Print artikel

Det man tænker er man selv

Falsificeret. Ikke alle svaner er hvide.
Kritik
21.04.17
Viden er en problematisk størrelse for os mennesker, for det er ikke sandhed, men derimod at vinde diskussioner og overbevise vores bekendte, der historisk har givet mennesker de største fordele. Vi lider alle af et confirmation bias - også de såkaldte eksperter. Det er vi nødt til at forstå, hvis vi skal give evidens en stærkere position i samfundet, skriver Philip Rosenbaum i denne kommentar.

I en tid, hvor ”det postfaktuelle samfund” er det mest populære udtryk øst for Valby bakke, er det vigtigt for de profaktuelle fanebærere at forstå, at fakta og evidens ikke i sig selv ændrer på folks opfattelse og holdninger. For at evidensbaserede argumenter skal få en vigtig position i samfundsdebatten, må vi forstå vores irrationelle, men dog, forudsigelige natur.

Opdel en mængde tilfældige personer i to grupper. Den ene gruppe får til opgave at vurdere om Mahatma Gandhi blev mere eller mindre end 9 år gammel, mens den anden gruppe skal vurdere om han blev mere eller mindre end 140 år gammel. Derefter bliver begge grupper bedt om at gætte præcis, hvor gammel Gandhi blev. Få ved præcis, hvor gammel han blev, men alle ved, at han i hvert fald blev ældre end 9 og yngre end 140. Det første spørgsmål bør derfor være ganske ubetydeligt. Det er dog bevist gentagne gange, at den første gruppe gætter Gandhis levealder til at være signifikant kortere end den anden gruppe gætter. 

Eksperimentet viser at åbenlyst irrelevant information, alligevel har betydning for vores opfattelse. Eksperimentet udstiller to kognitive skævheder som i fagsproget kaldes anchoring og adjustment effect, der tilsammen beskriver menneskets tendens til at kaste anker i den først forekommende information. Et anker vi derefter har svært ved at lette igen. Vi binder os til information af selv ironisk karakter, hvorefter vi træffer dubiøse beslutninger, som vi efterfølgende har enormt svært ved at korrigere.

Dette kendte og simple eksperiment er blot et ud af utallige. Mange kan dateres mere end 40 år tilbage i tiden, alle med varierende fokus og kompleksitet. Resultaterne er en fast del af pensum på enhver økonomiuddannelse med respekt for faget, men resultatet er ikke forbeholdt fagnørderne, da det er gengivet adskillige gange i populærlitteraturen. Mest fremtrædende er bestselleren Thinking Fast and Slow, hvor nobelprismodtagende Daniel Kahneman beskriver adfærdsforskningens hovedresultater. Anchoring kan derfor hverken påstås at være et nyt eller underbelyst fænomen. Men som bogen netop pointerer, er der ikke en direkte korrelation mellem at vide og forstå noget, til vi faktisk formår at bruge det i praksis. 

Vi lever i en kognitiv afasi, vi kan gennemskue vores adfærdsmæssige inkonsistens på et teoretisk plan, men vi har vanskeligheder ved at overføre vores forståelse til handling. Professor i tilfældigheder, Nassim Taleb, beskriver i sin bog The Black Swan, hvordan selv trænede statistikere falder for relativt simple statistiske fælder så snart de selv er subjektet fremfor analytikeren. Fælder de ville have dumpet deres eksamen på, hvis de ikke havde opdaget dem ved det grønne bord.

Let anker, pirater forude

Ankeret er kastet, men hvad værre er, så er havbunden lavet af kviksand, hvor der skal mere end gængse evidensbaserede argumenter til at hive ankeret op af sølet. Vores justeringsmekanisme fungerer ikke og vi sorterer ny information som rigtig og forkert, alt efter hvad der afspejler vores forudindtagne holdninger. Denne særdeles underbyggede kognitive skævhed kaldes i litteraturen Confirmation Bias og studier på området viser, at vi finder statistikker, argumenter og forskningsresultater mere troværdige, hvis de afspejler vores forudindtagne holdninger.

Vi er overbeviste om, at vi forstår, hvordan køleskabe fungerer, men logikken krakelerer hurtigt når vores forklaringer skal konkretiseres.

Dertil kommer vores Illusion of Explanatory Power (IOEP), en meget lidt mundret term først defineret af psykologerne Leonid Rozenblit og Frank Keil, der beskriver vores overbevisning om, at vi forstår komplekse fænomener på et langt dybere plan end vi rent faktisk gør. Som de skriver, så er vi overbeviste om, at vi forstår, hvordan køleskabe fungerer, idet vi bliver spurgt til det, men logikken krakelerer hurtigt når vores forklaringer skal konkretiseres. IOEP udspringer af en vigtig social funktion som mennesket har udviklet, hvor viden bliver horisontalt fordelt i samfundet. Det vil sige, at vi hurtigt lærer de overfladiske mekanismer af et køleskab - de mekanismer der er vigtige for os at vide – men glemmer også hurtigt de underlæggende mekanismer. Vi føler, at vi har et tilstrækkeligt kendskab til køleskabe, da vi jo er i kontakt med et hver dag, men vi er faktisk på herrens mark, hvis noget går i stykker. På samme måde føler vi, at vi kan forstå finans- og flygtningekriser. Og i hvert fald på et niveau, hvor vi kan udfordre holdninger fra fagfolk og forskere, for vi har jo oplevet disse kriser på første hånd.

Anchoring gør at vores udgangspunkt er let at manipulere ved. Confirmation bias gør kun holder fast i det vi i forvejen har indlejret. IOEP gør at vi lukker af for ny viden fra fagfolk. Tilsammen gør det, at vi er utrolig rigide holdningsmaskiner.

Den machiavelliske hjerne

Hugo Mercier og Dan Sperber prøver i deres fortløbende forskning ikke blot på at vise, hvordan og hvornår vi handler irrationelt, men også at belyse, hvorfor vi handler så åbenlyst irrationelt. Mange neurologer arbejder med en evolutionær hjerneteori der populært kaldes Machiavellian Intelligence Hypothesis, hvor hjernens funktioner er evolutionært udviklet til at holde mennesket i live, hvilket ikke nødvendigvis betyder at videreformidle de rå sanseindtryk. Hos os sociale mennesker har det udviklet sig til at betyde, at hjernen skal sikre vores status i den sociale verden. Mercier og Sperber argumenterer for, at det centrale for mennesket, som sociale væsener, ikke er ræsonnementet der beskæftiger sig med fakta og evidens, men derimod med argumentation. De pointerer, at menneskets særlige hypersociale egenskaber gør, at vi er mere optaget af at vinde argumentationerne, end at forklare sandheden, da det i dag, såvel som historisk, har givet individet de største komparative fordele. Alle disse teorier om vores kognitive skævheder spiller derfor en vigtig rolle, når vi skal forstå, hvordan informationerne i samfundet skal distribueres og fortolkes.

Medierne og magthaverne

De sociale medier bliver ofte kritiseret for at brugerne kun får informationsinput fra venner eller særlige medier de deler holdninger med. Det er nu ikke et nyt problem at vi har søgt information i vores egne baghaver. Det er derfor ikke kun farven, men mængden af information der er problemet. De fleste brugere af sociale medier følger, udover deres nærmeste, alverdens medier og personligheder, der repræsenterer alle tænkelige holdninger, store som små, venstre- som højreorienterede osv. Det er derfor altid muligt at få opfyldt vores confirmation bias, med hensyn til alle vores holdninger. Vi kan altid finde en person, der mener noget, vi godt kunne se os selv mene. Holocaust har aldrig fundet sted! Amerikanerne sænkede selv Tvillingetårnene! Se blot hvordan den nuværende anti-vaccine-epidemi spreder sig blandt befolkningen.

Repræsentationen af en dubiøs holdning får mindst ligeså meget medietid, som de mere underbyggede holdninger.

De etablerede medier er hurtige til at skyde skylden på de sociale medier, omend de også selv bærer en del af skylden for informationsforvirringen. Hvem der kaldes eksperter er bredt defineret, og medierne har en tendens til at fremelske konflikten. Ofte kaldes to eksperter med modstridende holdninger til tvekamp. Det kan derfor let ligne, at der er ligevægtig opbakning til begge holdninger. Repræsentationen af en dubiøs holdning får mindst ligeså meget medietid, som de mere underbyggede holdninger. Dette kan især være problematisk set i confirmation bias-lys. Den private person er prisgivet til at tro på personer med svært differentierebare flotte titler, der udtaler sig i medierne, men det er medierne ikke selv. Medierne skal selvfølgelig bedrive kritisk journalistik og være i stand til at videreformidle flere sider af samme sag, men konflikten må ikke gå forud for repræsentationen af evidensbaserede argumenter.

Tilsammen betyder det at afstanden mellem pen og læser er minimeret. Informationsudskilningsløbet, hvor historierne testes og diskuteres og fører til, at kun de bedste ender hos læseren, er elimineret.

Er evidens ligegyldig?

Som Kahneman og Taleb pointerer, kan vi godt sætte os udover vores kognitive skævheder. Det sker, når vi befinder os på afstand af situationen og har tid til at tænke analytisk i stedet for intuitivt. Vi kan ydermere nedsætte vores IOEP vha. af metoder som Feynman-teknikken, efter den nobelprismodtagende fysiker Richard Feynman, hvor man skal genfortælle sig selv, det, man tror, man ved, som om man underviser sig selv i det. På denne måde afsløres det, hvor dybt vores viden faktisk stikker. Alt dette kalder Kahneman at tænke langsomt i modsætning til hurtigt. Privatpersonen er ikke trænet i det og har sjældent tid til at tænke langsomt, især når det kommer til informationsbombardementet. Journalister burde til gengæld være trænet i det, og det er ydermere deres job at tænke langsomt.

Læserne kan hjælpe sig selv og nedsætte støjen i informationerne ved at læse langsomme nyheder. Dvs. at læse ugentlige artikler og analyser i stedet for daglige. Hvis journalisten har haft en uge til at granske over problemet, er det mere sandsynligt at skidtet er nået at blive skilt fra kanelen.

Vi føler, at vi har et tilstrækkeligt kendskab til køleskabe, da vi jo er i kontakt med et hver dag, men vi er faktisk på herrens mark, hvis noget går i stykker. På samme måde føler vi, at vi kan forstå finans- og flygtningekriser.

Filosoffen Descartes mente, at vi bør leve med det, der senere kom til at hedde den kartesianske tvivl: Tro ikke på, at noget er sandt, hvis der er den mindste lille mulighed for, det ikke er det. En antitese til en dagligdag med alternative facts. Det er en ekstrem regel at leve efter, især pga. falsifikationsprincippet, hvor det eneste, vi i realiteten kan, er at falsificere frem for at verificere. Derfor må vi forstå viden og dermed de afledte holdninger som provisoriske, hvis styrke afhænger af den tilgængelige evidens. En evidens, hvis opbakning kun kan vindes, når vi erkender vores kognitive tilbøjeligheder. Denne forståelse skal også tilfalde rigide tv-værter, der hiver diverse politikere i studiet for at stå på mål for, at de har været så odiøse at ændre holdninger. Selvsagt skal magthavere kritiseres, især for uærlighed, men vi skal have en accept af videns- og holdningsændringer, fra både medierne og politikernes side. Hvis ikke, får vi et system, hvor smarte mennesker tror på besynderlige ting, fordi de er dygtige til at forsvare deres holdninger, der er baseret på usmarte ræsonnementer og hvor den brede befolkning ender med at miste troen på nogen som helst.