Print artikel

Min digter er en taxachauffør

Osama Alomar skriver digte i sin taxa. Foto: New Directions
Alomar skriver både digte, historier, aforismer og parabler
Interview
12.05.14
I 2008 ankom den syriske digter Osama Alomar til Chicago på et greencard. ATLAS mødte Alomar på PENs internationale litteraturfestival i New York, hvor han både fortalte om livet som digter og taxachauffør i eksil, men også om et barndomshjem, som blev bygget på en vulkan, der sidenhen er gået i udbrud.

»Gårsdagens arrangement behandlede mig godt.« Konstaterer Osama Alomar med et tilfreds suk. Vi står i et stort, mørklagt auditorium midt i New York. Tre stole er sat frem, og om et par timer går Osama, som er iklædt en karryfarvet sweater og en brun læderjakke, på scenen sammen med den amerikanske forfatterinde Lydia Davis, som vandt en Man Booker sidste år, og islandske Sjón, som netop er udkommet med romanen Månesten. Arrangementet afholdes i forbindelse med den årligt tilbagevendende litteraturfestival, PEN World Voices. Det er festivalens allersidste dag, og ifølge rygterne tegner der til at blive fuldt hus. Alt sammen burde være grund nok til at gøre Osama, hvis historier først for nyligt er udkommet på engelsk, nervøs, »men,« som han forklarer med sin kontrollerede stemmeføring, der kun ind imellem afbrydes af et karakteristisk rungende grin, »selvom arrangementet i går var meget mindre, fjernede det de værste nerver.«

Eksil og kreativitet

Osama Alomar er meget høflig mand, som starter vores samtale med at takke for muligheden for at give et interview. Han blev født i Damaskus i 1968 og er altså kun tre år yngre end Syriens præsident Bashar al-Assad. Det år Alomar fyldte fyrre, modtog han endelig sit greencard til USA og flyttede til Chicago, hvor hans mor og resten af familien havde boet siden 90’erne. »Jeg rejste før den syriske opstand begyndte.« Han var altså migrant og ikke flygtning. Det første år i USA var, ifølge Alomar, rædselsfuldt, og han betegner det uden tøven, som et af hans livs hidtidigt mest mørke perioder. »Jeg sad i min fætters lejlighed i syv måneder og prøvede at få styr på mit liv. I al den tid skrev jeg ikke et eneste ord.«

Problemet, forklarer Alomar, er at når man migrerer, skal man bygge alt op igen. Den første udfordring var at finde et job. I Syrien havde han været del af et intellektuelt miljø og var selv en anerkendt digter. I USA var han et ukendt navn, og hans digte var i øvrigt kun udgivet på arabisk. I stedet blev han taxachauffør.

»Jeg arbejder femten timer om dagen, syv dage om ugen.« Fortæller han med et grin. »De færreste ved, at jeg er digter. For dem er jeg bare en taxachauffør.« Jeg spørger ham, om han overhovedet kan finde tid til at skrive. »Ja da. Jeg skriver i taxaen, når der ikke er kunder.« Han beskriver, hvordan han har indrettet forsædet som et slags hjemmekontor med både ordbøger og computer.

I 2014 udgav det amerikanske forlag New Directions for første gang en samling af hans historier oversat til engelsk. Samlingen har fået forholdsvis meget opmærksomhed, hvilket blandt andet skyldes, at Lydia Davis har forfattet et meget rosende forord. Jeg spørger Alomar, hvordan det lykkedes for ham både at få sine historier oversat, udgivet og ikke mindst omtalt i et land, hvor det mildest talt ikke skorter på håbefulde forfatteretalenter.

»Det er en lang historie, men det startede i virkeligheden i Damaskus, hvor jeg blev venner med C.J Collins, som senere blev min oversætter.« C.J, forklarer Alomar, var ham han ankom til interviewet sammen med. Han er med til alle arrangementerne denne uge. Både som ven og som oversætter. »Efter jeg var flyttet til Chicago, kom han og besøgte mig. Oversættelserne lavede vi i taxaen, når der ikke var kunder.«

Lydia Davis kendte Alomar til gengæld ikke til, før de blev introduceret af hans litterære agent. »Min agent spurgte hende, om hun kunne tænke sig at skrive forordet. Det ville hun gerne.« 

Alomar skriver både digte, historier, aforismer og parabler

 

Stjerner på en helt klar nat

Men hvad er det så Osama Alomar skriver? »Jeg er selv forvirret.« Afslører han med et grin. »Nogle kalder det digte; andre kalder det flash fiction. På arabisk kalder vi det al-qissa al-qasira jiddan – det vil sige ‘meget korte historier’.« For Osama er genrebetegnelsen imidlertid ikke det afgørende. »Det der betyder noget, er hvad jeg skriver.« 

Historierne i debutudgivelsen Fullblood Arabian er meget korte. Maks et par sider; ofte kun et par linjer. Det er både digte, historier, aforismer og parabler. Fælles for dem er, at de på én og same tid både subtilt og åbenlyst er politiske kommentarer, og et gennemgående tema er da også forfatteren og borgerens ansvar overfor sine medmennesker. Men, som Alomar påpeger, så gælder dette ansvar også overfor naturen og dyrene i den.

»Siden min barndom har jeg været meget optaget af naturen. Jeg skriver blandt andet om det i historien om hvalernes selvmord. I Syrien har vi en meget meget smuk skov, som ligger ved kysten. På et tidspunkt begyndte man at fælde den. Det er også mit ansvar. Hver gang jeg ser skovene rundt om Chicago, tænker jeg på det sted.«

Et andet tilbagevendende tema er spørgsmålet om ondskab og hvem der begår det. For eksempel er der historien om Latif, som opvarter sine venner, samtidig med, at han terroriserer sin kone. »Latif er dobbeltmoralsk. Overfor sine venner er han en engel; overfor konen en satan. Mange mennesker er sådan.«

Og netop spørgsmål om menneskets natur går igen i Alomars tekster. Er livet sjovt eller uhyggeligt? Er mennesker gode eller dårlige? Gennem årene har Alomar opdaget, at antropomorfisme er en god måde at undersøge disse spørgsmål på. Derfor har både ting og dyr en tendens til at komme til live i hans historier. »Det er en måde at kaste lys på mennesket. Vores liv. At undersøge stolthed, værdighed, ydmygelser, gode mennesker og dårlige mennesker. Min historie om hammeren og sømmet, hvor hammeren først smigrer sømmet for derefter at hamre det helt i bund, er et godt eksempel på det. Historierne er ligesom stjerner på en helt klar nat.« 

Vulkan i udbrud

En anden af Osamas historier har titlen Vulkanen. Jeg spørger ham, hvorfor han tror, at opstanden i Syrien startede på det tidspunkt den gjorde. »Det syriske regime er yderst brutalt. I starten var jeg meget optimistisk. Der er to slags eksil: fysisk eksil og psykologisk eksil. Her er jeg i fysisk eksil, men i Syrien var jeg i psykologisk eksil. På grund af diktaturet kan ingen sige noget som helst. Der er ingen ytringsfrihed og heller ingen individuel frihed, men med de her historier kunne jeg alligevel forsøge at beskrive situationen.« Alomar griner listigt. »Men for at vende tilbage til situationen i dag. Som jeg også beskriver i historien, har der hele tiden været sekterisme. Måske blev også det undertrykt af diktaturet. I lang tid var vulkanen i hvert fald ikke i udbrud, men så pludselig en dag var den. Nu er der bare kaos. Alle kan blive kidnappet. Der er ingen sikkerhed.«

Når man taler med Osama Alomar om situationen i dag, lægger han ikke skjul på, at han er desillusioneret. »Det startede godt. Folk viste tegn på, at de var klar til frihed, men ind imellem tager jeg alligevel mig selv i at tænke, at det ville have været bedre, hvis revolutionen aldrig var startet.« I dag anslår man at over 100.000 mennesker er dræbt i forbindelse med konflikten og over 2 millioner mennesker er fordrevet. Også Osamas vennegruppe fra Damaskus er spredt for alle vinde. »Jeg savner dem helt vildt. Nogle bor i flygtningelejre i Libanon, mens andre er søgt til Vesten.«

Det er vigtigt for Osama at understrege, at selvom han betragter Assad og hans regime som en helt central del af problemet, har oppositionen også sine problemer. »Også de har brug for at forstå frihed og demokrati; hvad det vil sige at acceptere andre menneskers forskellige holdninger.« Alt det kommer dog ifølge Alomar til at tage lang tid.

Selv holder han sig dagligt opdateret gennem nyhedskanaler som Al Jazeera og CNN. »Jeg tænker hele tiden på det og har frygtelig hjemve. Det er jo mit land. Det er meget vanskeligt at sidde her og ikke kunne gøre noget.« Paradoksalt nok er det eneste gode, som konflikten har ført med sig, at folk nu ved hvad han taler om, når han siger, han er fra Syrien. Men, som han bemærker, er det jo ikke noget at blive kendt for.

Gennembruddet skal nok komme en dag

Efter seks år i eksil er Osama langsomt ved at vende sig til sit nye liv. Han er begyndt at skrive på engelsk og vil ikke udelukke, at hans oplevelser fra taxaen en dag begynder at snige sig ind i hans historier. »At ankomme til USA var ligesom at ankomme til en fremmed planet. Alt var fuldkomment anderledes.«

Ligesom hans historier sjældent afgiver definitive svar, vil Alomar heller ikke svare på, hvor han mener livet er bedst – i Syrien eller i USA. »Der er gode ting og der er dårlige ting ved alt. Det er for eksempel godt at fokusere på den enkeltes frihed, men jeg føler ind imellem, at man her i USA har en tendens til at overdrive det lidt, hvilket gør, at folk let ender med at blive ensomme. Det findes selvfølgelig også i Mellemøsten, men jeg mærker det meget her.«

Osama sukker dybt. I aften flyver han tilbage til Chicago, for allerede i morgen skal han på arbejde i taxaen igen. Han virker dog på ingen måde nedtrykt- tværtimod. For bag den ydmyge facade gemmer der sig en yderst målrettet person, som ved, hvor han vil hen. Det har eksilet ikke ændret ved. »Efter udgivelsen har jeg det meget bedre. Det her har været mit mål lige fra begyndelsen: at blive udgivet og få et gennembrud her i USA.«

Tilbage i auditoriet er arrangementet i fuld gang. Til venstre sidder Lydia Davis, som er køligere end en kummefryser og demonstrativt umotiveret – rygterne siger, at hun er stærkt utilfreds med, at hun i dagens anledning er blevet tildelt rollen som moderator. Til højre sidder Sjón, som iklædt hornbriller og en ternet tweed mest af alt ligner en britisk universitetsprofessor fra 50erne. Han prøver heroisk at holde samtalen i gang. I midten sidder Osama Alomar, som i mellemtiden har iført sig en blå kasket. Han reciterer, smilende, 'Tongue Tie', som også er trykt i Fullblood Arabian.

Before leaving for work I tied my tongue into a great tie. My colleagues congratulated me on my elegance. They praised me to our boss, who expressed admiration and ordered all employees to follow my example!