Print artikel

Kunsten er en slagmark

Med kontrollen over sproget står og falder teokratiet, siger Omid Shams. Foto: Kasper Palsnov
Artikel
17.09.15
Det politiske begynder i sproget, mener den iranske forfatter Omid Shams, hvis digte, romaner og avisartikler har skaffet ham dødstrusler på halsen og tvunget ham i aarhusiansk eksil. Men med kunsten følger pligten til den farlige ytring.

At Omid Shams ikke kan vende tilbage til Iran lige foreløbig, skyldes blandt andet et stykke installationskunst, han har lavet med sin kone, Parissa Jamali, og som er udstillet på Godsbanen i Aarhus, The Tree of Locks of Hair. Umiddelbart ser værket ellers harmløst ud: Et træ af papmaché og cement, der slog sig under transporten fra værkstedet i Brabrand, så ståltråd nu titter frem fra en af rødderne. Om stammen smyger sig et spraglet tæppe, grenene er viklet ind i pangfarvet garn, og på dem hænger det, der har vakt furore hos de klerikale: Små fine lokker af i alt 50 forskellige iranske kvinders hår, alle sammen iranere.

I et land, hvor en YouTube-dans til Pharrell-hittet Happy fører til fængselsstraf og/eller piskeslag, er træet med sin kritiske kommentar til den obligatoriske hijab langtfra ufarligt, særligt ikke når det via en omtale i den tyske radio- og tv-station Deutsche Welle er vokset til en større historie i Iran. Men for 32-årige Omid Shams – forfatter, digter og litterat med et politisk engagement, man mærker med det samme - er det alt sammen prisen værd, for livet går ud på at stille spørgsmål. Til det, ingen andre vil tale om. Til de religiøse doktriner i Iran. Og til ytringsfrihedsdebatten i Danmark. Hvor der, ifølge Omid Shams, gjaldes om retten til at sige sin mening, mens få interesserer sig for uligheden i, hvem der får mulighed for at blive hørt.

Det er et år siden, han kom til Aarhus som såkaldt fribyforfatter – eller et år og to dage, som han præciserer. For når ordningen, der giver forfulgte forfattere husly, arbejdsro og økonomisk støtte i to år, løber ud om 363 dage, vil han og Parissa Jamali igen være på udkig efter et land at være i. Medmindre Parissa rammer en guldåre med sin designervirksomhed, eller han får opfyldt drømmen om en ph.d.-stilling på et dansk universitet.

Indtil da udnytter han arbejdsroen til at få en stribe projekter fra hånden, blandt andet et teaterstykke med udgangspunkt i egne oplevelser med den iranske efterretningstjeneste: To uger indespærret i et forhørslokale, tævet og underkastet psykisk tortur. Som eksempel klikker han en lækket YouTube-video frem på computeren: En kvinde bliver pisket uden for skærmbilledet, efter at hun er blevet tvunget til i detaljer at fortælle om seksuelle eskapader, som hun grædende insisterer på aldrig har fundet sted. Sådan gør man, siger Omid Shams, og han ved det, for han er selv blevet arresteret en håndfuld gange.

Han husker, da han i et essay skrev om Miladtårnet i Teheran som fallossymbol, hvorefter avisen, der havde publiceret det, blev sagsøgt af kommunen. Han fortæller, hvordan alene et digts uortodokse syntaks kan provokere præstestyret, fordi sprog er magt, og med kontrollen over sproget står og falder teokratiet. Sidste gang han blev afhørt, lød beskeden, at han enten kunne forlade Iran, hvad myndighederne med glæde ville hjælpe ham med, eller blive. Blev han, ville hans forældre blive fyret fra deres arbejde, og familiens hverdag gjort til et mareridt. En besked ledsaget af Koran-referencer, hvor henrettelse nævntes som passende modsvar på opsætsighed.

Det er den opsætsighed, som har bragt Omid Shams til Danmark. I lejligheden ved Vesterbro Torv har han og Parissa Jamali et arbejdsværelse med to små kroge: Et med hendes symaskine, og et med hans noter og manuskripter, samt værker af de amerikanske beat-forbilleder Ginsberg og Burroughs. En bog af en af parrets venner, Shahriar Mandanipour, Censoring an Iranian Love Story, ligger der også – »men du kan næsten sige dig selv ud fra titlen, at den kun er udgivet uden for Iran.«

I stuen sidder Parissa Jamali med benene over kors og ryger; hun har løsthængende hår og ballerinaer på fødderne; Omid Shams skænker whisky og specialøl, inden han smutter i SuperBrugsen efter en svinemørbrad. Han griner forbløffet, hvis man spørger, om han er muslim, og kalder religion over en kam for »autoritært humbug«. Han elsker Søren Kierkegaard, identificerer sig med den idealistiske læge i Ibsens En folkefiende og følger med i de danske medier via Google Translate. Stiller man et upræcist spørgsmål, oversætter han det straks til noget, der kan svares på med samme præcision og nuance, som han tilstræber i sine tekster: Ét er institutionaliseret religion, selvfølgelig, noget andet selve det at tro.

Selv finder han mening i kunsten, hvis forpligtelse til samfundsmæssigt engagement nær havde sendt ham til Kobani i kamp mod Islamisk Stat i efteråret – inspireret af dem, der som Gustaf Munch-Petersen faldt under Den Spanske Borgerkrig. »Heldigvis fik Parissa talt mig fra det,« siger han og smiler med en mildhed, der gør det vanskeligt at se ham for sig på nogen form for slagmark. Men et sted inde bagved fornemmer man en alvor. Det er den, der alligevel giver ordene vægt.