Indtil den roman kommer, kan vi læse Stangerup

Tom Kristensens Hærværk er en mastodont i dansk litteraturhistorie og historien om Ole Jastrau, der beslutter sig for at gå i hundene, er kendt af de fleste. Men hvorfor kalder man ikke nye romaner med drukplagede mænd i færd med at glide ned af nedtursspiralen for en ’Stangeruproman’? For Henrik Stangerup har skrevet romaner, der læner sig tæt op af tematikken i Kristensens kanoniserede roman, og Stangerups forfatterskab er mindst lige så relevant, hvis ikke mere. Hans tre første romaner, Slangen i brystet, Løgn over løgn ogManden der ville være skyldig er stadig aktuelle, ikke kun i kraft af deres funktion som tronfølgere til Hærværk, men også på grund af deres kultur- og samfundskritik.

Lighedspunkterne mellem Stangerups eget liv og indholdet i hans romaner er ikke til at komme uden om. Der trækkes tydeligvis på det selvbiografiske materiale i romanerne fra 1960’erne og 70’erne, fra debutromanen Slangen i brystet fra 1969 og frem til bekendelsesromanen Fjenden i forkøbet fra 1978. Groft sagt, kan Stangerups forfatterskab deles i to: Tiden før Fjenden i Forkøbet og tiden efter. Hvor de tidlige romane