Print artikel

Mellem børs og katedral

Illustration: Mari Kanstad Johnsen
Artikel
15.10.15
Der sker noget i dansk litteratur for tiden. En form for magtskifte, der både omhandler smag, grupperinger og selve litteraturens rolle i samfundet. Men hvem der har magten, og hvem der definerer den gode smag, er der ikke enighed om.

I 1950 drømte den unge forfatter Tage Skou-Hansen om en anden litteratur. I essayet Forsvar for Prosaen rettede han kritik mod den poesi, som havde hegemoniseret og defineret det litterære miljø i Danmark efter Anden Verdenskrig. Da de ydre strukturer brød sammen, ledte poeterne efter mening i det eksistentielle og det nære, det intime; det abstrakte og poesien.

»Lyrikeren behøver ikke at have noget positivt forhold til sine medmennesker, når blot han har et inderligt forhold til sig selv,« skrev den unge, harmdirrende Skou-Hansen.

»Dét vi behøver, samtidig med at vi begynder, er modet til at anerkende ikke blot sjælen, men også det ydre. Mod til at akceptere den bogstavelige moderne virkelighed, ikke som en anfægtelse der skal overvindes eller som en anledning til at vende sig indad, men som det absolutte element, vi er sat ind i og skal leve i. Martin A. Hansen er størst dér, hvor han giver afkald på sine reserver af almuesind og historisk indsigt og forudsætningsløst begynder midt i det moderne liv.«

Denne forudsætningsløshed er et nøglebegreb i essayets poetik. Det indikerer, at litteraturen må skrives med afsæt i en bred genkendelig virkelighed. En virkelighed, som vækker resonans hos mere end ét samfundslag, hos mere end én gruppering. En virkelighed, som er genkendelig uden for en specifik social kontekst.

Midt i det moderne liv vrimler det en søndag i april. Det vrimler med forfattere, forlæggere, kritikere og læsere på Søren Kierkegaards Plads i København. De valfarter ind i Dome of Visions, hvor små forlag sirligt har opstillet boder med bøger langs rummets kanter – og hulter til bulter i resten af halvkuplen. Det er anden dagen for festivalen Lille Bogdag, som hylder nye danske forlag og forfattere. For der sker noget i dansk litteratur i disse år, det er alle enige om – men hvad der egentlig sker, er et langt mere prekært spørgsmål.

Ny poetik – ny magt

»Mere end der er ved at ske et generationsskifte i dansk litteratur, tror jeg, der er ved at ske et magtskifte,« skrev forfatteren Olga Ravn sidste år i en kronik i Dagbladet Information, da hun blev bedt om at forklare, hvad der foregår. »De mennesker, der taler meget, der har været med til at definere og foreslå, hvordan vi skulle forstå litteratur – Niels Frank, Jeppe Brixvold, Lars Bukdahl [...] – kritikerne, med andre ord, tænkerne, filosofferne, det kan føles, som om deres tid som ledende filosoffer er ved at være forbi.«

Kronikken hed Sorry Mallarmé med reference til den franske symbolist Stepháne Mallarmé, hvis digte skulle fremmane stemninger frem for at rumme et struktureret, udadvendt narrativ. »Der er så meget, de er så bange for. Der er så meget, kunsten ikke må være,« skrev hun og erklærede, at hun ikke tror på kunst for kunstens skyld – sorry, Mallarmé! I stedet for de gamle magter så hun en række jævnaldrende forfattere, som bærer på erfaringen af en verden på vej i den forkerte retning og som derfor fatter pennen. De griber til poesien, som Tage Skou-Hansens kolleger i den europæiske efterkrigstid. I poesien bearbejder de deres erfaringer.

I Dome of Visions står Jakob Sandvad fra Gladiator og taler smilende med Lea Løppenthin, lille og fin og gemt i et stort tørklæde. Hendes første digtsamling blev udgivet på Gladiator og hun skal læse op et par timer senere. Midt i rummet vugger Rolf Sparre Johansson rytmisk og insisterende en barnevogn ved siden af sin lille stand. Han prøver at få baby Gertrud til at sove, så han kan få syet sine OVBIDAT-tidsskrifter sammen, inden han skal betræde scenen efter Lea.

De er alle en del af den nye, danske litteratur. De er de skrivende, udgivende, redigerende og læsende. Ofte har de alle roller på én gang. Er det dem, der skal hive tæppet væk under de gamle magter?

»Vi skal have nogle kæmpe, fantastiske skænderier«

Hvervet som litteraturkritiker er behæftet med magt og pligt. Magten til at vælge, hvad der skal skrives om og pligten til at opsøge det mindre kendte. Det mener Lars Bukdahl, litteraturkritiker ved Weekendavisen, og han er gammel i gårde i dansk litteratur. Desuden har debatter om magt det med at involvere ham. Månedsmagasinet Press har kaldt ham "slagteren fra Pilestræde", forfatteren Janus Kodal har hældt vand ud over ham, og han har skændtes med Ib Michael om, hvorvidt en negativ anmeldelse kan gøre kritikeren uegnet til at anmelde samme forfatter igen. Og debatterne er nødvendige, mener Bukdahl.

-Olga Ravn skrev sidste år i kronikken Sorry Mallarmé, at du er ved at miste magten. Hvilken magt tilskriver hun dig?

»På en kunstscene er der en dagsordensmagt, man forsøger at tage ud fra ens egen idé om, hvor man skal tale om litteratur fra. Hvor skal kvaliteterne være? Hvem vil man skrive om? Som ung skal man ofte kæmpe mod andres magt til at danne kanoner, som jeg gjorde det mod 80'er-generationens hierarkier – og når man har fået den, klynger man sig til den. Jeg forsøger stadig i høj grad at definere, hvad jeg synes er god litteratur, og det gider jeg jo ikke holde mund med, men det er vigtigt at blive udfordret. Kan du høre min repressive tolerance? "Kom og skændes med mig!" står jeg og råber. Jeg mangler de diskussioner.«

Illustration: Mari Kanstad Johnsen

De diskussioner, Bukdahl mangler, er diskussioner om litteraturens formål, og hvorvidt forfatterne i Danmark opfylder dette formål. Samt det, at man faktisk har en magt, hver gang man udtaler sig om litteratur i et medie. For der bliver man læst, hørt eller set og ofte af folk, som lader sig oplyse. Han efterlyser et litterært miljø, som tør være ærlige:

 »Mange af de nye kritikere læser efter det politiske, det engagerede, det henvendende – og der adskiller de sig fra mig. Det er også årsagen til min frustration med hensyn til Olga. Jeg kan mærke, der er nogle konfliktlinjer, som jeg gerne vil have ekspliciteret! Vi skal have nogle kæmpe, fantastiske skænderier om det.«

»For mig er Olga det store, tabte kritikerhåb, fordi hun blev bange for magten. Hun blev bange for at kritisere og et symptom på, at politisk korrekthed og høflighed kan gøre én lam i hovedet. Hun er én af de mest magtfulde i den unge generation, fordi hun er så synlig. Hun bliver spurgt hele tiden om alting og ytrer sig på Facebook. Hvis du insisterer på at tale, så har du magt – særligt hvis du insisterer på at tale alle de steder, hvor magten er. Og så kan man udtale sig ligeså meget, man vil om, at internettet er egalitært, men hvis man stadig udtaler sig i de store medier, aviser, på TV og i radio – og nu endda bag kulisserne som redaktør på Gyldendal – er det håbløst at kritisere avisanmelderens magt til at vurdere kvalitet for at være væmmelig og uetisk. Hvis du glad peger på nogen, er der jo automatisk, men usynligt, nogen du ikke peger på, og voilá, magt er udøvet.«

Den politiske korrekthed, som Bukdahl refererer til, blev sidste år ekspliciteret gennem hvidhedsdebatten i danske medier; debatten om, hvilken position man kan indtage som privilegeret, hvid skribent eller kritiker med alle de fordele, det giver.

»Det blev så komisk,« sukker Bukdahl. »Der var en hel masse, som brugte deres talemagt til at tale om, hvem der er privilegeret, men ingen fik øje på, at de i fremhævelsen af de særligt politisk korrekte fuldstændig negligerede nogle andre.«

Han insisterer på, at et tæt miljø rummer store fordele, fordi tætte forbindelser mellem forfattere, forlag og læsere giver en smittende entusiasme. En klubfølelse, kalder han det. Udfordringerne melder sig, når høfligheden sætter ind og kritikken må vige: »Et eksempel på, hvornår jeg har savnet en kvalitetsskelnen er i den del af den nye litteratur, som vil være generations- eller internetpoesi. Jeg savner her, at man kan skelne mellem de stærke digtere og de mindre stærke digtere. Mange af dem kender hinanden og miljøet er omgivet af en høflighed, hvor det værste, man kan være, er en hater – og det bliver pludselig slået sammen med at være kritisk over for noget. Hvis du gør opmærksom på, at noget er svagt, bliver du pludselig gjort til en trold. Her kunne jeg godt savne mere diskussion om den litteratur, der bliver skrevet.«

-Kan man gøre op med den tendens?

»Det må være kritikernes pligt hele tiden at spørge til modedigterne – at spørge til, hvor rigtige de er. Jeg vil gerne hele tiden løfte den formanende pegefinger: prøv lige at tænke jer om og huske på, at I udøver magt hele tiden. Men det gider de jo ikke høre fra mig. Det kan man kun håbe på, at der kommer en bevidsthed om.«

Mange af dem kender hinanden og miljøet er omgivet af en høflighed, hvor det værste, man kan være, er en hater

»Og nu har vi jo ikke engang talt om de sociale mediers magt!« udbryder Bukdahl. Så det gør vi. Han udpeger dem som en alvorlig forhindring for kritikken, eftersom en stor del af den litterære debat mellem forfattere foregår på Facebook-vægge og blogs frem for i spalterne. Senest udfoldede der sig en censurdebat på forfatterne Asta Olivia Nordenhof og Sara Sommerfugls Facebook-sider. Ina Munch Christensen, som dette forår debuterede på Gyldendal, kritiserede en anden af forlagets bøger gennem et Instagram-opslag. Hendes projektleder fra forlaget sendte hende en irettesættende SMS, hvorefter en større debat, som involverede blandt andre Nordenhof, Sommerfugl, Christensen, Harald Voetmann, Olga Ravn, Caspar Eric og bemeldte Gyldendal-projektleder, udfoldede sig i Facebooks kommentarfelter. Debatten var vigtig – den handlede om, hvorvidt forlag kan censurere forfatteres udtalelser om værker fra deres eget forlag. Imidlertid var den også let at overse.
»Facebook er jo blevet både cirkusmanege og markedsplads,« konstaterer Bukdahl. »Mit problem med den litterære debat er, at den efterhånden bliver liket væk. Der er meget snak i den nye generation om, at man skal være så etisk – det er det, der ofte udarter sig til politisk korrekthed.«

Skruebrækkere og æstetikere

I et lyst kontorfællesskab på Østerbro ligger Kronstorks bagkatalog spredt ud over et bord med tre kaffekopper. Kronstork er brødrene Lars-Emil og Peter-Clement Woetmanns forlag, som er lille, uafhængigt og drevet på frivillig basis. De sidder på hver sin side af bordet, og mellem dem ligger diskrete bøger, farverige bøger, store og små bøger, dramaantologier, romaner og digtsamlinger: »Jeg kan godt lide at betragte hver bog som en person. Så papir, font og omslag skal udtrykke bogens karakter så godt som muligt,« siger Lars-Emil.

De to brødre ligner litterater, hvis man ellers kan ligne den slags. De er høje, bebrillede, klædt i diskrete farver og griner drenget, mens de kaster om sig med litterære referencer.

-Er jeres udgivelsespraksis et strukturelt angreb på de gamle forlagsmagter – Gyldendal, Lindhardt & Ringhof?

»Jeg har det svært ved idéen om en outsideridentitet. Lad os kalde det en anden måde at gøre det på,« siger Lars-Emil.

»Og rent økonomisk er vi så små, at vi ikke burde kunne udfordre de etablerede forlag,« supplerer Peter-Clement.

»Vi startede Kronstork for at udgive litteratur, vi synes er godt og vigtigt, men også for at få de større forlag til at tage sig sammen og kigge i retning af vækstlaget. Og vi har da hørt, at vi var oppe og vende på et redaktionsmøde hos Gyldendal,« siger Lars-Emil og griner.

Kronstork befinder sig, som så mange andre små forlag, et sted mellem Børsens handel og åndens katedral; mellem et ønske om kunne finansiere sit eget arbejde og udgive litteratur, de mener er vigtigt.

»At køre sådan et forlag her er mest af alt idealisme,« siger Peter-Clement. »Det giver ikke ligefrem smør på brødet, og det kræver tid og arbejde, som går fra ens privatliv eller fra den tid, hvor man burde tjene penge. På den måde er vi skruebrækkere, selvom vi ikke er en direkte økonomisk trussel. Vi tilbyder forfatterne nogle andre betingelser end de store forlag. Vi taler meget om, hvordan vi hele tiden kan forbedre bogarbejdets vilkår. Vores legitimering ligger i, at vi udgiver gode bøger, som kan have det svært på rent kommercielle vilkår.«

-Men hvem har så magten i dansk litteratur?

»I forhold til forlagene er der er nogle gatekeepers, der er forsvundet. Den tid er ovre, hvor det krævede nosser at gå op til Poul Borum og håbe, at han ville blåstemple ens tekster,« siger Lars-Emil.

Han understreger, at man må sondre mellem den hårde magt, som tilhører disse gatekeepers; dagbladenes litteraturredaktioner, litteraturforskere, alle der fordeler finansiel støtte og forlagsredaktører – og så den bløde magt, som ifølge ham udgøres af en større gruppe: »Det er den gruppe, der deltager i den løbende debat om, hvad der er det gode.« Gruppen udgøres ifølge Lars-Emil af forskellige centre og de konstellationer af udøvende kunstnere, der har tendens til at samle sig omkring forlag, tidsskrifter – eller vennegrupper: »Vi er ikke interesserede i kun at eksistere inden for en lukket kreds. Derfor er for eksempel kritikerne også vores adgang til overhovedet at findes.«

»I det litterære miljø findes der en masse forestillinger om, hvem der har magt og i forskellige små grupperinger tildeler man forskellige folk en eller anden form for magt. Men Tue Andersen Nexø og Lars Bukdahl har altså kun den magt, folk tildeler dem,« siger Peter Clement.

Det må være kritikernes pligt hele tiden at spørge til modedigterne

I et andet hvidt lokale, som ligger lige der, hvor Islands Brygge ikke længere kan frasige sig sin industrifortid, ligger et andet forlag, som ikke anerkender den etablerede magt. Forlaget Gladiator blev stiftet i 2013 af Jakob Sandvad, som på det tidspunkt redigerede skønlitteratur hos Gyldendal, og Hans Otto Jørgensen, Forfatterskolens tidligere rektor og underviser på Vestjyllands Højskole.

»Dengang skiftede Gyldendal ledelse og begyndte at satse mindre på kvalitetslitteratur,« fortæller Jakob Sandvad. »Jeg havde lyst til at udgive noget andet, og samtidig talte Hans Otto og jeg om, at vi ville lave et forlag, der gav bedre betingelser for forfatterne. Generelt mente vi bare, at vi kunne gøre det så meget bedre.«

Derfor udviklede Gladiator en alternativ forretningsmodel, hvor forfatterne får 50% af overskuddet fra bogsalget - når produktionsudgifterne er betalt - og forfatterne binder deres manuskripter for to år. Modsætningen er, ifølge Jakob Sandvad, standardkontrakten som tilbydes på etablerede forlag som Gyldendal og Lindhardt & Ringhof, hvor forfatteren får 15-17% af overskuddet og binder sit manuskript i 70 år.

-Udfordrer I de store, etablerede forlag?

»Nej, for deres økonomi er i en helt anden liga. Selvom Lindhardt & Ringhof er begyndt at satse mere på dansk litteratur, tvivler jeg på, at nogen af dem føler sig truede. Gyldendal havde en omsætning på 1 mia. sidste år.«

Smagseliten

Der findes en anden magt i dansk litteratur. Det er den gruppe, der opfylder katedralen. Dem, der definerer smagen – den gode smag.

Peter Munk Christiansen er politolog på Aarhus Universitet og har gennem flere år forsket i magtudredning af Danmark. Da han og kollegaen Lise Togeby i 2001 skrev den første bog, diskuterede de indgående, hvorvidt den kunstneriske elite skulle med, og endte med at inddrage dem.

»Og det synes jeg var den rigtige beslutning, for den kulturelle elite er indspundet i en hel masse subtile magtmekanismer, som jeg mener er vigtige at få afdækket,« siger Christiansen, mens han bladrer rundt i udgivelsen fra dengang for at skabe overblik. »Når jeg holdt foredrag om det, stod jeg altid og undskyldte valget, indtil jeg en dag talte for en flok filmfolk. De stoppede min undskyldning og sagde: "Du behøver ikke undskylde! Sådan ved vi sgu da godt, at det er." Så selv i kulturverdenen har man altså en bevidsthed om, at nogle bestemmer mere end andre.«

Dengang fandt Christiansen og Togeby frem til, at den skrivende elite adskilte sig fra de øvrige eliter i Danmark ved at være udgjort af folk med forskellige sociale baggrunde. Ingen havde forældre i Kraks Blå Bog og på den måde var eliten principielt mere åben end for eksempel erhvervslivets ditto.

Imidlertid mener Christiansen, at en væsentlig begrænsning ved elitens åbenhed kan være variablen københavneri, der ikke har ændret sig med årene: »Den sociale baggrund behøver ikke være særlig privilegeret, men i København er der simpelthen et større udbud af muligheder for at blive en del af et miljø. Man kan gå på Forfatterskolen, til oplæsninger og på anden vis trænge ind i et miljø, der lader én opnå en eller anden social position.«

Johanne Mygind er forfatter til bogen Opdrift om social mobilitet og desuden journalist og litteraturkritiker. Hun mener, at det litterære miljø har afsæt i elitære strukturer. For eksempel, fortæller hun, er litteraturvidenskabsstudiet ved Københavns Universitet det studie i Danmark, som har størst chanceulighed; hvis man har akademikerforældre, har man 17-18 gange så stor chance for at gennemføre uddannelsen, som hvis man er barn af ufaglærte arbejdere.

»Mange af underviserne og de studerende på litteraturvidenskab er nok venstreorienterede, men de tilhører det, man i gamle dage kaldte "salonkommunister". De har et socialt engagement, selvom de måske ikke har den klassemæssige erfaring for at have det,« siger hun. »I dag er den intellektuelle del af venstrefløjen på godt og ondt blevet meget mere identitetspolitisk bevidst – man har blik for etnicitet, køn og seksualitet mere end klasse. Når man så samtidig selv har haft en privilegeret opvækst, hvor man måske har gået på privatskole, har en far som er gymnasielærer og måske endda en mor, som er professor, har man slet ikke noget blik for, at økonomisk ulighed betyder noget. Men det vilde er jo, at vi lever i et samfund, hvor økonomisk ulighed betyder mere og mere. De her mennesker kommer bare ikke til at møde det. Det betyder også, at der er erfaringer i litteraturen, som de bliver blinde for, tror jeg. Og dertil andre ting i litteraturen, som i høj grad siger dem noget. Men de mødes og læser Marguerite Duras sammen. Det gør de.«

At skrive fiktioner, som er større

Tilbage i Dome of Visions læser Lea Løppenthin op. Hun læser drævende fra sin iPhone på en interimistisk scene af brædder med et bagtæppe af sort stof, som skal skærme tilhørerne for dagens modlys. Hun er uddannet fra Forfatterskolen, udgav sin første digtsamling nervernes adresse på Gladiator og har undervist på Vestjyllands Højskole.

-Hvordan opfatter du det litterære miljø i Danmark – særligt blandt unge forfattere?

»Jeg synes, at det er rigtig stærkt, særligt miljøet blandt folk mellem 20 og 35. Det er meget solidarisk og jeg oplever enormt stor interesse forfattere imellem.

Jeg oplever også et stort ønske om, at litteraturen skal handle om stofområder, der ikke er litteratur i sig selv. Jeg oplever, at næsten alle, der skriver, skriver fordi de har nogle overbevisninger, som de godt ved ikke kan skilles fra en litterær praksis, men som de bruger den litterære praksis til at undersøge, blive klogere på og udbrede. Temmelig etisk, faktisk, selvom det begreb blev meget omdiskuteret.«

Jeg tilhører en global overklasse og en middelklasse i Danmark

Vi sidder udenfor Dome of Visions med alle de læsende, talende og kaffedrikkende, der har draperet sig langs havnefronten. Rasmus Halling Nielsen kommer forbi og trykker Lea anerkendende på skulderen. Hun udbryder: »Hej Rasmus! Jeg sidder lige og snakker om slægtsskabet mellem os alle sammen.«

-Hvor kommer jeres meget etiske fokus fra?

»Jeg tror, at det har meget at gøre med en generation, der har oplevet en verden, som har forandret sig. Da jeg var 13 år, skete 11. september og ændrede nogle centrale ting, og da jeg var 15, gik Danmark i krig. Det er ikke noget, jeg har været sindssygt tæt på, men jeg tror, det har noget at gøre med selv at være til stede i en verden, som undergår meget synlige forandringer og meget synlig uro samtidig med, at vi er børn af en generation, som også har oplevet det og har kæmpet en politisk kamp. Og forældre, som i mange tilfælde har været socialister, kunstnere eller akademikere på forskellige måder. Jeg tror også, det har meget at gøre med Hans Otto Jørgensens tid som rektor på Forfatterskolen. Han har en meget etisk læsepraksis, som har influeret dem, der har været hans elever sindssygt meget. Men han ville nok ikke selv sige, at det var særlig etisk.«

-Johanne Mygind skrev noget i Weekendavisen, som modsvarer din erfaring. Hun var bekymret for, at den nye, danske litteratur bliver skrevet af økonomisk privilegerede unge, fordi det er svært at tjene penge som forfatter og at litteraturen ville miste andre sociallags blikke. Hvad tænker du om det?

»Jeg kan slet ikke forstå, hvordan hun kan sige det i forhold til, hvilken litteratur, der har fået opmærksomhed de sidste fem år. Tænk på forfattere som Bjørn Rasmussen, Asta Olivia Nordenhof, Yahya Hassan og Jacob Skyggebjerg. Det lader ikke til, at nogle af dem tilhører en privilegeret middelklasse. Men derudover synes jeg, Johanne Myginds analyse er et typisk eksempel på en slags hvid middelklasse-skam, hvilket er den bedste måde at bekræfte hvidhed og privilegier som noget, der principielt adskiller erfaringsrum fra andre erfaringsrum. Hvis jeg skal sige noget om min egen baggrund, kan det lyde sådan her: jeg tilhører en global overklasse og en middelklasse i Danmark. Mine forældre er skilt – min far er direktør i Vietnam, min mor er indvandrerlærer på Vestegnen. Jeg tilhører en global overklasse, til gengæld har min psykolog for nylig foreslået mig at gå til psykiater, fordi hun mener, jeg er maniodepressiv type II. Og det skal ikke handle om, at psykisk syge er en eller anden interessant, sociologisk minoritet. Jeg mener bare at alle har berøringsflader med noget andet end deres egen klasse.«

-Der er mange i din generation, der skriver om identitetspolitik. Kan der overhovedet være en større kritik i det identitetspolitiske?

»Det er jo den fare, der er ved den meget jeg-fokuserede tekst, hvor man hele tiden siger, at "jeg rapporterer fra et eller andet sted i samfundet" – for nogle gange er man jo bare ikke det sted i samfundet, hvor det brænder på. Jeg vil enormt gerne prøve at arbejde med karakterer, som er fiktive, fordi jeg synes, det kommer til at handle så meget om et selv. Måske kunne det være spændende, at det handlede om nogle flere! Johanne Mygind kan måske have en pointe i forhold til disse ting; vi skal huske at skrive nogle fiktioner, som er større.«

Illustration: Mari Kanstad Johnsen
Illustration: Mari Kanstad Johnsen

Da jeg er færdig med at tale med Lea, er Rolf Sparres datter faldet i søvn. Han har netop skrevet en tekst til Lea om hendes bog. Den er i det nye OVBIDAT-tidsskrift, som jeg kigger på ved hans stand. OVBIDAT er Rolfs enmandsforlag, som blandt andet har udgivet Rasmus Halling Nielsen. »Min tekst handler om det, vi har talt om,« siger han stille. »Om, hvad litteraturen egentlig skal, og hvordan man sikrer, at den ikke bare handler om én selv.«

Teksten handler om, hvordan Rolf læser Leas digtsamling. Om, hvordan han har svært ved at adskille sin læsning fra sit bekendtskab til hende. De læste litteraturhistorie sammen, indtil hun kom ind på Forfatterskolen. Det gjorde han ikke. Til gengæld skrev han teksten om, hvordan han læser nervernes adresse; helt forbundet til Lea, selvom han gerne vil læse den anderledes. Han kritiserer den, fordi den er indadvendt. Han prøver at forbinde sig med den, men det lykkes ikke helt.

Jeg skriver en mail og spørger ham, hvad litteraturen så skal? Han svarer. Uden kapitaler:

»den kan give os et andet sprog. særligt poesien, fordi den trækker på den personlige erfaring. jeg tænker meget på en scene i Tove Ditlevsens erindringsbog "Gift", hvor hun sidder i en beskyttelseskælder under Anden Verdenskrig og er gravid, hun vil gerne have en abort, og hun kigger rundt på de andre kvinder i lokalet og tænker på, at abort ik er noget, man taler om. men hvis det var, ville det være nemmere for alle kvinderne. abort er illegalt og rigtig ubehageligt, og tabuets skam får kvinderne til ikke at diskutere det. der er ik noget sprog for den samtale. litteraturen kan skabe det sprog.«

Rolf slutter, hvor historien begyndte hos Tage Skou-Hansen. Med visionen om en litteratur, der beskæftiger sig med verden omkring sig. En litteratur, der intervenerer med det moderne liv og giver sin læser nye måder at fortolke og tale om dette moderne liv på. Tilbage står spørgsmålet om, hvem der deltager i samtalen.