Print artikel

En tragedies seks tableauer

Et særligt kendetegn ved Charlie Hebdo er uenighed og retten til at kritisere enhver ide.
Charlie Hebdo er ikke kun offer for ekstremisme, intolerance og vold. Efter massakren er bladet også blevet offer for hykleri
Religion er et potentielt masseødelæggelsesvåben, hvis det forbliver urørligt, ukontrolleret og ikke konstant kritiseret.
Essay
04.04.15
Muslimer i Europa bør agere som europæere ved at forklare forskellen på deres islam og ekstremisternes, og ved at insistere på et fælles princip om menneskelighed. De islamiske lande og nogle af de vestlige lande er ved at skabe en ny opfattelse af det "at være muslim", som er ensbetydende med at være voldelig, intolerant og ekstremistisk. Religion er et potentielt masseødelæggelsesvåben, skriver Omid Shams i dette essay, derfor er det afgørende, at europæiske muslimer gør sig synlige i kampen mod intolerance.

 

Tableau 1

Fanatikeres massakre på det franske satireblad Charlie Hebdo er uden tvivl en af de mest gruopvækkende og modbydelige begivenheder i Europa efter Anden Verdenskrig. Den måske eneste anden lige så gruopvækkende og modbydelige begivenhed er massakren på Utøya begået af en anden fanatiker: Anders Behring Breivik. På nuværende tidspunkt er der ikke noget, der er mere nødvendigt end at stille sig så solidarisk som muligt med Charlie Hebdo og fordømme det barbari, som truer dette og mange lignende blade.

Nogle af de solidaritetserklæringer, som fremsættes, er dog uhyre ødelæggende for Charlie Hebdo, selv om det bliver gjort med den bedste hensigt. En erklæring, som har til formål at udvise solidaritet med bladet, er synlig overalt: Jeg er Charlie Hebdo.

Millioner af mennesker deler denne erklæring på de sociale medier, på samme måde som de deler videoer optaget med skjult kamera eller ”bedste vin”-samlinger. Politikere, skuespillere, forfattere, præster, prædikanter og mullaher erklærer alle: Vi er Charlie Hebdo.

Denne erklæring er afgjort det værste, der kunne overgå et blad som Charlie Hebdo; denne yderst populære måde at udvise solidaritet på, skubber Charlie Hebdo over i en symbolernes verden. Derved bliver bladet forvandlet til et symbol, som er tømt for indhold, og som enhver derfor kan tilslutte sig – uden overhovedet at vide, hvad dette blad står for.

Det, som lige nu bliver Charlie Hebdo til del, er det stik modsatte af, hvad de står for, kæmper for og identificerer sig med. Det, der særligt kendetegner bladet, er uenighed og retten til at kritisere enhver ide. Radikal kritik af alle magtfulde idéer og personer uden at tøve er ikke noget, alle og enhver kan eller tør støtte og omfavne. En sådan symbol- og objektgørelse af Charlie Hebdo, hvis væsentlighed nu er i færd med at drukne i et ocean af følelser, gør det muligt for de mest hadefulde fjender af alle verdens Charlie’r at forvandle en ukuelig kritiker til et blegt, helligt og harmløst spøgelse. 

Tableau 2

Det er en dybt beklagelig, men ubestridelig kendsgerning, at de muslimske samfund i Europa efter en sådan begivenhed vil komme under gevaldigt pres. Og muslimer kan ikke blot læne sig tilbage i forventning om, at de ikke vil blive betragtet som en ”farlig” minoritet eller som ”dem”, der lever i ”vores” land. Naturligvis er en halvsegregationistisk opfattelse som denne fuldstændig uacceptabel, og muslimer har, i overensstemmelse med de europæiske grundværdier, fuld ret til at blive behandlet lige. Men man kan ikke ændre den slags diskriminerende opfattelser blot ved at sige, at man ikke accepterer dem. De muslimske samfund må være de første til at erklære sig som en del af Europa. Derfor må de reagere på sådanne begivenheder ikke blot som ”muslimer”, men også, hvad der er endnu vigtigere, som ”europæere”. Så længe det for dem først og fremmest handler om at forsvare islam mod at blive misopfattet, er de med til at isolere sig fra det omgivende samfund. Som det allerførste må de fordømme denne brutale overtrædelse af princippet om menneskelighed, hvorved de samtidig underforstår, at deres fortolkning af islam er himmelvidt forskellig fra den, som deles af de muslimer, som begår den slags uhyrlige forbrydelser.

Det er imidlertid ikke tiltrækkeligt, at de muslimske samfund erklærer, at ”dette er ikke islam”, eller ”ikke i mit navn”. Denne frygtelige begivenhed er og vil fortsætte med at være et af de billeder, man forbinder mest med islam, hvis ikke muslimer selv aktivt og beslutsomt gør en indsats for at ændre det. Sandheden er dog, at de muslimske samfund har meget ringe indflydelse på det billede, omverdenen har af dem; det skabes af enten vestlige medier eller islamistiske fanatikere. For det meste er de blot passive forbrugere af dette billede, hvad enten de kan identificere sig med det eller ej. Benægtelse ændrer ikke dette billede, det gør derimod alternative billeder. I dette specifikke tilfælde, hvor der er en risiko for, at muslimer vil blive set som en voldelig og intolerant gruppe, må de gøre sig synlige og gå i forreste række, hver gang der er demonstrationer mod vold og intolerance. De er også nødt til at lede efter et alternativt selvbillede i den islamiske tradition. Der findes for eksempel i mange islamiske tekster en historie, som viser, hvordan Muhammed behandlede en af sine kritikere. Den handler om en kvinde, som foragtede Muhammed, og som hver dag kastede skrald på ham. En dag blev hun syg og dukkede ikke op. Muhammed besøgte hende i hendes hjem, og han fortalte hende, at han havde været bekymret for, at der var sket hende noget. Så længe muslimer ikke efterligner og promoverer en gestus som denne, vil det blive vanskeligt at ændre omverdenens misopfattelser af muslimer og islam. 

Charlie Hebdo er ikke kun offer for ekstremisme, intolerance og vold. Efter massakren er bladet også blevet offer for hykleri

 

Tableau 3

Charlie Hebdo er ikke kun offer for ekstremisme, intolerance og vold. Efter massakren er bladet også blevet offer for hykleri og opportunisme. Nogle af de erklæringer, som udtrykker fordømmelse og solidaritet, bliver fremsat af regeringer og politiske partier, som hører til de mest indædte modstandere af ytringsfrihed, eller som udgør de mest notoriske symboler på intolerance, vold, racisme og apartheid. Regeringerne i lande som Bahrain, Tyrkiet, Forenede Arabiske Emirater og Rusland har erklæret sig solidarisk med det franske folk, alt imens de undertrykker, torturerer, tilbageholder og likviderer hundredvis af journalister.

Det mest groteske eksempel på et sådant hykleri er den iranske regering, der fordømte mordene på de ”uskyldige” i forbindelse med angrebet på Charlie Hebdo, mens den blot tre måneder forinden henrettede en anden ”uskyldig”, Mohsen Amir Aslani, fordi han havde fornærmet profeten Jonas; mens den venter på at henrette endnu en fange, Soheil Arabi, for at have begået samme forbrydelse; og mens den er den eneste regering, som udstedte og politisk støttede fatwaen mod og dødsdommen over Salman Rushdie på baggrund af tilsvarende beskyldninger. Israels fordømmelse af angrebet bør huske os på en anden satiretegner, palæstinenseren Naji al-Ali, som var berømt for sin kritik af Israel, og som blev myrdet i London. Og det bør huske os på de rapporter, udarbejdet af Journalister uden Grænser, som omhandler de 17 journalister, der blev dræbt under konflikten mellem Israel og Gaza.

Dette urimelige hykleri slår journalisterne på Charlie Hebdo og mange andre som dem, ihjel mere end en gang. Det gælder om holde disse lig væk fra de magthavere, som på den ene side sørger over dem, men som på den anden side selv undertrykker journalister.

Tableau 4

Hele Europa er chokeret, rasende og fuld af sorg. Alligevel appellerede europæerne og deres ledere til at stå sammen for at komme igennem disse mørke dage. Enhed udgør den kraftigste besked, man kan sende til de voldelige ekstremister, og den er den største trøst efter dette tragiske tab. Det afgørende er, at denne enhed ikke blot manifesterer sig ved store demonstrationer, men dette er kun muligt, hvis vi definerer enheden bredt nok og radikalt nok.

Spørgsmålet er: hvad skal ligge til grund for den? Det kunne for eksempel være demokratiske værdier eller europæiske værdier eller borgerlige værdier eller religiøse værdier? Alle er de værd at forene sig om, men de er også åbne for fortolkning. At forene sig på et sådant grundlag lader sig kun gøre i forbindelse med endagsdemonstrationer. Grundlaget kunne også være de humanistiske værdier, som udgør det bredeste grundlag for den størst mulige enhed – og som desuden er forståelige i alle samfundskulturer.

En enhed grundlagt herpå ville gøre det umuligt for os at sætte skel mellem en europæisk og en mellemøstlig katastrofe. I så fald ville der kun være en eneste katastrofe, en katastrofe for menneskeheden. Og det ville da være vores ansvar, uanset hvem der blev myrdet, undertrykt og udnyttet, at undgå at forholde os tavse. I modsat fald ville der slet ikke være nogen enhed, eller der ville kun være alliancer mod hinanden.

Massakren på tolv uskyldige franske journalister er og bør betragtes som en tragedie for hele menneskeheden, og den gør det nødvendigt, at verden står sammen. Ligeledes må massakren på 2.000 mennesker, begået samme uge af næsten samme terrorgruppe, i en nigeriansk by med 10.000 indbyggere regnes for en tragedie for menneskeheden. Så længe reaktionerne på disse to ”lignende” katastrofale begivenheder ikke er de samme, bliver der ingen enhed, i det mindste ikke en funderet på humanistiske værdier.

Religion er et potentielt masseødelæggelsesvåben, hvis det forbliver urørligt, ukontrolleret og ikke konstant kritiseret.

 

Tableau 5

Lige pludselig er der ingen der er "Charlie" mere. Eller med andre ord, - når det at “være Charlie” bliver mere end blot en gestus, og man forlader den neutrale symbolik for at forsvare ytringsfriheden i virkeligheden - der hvor det rigtigt betyder noget, - så er der pludselig ingen der er klar til at træde frem. Lige fra CNN til NBC og fra Huffington Post over til New York Times er der ingen, der er villig til at genoptrykke Charlies sidste tegninger.

Undskyldningen for det er ikke en uenighed i, om man må provokerende eller fornærme folks tro, hvilket også ville være det rene nonsens. Nej, deres forklaring er langt mere tåbelig. Chefen for CNN, Jeff Zucker, har således udtalt, at set i forhold til den rent journalistiske betydning, så har de faktisk et ønske om at trykke Charlie Hebdo tegningerne, men de gør det ikke, da de ikke ønsker at risikere sikkerheden for deres ansatte.

Hvad Zucker dermed antyder er, at journalisternes ansvar og forpligtelse, især når den frie journalistik er under angreb, ikke længere betyder noget, hvis der er en potentiel risiko for de ansattes sikkerhed. Så de ansattes sikkerhed vil altså blive bragt i spil i alle nyhedsdækninger af større forbrydelser, politiske skandaler, krigsforbrydelser osv. Mon det så betyder, at CNN vil holde fast i den beslutning i alle lignende tilfælde, og at vi dermed ikke kan forvente nogen form for troværdig dækning af temaer, der kunne risikere at bringe deres medarbejdere i fare?

En anden trist ting man kan udlede af Jeff Zuckers forklaring er, at terroristerne har vundet, og at de i fremtiden også vil vinde i lignende sager. Hvis man ønsker pressen ikke skal udtale sig, så er det måden at få dem til at tie. Mainstream-pressen har således ikke kun solgt ud af deres hovedansvar og hovedopgave, nemlig at dække "emner af journalistisk betydning", men de opmuntrer også terroristerne ved at vise dem, at deres brutale håndtering af journalister rent faktisk virker.

Tableau 6
Siden begyndelsen af krigen mod terror, har en form for neokolonial diskurs domineret de fleste diskussioner om islam, fundamentalisme, muslimer og indvandrere. Der er to dominerende tilgange til disse emner, som begge kan kategoriseres under den neokoloniale diskurs:

Den første tilgang, som er den der hovedsageligt støttes af højrefløjen, kæder direkte disse forhold til hinanden; de ser med andre ord islam som fundamentalisme og de opfatter alle indvandrere (eller i det mindste indvandrere fra muslimske lande) som muslimer, - altså dermed som fundamentalister.

Denne tilgang reducerer konflikten til en ideologisk og kulturel konflikt og den forenkler problemet til at omhandle et problem med stigende vold og fundamentalisme forårsaget af indvandrere.

I den anden tilgang, som for det meste støttes af venstreorienterede, laver man en absolut skelnen mellem islam og fundamentalisme på den ene side og muslimer/indvandrere og fundamentalister på den anden side.

Med denne tilgang forsøger man at undgå at sidestille det ene med det andet.

Denne tilgang bringer desuden menneskerettighederne i spil forstået på den måde, at de støtter det muslimske samfunds ret til at blive set som ligeværdige med resten af det vestlige samfund, og de ser den voldelige fundamentalisme som et resultat af en politisk konflikt.

Pointen er, at begge sider forenkler diskussionen og at deres kendskab til islam, det muslimske samfund og indvandrernes mangfoldighed ligger på det samme niveau, hvilket er meget sårbart.

Ser man bort fra deres store forskelle, så er deres syn på muslimer og indvandrere stort set det samme. Begge sider ser muslimer og indvandrere som "de andre", uanset om de er imod dem eller om de sympatiserer med dem. Og så længe de gør det, vil de ikke komme til at forstå disse minoriteter indgående og uden forbehold.

Der er en åbenlys diskriminerende tilgang i alle diskussioner om islam. Man vil aldrig opleve, at islam tales om som en religion på en samme måde som man taler om andre religioner. Der er en meningsløs tvist mellem dem, der hævder, at islam er ond, voldelig og nådesløs, og dem, der helt frikender islam. Begge sider taler om islam og muslimske lande uden at gøre sig klart, hvad forskellen er på et muslimsk land versus et islamisk land. De forklarer heller ikke, hvordan det hænger sammen, at De Forenede Arabiske Emirater, Saudi-Arabien, Iran og Tyrkiet alle bliver kaldt både muslimske lande og islamiske lande på én og samme tid.

Pointen er, at der er en enorm forskel på de muslimske lande, idet det kun siger noget om flertallets religion i disse lande, til forskel fra de islamiske lande, hvor religionen har en afgørende rolle i det politiske apparat og samtidig styrer samfundet.

De islamiske lande er ansvarlige for stigningen af den islamiske vold på samme måde som nogle af de vestlige lande, især USA, er ansvarlige for den stigende islamiske fundamentalisme fra slutningen af 70'erne. De støttede, udstyrede, teoretiserede og fremmede den voldelige islam, eller i hvert fald førte deres forkerte politiske og kulturelle politikker til emersion af denne onde trussel.

De islamiske lande og nogle af de vestlige lande er ved at skabe en ny opfattelse af det "at være muslim", som er ensbetydende med at være voldelig, intolerant og ekstremistisk.

Denne nye opfattelse spreder sig i det muslimske samfund og har brug for en omfattende analyse. 

Islam er intet andet end en religion; og ligesom med alle andre religioner, har den det største potentiale til at blive den vigtigste kilde til vold, ubarmhjertighed, dogmatisme og ondskab. Kristendommen forårsagede de blodigste korstog, der dræbte mindst en million mennesker. Og den israelske stat har med jødedommen i hånden forårsaget et vanvittigt niveau af voldshandlinger. Selv buddhisme har bevist at den er i stand til at lancere en massakre i Myanmar. Religion er dermed ikke andet end et potentielt masseødelæggelsesvåben (på samme måde som kommunisme, nationalisme, fascisme og kapitalisme er), hvis det forbliver urørligt, ukontrolleret og ikke konstant og fundamentalt kritiseret.

Dette essay er skrevet inden angrebet i København d. 14 februar. Oversat af Martin Christensen og Benjamin Seddighi