Print artikel

Folket har talt, men hvad har det sagt?

Lydrefleksion i en hvælving. Kobbertryk 1684. Deutsche Fotothek
Analyse
15.08.16
Efter Brexit-afstemningen står det klart, at EU befinder sig en demokratisk krise. Men problemet er hverken, at folket er for dumme til at snakke eller, at eliterne ikke lytter. Det er snarere, at folket ikke kan genkende sin egen stemme i lyden af Europa.

Morgenen derpå stod det klart: Storbritannien havde stemt sig ud af EU. Det britiske folk havde talt. Men hvad havde det sagt? At EU’s grænsepolitik har slået fejl, og at briterne derfor må genvinde deres nationale suverænitet for at holde alverdens udlændinge for døren? At EU er en udemokratisk institution, der fører neoliberal nedskæringspolitik? At briterne savner fordums imperiale storhed? Samme morgen kunne Google meddele, at antallet af søgninger på ”what will happen if we leave the EU” var steget med 250 procent. Folket vidste tilsyneladende ikke engang selv, hvad det havde sagt.

Andre var dog hurtige til at udlægge teksten. På den ene side var der dem, der forkastede det britiske folks beslutning, fordi de mente, at den var truffet på et uoplyst grundlag. Vi kan kalde denne gruppe rationalister. Rationalister lægger vægt på rigtigheden af den viden, der ligger til grund for politiske beslutninger. I rationalisternes øjne var Brexit-afstemningen en eklatant fejltagelse, fordi det britiske folk ikke besad tilstrækkelig viden om konsekvenserne ved at forlade EU. Blandt rationalismens fremmeste fortalere herhjemme var de to tidligere udenrigsministre Mogens Lykketoft og Uffe Elleman-Jensen. Lykketoft revsede den britiske premierminister David Cameron for at have udskrevet Brexit-afstemningen: »Det kan godt være, at det lyder lidt hovski-snovksi at sige det, men vi ved jo udmærket godt, at der aldrig var blevet bygget en Storebæltsbro i Danmark, hvis det var blevet lagt ud til folkeafstemning.« Elleman-Jensen gik endnu videre og erklærede, at »folkeafstemninger undergraver demokratiet.«

På den anden side var der dem, der proklamerede, at folket havde sagt fra over den verdensfjerne EU-venlige elite. Vi kan kalde denne gruppe populister. Populisterne anså rationalisternes afvisning af folkeafstemningen som udtryk for elitær arrogance. Rinja Ronja Kari fra Folkebevægelsen mod EU kommenterede på Lykketofts udtalelse: »Det er ikke bare dumt. Det er også beskæmmende. Han siger jo, at folk er for dumme til at stemme, hvilket kun bidrager til en ting, og det er politikerlede.« På den anden fløj lød kom en stort set enslydende udmelding fra Peter Kofoed Poulsen fra DF: »Det er toparrogant at sige, at folk er for dumme til at stemme. I et videre perspektiv bidrager sådan en udtalelse kun til den tårnhøje politikerlede, der er i den danske befolkning.«

I modsætning til rationalisterne, mente populisterne, at Brexit-resultatet gav anledning til et grundlæggende opgør med EU. En af Europas mest markante populistiske politikere, frontkvinden for det franske populist-parti Front National, Marine Le Pen, erklærede triumferende og med reference til de mange folkelige revolutioner, der bredte sig over Europa i 1848, at nu var »folkets forår« uundgåeligt. Det var nu blot et spørgsmål om tid, før andre lande ville gøre som briterne og kræve deres frihed fra EU's overherredømme.

Konflikten mellem rationalister og populister afspejler en mere dybtliggende konflikt i Europas demokratiske arkitektur: striden mellem regerende og regerede. For at forstå Europas demokratiske krise, må man derfor forstå både rationalismen og populismen. Men for at løse krisen, må man bevæge sig udover dem begge. Folkeafstemningen er et godt sted at starte.

Den demokratiske akustik

Folkeafstemningen opfattes ofte som det mest demokratiske valg. Her kan man høre folkets røst klart og tydeligt. Tingene er dog mere komplekse end som så. Folkeafstemningen er selvfølgelig demokratisk for så vidt, at den lader folkets stemme blive hørt. Men forestillingen om folkeafstemningen som et udtryk for folkets klare og utvetydige vilje overser det vigtige forhold, at folkets stemme præges af det medium igennem hvilket, folket taler.

Demokratisk legitimitet kræver ikke kun, at folket taler, men også at det bliver hørt. Folkets stemme afhænger derfor af, hvad man kunne kalde ”den demokratiske akustik”. Ordet ”akustik” stammer fra det oldgræske ord for ”hørelse”. Akustikken er det, der gør os i stand til at høre, hvad der bliver sagt. Lyd kræver et materiale at bevæge sig igennem, hvorfor der i et vakuum er fuldstændig stille. Uden akustik, ingen hørelse. Ligesom akustikken i et rum er med til påvirke vores stemmer klang og dermed taleforståeligheden, så har demokratiet sin egen akustik, der gør det muligt at høre, hvad folket siger. Vi hører kun folkets stemme, som den udtrykkes gennem bestemte institutioner. Det kan være folkeafstemninger, folketingsvalg, europaparlamentsvalg, demonstrationer, indlæg i den offentlige debat, meningsmålinger, og andre former for demokratisk deltagelse.

Ligesom akustikken i et rum er med til påvirke vores stemmer klang og dermed taleforståeligheden, så har demokratiet sin egen akustik, der gør det muligt at høre, hvad folket siger.

Folkeafstemningen er således ikke et neutralt udtryk for folkets vilje, som det ellers ofte antages, men en specifik institutionel indretning, der er med til at præge den form, folkets stemme tager. At være skeptisk overfor folkeafstemningen som politisk deltagelsesform, er derfor ikke ensbetydende med at være skeptisk overfor folkets evne til at regere sig selv. Folkeafstemningen er nemlig kun én ud af de mange mulige former, folkets stemme kan tage.

Demokratiets grundlæggende problemstilling er derfor ikke, om vi skal høre på folkets stemme eller ej, men hvordan den demokratiske akustik indrettes bedst muligt. Rationalismen og populismen repræsenterer to forskellige svar på dette spørgsmål.

Rationalismen

Lad os starte med rationalisterne. Rationalister læser demokratiet oppefra og ned. De ser demokratiet fra de regerendes perspektiv, og er dermed en slags demokratiske aristokrater. De mener, at demokratiets opgave er at sikre, at beslutninger bliver truffet på det mest oplyste grundlag. I rationalisternes øjne er den bedste demokratiske akustik derfor den, der fremhæver de mest fornuftige beslutninger, mens de mest ufornuftige forslag dæmpes.

Rationalismens demokratiske akustik spiller på flere strenge. For det første fremhæves den demokratiske samtale som en proces, hvor borgere mødes og gennem åbenhjertig meningsudveksling kommer frem til fornuftsbaserede politiske beslutninger. Denne idé kendes fra deliberative demokrater som den tyske filosof Jürgen Habermas og den danske teolog Hal Koch.

For det andet udøver folket magt ved at stemme til regelmæssige valg til den lovgivende forsamling. Folket vælger en række repræsentanter til at tale deres sag. Folketingsvalg har blandt andet til formål at sikre konkurrence mellem de politiske repræsentanter, så folket bliver bedst muligt repræsenteret. Det nytter ikke noget, at folket er fornuftigt, hvis ikke denne fornuft kommer til udtryk i de politiske magthaveres beslutninger.

For det tredje suppleres den politisk valgte elite af et omfattende bureaukrati. Embedsmandsværket har til opgave at forsyne den folkevalgte politiske elite med den tekniske viden, der er nødvendig for at regere et moderne komplekst samfund. Ydermere står embedsmændene for at omsætte folkets stemme som udtrykt gennem Folketingets beslutninger til faktisk politik. Embedsmændene forventes at forholde sig nøgternt og sagligt til de lovforslag, Folketinget vedtager. Deres rolle er at forstærke lyden af folkets stemme uden at forvrænge den.

Eliten kan pege fingre, men Europas befolkninger mangler stadig ejerskabsfornemmelse over EU
Eliten kan pege fingre, men Europas befolkninger mangler stadig ejerskabsfornemmelse over EU

Rationalismens demokratiske akustik rummer altså flere forskellige elementer, der alle har til formål at sikre, at folket taler med fornuftens stemme. Rationalister er til gengæld skeptiske overfor den måde, folkets stemme kommer til udtryk i folkeafstemninger. De mener, at den offentlige debat omkring folkeafstemningerne ofte er præget af følelser og forestillinger snarere end fornuft og fakta. Det britiske folk vidste ikke engang, hvad det havde stemt om!

Rationalister frygter, at vi er på vej til at bevæge os ind i et post-faktuelt demokrati, hvor populistiske politikere udnytter folkets frygt til at skabe opbakning om en politik, der ikke har noget hold i virkeligheden. Dette bringer os til populisterne.

Populismen

En bølge af populistiske bevægelser er i de seneste år skyllet ind over Europa. Mest markant har været højrepopulistiske partier såsom Front National i Frankrig, UKIP i Storbritannien og DF herhjemme, men venstrepopulismen er også så småt begyndt at gøre sit indtog i Europa. Venstrepopulismen kendes måske bedst fra Hugo Chávez i Venezuela, men i de seneste år har vi også set momenter af den i spanske Podemos, græske Syriza og Enhedslisten herhjemme.

Populister læser demokratiet nedefra og op. De ser demokratiet fra de regeredes perspektiv. Populismen er karakteriseret ved at reducere politiske forskelligheder til en grundlæggende konflikt mellem folket og eliten. I det populistiske perspektiv lever eliten i dens egen virkelighed og er komplet uforstående overfor almindelige menneskers problemer. Populisterne sig selv som folkets sande repræsentanter, der har som mål at gøre op med elitens magtmisbrug.

I højrepopulismen forstås folket nationalistisk og eliten karakteriseres som verdensfjerne verdensborgere. Eliten holdes ansvarlig for nationens deroute i form af en misforstået og fejlslagen multikulturalistisk udlændingepolitik, der kun kommer den selv til gode. I modsætning hertil står venstrepopulismen forståelse af folket som almindelige mennesker: pædagoger, skolelærere, pensionister, studerende og alle andre, der lider under de seneste års nedskæringspolitik. Her ses eliten som bannerfører for den neoliberalistiske dereguleringspolitik, der i de seneste år har øget afstanden mellem samfundets top og bund. Hvor højrepopulismen forstår folket som et kulturelt fællesskab, er venstrepopulismens forståelsesskabelon hovedsageligt økonomisk. Fælles for begge former for populisme er konflikten mellem folket og eliten og selvbilledet som folkets sande repræsentanter.

Populismens magt

Populismen fungerer bedst i opposition. Det er trods alt nemmere at påpege lorten på styret, når man ikke selv er ansvarlig for at have styr på lortet. Når populister endelig kommer til magten, ender det sjældent kønt. Politiske modstandere bliver udpeget som folkefjender og folkets gunst købes ved hjælp af forskellige former for politiske SMS-lån. Men før eller siden skal regningen betales. Hugo Chávez gjorde sig populær ved at give penge til landets fattigste, men endte med at efterlade Venezuela med en dybt dysfunktionel økonomi. Landet, der er et af verdens olierigeste, er nu på sammenbruddets rand.

Det er nemmere at blive enige om alle verdens problemer, end det er at løse dem. Derfor forsøger populister ofte at distancere sig fra eliten og kritisere den udefra. Det betyder selvfølgelig ikke, at populisterne rent faktisk står udenfor magten. Det betyder snarere, at i deres egen selvforståelse må deres magt forstås som en modmagt.

Derfor tager folkets stemme i populismens demokratiske akustik form som regel form som et protestråb. Men som protestråb mangler den opbyggelighed. Populismen har derfor svært ved at realisere dens visioner uden at underminere sig selv. Hvis den populistiske figur om, at eliten udnytter folket skal forblive intakt, nytter det ikke noget, at folket – eller folkets sande repræsentanter – får magt, som de har agt. DF’s modvilje mod at gå i regering efter seneste folketingsvalg på trods af markant stemmefremgang tjener som eksempel på dette. Senest har populisten Nigel Farage i kølvandet på Brexit-afstemningen stukket halen mellem benene og meldt sin afgang fra formandsposten for det populistiske UKIP. Han skulle ikke nyde noget af at rydde op i det kaotiske politiske landskab, som Brexit-afstemningen har efterladt Storbritannien i.

Folkeafstemningens demokratiske akustik

Populismens karaktertræk præger dens foretrukne demokratiske akustik. Efter Brexit-afstemningen var EU-skeptiske populister rundt omkring i Europa hurtige til at kræve flere folkeafstemninger om EU-medlemskab. Der er selvfølgelig pragmatiske grunde til, at EU-modstandere kræver flere afstemninger i og med, at de har nærmest alt at vinde og meget lidt at tabe. Men selv når man ser bort fra de strategiske overvejelser, er der et tæt slægtskab mellem populismen og folkeafstemningen som politisk deltagelsesform.

Folkeafstemningens demokratiske akustik passer som fod i hose til det populistiske verdensbillede. Den former nemlig folkets stemme på en måde, der passer særdeles godt til populismens politiske prisme: den binære konflikt mellem folket og eliten. I folkeafstemningen reduceres politik til et simpelt valg: ja eller nej? Inde eller ude? Med os eller mod os?

Om end folkeafstemningen er et demokratisk gode for så vidt, at den giver folket en stemme, så er den også problematisk i den måde, den former denne stemme. Folkeafstemningen fungerer nemlig som en slags auto-tune, der korrigerer folkets flerstemmighed til en to-tone-skala: ja eller nej. Denne reduktion af folkets forskelligheder er problematisk fra et demokratisk perspektiv, fordi den risikerer at reducere demokrati til et flertallets tyranni. Ved at fokusere på konflikten mellem folket og eliten udviskes folkets egen forskelligartethed. Det er måske uklart, hvad det britiske folk sagde, men det er klart, at det sagde flere forskellige ting på én klart. Det er de 48%, der stemte imod flertallet, bevis på.

Populisten taler igennem folket som bugtaleren igennem sin dukke: Kroppen er folkets, men stemmen er populistens egen.

Folket taler med flere tunger, men for populister rummer folkets stemme rummer kun en sandhed. Her ophæves de 52%, der stemte Leave til repræsentanter for folkets sande vilje. Den eneste måde at fastholde folkets enstemmighed i lyset af uenighed er at opdele folket i skidt og kanel. Kun en del af folket repræsenterer folkets sande jeg, og denne del udpeges behændigt nok af populisterne selv. Dermed kommer populisterne til at fremstå som en slags bugtalere. Populisten taler igennem folket som bugtaleren igennem sin dukke: Kroppen er folkets, men stemmen er populistens egen.

Forståelsen af folkets stemme som enstemmig åbner også op for den logiske slutning, at den i yderste konsekvens kan repræsenteres af en enkelt person. Allerede i 1923 fremførte den tyske retsteoretiker Carl Schmitt dette argument i sin kritik af parlamentarismen i bogen Det parliamentariske demokratis krise. Schmitt blev senere affilieret med Nazi-bevægelsen, der i dag står som et af historiens mest skræmmende eksempler på problemerne ved at reducere demokrati til flertalsstyre. Samme logik gør sig gældende i nutidens populisme, hvilket persondyrkelsen af Hugo Chávez er et klart eksempel på. Før hans død i 2013 fremtonede store billboards i Caracas med teksten »et folk, en stat, en leder.« Bedre kan den enstemmige forståelse af folkets stemme næppe opsummeres.

Rationalisme vs. populisme

Det er ikke overraskende, at rationalismen og populismen er i konflikt med hinanden. Rationalisterne frygter, at populismens fremmarch varsler indgangen til det post-faktuelle demokrati. Omvendt ser populisterne rationalismen som apologeter for elitens magtmisbrug. Det ville være forkert at udlægge konflikten som kamp mellem demokrater og anti-demokrater. Der er snarere tale om en kamp om, hvad demokrati skal betyde. Både rationalister og populister er demokrater. De forstår blot demokratiet fra diametralt modsatte positioner. Hvor rationalister anskuer demokratiet fra de regerendes perspektiv, ser populisterne demokratiet fra de regeredes perspektiv.

Rationalismen og populismen kan derfor ses som symptomer på manglerne i hinanden. Rationalismen afslører det udemokratiske i at give folket monopol på sandheden. Når folkets sandhed ej længere kan betvivles, forstummer den demokratiske dialog. Og så længe folkets stemme tager form som et protestråb, vil der være rigeligt at protestere over. Omvendt afslører populismen det udemokratiske i en fornuft, der ikke har klangbund i folket. I rationalismens navn føler fornuftens håndlangere sig nødsagede til at tale på folkets vegne, så de er sikre på, at folket siger det rigtige. Men dermed ender rationalismen også med at umyndiggøre folket igennem en anti-demokratisk bedrevidenhed.

I og med at rationalismen og populismen lever af manglerne i hinanden, er de også med til at fremme hinanden. Jo mere rationalisterne fremhæver folkets manglende beslutningskompetencer, jo mere styrkes den populistiske tro på, at folket må genvinde magten fra de arrogante eliter. Og jo mere populisterne iscenesætter folkets evige genkomst, jo mere styrkes den rationalistiske tro på, at populisterne forfører folket med løfter om guld og grønne skove.

Det er fristende at tage del i konflikten, men grundlæggende har begge parter fat i noget: hver sin side af demokratiet. Konflikten bør derfor læses som symptom på EU's demokratiske krise. Striden mellem rationalister og populister afspejler en underliggende polarisering af demokratiet, hvor afstanden mellem regerende og regerede bliver større og større.

Den eneste vej ud af EU’s demokratiske krise er at lukke dette hul. Dette kræver det en demokratiforståelse, der går udover både rationalismen og populismen. Problemet med rationalismen og populismen er ikke, at de er anti-demokratiske, men at de er monotone. Begge anskuer demokratiet med et kyklopisk blik og overser dermed demokratiets grundlæggende dobbelthed: at folket både er regerende og regerede på samme tid.

Folkets stemme

Demokrati betyder folkestyre. I demokratiet er folket kilden til politiske beslutningers legitimitet. Hvis ikke en beslutning kan henføres til folket, må den anses for udemokratisk, selv hvis den kan retfærdiggøres på anden vis. I demokratiets moderne idéhistorie er folket stort set udelukkende blevet identificeret med dets stemme. Det er hverken folkets evne til at se, høre, føle, eller smage, der skaber demokratisk legitimitet. Det er stemmen.

Den moderne demokratiforståelse er i høj grad blevet præget af Oplysningstidens tanker om frihed og fornuft. Hos oplysningsfilosoffen over dem alle, tyske Immanuel Kant, var oplysningstidens ideal om fornuften indirekte forbundet med stemmen. I det berømte essay Besvarelse af spørgsmålet: Hvad er oplysning? definerer Kant oplysning som »menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed.« Oplysning handler om myndiggørelse, hvilket vil sige at benytte sig af sin egen fornuft i stedet for at adlyde andres autoritet.

Målet må i stedet være at skabe en demokratisk akustik, der får folkets stemme til at vække genlyd i magtens korridorer.

For at være myndig må man tale for sig selv. Demokratiet bygger på denne idé om autonomi: Folket giver selv de love, de er underlagt. I modsætning til andre styreformer, er folket ikke underlagt andres herredømme, men bestemmer selv. Dette indebærer et ideal om lighed. Demokratiet er den eneste styreform, hvor alle borgeres stemme vægter lige meget. I demokrati er magten på alles læber.

For den tidlige Karl Marx var det dette karaktertræk, der gjorde demokratiet overlegent i forhold til enevælden. Under enevælden styrer en enkelt del af samfundet resten. I demokratiet derimod regerer helheden over helheden. Der er altså et en-til-en forhold mellem regerende og regerede. Med Abraham Lincolns berømte formulering, er demokrati »government of the people, by the people, for the people.« Demokratiets ligning er altså: regerende = regerede. En bæredygtig forståelse af demokrati kræver derfor et dobbeltperspektiv, der har øje for begge sider af magten – ikke to parter, der hiver i hver sin ende af den.

Målet bør derfor ikke være at afskaffe eliten. I så fald vil det demokratiske projekt lide samme skæbne som Sisyfos, der måtte bruge hele dagen på at rulle stenen op af bjerget, for at stå op næste dag til samme anstrengende opgave. Målet må i stedet være at skabe en demokratisk akustik, der får folkets stemme til at vække genlyd i magtens korridorer. Groft sagt er problemet ikke, at den eurokratiske elite er elite, men at den ikke er vores elite. De europæiske befolkninger mangler en følelse af ejerskab over EU som politisk projekt. Det er klart, at folket må blive bedre til at tale. Det er også klart, at eliten må blive bedre til at lytte. Men EU's største demokratiske problem i dag er hverken, at folket er for dumme til at snakke eller, at eliterne ikke lytter. Det er snarere, at folket ikke kan genkende sin egen stemme i lyden af Europa.