Print artikel

Smilende vrede

Chefideologen der bekæmper sine fjender med nøgne bryster. Foto: Kristoffer Granov
Femen har erklæret krig mod »patriarkatet«
Interview
27.09.13
Den internationale leder af den feministiske organisation Femen hedder Inna Schevshenko. De skaber opmærksomhed verden over med en taktik, de selv har navngivet sextremisme. Målet er kvindefrigørelse, fjenden er »patriarkatet« og midlet er runde, nøgne bryster. ATLAS har mødt chefideologen, der konceptualiserer, hvad de selv ser som fremtidens feminisme, i deres hovedkvarter i Paris.

Inna Schevshenko er en lille spinkel lattermild lyshåret kvinde i starten af tyverne. Hun undskylder travlheden, rodet og forsinkelsen. Smilet er varmt trods den hektiske energi hun udstråler. Vi befinder os i Paris, på førstesalen af et gammelt slidt teater i indvandrerkvarteret Goutte D'or i byens attende arrondissement. På den lille gåtur fra metrostationen Chateau Rouge, står hundredevis af afrikanske og arabiske mænd involveret i handel af den slags, hvor finansministeren ikke nødvendigvis får sin andel. Ure, mobiltelefoner, tasker. Grønthandlerne har søde kartofler og kassava. Halalslagtet kød hænger til skue, de små brasserier er udskiftet med vestafrikanske restauranter. En grill dufter af ristende merguez-pølser. Udenfor en bager ligger en ældre mand i sit eget tis og drikker af en dåseøl. Her er både fattigt og levende.

Inde i teatret dirigerer Inna os mod et sæt gamle sofaer i bunden af det aflange lokale. Rummet er dekoreret med hjemmelavede bannere med budskaber som »Fuck your morals«, »Naked war« og »New Amazons«. Med selvfølgelighed og et glimt i øjet, fortæller Inna, at hun bliver nødt til at gå inden for en time, da hun skal møde op hos det lokale politi i forbindelse med en sag, hvor hun foran en moské har afbrændt et salafistisk flag til støtte for den tunesiske femen-aktivist Amina. Hun har skabt problemer for sig selv i hjemlandet ved at lægge et billede af sig selv på sin facebook-profil, hvor hun henover sin nøgne overkrop på arabisk har skrevet »Min krop tilhører mig og er ikke kilden til nogens ære.«

Inna Schevshenko er selv flyttet til Frankrig, fordi hun fik problemer med myndighederne i hjemlandet Ukraine. Da jeg spørger hende, hvorfor hun er kommet til Paris, forklarer hun sammenhængen med sin karakteristiske ligefremhed.

»Fordi jeg savede et kors ned. Vi lavede en aktion i Ukraine, hvor jeg savede et katolsk kors over med en motorsav. Det var den 17. august. En af Femens antireligiøse aktioner. Da vi er en antireligiøs bevægelse, og vi er feminister, og som feminist kan man ikke være religiøs. Det var også ment som en hyldest til Pussy Riot, det var derfor vi havde valgt den dato. Efter aktionen blev jeg forfulgt af det hemmelige politi. De fulgte mig 24 timer i døgnet, jeg kunne se dem ud af vinduet fra min lejlighed. Så vi besluttede, at det ville være bedre at forlade landet, fordi det er bedre at kunne fortsætte sine aktiviteter i et andet land end at være i fængsel. Derfor forlod jeg Ukraine og kom til Frankrig i august sidste år, og i september 2012 åbnede vi Femens internationale træningscenter her sammen med de franske aktivister, der allerede var her. Vi åbnede med at lave en topløs gåtur gennem kvarteret, som er et afrikansk/arabisk kvarter, hvor der bor rigtig mange muslimer. En del af dem holder øje med os nu, efter vi har brændt salafistflaget. I går fik jeg at vide fra nogle naboer, der ringede for at sige, at nogle fyre fra kvarteret planlægger at angribe os på gaden.«

Inna Schevshenko virker dog ikke til at være særligt bekymret, men målrettet og kampivrig, uden at virke fjendtlig. Bag den selvbevidste venlighed gemmer sig lederen af en international ikonoklastisk bevægelse, der sandsynligvis har tusindvis af støtter over hele jorden. Ifølge dem selv har de omkring 150.000 aktive medlemmer. Sidste år udnævnte den franske avis Le Figaro hende til at være blandt de mest indflydelsesrige kvinder i 2012. Femen har på fem år vokset sig til et internationalt fænomen, der med blottede bryster bekæmper sine fjender. Formålet er klart og grebet er enkelt: Den undertrykkelse af kvinder, som Femen ser overalt, bliver angrebet med seksualitet som våben. Nøgenhed er frihed, er et af Femens slogans. De nøgne bryster mister al skamfuldhed, når kvinden selv bestemmer, hvornår de skal blottes. Det er en fuldt bevidst strategi at vende symboler, så de kastes ind i et spil, hvor de ikke længere kan domineres af modstanderen. Inna er nærmest smilende og vred på samme tid. Hun er oprørt og forurettet, men lader ikke temperamentet løbe af med hende. Hun taler hurtigt, på glimrende engelsk med en tydelig accent af det ukrainske modersmål. Svarene kommer prompte, man er ikke i tvivl om, at man står overfor en fast beslutsomhed. Den lille krop, der gennem hele interviewet forbliver fuldt påklædt, rummer tydeligvis en klar retningssans. Fjenden er, hvad Schevshenko beskriver som »patriarkatet«, og hun selv er determineret som en spændt bue. Strategien til kampen kalder hun sextremisme.

»Sextremisme er det vi kalder vores taktik. Det er en taktik vi opfandt for fem år siden. Vi prøvede at gentænke feminisme for at finde en måde, så den kunne adaptere til nye tider, nye generationer, nye interesser og nye politiske og kulturelle situationer i alle lande over hele verden. Det gik op for os, at man ikke skal benægte, at kvinder bliver betragtet som sexobjekter, man skal bare vende sin seksualitet den rigtige vej. Og vi vendte vores seksualitet mod -lad os kalde det aggression- der har givet os kræfter til at bekæmpe patriarkatet, så sextremisme er en slags seksualitetens oprør. Seksualitet, der ikke prøver at behage nogen, men prøver at gøre dem bange og irritere dem. Sådan kan sextremisme fortolkes, det er det vi gør; vi tager vores trøjer af. Vi bruger vores seksualitet som en pistol i ekstreme situationer til at lave fredelige angreb med.«

- Hvad eller hvem er jeres hovedfjende?

»Der er kun en: patriarkatet. I alle de måde det bliver manifesteret på. Vi ser tre hovedmål som vi angriber. Diktatur, sexindustrien og religion. De tre store patriarkalske institutioner, der nægter kvinder, at de er mennesker på lige fod fra starten og ikke ser noget sted til kvinder i samfundet. Det er de tre mål, vi bekæmper med vores aktioner. Hvis der er noget, der repræsenterer de institutioner kommer vi og tager vores trøjer af. Jeg vil sige, at vi hele tiden forsøger at forbedre vores taktikker og måden vi gør tingene på.

Det er ligesom i Leon af Luc Besson, som jeg så da jeg var lille. Hvor hovedpersonen siger, at det er kun er amatører, der skyder fra distancen. Rigtige professionelle skal helt tæt på og stå ansigt til ansigt. For eksempel, som da vi angreb Putin, kom vi helt tæt på. For to år siden protesterede vi mod ham, da han var i Kiev, men på 10 kilometers afstand, og for et år siden da han stemte på valgdagen tyve minutter efter, han havde forladt stedet. Så vi kommer tættere og tættere på ved at forbedre vores taktikker.

Nogle gange spørger folk mig; hvad planlægger du? Hvad skal der ske i fremtiden? Og det eneste, jeg rigtig kan sige til det, er at vi ikke rigtig ved det. At vi ikke ved, hvad der vil ske om en uge eller om et år, men vi ved med sikkerhed, at vi ændrer vores taktik hele tiden og forbedrer dem år for år. Hvem ville have troet, at vi for et år siden kunne have drømt om at stå ansigt til ansigt med Putin. For hvert minut, der går, forbedrer vi og gentænker vores strategier. Ligesom vi hele tiden finder nye ord til at modsvare vores modstandere, ligesom vi finder nye måder at fange Putin.«

Jeg er ligeglad med køn. Jeg er imod folk, der er imod kvinders frihed. Det kan jo også være kvinder

 

- Og hvad er det med religion? Hvorfor er religion hovedfjende?

Spørgsmålet når ikke at blive stillet færdigt, før Inna med sin distinkt ukrainske accent slår fast: »No religion for us!«

»For os kan der ikke være nogen religion, fordi vi er feminister. Det er meget logisk. Der, hvor religion starter, slutter feminisme. Der hvor religion starter, slutter spørgsmål om menneskerettigheder og frihed. Alt der omhandler kvindeundertrykkelse er forbundet med religion. Alle religiøse institutioner har fra begyndelsen haft en anti-kvinde politik. Jeg er ligeglad med folk, der beder derhjemme i deres lejligheder eller i kirker, men jeg bryder mig om folk, der tager den slags ud i resten af verden, ud af deres kirker og lejligheder. Jeg bekymrer mig om den politiske del af religion, der fortæller os, hvordan vi kan gå klædt, om vi kan få abort eller ej, om vi følger deres moral og traditioner eller ej. På den måde undertrykker de os. Jeg kan ikke respektere nogen religion, der siger at kvinder skal stenes, fordi de er kvinder.«

Schevshenko virker en smule irriteret over at skulle forklare modsætningen mellem religion og feminisme. For Femen er det soleklart, at kvindefrigørelse må være antireligiøs.

»Det er meget logisk for mig. Hvis du vil have mig til at uddybe det, kan jeg gøre det, men for mig kan der ikke være feminisme og religion på samme tid.

Vi lægger afstand til al religion. Lige for nylig, da vi som støtte til Amina i Tunesien brændte et salafistisk flag af, skreg hele Europa ”Femen er islamofober”. Da jeg savede korset over, skreg hele Østeuropa, at vi er kristenofober. Jeg kan sige det helt åbent og klart: vi er religio-fober. Ja, jeg er bange for alle religioner, for de er alle imod kvinder. Vi lægger afstand til alle religioner. Vi er ligeglade med, om det er islam eller hvad det er. De tre store religioner er vores fjender, fordi de alle promoverer kvindeundertrykkelse.«

Femen er en vred organisation med en aggressiv metode. Det er ikke tilfældigt, at Inna beskriver det parisiske hovedkvarter som et træningscenter. I midten af lokalet hænger en boksebold påmalet »Fight like Femen«, og et par gange om ugen mødes aktivisterne til nærmest militaristiske træningspas, hvor de forbereder sig til konfrontationer med ordensmagten eller moddemonstranter. I november mødte Inna og medgrundlægger Oksana Schachko, samt en håndfuld andre aktivister op til en stor demonstration mod den franske legalisering af homoægteskaber. Demonstrationen var arrangeret af organisationen Civitas fra den katolske højrefløj. Iført nonnekostumer og hofteholdere, men med nøgne overkroppe havde Inna og medaktivisterne på deres blottede bryster skrevet slogans som »Fuck church« og »Gay is ok«. De havde også medbragt nogle dåser med påskriften »Jesus sperm« indeholdende et hvidt pulver, de sprøjtede flittigt omkring sig. Sextremisterne blev ikke modtaget venligt af de andre ekstremister. Inna mistede en fortand og Oksana fik en blodtud.

Femen har erklæret krig mod »patriarkatet«

Den aggresivitet Femen, ligger for dagen, er rettet mod forskellige former for fundamentalisme. Om det så er Putins bizarre version af demokrati eller mere traditionelle fortolkninger af religions moralske forestillinger om skam og nøgenhed. Men på Femens hjemmeside finder man også et billede af en lykkeligt smilende ung kvinde med blottede runde bryster og blomsterkrans på hovedet. I den ene hånd holder hun et blodigt sejl og i den anden et sæt afskårne nosser. Testiklerne i sig selv kan vel ikke være undertrykkende, så jeg spørger Inna Schevshenko, hvad der er galt med nosser.

Hun griner et varmt grin, der lægger en dæmper på eventuelle kønskrigeriske spændinger. Jeg kan lettet konstatere, at hun ikke har det fjerneste imod de faktiske fysiske nosser. Igen er den aggressive vrede blandet med en underligt charmerende beslutsomhed, især da det viser sig, at de blodige nosser heldigvis er symbolske. Inna Schevshenkos niveau af overbevisthed kalder på instinktiv skepsis, men det skælmske smil afslører, at hun udemærket er klar over, at Femens taktikker langt hen ad vejen er spil med symboler.

»Vi er en bevægelse, der leger med symboler. Du kan se blod på vores billeder, du kan se malet blod, men vi vil altid være ikke-voldelige. Det er derfor, vi simulerer vold. Vi laver simulationer af rigtige angreb, men vi krydser ikke grænsen til faktisk vold. Billedet symboliserer, hvordan kvinder vil skære nosserne af patriarkatet. Det er meget simpelt, det er et symbol.« Sætningen bliver afsluttet med endnu et grin, der understreger pointen. Der er et mål af ironi i den aggressive metode og et eller andet legende i de nøgne bryster, men vreden er inderligt dyb og ægte.

- Så det handler ikke om mænd som sådan?

»Nej, nej. Selvfølgelig ikke. Efterhånden har vi en del mænd, som er feminister. Som er medlemmer af vores bevægelse. Hver gang jeg møder mandlige feminister, bliver jeg overrasket over hvor mange der er, og det gør mig glad. Men Femen er ikke noget, der vil fornægte mænd. Jeg er ligeglad med køn. Jeg er imod folk, der er imod kvinders frihed. Det kan jo også være kvinder.«

For Femen er det at tage tøjet af et spørgsmål om have kontrollen over sin egen krop. Derfor er de nøgne bryster mere end en fiks måde at skabe opmærksomhed på, selvom de også virker upåklageligt i den henseende. Klikhungrende netredaktører verden over, glæder sig over enhver undskyldning for at kunne vise nøgne bryster. Så når nøgenhed bliver brugt politisk, er der legitim årsag til at vise noget hud. Inna Schevshenko er bevidst om sammenhængen og dens virkemidler, men sammenhængen mellem bryster og et fundamentalt koncept i den politiske begrebsverden er dog vigtigere. Ifølge Schevshenko kan nøgenhed nemlig sidestilles med frihed.

»Nøgenhed er frihed, fordi undertrykkelse dækker vores nøgne krop. Og alle anti-kvinde institutioner undertrykker os ved at dække vores krop. Når man taler om kvindefrigørelse, er kroppen altid i midten eller i vejen. Kig for eksempel på religion, hvor man skal dække sig til. Eller på sexindustrien, hvor de undertrykker os ved at tage tøjet af os, men hvor de stadigvæk kontrollerer vores krop. Kvindekroppen har altid været kontrolleret af mænd. Og har på den måde været patriarkatets instrument. Vi tager vores nøgne krop tilbage til dens retmæssige ejer. Til kvinden. Og nu er jeg den eneste, der kontrollerer min krop. Når vi er nøgne til protesterne, ødelægger vi billedet af kvinden som et sexobjekt. Vi viser, at den her krop ikke længere bliver brugt til at arbejde med at promovere nogle varer som en ferrari-bil eller et glas øl, nu arbejder den for at promovere nogle idéer omkring frihed.«

- Men den nøgne krop kan vel også være et æstetisk objekt, der handler om kærlighed mellem en mand og en kvinde, hvor vi objektiviserer hinanden på en positiv måde?

»Selvfølgelig. Men det er jo heller ikke det, jeg eller Femen taler om.« Hun bliver en lille smule defensiv, men afviser med tilbagelænet selvfølgelighed, at der skulle være en konflikt. »Vi taler ikke om ting, der overhovedet ikke er et problem«, fastslår hun.

På venstrefløjen rundt om i Europa møder man ofte en modvilje mod at kritisere praksisser i indvandrermiljøer, man ikke ville acceptere i sin egen kulturkreds, fordi man ikke vil virke racistisk eller indvandrerfjendsk. Det virker dog ikke til, at Femen nogen reservationer i den retning.

»Når religioner undertrykker kvinder, er jeg ligeglad med, hvad de siger. De siger altid, at det handler om traditioner eller moral, men det er jo bare et synspunkt. Vi skaber vores egne nye traditioner, hvor kvinder ikke er undertrykte, og hvor vi er ligeværdige. Jeg er ligeglad når nogen kommer og gemmer sig bag traditioner for at underbygge et undertrykkende synspunkt.«

- Hvad er dit mål?

»Jeg kan godt give et flot lyrisk svar som ”komplet lighed”, men det er ikke i de baner, jeg tænker nu, for endemålet er alt for langt væk. Vi vil ændre ting med små skridt ad gangen; ændre synet på kvinder, ændre på hvem vi selv er. Det handler også om en personlig transformation af kvinden. Jeg vil helst ikke tale om et endeligt mål, vi tager små skridt, så vi ved hvad vi skal lave i morgen, så vi ved hvem vi skal angribe i morgen, så vi ved hvem det er nødvendigt, vi angriber i morgen, og det gør vi.«

- Du har talt om at tage til Mellemøsten?

»Femen er allerede i Mellemøsten. Der er Amina i Tunesien og Aliaa Magda Elmahdy i Egypten. Og de mange kvinder, der afklæder sig og tager del i bevægelsen, selvom der er risiko for at blive truet og stenet eller endda dræbt. Rent fysisk skal jeg nok også komme dertil, men indtil videre bliver jeg i Frankrig og venter på, at jeg endelig får min flygtningestatus, så jeg kan få et pas.«

- Du virker til at have en form for vrede som drivkraft, men det er vel ikke helt misforstået, at du også bruger humor. At du har det sjovt, når du leger med symboler.

»Selvfølgelig. Ellers ville vi jo dø af kedsomhed, hvis vi ikke kan grine af tingene. Men jeg tror rent faktisk, at humor og latterliggørelse kan være enormt destruktivt, når man griner af dem og viser, at man er ligeglad med, hvem de er. Når man viser Putin, at for os er han bare en lille lort. Ikke den store diktator som vi er bange for. Det er sådan det virker. Diktatorer er ligeglade med den offentlige mening, man kan kun ramme ham personligt. På hans forfængelighed, derfor laver vi personlige angreb. Det er sådan strategien kan virke.

Mest læste

Frontkommandanten Arnulfo blev indrulleret som 10årig og er nu 40. »Jeg sluttede mig til kampen da militæret begyndte at få folk, inklusiv min far, til at forsvinde i min landsby. Efter så meget kamp og så mange tab håber vi, at våbenhvilen og fredsaftalen vil afslutte krigen mellem colombianerne for evigt. Vores kamp vil fortsætte, men fremover ved stemmeurnen.«
Kommandanten Jessica står tidligt op for at tale til sine folk. Hun blev indrulleret i en tidlig alder på grund af familieforbindelser til guerillaen. Jessica har ledt sine tropper i kamp over hele det sydlige Colombia. Hun kommer ikke til at savne guerillalivet og ser frem til freden. Hun glæder sig til en dag at kunne danse til Barranquilla-karnevallet som civil.
Deres rifler er klar. Forsiden på Yolis avis fortæller om »FRED!« i klare bogstaver. Ved siden af sidder Darwin og studerer FARC's manual. Under forhandlingerne brugte guerillaen den tid, der tidligere blev brugt på øvelser til at forberede dem selv mentalt på overgangen til civilt liv.
En guerillasoldat barberer sig i floden ved lejren. Vandet bliver brugt til alt fra drikkevand til at vaske op i. En FARC-lejr har som regel et køkken og et ryddet sted til øvelser.
Soldater bygger en lade til en civil støtte. Steder hvor FARC har regeret uimodsat, har de ofte støtte fra landmænd, der ser dem som de facto regering og sikkerhed.
William sluttede sig til guerillaen som 12årig, da krigen gjorde ham forældreløs. Han vil gerne være lærer en dag, eller i det mindste lære et fag så han kan åbne en forretning. Men der er ingen tvivl om, at FARC er hans familie. »Hvad der end sker efter vi afleverer vores våben, vil jeg altid være en del af FARC.«
»Jeg vil være forfatter! Eller skuespiller! Jeg vil have, at os guerillaer fortæller vores historie fra vores perspektiv, så ingen misforstår den. Kig på det her spejl, det har Beatriz bagpå. Hun var min mentor, da jeg sluttede mig til. Hun blev martyr under et bombardement. Vi fandt aldrig hendes lig. Jeg lavede spejlet så hun altid er med mig lige meget, hvor jeg er. Så mærkeligt som det lyder, betyder det spejl mere for mig end det meste andet i verden.«
Kommandanter forbereder en tale, der skal annoncere en definitiv våbenhvile. Lejrens chefer følger de ordrer, der bliver givet fra det sekretariat, som forhandler med regeringen. Mange mænd og kvinder i junglen har aldrig kendt til andet end konflikt. Militære forsvindinger, paramilitære massakrer og vold udøvet af guerillaerne selv. Sekretariatet indrømmer, at organisationens overgang kan tage flere år.
Paola øver sig i egnens traditionelle dans med sine kolleger. »For at være ærlig, så er jeg nervøs,« hvisker Paola, der er guerilla og radiospecialist. »At gå tilbage til at være civilist. Vil folk være bange for mig? For os? Jeg har været guerilla, men jeg er bare en kvinde med drømme ligesom resten af verden. Jeg håber at os guerillaer kan genintegreres i samfundet og ikke blive stigmatiseret, eller værre, blive jaget af vores fjender.«
Fodboldturneringer mellem FARC's frontgrupper har været udbredt så længe som guerillaen har eksisteret.
Kommandant Leidy er anerkendt som krigshelt. Hun nævner, at måske fordi hun ikke havde en barndom, kompenserede hun et moderligt lederskab til at lede sin tropper effektivt. Spurgt til hvordan hun føler om sine bedrifter og fiaskoer, begynder hendes øjne uventet at blive våde. Hun kigger over trælinjen som om hun undersøger den umådelige størrelse af en illegalt tilværelse levet i kamp og på flugt. »Jeg føler sorg,« siger hun bevidst vemodigt.
Jeg bliver bedt om at gå på patrulje med Olga omkring lejren, ganske sandsynligt for sidste gand. I baggrunden kan jeg høre kommandant Arnulfo indtage talerstolen. Minutter senere kan FARC's kendingsmelodi høres fra vandskadede højtalere. Mens vi går længere væk drukner junglens lyde larmen fra lejren. Det er lyden af en krigs afslutning.
Billeder
Reportage

De sidste dage i vildnisset

Fotograf Tomas Ayusos fotoserie følger FARC's ”Front 62”, der lever deres sidste dage i vildnisset, Colombias nu tidligere slagmarker...