nasrins vej. Ud af øjenkrogen ser jeg en høj kvinde klædt i chador – de sorte, burkalignende dragter, som de mest religiøse kvinder i landet bærer, og som kun lader ansigtet blottet. Hun rækker hånden ud efter mig, og jeg ignorer hende. Jeg har endnu ikke stødt på tiggere, men afskriver hende som en sådan. Det er imidlertid ikke mig, men Shirin, hun er interesseret i, og hun er ikke tigger.

Min forlovede forsøger at gå videre, men kvinden insisterer. Samtalen foregår på farsi, og jeg forstår kun en brøkdel, så det tager mig 30 lange sekunder, før det bliver klart for mig, at spøgelset i sort arbejder for det religiøse politi og ønsker at føre Shirin ind i det parkerede salatfad for at køre hende til afhøring på politistationen. Idet situationens alvor siver ind, glider omgivelserne ud af min bevidsthed. Kvinden er grå og grim og taler roligt, men isnende fjendtligt. Hendes øjne stirrer borende på Shirin – hun er som støbt til rollen som socio-kulturel bøddel. Jeg ved fra egne erfaringer, at min forlovede har snakketøjet i orden, og det lykkedes hende da også at slippe ud af kløerne på kvinden med henvisning til, at hun er udenlandsk statsborger.

Shirin havde brudt loven ved at bære stramme leggings under sin monto – den løse kjolelignende beklædningsgenstand kvinderne bærer over torsoen – hvilket blottede hendes figur fra midt på lægmusklen og ned. Og så havde hun glemt at knappe en knap. Mere skal der ikke til.

Pigernes tøj er som nummerplader. Du kan hurtigt se, hvem der er privatbiler, hvem er taxaer, hvem er offentlige busser

Nasrin fortæller os senere, at leggings er på mode blandt unge piger, og at politiet for tiden kører nul-tolerance over for tendensen. Det er også det religiøse politi, der holder øje med, at piger og drenge ikke omgås hinanden, og dem der altså afholder min forlovede og jeg fra at kærtegne hinanden offentligt. Det var mit første møde med det islamiske diktatur.

Familierne må også lide

Kort efter vi selv er vendt tilbage til den lille lejlighed, kommer Nasrin ind ad døren. Hun er klædt i sort fra top til tå og har både hår og hals dækket. Hun sveder forpustet, og så snart hun har lukket døren bag sig, ryger sløret af i en bevægelse. Det skal ikke foldes ud, men er syet sammen som en trakt, så det ryger af i én enkelt bevægelse – som en grydehandske.

Ligeså hurtigt går det med den klassiske monto. Nu står hun dér i lyserød top og bare arme.

»It’s so hot today!« udbryder hun som det første med viftende hænder.

Per, min forlovedes stedfar, spørger grinende, hvorfor i al verden hun så har pakket sig så godt ind. »Because we have to! Damn this government,« lyder svaret arrigt, mens hun finder et glas vand frem.

Der er noget teatralsk over hendes entré, og jeg føler mig lidt som et publikum, der lige har fået præsenteret en nøglekarakter i det iranske drama: Den fraskilte, frigjorte og dannede kusine, der bor alene i en lækker lejlighed i det nordlige Teheran indkapsler min forestilling om den grønne bevægelse, der i 2009 fyldte den iranske hovedstads gader med krav om demokratiske reformer. Nasrin deltog selv kun enkelte gange i demonstrationerne og opfatter ikke sig selv som en del af den grønne bevægelse som sådan, men hun kender mange i den, og mange af dem betaler stadig den dag i dag dyrt for deres samfundsengagement:

»They can’t get a job anywhere, and the government does its best to harass their families. It wasn’t enough for them to jail, beat and kill them. Their families must also suffer«.

Da jeg udtrykker ønske om at komme til at tale med de af hendes venner, som stadig er politiske aktive, får jeg det nedslående svar, at der ikke er nogen aktiv grøn bevægelse i landet i øjeblikket. Regimets brutalitet har pacificeret modstanden. Jeg vil gerne vide, hvorfor man ikke hørte noget til de unge demonstranter under det arabiske forår, og hun henviser igen til regeringens hårdhændede reaktion:

»The government responded very violently to the demands of the movement last time they tried. You must remember that the current regime was put into place through a massive, popular uprising. Now they fear that history is about to repeat itself,« siger hun.

Nasrin peger dog også ud over de iranske landegrænser, når hun skal forklare fraværet af forandring. Det er ikke kun regimet, der har noget at miste. De store vestlige landes position på spørgsmålet har afgørende betydning, og hendes dom er klar: Vesten ønsker ikke forandring.

»They have access to our oil and they do not want to take the risk that comes with a popular revolution.«

For den gode stemnings skyld, lader jeg være med at spørge nærmere ind til hendes analyse, og nøjes med at notere mig, at de progressive unge i Teheran ikke nødvendigvis ser positivt på de vestlige stormagter.

Magt og kebab

Om aftenen går turen mod det populære Darband-område i det allernordligste Teheran. Her samles familier på udendørsrestauranterne, der ligger på de stejle veje i Al-borz bjergkædens opland, og vi slår os ned på en af dem. Den rå bjergformation udgør den ene væg, og vi sidder alle i skrædderstilling på et plateau, som er hævet en 20 centimeter over jorden. En plasticdug på midten afmærker grænsen mellem bord og siddeplads.

Vi får kebab i utallige afarter, og her er det måske på sin plads at pointere, at kebab på persisk ikke skal oversættes med grillmad som i grillstegt kylling, men snarere barbeque. Det er gode sager. Senere på aftenen ankommer et helt hold unge piger til bordet ved siden af. De fejrer en fødselsdag og er alle i højt humør. Der danses på bordet med vrikkende hofter, og slørene er trukket så langt tilbage på hovedet, at de nærmest kun dækker nakken. »Pro forma hijabben,« døber jeg i mit indre tørklædemoden, der kendetegner denne type af unge piger, som Teheran er så rig på. Jeg kaster et nysgerrigt blik i deres retning, men trækker det hurtigt til mig igen, da jeg opdager, at tre af pigerne sidder ventende og tilbyder øjenkontakt. Ud af øjenkrogen kan jeg fornemme dem fnise af min forlegenhed.

Chador og leggins i Teheran. Illustration: Ida Sejlund

Efter at have sat en håndfuld forskellige grillretter til livs, sætter min forlovede og jeg kursen mod Nasrins lejlighed, hvor vi alle tre skal tilbringe natten. På vej ned mod taxaerne går jeg tæt op ad Shirin, mens Nasrin befinder sig et par skridt foran. Nogen gange tager vi kort hinandens hånd. Klemmer så længe vi tør, en 4-5 sekunder, ikke længere end det. Så slipper vi igen, og jeg kigger selvtilfreds ned i jorden. Det lyder fjollet, men de uskyldige kærtegn føles som en lille demonstration af civil ulydighed her i hovedstadens stræder, hvor de kolde kællinger klædt i sort patruljerer.

På vej hjem i taxaen prøver jeg at fordøje de sidste dages indtryk mentalt. Jeg tænker på det ubehagelige møde med det sorte spøgelse og kontrasten til det gadebillede, jeg støder på, hver gang jeg træder ud på Teherans gader. De unge piger i landet ser ud til at konkurrere om, hvem der kan balancere deres påklædning længst ude på kanten af den islamiske republiks regler. Lidt ligesom teenagepiger, der tvinges til at bære skoleuniform, og foretager al verdens krumspring for at sabotere formålet. Som jeg senere får det forklaret på min rejse:

»Pigernes tøj er som nummerplader. Du kan hurtigt se, hvem der er privatbiler, hvem der er taxaer, og hvem der offentlige busser til fri afbenyttelse.«

Ifølge Nasrin er den vigtigste spidskompetence i disciplinen kendskabet til, hvor i byen man kan skubbe til grænserne, og hvor det er bedst at rette ind. Hvis hun ved, hun har klædt sig provokerende, bevæger hun sig med taxa under spøgelsernes radar.

Men når nu så mange af de unge piger åbenlyst ikke billiger de islamiske påklædningsregler, hvorfor i al verden beholder de så sløret på, på restauranter som den i Darband. Hvad er det, der gør at de uretfærdige love håndholdes, også når der ikke er noget politi i nærheden? Måske er det lettest at forstå magtudøvelsen i landet, hvis man anskuer spørgsmålet gennem et foucaultiansk perspektiv. Ifølge Foucault er magten ikke noget, nogen aktør kan besidde. Magten er ikke et objekt, staten varetager og bruger til at undertrykke sine undersåtter med. Magten er derimod relationelt forankret, hvilket betyder, at den eksisterer imellem aktører, og at den gennemtrænger hele samfundet på en yderst subtil måde. Foucault var meget optaget af at kortlægge udbredelsen af selvregulering i det moderne samfund, og magten fungerer ifølge ham ikke i kraft af vold og rå overmagt, men som oftest netop ved at der installeres selvkontrol i individet. Når du leder efter magtudøvelse, skal du derfor ikke kigge efter knipler, men iagttage dig selv og dine bevæggrunde. Spørger man iranerne er svaret langt mere simpelt:

»Der ER politi på sådanne restauranter. Civilklædt politi.” Mine tanker ledes hen på DDR, hvor regimet havde held med at overbevise borgerne om, at der fandt en meget omfattende og systematisk overvågning sted, mens der i virkeligheden var tale om en langt mere sporadisk én af slagsen. I foucaultianske termer eksisterer der da heller ingen modsætning mellem iranernes svar og mine egne overvejelser. Når fangerne i de moderne fængsler tror, de bliver overvåget fra det store panoptikon, begynder de at udøve selvkontrol. Stikprøvekontrol fører til selvkontrol. Nogen gange fremstår selvkontrollen fuldstændigt erkendt af de individer, der udøver den. Som når Shirin og hendes mor flere gange i løbet af en dag retter på hinandens tørklæder for at sikre, at intet profant slipper ud langs hårgrænsen og siver ud i offentligheden. Men som jeg sidder der i bilen, tænker jeg egentlig mere over de begrænsninger, der ikke erkendes. Hvor stor er forskellen på, om ens personlige udfoldelse er indskrænket formelt af lovene i et religiøst diktatur eller af sociale normer om, hvad der er tilstedeligt. Hvis min kæreste havde været med mig til den nordlige del af den besatte Vestbred, havde hendes udfoldelsesmuligheder til forveksling lignet dem, hun må indordne sig under her i Iran. Skulle hun driste sig til at bryde normerne i det palæstinensiske selvstyre, vile hun ganske vist ikke blive udsat for juridiske sanktioner, men man slipper heller ikke ustraffet fra at bryde de sociale normer. Og uanset hvor ubetydelige de sociale sanktioner kan fremstå, så har de i praksis samme effekt som de juridiske: Vi overholder spillereglerne.

Den følgende morgen starter med et tiltrængt brusebad. Nasrin har lagt håndklæder frem til os, og jeg låner en shampoo under bruseren, Nivea For Men, kan jeg læse. Jeg tager shampooen i hænderne, lader øjnene hvile på de tre ord og smiler. Man behøver ikke være ensom, fordi man er fraskilt i Iran. Næste stop på rejsen er det sydlige Iran, hvor min forlovedes mormor og morfar residerer. Det er her forlovelsesfesten skal finde sted.

 

>Læs andet afsnit i serien fra Iran her

 

>Læs tredje afsnit i serien fra Iran her