Print artikel

Her er vi – og vi overskuer lige hele virkeligheden

Artikel
24.11.15
Kan man forske i noget, der ikke findes endnu? Kan man på videnskabelig vis forudsige, hvordan verden ser ud om 20, 50 eller 100 år? Hvad vil det egentlig sige at være fremtidsforsker?

I juni 2015 publicerede fagbladet Folkeskolen en artikel under overskriften: ”Fremtidsforsker: Selvtillid vil blive vigtigere end læsning”. Lige umiddelbart lyder det som et temmelig ambitiøs udmelding, og hvordan kan fremtidsforskeren egentlig vide det? Man skulle tro, det var svært at forske i noget, der endnu ikke har materialiseret sig, men det er under alle omstændigheder, hvad en lang række forskere har specialiseret sig i. Samtidig er fremtidsforskerne tilsyneladende blevet mange mediers yndlingskilder, men hvor meget taleret skal vi tildele de selvudnævnte fremtidseksperter, der altid er parate med et citat, når journalisterne ringer. Fremtidsforskning går ikke ud på at kigge i krystalkugler eller tyde teblade, men det kan godt være lidt af en udfordring at finde ud af, hvad forskerne gør i stedet. Hvordan ender man ved en konklusion om, at det er ikke er vigtigt at lære at læse i skolen?

»Fremtidsforskning handler ikke om at finde sandheden men om at søge efter den. Det er en kasket, man kan tage på, når man kommer til kort med sin egen forskning eller teori om, hvordan tingene hænger sammen,« siger Anne Skare Nielsen, der er partner og fremtidsforsker i firmaet Futurenavigator. Hun er desuden vært på programmet NewScience, der sendes ugentligt på TV2 News og en aktiv skikkelse i det danske medielandskab. »Styrken ved fremtidsforskning er også, at man er mindre interesseret i at forstå et problem og mere optaget af at forstå forskellige løsninger.« Skare Nielsen mener, at fremtidsforskningen åbner en dør til det ukendte, at det handler om at være nysgerrig og kunne koble forskellige perspektiver og om at være god til at opsøge irritation.

Fremtidsforskning er samtidig en eklektisk videnskab, der med andre ord samler forskellige forskningsretninger. »Fremtidsforskere er meget opportunistiske i forhold til hvad for noget materiale, man bruger. Så snart det er produceret, bruger vi det hjertens gerne til at skabe nye perspektiver,« siger Skare Nielsen.

Tværfagligheden er også en egenskab, Klaus Mogensen fremhæver. Han er forsker ved det universitært klingende Instituttet for Fremtidsforskning med speciale i ”Creative Man” og ”fremtidens forbruger”. »Fremtidsforskere kan være både økonomer, politologer, sociologer, fysikere osv.« Mogensen mener godt, at man kan gisne relativt sikkert om fremtiden, men han erkender også, at det ikke er nogen perfekt disciplin. »Man gør det så godt, man kan. Og det er trods alt bedre at køre bil i tåge, end at køre bil med lukkede øjne.«

Ét ord bliver ved med at titte frem, når man forsøger at indkredse, hvad fremtidsforskning er: trends. Det flygtige begreb bliver brugt i flæng, og underkategorierne er mange. »Vi skelner mellem forskellige typer af trends. Der er mikro og makro. Der er hårde trends og bløde trends. Der er wildcards og gamechangers. Og så er der selvfølgelig megatrends,« siger Anne Skare Nielsen, og uddyber: »hårde trends er vilkår - ofte kan man lave statistisk på dem f.eks. demografi/aldrende befolkning. Den trend, kan man være så sikker på, holder ind i fremtiden, som det nu kan lade sig gøre at blive. En anden hård/sikker trend er transistorstørrelse, som driver mange andre trends (pris, hastighed, design, vægt på f.eks. mobiltelefoner) og AI [Aritificial Intelligence, red.], som man regner med overhaler den menneskelige intelligens i næste årti.«

Fremtidsforskning går ikke ud på at kigge i krystalkugler eller tyde teblade, men det kan godt være lidt af en udfordring at finde ud af, hvad forskerne gør i stedet.
Fremtidsforskning går ikke ud på at kigge i krystalkugler eller tyde teblade, men det kan godt være lidt af en udfordring at finde ud af, hvad forskerne gør i stedet.

Der er ifølge Skare Nielsen nogle standardtrends, man har kunnet se gennem hele menneskeheden. »Vi søger konstant at finde teknologi, der betyder, at vi skal lave så lidt som overhovedet muligt. Vi har en drøm om at ligge og fede den af og ikke lave noget.« Det er dog ikke sat i sten, hvilken slags trend, der er tale om. »Det kan sagtens ske at en hård trend bliver blød igen, eller at en blød trend bliver til en gamechanger. For finansverdenen kunne det være open data government, digitale penge og scale through aggregation

Antallet af megatrends varierer også ifølge Klaus Mogensen, og at man får et nyt svar alt efter hvilken fremtidsforsker, man spørger, »og det er så der, hvor det begynder at blive mindre strengt videnskabeligt. Der er ikke nogen klar definition på, hvad en megatrend er.« Instituttet for Fremtidsforskning er i øjeblikket ved at revidere listen af megatrends. En etableret megatrend, de ikke er sikker på holder, er ”kompleksitet i samfundet”, men den er de ikke sikre på »for samtidig bliver tingene også enklere. Man kan google alting i dag.«

Men hvad gør man egentlig, når man skal prøve at finde ud af om noget, er en megatrend eller en hård trend eller noget helt tredje. Anne Skare Nielsen har sin egen definition af metoden: »Trendforskning starter ofte med intuition, herefter hypotese/teoridannelse, derefter iagttagelser og historiefortælling = at se nye mønstre (bløde trends), så kommer statistikken, data og eksemplerne, der materialiserer sig i hverdagen. Deleøkonomi og selvkørende biler er her gode eksempler.«

»Vi er ikke interesserede i at fortælle folk, hvor de skal køre hen i deres livs bil. Vi vil gerne give dem kørekortet til, at de selv kan bestemme det.«

På Instituttet fremhæver Klaus Mogensen erfaringen som en væsentlig faktor, når det kommer til at vurdere en trend. »Hvis du skal have lavet dit badeværelse derhjemme, hvem vil du helst bruge, en erfaren vvs’er eller én, der siger »det kan jeg godt hitte ud af.« Han mener, at man kan træne sig til at se, hvilke faldgruber der er mht. at kigge ud i fremtiden, men mennesker har en fri vilje, og det betyder, at der kan ske begivenheder, der kommer bag på selv en fremtidsforsker.

Der er ingen universiteter i Danmark, der har afdelinger for fremtidsforskning, men det er ifølge Mogensen heller ikke streng videnskabelig forskning. »Det er ligesom eksempelvis sociologi og økonomi, der ikke er strenge videnskaber som sådan, det er bløde videnskaber.« Tilsvarende medgiver Anne Skare Nielsen, at »det er svært at lave statistisk evidens på noget, der ikke eksisterer endnu.«

Det er måske heller ikke den rigtige måde at vurdere forskningen på. »Man skal ikke bedømme os på, om de fremtider, vi opridser, bliver virkelighed, for de er ikke forudsigelser, men illustrationer af mulige fremtider,« siger Klaus Mogensen, der mener, at man skal bedømme en fremtidsforsker på, om folk mener, at det arbejde han/hun laver faktisk gavner dem i deres arbejde.

Anne Skare Nielsen tyer til billeder, når hun skal forklare, hvad fremtidsforskningen kan bidrage med i samfundet: »Vi er ikke interesserede i at fortælle folk, hvor de skal køre hen i deres livs bil. Vi vil gerne give dem kørekortet til, at de selv kan bestemme det. Og så synes vi også, det haster lidt, for lige om lidt har vi jo, for at blive i metaforikken, de selvkørende biler, hvor vi bare kan sætte os ind og blive behandlet som spædbørn.«

Hun er ikke i tvivl om feltets potentiale, når hun taler om at give mennesker ansvaret og friheden tilbage. »Lige i øjeblikket har fremtidsforskning aldrig været mere aktuelt. Det burde være noget, som alle politikere benyttede sig af.« Hvorvidt politikerne bruger fremtidsforskningen er svært at sige, men man kan i hvert fald konkludere, at medierne har taget konceptet til sig. En infomedia-søgning viser, at de landsdækkende dagblade har brugt ordet ”fremtidsforsker” 65 gange inden for de seneste tre måneder, og hvorfor ikke, når de nu ved det meste om noget så spændende som fremtiden?

»Hvis de lader som om, at de gør det samme, som andre forskere gør – altså at det er forskning af samme metodisk karakter, hvor de kigger på helheden i stedet for bare det enkelte lille udsnit – så er der et element af blålys i det, for ikke at bruge stærkere ord.«

Det fyger med buzzwords. Megatrends, gamechangers og historiefortælling. Mangfoldige metaforer, der skal overbevise verden om fremtidsforskningens fantastiske resultater. Ét spørgsmål bliver dog ved med at trænge sig på: Hvad vil det sige at være fremtidsforsker? Har det noget som helst med videnskab at gøre? Og hvad skal der til, før man kan pynte sit cv med titlen, der åbenbart automatisk giver taleret i det offentlige rum?

»Jeg mener, at der er lidt blålys i fremtidsforskning.« Sådan udtrykker Finn Collin det. Han er professor i filosofi på KU og har blandt andet forsket i videnskabsteori og tværfaglighed. »Hvis de lader som om, at de gør det samme, som andre forskere gør – altså at det er forskning af samme metodisk karakter, hvor de kigger på helheden i stedet for bare det enkelte lille udsnit – så er der et element af blålys i det, for ikke at bruge stærkere ord.« Forsker er ikke en beskyttet titel, så alle og enhver kan kalde sig fremtidsforsker, ja, eller gulerodsforsker, hvis det er det, man har lyst til.

Collin definerer forskning som en systematisk generering af ny viden, og i den forstand har alle forskningsfelter et element af fremtidsforskning i sig. Vi kan bruge den nye viden til at forklare, hvad vi kan forvente os af fremtiden. Men i den konventionelle videnskab er man meget bevidst om de begrænsninger, forudsigelserne har. »Det gælder for hver af de her enkelte discipliner, at de kun (hvis overhovedet) givet nogle meget veldefinerede betingelser kan forudsige fremtiden. En fysiker kan sagtens sige, hvordan et eller andet fysisk system vil udvikle sig, hvis han har lov til at isolere det fuldstændigt fra andre ting. Et godt eksempel er astronomien. Der er ikke meget, jeg kan sidde her og gøre ved Sirius’ bane. Problemet er, at vi beskæftiger os med jorden, hvor alt er filtret ind i hinanden. Man kan ikke isolere nogle systemer her.«

Det er til tider ret svært at gennemskue hvilke betingelser, der tages højde for i fremtidsforskning, og i virkeligheden varierer det sandsynligvis meget fra forsker til forsker. Medmindre forskeren fremlægger sin metode og sine data, hver gang vedkommende udtaler sig, har man som udefrakommende ingen chance for at vurdere, hvad der giver udtalelserne substans. Og der skal ikke meget kendskab til mediebranchen til for at vide, at den slags videnskabsteoretiske udredninger ikke ligefrem er clickbait.

Collin er dog fuldstændig klar over, at vi har brug for at kigge ud i fremtiden, og han fremhæver flere gange klimaforskningen som et eksempel på fremtidsforskning, der giver mening. »Der prøver man netop at sige, at vi er nødt til at trække alle discipliner ind. Hvor mange milliarder asiater, afrikanere og europæere bliver der om halvtreds år? Hvor meget CO2 vil de udlede? Er der faser i solen? Det skal alt sammen smides ned i den store potte, og det er jo nødvendigt for muligvis står vi overfor en eller anden katastrofe.« Den form for tværvidenskab er Collin som udgangspunkt kritisk overfor, fordi man går på kompromis med den metodologi, der ellers kendetegner lødig forskning og giver den gyldighed, men det ændrer ikke på, at menneskeheden er nødt til at udføre fremtidsforskning.

Det, der imidlertid gør klimaforskningen fornuftig, er skalaen, for FN’s klimapanel er kolossalt, og det er nødvendigt, hvis fremtidsforskning skal være værdigfuld. »Det skal ikke være 10-12 mennesker, der sidder der på Instituttet for Fremtidsforskning, og siger ”her er vi, og vi overskuer lige hele virkeligheden.” Det skal være tusindvis af forskere og med en mægtig organisation over sig og et kæmpe budget. Og så skal vi stadig være klar over, at det, der kommer ud af det måske om tyve år, viser sig at være forkert.«

Klaus Mogensen fra Institut for Fremtidsforskning vil godt gå med til, at ordet forskning måske ikke er det mest rammende. »Man kan sige, at ordet fremtidsforskning er et ord, som tiden er løbet fra. Man kunne måske bedre kalde os trendanalytikere, selvom det bliver brugt indenfor modetrends, og det er de mere langsigtede trends, vi kigger på. Ordet fremtidsforskning er måske lidt gammeldags.« Men selv her gør Collin opmærksom på, at metoden er problematisk, idet han trækker teoretikeren Karl Popper frem fra gemmerne. »Popper gjorde opmærksom på, at man kan aldrig stole på trends. Det var en protest mod marxismen, der sagde, at historiens hjul bevæger sig mod det klasseløse samfund. Popper sagde, at den slags fremskrivninger ikke er videnskab. Det er kvasi-religiøse profetier.«

»I slutningen af dagen kan jeg jo godt sige: Jeg fik ikke ret, jeg forudsagde ikke fremtiden rigtigt, men det var det, vi tjente penge på.«

Fremtidsforskerne er imidlertid ikke de eneste, der går og spejder ud i fremtiden. Hos Danske Spil sidder oddsansvarlig Peter Emmike Rasmussen også hver dag og leder efter trends og tendenser. Han har dog ikke helt så meget selvtillid som fremtidsforskerne. »Jeg kan ikke forudsige fremtiden,« siger han, »men jeg har en idé om, hvilken vej en begivenhed vil gå.

Rasmussens job går i bund og grund ud på, at tilbyde danskerne væddemål om fremtiden. Hver dag har man muligheden for at tage ham op på hans forudsigelser om, hvorvidt FCK vinder over Brøndby, eller hvorvidt Venstre vinder valget, og hvis man mener at have et klarsyn, der er bedre end hans, kan man forsøge at tjene penge på det. Heller ikke Rasmussen vil bedømmes på, om han har ret i sine forudsigelser. »Det vigtige er, at vi i længden har mere ret end kunderne,« siger han og fortsætter »i slutningen af dagen kan jeg jo godt sige: Jeg fik ikke ret, jeg forudsagde ikke fremtiden rigtigt, men det var det, vi tjente penge på.« Med andre ord: hvis alle tror Rasmussen har ret og sætter deres penge på det, men han ender med ikke at få ret, så koster det ham i sidste ende ikke noget.

Metoden, når man sætter odds, beskriver Rasmussen som en blanding af objektiv argumentation og mavefornemmelse. Argumentationen består først og fremmest i at kigge på de oplagte faktorer – dvs. skader, kampene i den sidste måned, hvem spiller på hjemmebane, hvor vigtig er kampen, hvor motiverede er spillerne, osv. men det er ikke altid nok. »Nogle gange har jeg en følelse, som jeg sætter odds ud fra, og så kan vi se, når dagen er slut, om det også var en rigtig følelse. Set over et helt år skal vi helst være bedre end kunderne.«

»Facitlisten kommer jo først, når kampen er spillet.«

Det er dog ikke altid nok at kigge på præstationer. I mange tilfælde skal man i langt højere grad kigge på, hvad befolkningen beslutter sig for, er sandt. »Nogle gange er popularitetsfaktoren også vigtig. Et meget godt eksempel er Allan Simonsen. Han var den dårligste danser i Vild med dans, men han blev ved med at gå videre.« Det er altså også vigtigt at holde øje med og reagere på de tendenser, der er i befolkningen; de tendenser, der bliver talt om i medierne, hvad end de er ren hype eller ej. Det er ikke vigtigt, hvad der rent faktisk kommer til at ske. Det er vigtigt at tjene penge.

Og tjene penge – det kan fremtidsforskerne. På Institut for Fremtidsforsknings hjemmeside fremgår det, at et indblik i fremtiden (i form af et foredrag på 45-90 minutter) koster 20.000-25.000 kroner. Samtidig kan man på den lange liste over medlemmer, der betaler 59.000 kroner og moms om året, finde store virksomheder som British American Tobacco, Mærsk Line og såmænd Danske Spil, men også offentlige instanser som Gentofte Kommune og Nordsjællands Politi.

Hvis faget fremtidsforskning i sidste ende handler om at lægge strategi for store virksomheder – at optimere deres chance for at overleve i fremtiden – skulle man måske hellere kalde fremtidsforskerne for udviklingskonsulenter. Det er måske ikke så meget et spørgsmål om kejserens nye klæder, som det er et spørgsmål om lånte fjer. Men den slags skepsis er fremtidsforsker Anne Skare Nielsen vant til. »Man bliver ofte mødt af gamle sure mænd, der siger ”Jeg kan ikke se det.” Så plejer vi at sige, ”så er det nok fordi, du ikke kigger.”«