Print artikel

Forvirrede mennesker er manipulerbare mennesker

Vladislav Surkov
Feature
31.12.17
Den russiske spindoktor Vladislav Surkov har bidraget til at sikre Vladimir Putin en nærmest enevældig magt. Under pseudonym udgiver Surkov drilsk litteratur, der åbenbarer hans selvmodsigende kommunikationsstrategi.

Det er umuligt at fortælle om Vladislav Surkov uden at modsige sig selv, og dermed er det lykkedes den gådefulde spindoktor at forvandle sig til en skygge, ingen kan få ramt på. Russiske Surkov fremturer som en konservativ postmodernist, der behandler mennesker som sætstykker, når han iscenesætter virkeligheden som en forestilling.

I 2013 gav han en forelæsning på London School of Economics, og her præsenterede han sig selv med ordene: »Jeg er forfatteren bag det nye russiske system«. Det fortæller hans tidligere ansatte Peter Pomerantsev i en artikel i magasinet The Atlantic.

Vladislav Surkov var i sine unge dage opslugt af amerikansk musik og beatpoesi. Han skrev essays om sine helte og instruerede teater. Herefter blev han reklamemand for senere at sammenflette sine spredte interesserer i rollen som politisk rådgiver for Vladimir Putin. Surkov har været med til at sikre den russiske præsident en nærmest enevældig magt, og hans dubiøse kommunikationsstrategi har desuden sikret typer som Donald Trump og Kirsten Birgit store sejre.

Vladislav Surkov spillede en nøglerolle i Ruslands annektering af Krim i 2014. Han skulle ifølge anklagerne have beordret snigskyttemord på ukrainere – samtidig forsøgte Rusland på sociale medier at stemple ukrainerne som skruppelløse med falske historier om korsfæstelser i landet.

Postmodernismen hævder, at alle store fortællinger i dag er brudt sammen, og af disse murbrokker har den autoritære boheme sammensat sin taktik. Surkov fører vestlige ideologier sammen med gammeldags sovjet-despotisme, og gennem Putin instruerer han en tiltagende tummelumsk befolkning. Han kalder det for »suverænt demokrati«.

Surkov bygger sin fortælling på et fundament af velkendte samtidstemaer: protektionisme, fremmedhad og internettets trolderetorik.

Fremfor at slå hårdt ned på enhver opposition, har Surkov valgt at støtte yderfløje som menneskerettighedsorganisationer og nationalistiske voldsmænd. Sådan får man adgang til enhver diskurs, og sammen med en bølge af falske nyheder har Surkov og Putin forvirret omverdenen i en årrække. For forvirrede mennesker er manipulerbare mennesker.

Som noget ret særligt tilbyder Vladislav Surkov adgang til sine tanker om politiske strategier og hvad han selv kalder en ’nonlineær’ kommunikationsstrategi igennem litteratur. Eller det vil sige, måske gør han.

Fiktionaliseret virkelighed og virkelighedsnær dystopi
I 2009 udkom romanen Almost Zero i Rusland. Den er skrevet af en Nathan Dubovitsky, men der er flere gode grunde til at antage, at Surkov er den egentlige forfatter – for eksempel hedder Surkovs egen kone Natalya Dubovitskaya. Surkov har benægtet at have skrevet romanen, men han står bag et drilsk forord, der naturligvis er fuld af modsigelser. I forordet kalder Surkov forfatteren en uoriginal idiot, der er besat af Hamlet, men kort efter postulerer han, at det er den bedste roman, han nogensinde har læst. Og så handler romanen i øvrigt om en skruppelløs PR-mand.

Hvis vi antager, at Vladislav Surkov er Nathan Dubovitsky, så har den skyggeagtige dukkefører også skrevet novellen Without Sky, der foregår i en dystopisk fremtid under og efter femte verdenskrig.

I litteraturen har man siden 70’erne arbejdet på at udelukke forfatteren fra enhver litteraturanalyse, men det er netop forbindelsen mellem Surkovs virkelighedsnære fiktion og den fiktionaliserede virkelighed, han skaber og udnytter i sit politiske arbejde, der er svimlende interessant. I novellen Without Sky afsløres nemlig en sofistikeret forståelse for dimensioner af viden og deres betydning for menneskelige fællesskaber, og ikke mindst, hvordan det som magthaver er muligt at manipulere med disse. Og når sådan en læsning af virkeligheden er skrevet af selveste Putins rådgiver, bliver det virkelig interessant.

Without Sky følger en forhutlet flok mennesker, der ikke har mulighed for at kigge op mod himlen, fordi en krig mellem lydløse kampfly foregår i højderne. Inde i byen er der til gengæld fri adgang til blå himmel, så staklerne søger derhen. Byboerne er ikke ligefrem glade for de nytilkomne, men den egentlige chikane og forfølgelse foregår online.

Surkov begynder altså med at bygge sin fortælling på et fundament af velkendte samtidstemaer: protektionisme, fremmedhad og internettets trolderetorik. Byboerne forstår ikke den krig, der får folk til at søge mod dem. De vil bare gerne bevare adgangen til himlen for dem selv. Krigen er da også designet sådan, at ingen skal kunne forstå den og beskrives således:

»This was the first non-linear war. In the primitive wars of the nineteenth, twentieth, and other middle centuries, the fight was usually between two sides: two nations or two temporary alliances. But now, four coalitions collided, and it wasn’t two against two, or three against one. It was all against all. And what coalitions they were! Not like the earlier ones. It was a rare state that entered the coalition intact. What happened was some provinces took one side, some took the other, and some individual city, or generation, or sex, or professional society of the same state – took a third side. And then they could switch places, cross into any camp you like, sometimes during battle.«

Der kan måske sættes et lighedstegn mellem Surkovs nonlineære kommunikationsstrategi i samarbejde med Putin og novellens nonlineære krig. Hvis man som magthaver formår at forvirre og bekymre mennesker i tilstrækkelig grad, kan man guide deres blik væk fra de egentlige magtmisbrug. Byboerne kigger op mod den himmel, de kender. I Rusland kigger folket mod den Putin, de kender.

I Without Sky skriver Natan Dubovitsky, at det er gået op for de fleste, at krig er en proces. Det er ikke en tvekamp, der resulterer i entydige vindere og tabere. Krig skal snarere forstås som en forretning, der indtjener penge til de hensynsløse, og som holder revolutionære grupper travle.

Surkov virker fuldt ud bevidst om, at hans lege med teorier og ideologier kan have fatale konsekvenser for almindelige mennesker. Dette illustreres i novellen af en scene, hvor hovedpersonen og dennes forældre nægtes adgang til byen, hvorfor de må grave et hul i den frosne jord uden for portene. En flyhale rammer deres intermistiske hjem, og begge forældre dør. Surkov blotlægger altså en klar forståelse af de nonlineære magteksperimenters fatale konsekvenser, men afslører samtidig, at hans egen bevidsthed om det, ikke har konsekvenser for hans politiske virke.

Et voldeligt ønske om simplere tider
I novellens slutning gør Vladislav Surkov iført sin Dubovitsky-maske sig overvejelser om, hvad der mon kommer efter den nonlineære tidsalder, idet flyhalen, udover at slå hans forældre ihjel, slår hul på hovedpersonens hjerneskal:

»My brain was just touched by its black and stifling presence. Something boiled out of my brain and evaporated: the third dimension, height. When they dug me out in the morning, chilled to the bone because my parents had quickly grown cold and become like the sand, I saw a two-dimensional world, endless in length and width, but without height. Without sky. Where is it, I asked? It’s right there, they answered. I don’t see it, don’t see it! I became frightened.«

Nu forvirres den forældreløse dreng ikke længere blot af adskillige koalitioners skiftende agendaer – hele den tredje dimension stryges simpelthen fra hans bevidsthed. Hvis højde som begreb ikke længere eksisterer, så kan hovedpersonen ikke gøre sig forhåbninger om forstå det, der sker over hovedet på ham.

Hvis man som magthaver formår at forvirre og bekymre mennesker i tilstrækkelig grad, kan man guide deres blik væk fra de egentlige magtmisbrug.

Andre rammes på uforklarlig vis af samme handicap, og en ny oprørstrang begynder at ulme i dem af samme grund: Pludselig forstår de verden bogstaveligt, og de længes mod de svundne tiders binære forhold:

»We founded the Society and prepared a revolt of the simple, two-dimensionals against the complex and sly, against those who do not answer ’yes’ or ’no’, who do not say ’white’ or ’black’, who know some third word, many, many third words, empty, deceptive, confusing the way, obscuring the truth. In these shadows and spider webs, in these false complexities, hide and multiply all the villainies of the world. They are the House of Satan. That’s where they make bombs and money, saying: »Here’s money for the good of the honest; here are bombs for the defense of love.« We will come tomorrow. We will conquer or perish. There is no third way.«

Vladislav Surkov synes altså at foreslå, at man ikke vil kunne holde oprørstrangen i en befolkning nede for bestandigt. Hvis en desorienteret tilstand bliver det nye normale, så vil et voldsk ønske om simplere tider fødes, den dag folk ikke længere gider lede efter mening i galskaben.

Sådan spår Surkov i litterær form om sin egen nonlineære strategis endeligt. Eller også fortæller det han, at intet nogensinde vil kunne overraske ham.

Efter Ruslands annektering af Krim i 2014 udstedte USA sanktioner mod ledende russere, og Surkovs navn var på listen over folk, der ikke længere var velkomne i De Forenede Stater. Den nyhed modtog skyggen, ifølge The Independent, med ophøjet ro: »De eneste ting, der interesserer mig i USA er Tupac Shakur, Allen Ginsberg og Jackson Pollock. Jeg har ikke brug for et visum for at have adgang til deres værker. Jeg taber absolut intet«.