Print artikel

Alt er lidelse

Det går dårligt
Feature
04.10.16
Samfundsteoretikerne fastholder deres pessimisme på trods af faldende fattigdom, større individuel sikkerhed og mere materiel velstand end nogensinde før i verdenshistorien. At betragte samfundet, som en læge betragter en syg krop, og diagnosticere tidens patologiske tilstand, har siden oplysningstiden været en stolt disciplin blandt samfundstænkere. Hvorfor insisterer sociologerne på, at alting går ad helvede til?

Det vrimler med dem. Tænkere, der diagnosticerer samfundet med den ene eller anden patologi. Fra samfundsvidenskaben voksede frem i oplysningstidens efterdønninger, til i dag, hvor vi får at vide, at vi lever i en accelererende præstationskultur, der medfører stress og udbrændthed, har filosoffer og sociologer diagnosticeret løs. Vores samfund er sygt, forstår vi, og det er ikke blevet mindre sygt med tiden. Samtidig vrimler det med dommedagsprofetier i kunsten og kulturen, hvor især klimaforandringerne bliver behandlet som et resultat af vores forbrugerisme. Vi bliver så at sige ramt i nakken af vores egen civilisation, hvor end vi kigger hen, og sådan har det været siden modernitetens begyndelse.

Samtidig går det så godt som aldrig før: det enkelte menneske er på mange måder bedre beskyttet, har større sikkerhed, integritet og materiel velstand end nogensinde i verdenshistorien. Kriminaliteten falder. Den danske fuldtidsansatte har aldrig arbejdet så lidt og tjent så meget på sin pauvre indsats. På globalt plan er fænomener som fattigdom og spædbørnsdødelighed for stærkt nedadgående. Alligevel fastholder samfundsteoretikerne deres pessimisme. Som om det er en grundpræmis for al samfundsvidenskab, at det går ad helvede til, det gør det altså bare!

Eksemplerne er talrige allerede fra samfundsvidenskabernes spæde ungdom: i kølvandet på oplysningstidens idéer om menneskets frie vilje og evne til at tænke kritisk om sine omgivelser, indvarslede filosoffen Hegel en tænkning, der tog livtag med modernitetens udfordringer, hvor den enkelte er udspændt mellem individuel frihed og en abstrakt, højere moralitet. Ifølge Hegel var filosofiens formål nu, »at være sin tid fattet i tanker.« Dermed lagde han fundamentet for den diagnostiske tænkning om samfundet. En tankefigur, Hegels elev, Marx, videreførte i midten af 1800-tallet med tesen om, at industriarbejdet står i modsætning til den menneskelige natur, hvorfor arbejderen bliver fremmedgjort fra sig selv og sine medmennesker. Desuden er det kapitalistiske system selvundergravende og vil medføre bestandige og hyppigere kriser på grund af kapitalophobning, og den eneste vej ud af moradset (sygdommen) må nødvendigvis være revolutionen. Senere udviklede sociologen Weber i begyndelsen af det 20. århundrede teorien om modernitetens affortryllende rationaliseringsproces, der dræner det moderne menneskes liv for mening og gør os til fanger i rationalitetens jernbur. Et halvt århundrede senere beskrev Foucault den udbredte personlige frihed i kølvandet på 1968-oprøret som blot en ny styringsteknologi, hvor Staten og Kapitalismen (med stort S og stort K!) bevæger befolkningen som helhed i retninger, der gør os produktive og disciplinerede som kollektiv, selvom vi lever i forestillingen om at være individuelt frie. Ja, diagnosetrangen fortsætter også efter postmodernismen og de store fortællingers død, helt op i vor tid. Den tyske sociolog Hartmut Rosa beskriver her i det 21. århundrede et accelerationssamfund, hvor nuet bliver indskrænket og alting skal bevæge sig fremad i stadig større tempo, hvilket virker fremmedgørende for det moderne, arbejdende menneske. Alt er tilsyneladende lidelse i disse vestlige samfund, den har blot forskellige udtryk i de skiftende epoker. Fra Hegel til Rosa: ét langt katalog over pinsel, desillusion og udbytning.

Man kunne vove påstanden, at diagnosetænkningen er et spor, som blev lagt ud i industrialiseringens første fase, hvor problemerne helt afgjort var mange og store. Men at samfundsvidenskaben så er blevet hængende i det spor, som den ikke kan slippe fri af, selvom problemerne er skrumpet i mellemtiden. Med andre ord: er samtidsdiagnosen og ideen om at se samfundet som en krop, der kan være syg, ikke en historisk konfiguration, der har formet vores nutidige tænkning om samfundet så meget, at vi har svært ved at komme med bud på løsninger, frem for blot at påpege problemer?

Hver epoke sine problemer

Mikael Carleheden er lektor ved Sociologisk Institut, Københavns Universitet, hvor han blandt andet forsker i sociologisk teori og teoridannelse. Ifølge ham er tesen om, at samfundet udvikler sig til det bedre i en konstant opadgående kurve, og at samtidsdiagnosen derfor har mistet relevans i dagens samfund, problematisk. Ideen om at se moderniteten som en fremadskridende udvikling mod historiens slutning holder simpelthen ikke. Derimod indeholder hver epoke sine problemer, og samtidsdiagnosens rolle er at udpege dem: »Jeg tror, det er en forkert måde at se det på, at det bliver bedre og bedre – altså den her udviklingsoptimisme. Jeg ser det sådan, at hver epoke har sine problemer. Vi løser måske problemerne fra den tidlige modernitet, men så får vi nye problemer. Vi får de her utilsigtede konsekvenser af handlinger, hvor der sker ting, vi ikke har tænkt på. Det ser vi jo med klimaproblemerne i dag – vi troede, vi kunne kontrollere naturen og derigennem undgå fattigdom, men så får vi jo andre problemer. Og samtidsdiagnosen ser på de problemer. Diagnosen indebærer jo, at man ser på problemer – noget patologisk. Så jeg ser det sådan, at der altid findes en opgave for samtidsdiagnosen, og jeg har svært ved at se, at den skulle blive overflødig.«

Jens Erik Kristensen, lektor ved Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU) og forfatter til adskillige forskningsartikler om samtidsdiagnostik og kritik i samfundsvidenskaben, mener heller ikke, at spørgsmålet om samtidsdiagnosens relevans er, hvorvidt der stadig eksisterer kritisable forhold: »Jo, naturligvis er der grænser for, hvornår samtidsdiagnoser giver mening, men det har ikke noget at gøre med, om der altid vil være noget der kan og bør kritiseres. Det er to forskellige anliggender: kritik af kritisable forhold og diagnoser af tegn, tiltag og tendenser i ens samtid. Sidstnævnte kommer ofte til også at være kritiske, idet de blandt andet peger på, hvad der i en samtid cirkulerer af selvfølgeligheder, som der ikke spørges til eller stilles spørgsmålstegn ved og som derfor ofte får status af naturaliseringer af forhold, der absolut ikke er naturlige.«

Udviklingen bevæger sig i cirkler, ikke fremad som et højteknologisk lokomotiv ind i historiens ideale slutning.

Samtidsdiagnosens ærinde er dermed, ifølge Kristensen, blandt andet at afnaturalisere herskende selvfølgeligheder. Hvilket ofte indebærer kritik og dermed også ideer om, at noget er bedre end andet. Det, man i samfundsvidenskaben kalder normativitet. Et element, sociologien har overtaget fra oplysningstidens normative filosoffer som Kant og Rousseau. Samfundsdiagnosen er altså ikke som den medicinske diagnose blot en neutral konstatering af legemets tilstand, den er mere end det, den er også holdning. Denne normativitet, der nok kunne kritiseres fra et strengt videnskabeligt synspunkt, ser Mikael Carleheden som en meget vigtig del af samtidsdiagnosen: »Weber prøver jo at snakke om at undgå at være normativ, men samtidig er hans begreb ’jernburet’, som har så stor betydning, helt klart også normativt. Så den type samtidsdiagnose er ofte normativ. Og det, synes jeg, er helt fint, for det gør, at sociologien bliver interessant. Det handler ikke bare om viden, det handler også om kritik og hvordan samfundet kan forandres.«

Godt nok. Samtidsdiagnosen påpeger de problemer, der uundgåeligt opstår i enhver given epoke, og derfor har samtidsdiagnosen også en berettigelse i dag: samfundet er eksempelvis ikke nødvendigvis mere trygt, fordi vi er blevet rigere i den vestlige verden. Mikael Carleheden beskriver, hvordan sociologerne Boltanski og Chiapello har påpeget, at den såkaldte »nye kapitalistiske ånd«, som præger vore samfund i dag, medfører en hidtil uset grad af usikkerhed: mennesket er tvunget til at være aktivt, mobilt, omstillingsparat, konstant på tæerne, må aldrig slappe af, hænge fast. Det kan altså godt være, at vi har løst tidligere epokers problemer, såsom dyb fattigdom, men der vil altid dukke nye problemer op. Udviklingen bevæger sig i cirkler, ikke fremad som et højteknologisk lokomotiv ind i historiens ideale slutning. Og dermed vil samtidsdiagnosen fortsat være relevant.

Men dette gør vel ikke samtidsdiagnosen problemfri? Kan man ikke indvende, at samtidsdiagnosen har tendens til at blive for abstrakt og fjern fra den nære virkelighed, og derfor måske i sidste ende meningsløs? Samtidsdiagnosen er jo udspændt mellem at være omfattende, Grand Theory, og dermed abstrakt, mens den samtidig vil påpege konkrete problemer i samfundet. Hvordan kan man det med god ret, hvis man skal gabe over så meget, fjerner man sig ikke for langt fra det empiriske, fra det, man kan gå ud i samfundet og observere? Jens Erik Kristensen: »Jo den mulighed er der sikkert altid, men der er ikke noget der tilsiger, at samtidsdiagnose ’nødvendigvis’ må have et makrofokus, hvad det så i øvrigt så måtte betyde. Samtidsdiagnoser handler ikke kun om at sige noget om generelle tendenser, men om at læse tegn og tendenser på tværs af den samfundsmæssige realitet – ofte i og ud fra meget konkrete fænomener i hverdagsliv, kropskultur, indretningsformer, livsstile m.v. Jeg ved ikke hvor du har fra, at samtidsdiagnoser nødvendigvis skulle være abstrakte og fjerne fra sit genstandsfelt – der jo bl.a. er forandringer over tid i måder at tænke og handle på og spørgsmålet om retningen i disse forandringer og mulige drivkræfter bag dem.«

At sætte automatisk lighedstegn mellem samtidsdiagnosticering og abstrakt teoreticisme er altså en fejl. Samtidsdiagnosen er ikke blot højtflyvende tanker, men også konkrete, empiriske observationer af fænomener i tiden, ifølge Kristensen.

Løsningernes ekspertokrati

Jeg prøver en sidste gang at gå kritisk til de to lektorers forsvar for diagnosernes fortsatte relevans. Der må da være noget at udsætte på diagnosticeringen som samfundsteoretisk disciplin. Kan det ikke være et problem, at diagnoserne aldrig bliver mere end netop diagnoser, og at behandlingsdelen derfor mangler. Altså, at samfundsteoretikere er nogle værre pessimister, som ikke bekymrer sig om at pege på, hvordan man så kan løse alle de problemer, der myldrer frem i deres diagnoser. Det ser vel heller ikke pænt ud, at en læge fastslår: ja, du fejler sådan og sådan, hvorefter patienten overlades til sig selv, uden at få fjernet den betændte blindtarm? Så ville lægen blive fyret, går jeg ud fra. Carleheden svarer, at der er en fare for et såkaldt ekspertokrati, hvis samfundsteoretikere kommer med for specifikke bud på, hvordan samfundet bør se ud: »Så bliver vi utopister. Der var jo de her gamle utopister som Moore, som kunne beskrive i detaljer, hvordan samfundet burde se ud, men hverdagsmennesket måtte ikke være med, det måtte bare tilpasse sig. Og det er problemet ved at blive alt for konkret.«

Jens Erik Kristensen påpeger et andet aspekt af diskussionen om løsninger i samfundsvidenskaben: samtidsdiagnosens opgave er at være en præcis identifikation af problematiske forhold i samtiden – den udgør så at sige, hvis den er af god nok kvalitet, et fundament, og dette fundament kan politikere så basere deres løsninger på. Hvis man skal lave løsninger på noget som helst, skal man først kende problemet. Og at finde frem til problemet, er netop det, samtidsdiagnosen gør: »Der er ingen løsninger eller svar på tidens problemer, der ikke forudsætter en ordentlig og præcis identifikation og diagnose af, hvad der er ”tidens problemer” og hvordan de er blevet det. Politiske og pædagogiske løsninger af tidens problemer hviler ofte i dårlige samtidsdiagnoser, der netop gør løsningerne dårlige. Inden man kaster sig op som en, der har løsninger på tidens problemer burde man have stillet sig spørgsmålet om, hvad der egentlig er tidens problem og hvordan det er blevet et problem. Det er per definition et kritisk spørgsmål, da der som bekendt er rigtig mange pseudoproblemer, som f.eks. politikere selv skaber for at levere pseudosvar, men hvor der netop mangler en ordentlig – ”sober” – samtidsdiagnose.«

Noget tyder altså på, at soberhed er en dyd som samtidsdiagnostiker. Ikke blive for utopistisk, ikke slynge om sig med forhastede løsninger. Opgaven er at udpege tendenser, problemer, afnaturalisere, at gøre det så godt som muligt, og et sådant arbejde indebærer oftest kritik. Men ifølge de to forskere Carleheden og Kristensen er det diagnosen, konstateringen, der har forrang – ikke konkrete forestillinger om det perfekte samfund eller hastigt udformede løsninger. At spørge sig selv, hvad tidens problem er, er kritisk nok i sig selv. Det ses også hos tænkere som Habermas og Honneth, der begge er arvtagere til den socialvidenskabelige skole i Tyskland, der betegnes kritisk teori. Ganske vist kommer de med nogle bud på formelle indretninger, ideer om, hvordan vi kan have et demokrati i det moderne, men de undlader at komme med substantielle forestillinger om, hvordan dette samfund præcis skal se ud. Kernen i deres teoretiske arbejde er konstateringen, problematiseringen, ikke utopien. At udvikle samtidsdiagnoser virker derfor også lidt som en balancekunst: påpege problemer, men stadig holde sig på tilpas afstand af indretningen af de konkrete samfundsstrukturer. På den måde lyder det lidt, som om samtidsdiagnostikeren er en slags fjern rådgiver. Lidt at sammenligne med en kommissionsformand, der skal se på, lad os sige indretningen af vandforsyningsinfrastrukturen i Danmark: man undersøger og beskriver, hvordan sagerne står, kritiserer dem og siger måske lidt om, hvordan problemerne overordnet set kan kommes til livs. Men den praktiske del tager politikerne sig af. Det samme med samtidsdiagnostikeren: udpege sygdomme, men ikke ordinere en specifik type medicin.