Mellem linjerne bør der kun være tomhed

Berlin har mange flotte opgange. Denne her er ingen undtagelse. Luftig. Matteret glas. Det er den slags opgang, hvor historien slikker dig i øret - og så er ejendommen ovenikøbet tæt på det russiske supermarked, som Anna, min tolk, bemærker. En løber plejede at slange sig hele vejen ned af trappen. Den er fjernet nu. Man kan se det, for træet er lysere, der hvor tæppet plejede at ligge. Vi er på vej op på tredje sal for at tale med den russiske forfatter Vladimir Sorokin, som bor her, når han ikke er i sit svenskergule dacha et halvt hundrede kilometer uden for Moskva.

Sorokin selv er sølvfarvet. Hår. Trøje. Bukser. Øjnene marron. Inde i hans arbejdsværelse bliver vi placeret i en sofa. Rummet er næsten tomt. Det vender ud mod gaden. Han henter en stol i spisestuen, hvor vi først hilste på en kvinde, som derefter forsvandt, og fjerner derefter – meget forsigtigt – skakbrikkerne, der står på spillepladen af marmor, så vi kan bruge det som bord. Tale. Bevægelse. Intet ved Sorokin er forhastet. Han er som en maler i færd med at planlægge sit næste portræt og de to piger i sofaen hans motiv.

 »I am a shy guy.« Konstaterer Sorokin, som var blan