Print artikel

Strategisk anti-videnskab og vrængende ignorans

Falsificeret. Jorden er ikke længere flad.
Essay
17.05.17
Videnskaberne er under angreb. Løgnagtige politikere, mistroiske befolkninger og profitsyge virksomheder angriber videnskabelig viden. Professor i idéhistorie Mikkel Thorup fortæller, hvorfor og hvordan angrebene sættes ind.

Den offentlige debat i disse år flyver med tal, undersøgelser, rapporter og forskere men også med begreber som post-faktuelt, post-sandhed, falske nyheder, junk-videnskab. Videnskab er blevet en kampplads.

I denne kamp findes en voksende mængde af stemmer, der betvivler videnskaben; som undergraver ekspert-udsagn; som benægter viden; og som afviser, at den indsamlede viden bør føre til den påståede handling.

Vor tid er fyldt med fakta-udsagn og henvisning til videnskab som belæg for det ene og det andet. Men den er også fyldt med anti-videnskab.

Anti-videnskab forstår jeg ikke her som en afvisning af videnskab som sådan, men som et mere specifikt argument imod en konkret videnskab eller videnskabelig indsigt som videnskab.

Man kan altså godt komme med et anti-videnskabeligt udsagn, for eksempel når danske politikere ret ofte mistror forskere, hvis resultater ikke passer til deres politik, uden dermed i almindelighed at agere og tænke hinsides fornuft og viden.

Det gør forskellen mellem anti-videnskab og videnskabskritik lidt uklar. Det ville være uhensigtsmæssig for en filosofisk eller terminologisk undersøgelse af, hvad kriterierne for henholdsvis anti-videnskab og videnskabskritik er. Men nedenstående er et essayistisk forsøg på at starte en undersøgelse af, hvordan der i det offentlige rum er en kamp om det videnskabelige, og der er grænserne flydende.

Man kan pragmatisk opdele anti-videnskaben i to, den strategiske og den etiske (der er ganske givet andre også). Hvor den strategiske handler om villet at benægte, manipulere eller fordreje videnskabelig viden for politisk eller økonomisk gevinst, der handler den etiske om ikke at kunne acceptere en videnskabelig viden givet det, man værdsætter mest her i livet.

Strategisk anti-videnskab

Politik arbejder med sandsynligheder og muligheder; med det, der endnu ikke er og kun måske vil blive. Hvis tingene løste sig selv, ville der ikke være brug for politik. Tidligere kunne ideologier og politiske overbevisninger mediere mellem det mulige og det villede. Man tog en beslutning om det ukendte baseret på, hvad man ville.

Men idet politiske ideologier har mistet forklarings- og mobiliseringskraft, så er det videnskab og ikke ideologi eller overbevisning, der skal give den bevægelse, der forvandler mulighed til sandsynlighed, diskussion til beslutning.

Der bliver jo stadig besluttet i en post-ideologisk verden, og hver beslutning er et desperat og i sidste ende umuligt forsøg på at lukke ting, afslutte debatten, afgøre sagen endeligt. Nu er det bare videnskaben, der i stigende grad bliver selektivt indkaldt som vidne til de trufne beslutninger. Videnskab skal tilvejebringe sikkerhed om og for beslutningen.

I stedet for den foreløbelige sandhed, der er videnskabens iboende epistemologi og læresætning, får vi den totale, endelige, talbaserede autoritet. Politisering af videnskab betyder, at den videnskabelige tvivl og selvkritik omformes til ubetvivlelighed og nødvendighed.

Det er selvsagt ikke sådan, at engang var videnskab ren, politik- og interessefri og nu er den sølet ind. Det nye består derimod i politikkens afhængighed af påstande iklædt den videnskabelige metodes aura. Det er grundlæggende politikken, ikke videnskaben, der her har ændret sig, hvilket har forandret de offentlige vilkår og udtryk for dem begge.

Fremgangsmåden for et virksomt politisk udsagn er i stadigt mindre grad ræsonneren ud fra ideologisk ståsted men stadig mere ud fra videnskabens metodik og påståede resultater. Engang hver sin ideologi. I dag hver sine data.

Alt dette gør videnskab til den nye politiske kampplads. Det er ikke ideologi men fakta, der vinder den politiske kamp. I den strategiske anti-videnskab betvivles videnskab ikke som sådan, men det gør videnskabsfolk og deres resultater. Det er ikke eksistensen af fakta, der betvivles, men de andres fakta.

Den strategiske klynge af anti-videnskab har to hovedaktører, det politiske og det økonomiske system. Efterhånden velkendt er tobaksindustriens massive misinformation om skadevirkningerne ved rygning, også lang tid efter deres egne forskere klart havde erklæret det usundt (det samme gælder sukkerindustrien, asbestindustrien og mange andre).

I dag er det ikke mindst olieindustriens ligeså massive misinformation om klimaforandringer i et stadigt mere krampagtigt forsøg på at benægte menneskets andel i de igangværende og katastrofale klimaforandringer; formodentlig verdenshistoriens bedst finansierede løgnehistorie.

En hel industri af betalte ’forskere’, pr-bureauer, falske græsrodsorganisationer, pamfletter, hjemmesider og meget andet udgør rygraden i det, som nogle kalder ’tvivlens købmænd’, hvor kort fortalt forsvaret af det frie marked går forud for alt andet, og hvor enhver regulering ses som et overgreb.

Disse tvivlens købmænd har fundet proselytter blandt politikerne, også herhjemme, der er klar til at risikere vores klodes fremtid, så længe regulering kan udsættes bare lidt længere og profitjagten sikres bare lidt tid endnu.

Et sigende eksempel på den strategiske anti-videnskab finder vi hos den republikanske strateg Frank Lutz, der i 2002 udgav en rapport til det amerikanske Republikanske Parti om, hvordan de skulle omtale forskellige politikområder. Et af områderne var klimapolitik, og Lutz rådgav politikerne:

»Den videnskabelige debat er stadig åben. Vælgerne tror, der ikke er nogen konsensus om global opvarmning i det videnskabelige miljø. Kommer offentligheden til at tro, at de videnskabelige spørgsmål er afgjort, vil deres holdninger til global opvarmning ændre sig tilsvarende. Derfor er du nødt til at fortsætte med at gøre manglen på videnskabelig sikkerhed til et afgørende element i debatten og referere til videnskabsfolk og andre eksperter på området.«

Dette er ikke plump afvisning af den videnskabelige viden. Det er villet uvidenhed, fabrikationen af falsk usikkerhed. Og det er et forsøg på at tale videnskabeligt – ’videnskabelig sikkerhed’, ’forskere’, ’eksperter’ – i opposition til faktisk videnskabelig ekspertise.

Lutz advokerer for det, han kalder ’sund videnskab’, der skal bruges som et modbegreb til det, man så kan kalde ideologisk eller aktivistisk videnskab. Ved at fremhæve og fordreje nogle af videnskabens principper – usikkerhed, sandsynlighed, scenarier og opbygning af konsensus – afvises faktisk opnået videnskabelig viden i ’videnskabens’ navn.

»Den videnskabelige debat«, skriver han, »er ved at lukke (imod os) men er endnu ikke lukket. Der er stadig et mulighedsrum for at udfordre videnskaben.« Der er stadig mulighed for at spille tvivlskortet, men, skriver han, det skal gøres med ’videnskab’ ikke med politik: »Folk er villige til at stole på videnskabsfolk, ingeniører og andre ledende forskere og mindre villige til at stole på politikere. Hvis du ønsker at udfordre den gældende visdom om global opvarmning, da er det mere effektivt at have professionelle til at argumentere din sag end politikere.«

Videnskab, ikke ideologi, er det overbevisende politiske sprog i dag. Energiforladte politikere og tvivlsomme virksomheder bruger en strategisk fordrejning af videnskabelig viden til at kompensere for deres legitimitetstab. Videnskabeligt-lydende løgne og manipulationer skal introduceres, næres, vedligeholdes, udbredes, forsvares.

Springet fra er til bør flyder rundt i det offentlige rum

Men det er ikke kun den intentionelle løgn og fordrejning i en verden af automatiseret mistillid til politikere og virksomheder. Det handler også om, som jeg nævnte ovenfor, at den energi til det politiske, der tidligere kom fra ideologi og overbevisning, i dag hentes hos videnskaben.   

Og jo mere politikere sætter videnskab og fakta – og dermed i deres optik nødvendighed udenfor debat – desto mere vil opposition og modstand gå på og imod videnskaben.

Det perspektiv hjælper os til at forstå den aktuelle såkaldte ’post-faktuelle’ verden. Det er et begreb udelukkende anvendt om de andre, og fortæller os derfor ganske fint, at kampen angår fakta og viden, og at den bedste delegitimerings-strategi nu er at påstå de andre ikke respekterer fakta.

Det gælder begge lejre, hvis vi kortvarigt antager, der er to lejre. Den ene lejr siger ’post-faktuel’ og mener, de andre ganske enkelt er for dumme til at forstå forskellen på løgn og sandhed. Den anden lejr siger ’fake news’ og mener, de andre ganske enkelt er for korrupte til at ville anerkende forskellen på løgn og sandhed.

Begge lejre kæmper om at sætte sig på fakta. Derfor var det en smuk fortalelse, da Trumps presserådgiver Kellyanne Conway talte om »alternative fakta.« Den ene side havde sine fakta, den troede på. Den anden side havde sine fakta.

Noget kunne dog tyde på, at strategisk anti-videnskab, den villede benægtelse af videnskabelige fakta af politiske eller økonomiske hensyn, er mere udbredt på højre- end på venstrefløjen. Meget kan sikkert siges og diskuteres om det, men man kunne lufte den tese, at det skyldes, at venstrefløjen i en vis grad dominerer den kulturelle sfære, det vil sige er den, der fortolker og formidler viden til en bredere offentlighed.

Fokus på den dominans bruges selvsagt ofte til at skjule en politisk og økonomisk dominans opretholdt af ganske andre kræfter og til at fremmane et totalitært monster af litteraturkritikere, der fra deres universitetskontorer kan dirigere den ganske verden, som det tragisk blev påstået af den norske højreekstremistiske terrorist Anders Behring Breivik, der mente at kende til eksistensen af noget, han kaldte for »kulturel marxisme«, der var hovedårsagen til Vestens snarlige undergang.

Det er beklageligt, at nogle naturvidenskabsfolk bærer ved til det anti-humanvidenskabelige bål, veksler deres uvidenhed på dét område til overbevisning om kun egen videnskabelighed ved at frakende humanvidenskab status som videnskab (ligesom der er nogle, dog ret få humanister – der så til gengæld trækkes frem til skræk og advarsel igen og igen – der hævder, at naturvidenskab er ren tekst og ingen realitet).

Vigtigere er det – men udenfor denne artikels anliggende – at væsentlige økonomiske og politiske kræfter de sidste årtier aktivt har søgt at delegitimere humanvidenskaberne for at underminere, hvad de ser som en oppositionel kraft. De vestlige landes gradvise beskæring af humaniora de sidste årtier kan ikke forstås udenfor en politisk-økonomisk strategi om at udsulte sine kritikere.

Herhjemme proklameret af daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen, der i 2002 sagde: »Der er tendenser til et eksperttyranni, som risikerer at undertrykke den frie folkelige debat. Befolkningen skal ikke finde sig i løftede pegefingre fra såkaldte eksperter, der mener at vide bedst. Eksperter kan være gode nok til at formidle faktisk viden. Men når vi skal træffe personlige valg, er vi alle eksperter.«

Rigtigt eller forkert, at der er en venstreorienteret kulturel dominans, så er der ingen tvivl om, at det af mange opleves sådan, ikke mindst fordi det har været en højreorienteret offerfortælling i snart mange år. Den strategiske anti-videnskab iscenesættes i udpræget grad som et opgør med eliten; eliten forstået som definitionsmagten, eksperttyranniet der ’risikerer at undertrykke den frie folkelige debat.’ Det er det, der har været med til at give denne oppefra-og-ned-kritik sin resonans nedefra.

Det oplevede kulturelle og vidensmæssige underskud i den offentlige sfære bliver så kompenseret med to strategier:

Den første, alternative fakta, er udfoldet ovenfor. Den skriver sig ind på den videnskabsargumenterende politiks banehalvdel, men med sit eget syn på, hvad videnskab er, hvem der er videnskabelig etc.

Den anden, vrængende ignorans, er udbredt i populistiske kredse, der mistror ’smagsdommere’, ’politisk korrekthed’, ’eliten’ til fordel for ’snusfornuft’, ’manden på gaden’ samt overtrædelser af ’taleforbud’ i form af racistiske og kvindefjendske angreb. Den vrængende ignorans stiller sig vellystigt frem i opposition til de ’herskende tanker’, også de videnskabelige. De mistros og afvises netop, fordi de er officielle, autoriserede, videnskabeligt verificerede.

Om det er rygning, klima, sundhed, men også frihandel, velfærdsforringelser og meget andet, så argumenteres de hjem som videnskabeligt belagte nødvendigheder. Nødvendigheder kan ikke debatteres. De står der bare i al deres auratiske faktualitet.

Der er ingen opposition imod denne oversættelse af videnskabelig viden til politisk handling andet end at problematisere det videnskabeliggjorte politiske argument, enten i en benægtelse af at videnskaben siger dette eller politisk dikterer dette eller i en forvrængning af, hvad videnskab er og siger.

Den etiske anti-videnskab

Den strategiske anti-videnskab er motiveret af viden, der er for omkostningsfuld, politisk eller økonomisk. Den etiske er motiveret af viden, der er for smertefuld. Anti-videnskab bliver den eneste eller bedste håndtering mulig.

Der er en særlig forbindelse mellem krop og mening, mellem biologisk liv og idéen om livet og dets mening. Videnskabelige landvindinger i dag udfordrer i særlig grad denne forbindelse. Vi lever liv stadig mere udleveret til natur- og sundhedsvidenskaben, der trænger dybt ind i livet, kroppen, intimsfæren, og i hvis journalistiske bearbejdning der er omfattende og nær-utrolige opfindelser og opdagelser på vej hele tiden.

Genmodificerede grøntsager, kloning, stamcelleforskning, robotteknologi etc. invaderer og udfordrer de fleste menneskers idéer om biologisk liv, dets mening og ærinde. Industrielt landbrug, atomkraft-katastrofer, forurening, fødevareskandaler blotlægger uheldige og farlige relationer mellem industri og videnskab, der risikerer at ødelægge og udrydde liv.

Den etiske anti-videnskab kan siges at abonnere på en grundlæggende sund skepsis overfor videnskabens påvirkning af livet og den mening, vi tilskriver den. Det er en på mange måder forståelig reaktion på det tab af kontrol med livet qua nye videnskaber og teknologier, som mange oplever.

Videnskaben har fået magt over vores liv som aldrig før. Den ved og kan mere, og i den politiske og økonomiske anvendelse heraf opløses de fleste skel mellem liv og videnskab, natur og videnskab. Den etiske anti-videnskab kan derfor ses som en (ofte forvrænget) modmagt, en reaktion, et råb om hjælp, en pause i bombardementet af nye opdagelser og teknologier, men også som forsøg på ansvarspålæggelse af videnskaben.

I de seneste årtier synes en fremskridtsudmattelse også at have indfundet sig. Det synes i dag mere plausibelt for mange, at videnskab og teknologi vil udrydde end redde os. Dystopier og zombiefortællinger er populære udgaver af fremskridtstroens omvendelse til fremtidsangst. Videnskab synes medskyldig i de processer, der udsætter os for fare.

I utopier hænger teknologi og fremskridt sammen. Naturbeherskelse og frigørelse hænger sammen i modernitets- og fremskridtsfortællingen. Dystopien, derimod, lader os lege med tanken om, at naturbeherskelsen er accelereret, samtidig med at den har frigjort sig fra frigørelsen.

Naturbeherskelse er jo også menneskebeherskelse, og måske er dystopiens skræmmende indsigt den, at naturbeherskelse uden frigørelse uvægerligt ender med at se på mennesket som bare kød og energi. Dystopien anskuer mennesket som udifferentieret fra alle andre biologiske fænomener, som rent middel og intet mål. Mange mennesker ser videnskaben igennem dystopien, ikke som fiktion, men som en igangværende virkeliggørelse.

Hvem kan i dag tro på fremskridtet, ikke som fremskridt på konkrete områder men som et generelt fremskridt? Holocaust, atombomber, Tjernobyl, Bhopal, katastrofer af alskens art såvel som utallige mængder af løgn og bedrag fra virksomheder og stater gør det svært. Katastrofen, både alle de små og den helt store, synes mere sandsynlig. Så hvorfor, igen, tro på videnskaben?

Videnskabshistorikeren Harry Collins har udviklet begrebet ’standard-ekspertise’ eller ’forsømt ekspertise’ (default expertise), vi kunne også kalde det ’folkelig ekspertise’, som han beskriver som den »ekspertise – eller snarere ret til at bedømme – som ordinære mennesker føler de har, fordi videnskab og teknologi er så fejlbehæftede.« Vi ved nok til at kunne bedømme noget, og vi mistror nok dem, der mener at vide, til at vi føler, vi er kompetente til at vurdere og kritisere det, vi tidligere bare accepterede.

For mange synes også en dikotomi at etablere sig mellem at tro på noget og at have tiltro til videnskaben. Mange troende kan ikke forene naturvidenskabens indsigter i klodens og livets opståen og udvikling med deres tro. Mange nationalister kan ikke forene humanvidenskabens indsigter i nationale fællesskabers historicitet og plasticitet med deres fædrelandskærlighed. Mange venstreorienterede kan ikke forene kemi- og landbrugsindustrien (særligt genmodificerede grøntsager) med deres kapitalismekritik og naturkærlighed.

Skal man vælge mellem sit hjertes inderste eller videnskab, da vælger mange hjertets krav. Afvisning af evolution – og dermed reelt af biologien som sådan – er det måske mest oplagte eksempel herpå. Anti-darwinister vælger enten at afvise naturvidenskaben som sådan til fordel for troen eller – i form af intelligent design – at hævde evolution som én tese blandt andre, herunder Guds skabelse.

Herhjemme og i mange andre lande er vaccinationsskepsis et væsentligt anliggende, sundhedsmæssigt og i forhold til diskussionen om videnskabelig viden i det offentlige rum. En diffus skepsis overfor videnskab – og ikke mindst dens ofte intime relationer med lægemiddelindustrien – aktiveres som et personligt valg, der sætter egen krop og viden over befolkningskroppen (reguleret, reglementeret, regimenteret af staten) og videnskabsviden.

Megen videnskabsskepsis og anti-videnskab bunder i diffuse fornemmelser af videnskabens monolitiske magt som kilde til politisk og kulturel autoritet. Jagten på andre stemmer, autoriteter, kilder til mening og sikkerhed fører nogle ad bizarre stier, men vi kan anerkende, at de forsøger at håndtere videnskabens dominerende rolle i vores liv.

Det er formodentlig ikke uvæsentligt, at vaccinationsskepsissen er opstået på et område, sundhedsområdet, hvor vi er gået fra en almægtig lægelig autoritet til et ideal om informeret samtykke og personligt valg, men vel at mærke et valg, der af videnskab og sundhedsmyndigheder fremstilles som ikke rigtigt et valg. Du kan vælge, men der er kun én rigtig løsning.

Vi bliver i stigende grad sat i valgsituationer, hvor den informerthed, vi i første omgang har om vores valg, kommer fra autoriteter, der kun nominelt taler i valgets og mulighedens termer. Der iscenesættes et falsk valg, der skaber grobund for mistanke.

Og det er valgsituationer om afgørende dele af vores liv, fosterdiagnostik, vaccine etc., hvis implikationer er svære at forstå selv med alverdens informerede samtykker. Iscenesættelsen af valget tilskynder til selv-oplysning, også udenfor den etablerede information, og der skaber opkomsten og udbredelsen af sociale medier en perfekt storm af information, hvor alle kan være med til at samtale, samstykke, redigere, klippe og klistre viden.

Selvom der også er villet bedrag og misinformation som i den strategiske anti-videnskab, så er den etiske anti-videnskab mere drevet af indre overbevisning end ydre fordel. Den er så til gengæld også mere optaget af at udvikle omfattende ikke-videnskabelige alternativer til normalvidenskaben.

Eller rettere, som antydet ovenfor, så er der både ’anden tese’-argumentet, der vil insistere på, at de har en videnskabeligagtig teori mindst præcis så gyldig og værdig til lige behandling som normalvidenskaben (om det så er intelligent design eller ideer om kausalforbindelser mellem vaccine og autisme), og så er der alternativ-argumentet, der afviser videnskaben til fordel for andre vidensformer, herunder alternativ medicin og kreationisme.

Den etiske anti-videnskab trækker ofte på en underform for anti-videnskab, vi kan kalde for den eksistentielle. Den bygger på en depressiv æstetisk fornemmelse, der idéhistorisk har rod i modoplysning, romantik og i tidlige industrialisme- og storbykritikker.

Den eksistentielle kritik betragter det moderne som et sammenbrud, et kollaps af værdier. Det er kendetegnet ved værenstab, selvfortabelse og værdiopløsning, og det ser ondets rod i udpræget grad i en videnskabelig-teknisk tilgang til verden.

Denne kritik fik en af sine mest perverterede udtryk hos den tyske filosof Martin Heidegger, der fik spekuleret sig selv frem til ikke at kunne kende forskel på et dyreslagteri og Holocaust, da de begge bare var del af samme teknificerede mål-middel rationalitet.

Idéen om det moderne som kendetegnet ved videnskab og teknologi og disse ved manipulation, beherskelse, altings reduktion til kvantificerbare enheder rede til udnyttelse, er en stærk skygge-forestilling i vestlig modernitet. Og den giver rigt emotionelt, billedmæssigt og litterært materiale til den etiske anti-videnskab.

Det kan være svært at slippe en fornemmelse af, at tingene er gået for langt. At vi roder med farlige ting. Dét er den etiske anti-videnskabs kilde.

Anti-videnskabelig argumentation

Både den strategiske og den etiske anti-videnskab benytter sig af en række argumenter, som vi her kan opstille som en mini-guide til, hvad et ’godt’ anti-videnskabeligt argument skal indeholde.

Det er klart, at der ikke i sig selv er noget illegitimt eller forkert i at bruge disse argumentationsformer, og at brugen i sig selv gør et argument til anti-videnskab. Men det er oplagt, at et anti-videnskabeligt argument vil benytte sig af disse:

  • Mistro videnskabeligheden bag: sæt spørgsmålstegn ved metoder, kilder og resultater
  • Sig ’teori’ som om det betyder usikkerhed, uafklarethed, en blandt mange
  • Mistro de konkrete videnskabsfolk bag: sæt spørgsmålstegn ved motiver og integritet; forvandl dem fra den almene gruppe videnskabsfolk til dette specifikke lidt suspekte individ; associér videnskaben eller videnskabsfolkene med andre, for eksempel politiske og/eller økonomiske interesser
  • Farv naturvidenskaben med populærkulturens billeder af den ’gale videnskabsmand’, ’atomskyen’, ’Frankenstein’, humanvidenskaben med ord som ’uforståelig’, ’fransk teori’, ’okkult, ’spekulativ’ eller dem begge som skjulte politikere, ’forskeraktivister’. Gør gerne som her og sæt citationstegn omkring forsker eller skriv ’såkaldt’ foran
  • Farv naturvidenskaben med kolde ord: abstrakt, værdifri, positivistisk, ’ikke andet end tal og grafer’ og humanvidenskaben med latterliggørende ord: ’elfenbenstårn’, ’verdensfjerne’, ’folk der tror virkeligheden ikke findes’ og farvelæg alternativet med varme ord: konkret, levet liv, dig og mig, det man kan se, smage og mærke
  • Forstør uenigheden mellem videnskabsfolk og fremstil enhver uenighed som bevis for ingen videnskabelig viden
  • Tilvejebring andre, konkurrerende fakta; gerne det som Michael Barkun kalder ’stigmatiseret viden’, det vil sige viden mistroet af videnskaben såsom naturmedicin, åbenbaringer, men også følelser, fornemmelser, intuitioner. Sig: ’lyt til din egen krop’
  • Fremstil dig selv som den heroiske sandhedssøger – henvis ofte til Galilei – og videnskabsfolk som ’systemet’, der forsvarer deres egne privilegier fremfor at tjene sandheden
  • Aktivér andre, ikke-videnskabelige autoriter, præster, guruer, healere, ’dissidenter’ (gerne med akademisk grad i et eller andet), almindelige mennesker med en historie at fortælle
  • Brug personlige anekdoter; videnskab er generel, universalistisk, abstrakt. Du skal være specifik, konkret, en-du-kender. Ophob anekdoter, i flertal ligner de sandhed
  • Sig gerne: ”Det ved jeg bare”, ”Sådan har jeg det bare” eller lignende og udvid med ”intet kan få mig til at ændre holdning”. Det er en ok rimelig holdning at have til mange intime og personlige anliggender, men går ikke i almindelig offentlig debat, men brug bare koderne for privat snak, hvor sådanne påstande går, for det vækker genklang hos mange
  • Spil mysterium-kortet: ’der er mere mellem himmel og jord, end videnskaben kan forklare’. Det, du tror på, kan ordinær videnskab ikke forklare. Brug det banalt rigtige udsagn, ’videnskaben kan ikke forklare alt’, til at friholde din sandhed fra videnskabelig efterprøvelse
  • Overdriv den mulige skade; forhold dig til enhver potentiel skade som en allerede reel katastrofe
  • Appeller til personlig frihed; accept af denne sandhed er lig med socialisme, regulering, antikapitalisme, Store Moder Stat eller big business
  • Appeller til sund fornuft og mavefornemmelser; hvem har brug for folk i hvide kitler til at fortælle dig, hvad du selv kan føle i din mave? Hvem har brug for smagsdommere om dit eget livs valg?
  • Afvis at den videnskabelige viden indeholder handlingsanvisninger. Sig at det ikke er effektivt, unødvendigt, skadeligt, en ikke bevist sammenhæng – og selv hvis sammenhængen er klar, da afvis videnskaben som politiserende og politikken som uvidenskabelig
  • Postuler et afgrundsdybt og evigt misforhold mellem dette stykke konkret videnskabelig viden og det, du tror på og elsker mest her i verden

Faren ved at opstille en sådan liste (endda med en vis ironisk tone) og at beskrive det som anti-videnskab er selvsagt, at det let bliver en rigid og urimelig beskyttelse af videnskaben imod enhver form for kritik. Der er, vil jeg mene, i dag mere end nogensinde brug for en genuin videnskabskritik, og særligt en kritik af politikkens brug af videnskabelighedsargumentet.

Derfor har vi behov for en diskussion – befolket af både videnskabsfolk og andre – om, hvad et videnskabeligt argument er, det vil sige både videnskabens interne autoriseringsprocesser og dens eksterne effekter i form af politikker og anbefalinger. Videnskab er et af de store offentlige sprog, og det skal derfor stille sig til rådighed for undersøgelse og kritik.

Iblandet lidt mere ydmyghed. For vi kommer ikke udenom, at en del af anti-videnskaben er motiveret af en berettiget irritation over videnskabsfolk, journalister og politikere, der udtaler sig i sikkerheder, modeller og forudsigelser snarere end i de muligheder, usikkerheder og scenarier, som videnskabelig viden faktisk lægger op til.

Det er ikke kun politikken, der har ændret sig. Videnskaben har også ændret sig i takt med, at kravene om anvendelse og relevans har nået hysteriske højder. Springet fra er til bør flyder rundt i det offentlige rum, også fra videnskabsfolk.

Her er økonomer og økonomisk viden formodentlig vinder. Økonomer virker ofte yderst parate til dels at udtale sig med talmæssig autoritet og at lade deres modelobservationer oversætte direkte til politikanbefalinger. Andre kan selvsagt også være med, som når hvert års PISA-undersøgelse ledsages af bastante udsagn om, hvad der nu skal gøres.

Forholdet mellem videnskab og politik er i hastig bevægelse. Videnskabelige udsagn har politisk opmærksomhed som aldrig før. Det fordrer ny ydmyghed om, hvad det er, vi som forskere faktisk kan sige, og hvad andre meningsfuldt kan gøre med det, vi siger.

Den ovenstående beskrivelse af anti-videnskab kan måske – i tillæg til al misinformationen og fordunklede interesser – ses som nogle lidt forvredne udgaver af kritisk at diskutere videnskabens politiske dimensioner.

Vi bør nok ikke blive ved med at overlade det til dem at formulere, hvordan en genuin og produktiv kritik af videnskabens offentlige autoritet, af status og grænser for videnskabens politiske dimension kunne se ud.