Print artikel

Det handler om en hel samfundstilstand under forandring

Zaki Youssef og Turkman Souljah sidder og har det lidt postmigrantisk i forestillingen 'Jeg hører stemmer' Foto:Agnete Schlichtkrull
Artikel
20.11.15
Det danske kulturliv er bagud i forhold til andre lande, når det gælder en bevidstheden om indvandring, siger herboende tysk universitetslektor, der også mener, at kulturdebatten udenfor Danmark er mere intellektuelt nuanceret. Den postmigrantiske epoke er begyndt, fortæller han, og den handler om retten til at definere sit eget liv.

Da Søren Pind, den nuværende justitsminister, i 2011 blev integrationsminister, sagde han, at han ikke gik ind for integration, men for assimilation. Indvandrere og flygtninge skulle opgive deres egen kultur og fuldt og helt lade sig omfavne af de danske vaner, mente ministeren. I den borgerlige regering er Inger Støjberg dog blevet minister for 'integration', ikke for 'assimilation', men kravene til nye borgere bliver alligevel hele tiden skærpet. Skruen bliver hele tiden strammet. Kravet er ensidig og entydig tilpasning til det danske.

Men fra kulturforskningen lyder samtidig helt nye toner. På universiteterne er man nemlig begyndt at interessere sig for en tendens blandt kunstnere, som vil bryde ud af båsene. De taler om postmigrantiske identiteter, et begreb der gav genlyd i både offentligheden og forskningsmiljøerne, da det brød igennem i det berlinske teatermiljø i 90'erne.

Lektor Moritz Schramm fra Syddansk Universitet står i spidsen for et forskningsprojekt, som i sommer modtog 5,6 millioner kroner fra Det Frie Forskningsråd til at undersøge konsekvenserne af »den postmigrantiske situation« i kunsten. Forskningsprojektet er tværfagligt og internationalt. Fra Danmark indgår eksempler fra både teater, film, litteratur og kunst, og forskerholdet arbejder sammen med vigtige kulturinstitutioner, for eksempel Statens Museum for Kunst.

Moritz Schramm siger: »Mange kunstnere mener, at der er for simpelt at tale om integration eller om anden- og tredjegenerationsindvandrere. De mener, at det moderne samfund består af mennesker med livserfaringer, der har baggrund i migration, men de ser ikke migration som et todimensionalt fænomen mellem hjemlandet og eksillandet. Vi skal væk fra de to poler 'herkomst' og 'ankomst'. Vi skal væk fra integrationslogikken om, at nogen kommer udefra og skal overtage 'vi-gruppens' normer.«

Begrebet 'postmigrantisk kunst' skal forstås meget bredt, og når projektet går i gang i januar 2016, overvejer forskergruppen at se nærmere på så forskellige kulturudtryk som performancekunstneren Jeannette Ehlers refleksioner over dansk kolonialisme i Vestindien, Betty Nansen Teatrets C:NTACT-gruppe, der arbejder med integration gennem kultur, og kunstnergruppen Superflex' indretning af Den Røde Plads på Nørrebro med gadeinventar fra alverdens lande udvalgt i dialog med bydelens multietniske befolkning.

Forskningsprojektet tager udgangspunkt i, at mangfoldighed af baggrunde og livsstile i dag snarere er normen, end undtagelsen. Derfor skal den postmigrantiske forskning skabe ny viden om de aktuelle udviklinger og udfordringer for samfundet og nationen, som det kommer til udtryk gennem kunst og kultur.

Moritz Schramm siger, at de kunstnere, der arbejder med postmigrantiske problemstillinger, ofte er født i europæiske lande, eller kommet til dem som børn eller helt unge. De er vokset op i de europæiske byer, hvor flere og flere familier har migrationserfaringer. De synes i dag, at det er dybt uretfærdigt, når de bliver stillet overfor et krav om integration. Den samme tendens kan ses blandt kunstnere i andre lande, også i Danmark.

Som forsker forstår Moritz Schramm udmærket, hvad der er på spil blandt de post-migrantiske kunstnere: »Jeg er tysker, men har boet i Danmark i snart tyve år, jeg taler sproget, arbejder på universitetet og har dansk kone og barn. Men jeg bliver ofte konfronteret med danskernes historier om deres fantastiske måder at leve på. Det har jeg ærlig talt ikke brug for. Derfor forstår jeg udmærket, hvad der driver kunstnerne, når de ikke ønsker at blive gjort til objekter for integrationsindsatsen. De vil udfolde deres livshistorier på samme vilkår som alle andre, med afsæt i deres individuelle baggrund og uden at blive låst fast af bestemte krav om hvem de skal være. Og de vil gerne være med til at præge landet fremover. Som de siger: 'Måske har vi ikke en fælles fortid, men vi har en fælles fremtid'.«

Som Moritz Schramm ser det, er den postmigrantiske tendens udtryk for en kamp for retten til at definere og redefinere sit eget liv. De kunstnere, der tager de identitetspolitiske spørgsmål op i for eksempel litteraturen, film og teaterforestillinger, stiller nogle helt grundlæggende spørgsmål om identiteter i en global verden:

»Politisk er man vant til en rollefordeling baseret på etnisk herkomst, men postmigranterne går den modsatte vej: Hvem skal have retten til at bestemme, hvordan vi skal opfattes? Hvem er vi? Hvem har magten til at definere værdierne? Hvad er konsekvenserne af mangfoldigheden? Hvor længe kan man egentlig tale om, at en person har migrationsbaggrund? Hvad ligger der i integrationsbegrebet? Skal man fejre et tredje ståsted for identiteten, fordi flere og flere mennesker kulturelt set ikke er enten-eller, men både-og? Og hvor mange forskellige livsperspektiver kan et samfund leve med?«

Kunstnerne mener, at det er nødvendigt at ryste posen og tænke på en ny måde, og Moritz Schramm synes, at de har en pointe. I mange tyske byer har op til 60% af skolebørnene i dag mindst én forældre med migrantbaggrund, siger han. Skal disse 60% så integreres i de sidste 40%? Skal de holdes fast i at være undtagelsen fra normen?

»Jeg tror at kulturlivet i Danmark i fremtiden vil frembringe flere perspektiver, end der er plads til i den politiske debat og offentlige diskurs. Der kommer flere, mere nuancerede livsdefinitioner, hvor herkomst ikke er afgørende,« vurderer Moritz Schramm, som samtidig ved at hvert spørgsmål avler nye spørgsmål, for eksempel: »Hvor går grænsen for, hvilke livsdefinitioner, vi kan acceptere og anerkende?«

Ingen i Danmark har indtil nu forsket i postmigrantisk kunst og kultur, og ifølge Moritz Schramm mangler vi stadig en forståelse for, hvordan en postmigrantisk blandingsidentitet kan udfolde sig. Han nævner et initiativ, der opstod under indtryk af Muhammedkrisen: »Gyldendal og Berlingske gik sammen om at udgive en antologi i 2006. Den skulle have bidrag af 'indvandrerforfattere' og titlen var Nye stemmer. Det ville være helt utænkeligt at gøre sådan noget i lande som England, Tyskland eller Frankrig, fordi kulturlivet dér i høj grad allerede er præget af en kulturel mangfoldighed. At definere kunstnere ud fra deres etniske herkomst ville blive oplevet som direkte voldsomt, nærmest som en slags overgreb,« siger han.

Men siden antologien udkom i 2006 er der sket meget i Danmark. Ikke mindst er der sket Yahya Hassan. Det nye forskningsprojekt vil givetvis også undersøge hans rolle i litteraturen, herunder ikke mindst den rolle, han blev tildelt som 'den anden', der skal fortælle os, hvordan der er i ghettoen. Senest har vi set dansk-egyptiske Zaki Youssefs identitetssatiriske musikmonolog, Jeg hører stemmer, i en co-produktion mellem Det Kongelige Teater og Teater Sort-Hvid i Christian Lollikes iscenesættelse. »Perker på slap line,« kalder Zaki Youssef det selv, når han udfordrer sit publikums identitetstænkning.

»I akademiske kredse taler man her om processer af othering, hvor kunstnere med såkaldt migrationsbaggrund – i øvrigt et begreb, som også er meget omdiskuteret – bliver holdt fast i en bestemt rolle, hvor de skal give flertallet indblik i angiveligt ukendte, fjerne verdener. Dermed tilskrives de en slags autenticitet, der samtidig holder dem væk fra ’os’: de repræsenterer ’de andre’, mindretallet, som ’vi’ kan lære noget af. Dermed aktiveres og opretholdes en forestilling om os og dem, om en autentisk vi-gruppe, som de andre, de fremmede, står overfor.«

Hvad er den postmigrantiske kunsts effekt på samfundet og den måde, vi diskuterer kultur og identitet? Moritz Schramm mener, at kulturdebatten udenfor Danmark er mere intellektuelt nuanceret, og i for eksempel Tyskland bliver et ord som 'assimilation' kun brugt i små, excentriske miljøer uden politisk indflydelse:

»At man i Tyskland eksempelvis taler om en 'tysk velkomstkultur' og at kansleren Angela Merkel og præsidenten Joachim Gauck står side om side med muslimske repræsentanter og siger 'vi er alle tyskere', er også en konsekvens af de kulturelle og intellektuelle debatter, der har udfoldet sig i Tyskland siden midten af 1990'erne. Forestillinger om os og dem er ikke længere accepteret dér, og det er ikke mindst resultat af de mange kunstnere, der har gjort krav på at blive set som del af det nye, mangfoldige Tyskland,« siger Moritz Schramm.

Forud for forskningsprojektet mener han, at det danske kulturliv er bagud i forhold til andre lande, når det gælder en postmigrantisk bevidsthed. Kulturdebatten her til lands bevæger sig langsommere, end i andre lande:

»Vi skal forske i de kunstneriske fremstillingers kompleksitet. Det handler ikke kun om den enkelte persons selvopfattelse eller kamp for definitionsretten over eget liv. Det handler om en hel samfundstilstand under forandring. Den kan kunsten hjælpe os til at forstå. Den rolle har litteraturen og kulturen jo altid haft. Det her er ikke et spørgsmål om at kulturen fejrer, at vi er blandingsidentiteter. Det gælder snarere om at finde ud af, hvordan vi skal leve i et samfund hvor mangfoldighed er normen, snarere end undtagelsen,« siger han.