Print artikel

En masse akademikere, men ikke ret mange intellektuelle

Akademisk arbejdsplads anno 2017
Artikel
03.03.17
Aldrig har der været så mange akademikere, og aldrig har forskningen lukket sig så meget om sig selv, som den gør i dag. Den tænkende, talende og debatterende intelligentsia er afløst af specialiserede videnskabsfolk i hvert sit evigt roterende hamsterhjul. Hvordan er det kommet så vidt?

Det er et hårdt arbejde at være forsker. Det tager tid. Man læser, man noterer, man holder møder, indsamler empiri, underviser. Man sætter projekter i gang, store projekter, der skal kaste lys over ting, som er vigtige. Og man sammenfatter sine tidskrævende, minutiøse undersøgelser i et slutprodukt: den videnskabelige artikel, som bliver peer-reviewed og udgivet i et videnskabeligt tidsskrift. Og læst af måske fem-seks af ens kolleger, som forsker i noget beslægtet. Måske det hold studerende, man underviser, fordi man selv har sat artiklen på pensum. Og det er så det. Den nøjsomt frembragte viden kommer ikke videre ud i verden, men ligger og samler støv på en server i en forskningsartikel-database.

Der var engang, hvor universitetsansatte primært udgav bøger og ikke forskningsartikler. Hvor den intellektuelle klasse udgjorde centrum i den offentlige debat, henvendte sig til både politiske magthavere og de bredere folkemasser, kom ud med deres synspunkter, ideer og refleksioner. Skrev banebrydende værker, der satte en intellektuel dagsorden. I dag sidder de fleste akademikere på små kontorer i universiteternes humørløse bygninger og skriver læssevis af forskningsartikler, der skal opfylde helt særlige formkrav, så de kan udgives i de helt særlige tidsskrifter, som udløser et vist beløb til instituttet, forskeren er ansat på. Dertil kommer kravene om dokumentation og bogføring, alskens administrative opgaver, der i dag fylder langt mere end for få årtier siden. New public management har ramt universiteterne og med det en detaljeret styring af den enkelte akademikers arbejdsopgaver. Slut med at sidde på kontoret og ryge pibe og gruble halve og hele formiddage væk. »Academic life has become more professionalised. They write for each other, not for the general reader. Academic political philosophy today, for example, has zero influence on the practice of politics,« har den britiske filosof John Gray udtalt om de triste tilstande i akademia til mediet New Statesman.

Den akademiske filosofi har altså svært ved at komme ud over rampen i dagens professionaliserede og, ville nogen sige, markedsgjorte akademiske miljø. Der er sket en specialisering, hvor akademikerne, i dette tilfælde filosofferne, dygtiggør sig inden for smalle områder, de forsøger ikke at gabe over hele samfundet. Man har simpelthen ikke det storhedsvanvid, man havde engang. For eksempel i den såkaldte Wiener-kreds, som den unge Ludwig Wittgenstein var en del af, hvor man opfattede sit eget arbejde som et projekt, der reformulerede hele filosofien. Som pointeret af John Gray, skriver filosofferne i dag artikler om små frimærker af det filosofiske landkort, de udvikler ikke luftige makro-tankesæt, som henvender sig til en bredere offentlighed og som forsøger at vende al hidtidig tænkning på hovedet. Der er godt nok masser af akademikere i medierne hver eneste dag, men oftest som eksperter, der udtaler sig neutralt, bliver kaldt i tv-studiet for helt mekanisk at udtale sig om en aktuel sag.

Er tendensen et tegn på, at universiteterne i stigende omfang svigter deres samfundsansvar, når de kræver af deres ansatte, at deres arbejde udmønter sig i royalty-indbringende forskningsartikler, som kun indviede kolleger læser? Eller omvendt, at akademisk viden er blevet så specialiseret i vor tid, at det simpelthen er nødvendigt at begrave næsen dybt i snævre emner, som den almene læser aldrig kommer til at forstå?

Lene Andersen er et eksempel på en intellektuel, der er aktiv i offentligheden, men som står uden for det akademiske system. Hun har blandt andet udgivet bogserien Baade-Og, et slags filosofisk modstykke til Kierkegaards Enten-Eller. Hun ser et problem i den måde, universitetssystemet er indrettet på. Det skaber ikke intellektuelle, men først og fremmest akademikere, og man bliver ikke nødvendigvis intellektuel, fordi man er akademiker:

»En intellektuel kan godt være en, der ikke har en akademisk grad. Det er en, der kan flytte grænserne for, hvad vi kan tænke. Problemet i dag er, at vi har en hel masse akademikere, men ikke ret mange intellektuelle.«

Problemet med de manglende intellektuelle er ifølge Andersen opstået, fordi det hæmmer ens akademiske karriere, hvis man bruger tid på at skrive bøger, der henvender sig til et bredt publikum eller er aktiv i medierne med kronikker og indlæg, frem for udelukkende at skrive akademiske forskningsartikler. For det er kun forskningsartiklerne, der bliver belønnet i det benhårde karriereræs på universiteterne. Derfor bliver alt for mange akademikere heller aldrig intellektuelle:

»Karrieren lider skade, når man prøver at bevæge sig ud i offentligheden. Man sætter simpelthen sin tid til, for det at skrive en kronik er jo ikke anerkendt på samme måde som en forskningsartikel. Og så bliver man sat tilbage i sin karriere. Det er en konstruktionsfejl i det akademiske system. Den dannelsestanke, som Wilhelm von Humboldt indførte i det preussiske universitetssystem i 1809-10, og som vores eget system også bygger på, gør jo, at man får nogle mennesker, der virkelig brænder for deres felt. Det er en ide om, at professoren har undervisnings- og forskningsfrihed. Men den måde, det akademiske system har udviklet sig på i dag, gør, at det engagement ikke kommer offentligheden til gode.«

Lene Andersens kritik af, at universitetssystemet hæmmer akademikeres mulighed for at udvikle sig til intellektuelle, synes at blive underbygget af den officielle motivationen for de senere års ændringer af universiteternes ledelses- og organisationsstrukturer, der blev indledt med den store reform på universitetsområdet i 2003 Tid til forandring for Danmarks universiteter. I reformteksten står der blandt andet:

»Målet er at styrke universiteternes ledelse og at åbne yderligere for folk udefra, så vi sikrer et tættere samspil mellem universiteterne og det omgivende samfund. Universiteterne kan på denne måde være med til at sikre vidensamfundets udvikling – og dermed bidrage til vækst og velfærd i hele samfundet.«

Reformen påpeger universiteternes samfundsforpligtelse til at skabe vækst og velfærd, men ikke den konstante opgave med at uddanne fremtidens intellektuelle, kreative tænkere. Det humboldtske ideal om den omfattende dannelse af hele mennesket, der efter endt uddannelse er virtuos på en række områder, er tydeligvis langt væk. Det samspil mellem universitet og samfund, reformteksten omtaler, er et samspil, der skal føre til vækst og velstand, ikke en række nyuddannede kandidater, der, med Lene Andersens ord, »kan flytte grænserne for, hvad vi kan tænke«.

Det lyder jo nedslående. Er der slet ingen lyspunkter forude? Hvis man forhører sig hos den unge generation af akademikere, der i disse år er på vej ud i universitetssystemet, tyder det på, at der er en stor bevidsthed om vigtigheden af at komme ud med sine tanker ad andre kanaler end den sædvanlige forskningsartikel.

Et eksempel på en sådan ung akademiker er Tobias Bornakke, PhD-studerende ved Sociologisk Institut på Københavns Universitet, hvor han forsker i data og digitale metoder. Desuden er han medstifter af non-profit-koorporativet Analyse&Tal. Han kalder universitetssystemet for et hamsterhjul, hvor akademikerne løber og løber, skriver og skriver forskningsartikler, der ikke er noget højere formål med:

»Man har taget nogle af landets klogeste mennesker, og så har man groft sagt fået dem til at løbe efter noget, der ikke har et højere formål. Jeg synes, formålet er meget uklart i hvert fald. Man har én international standard, som handler om at få artikler i fine tidsskrifter. Og man har jo skruet op. Andrew Abbott (britisk sociolog red.) har lavet et studie, hvor han peger på, at akademikeres tid til at læse er en tiendedel af, hvad den var i 1950erne, fordi der i dag er langt større krav til at publicere. Hvor man tidligere kun skrev en artikel, hvis man virkelig havde noget godt, er det nu blevet et mål hele tiden at få så mange artikler ud som muligt. Så vi læser meget lidt, fordi vi alle sammen skriver hele tiden.«

- Men hvorfor er det blevet sådan? Man kunne jo godt forvente, at der ville være en form for rationale bag, at man bliver belønnet for at skrive mange artikler, men det lyder, som om der ikke er nogen særlig grund til det?

»Der skete det, at på et tidspunkt ville man gerne kunne veje videnskab, og det gør man ved at indføre en standard, der er ikke andre måder at gøre det på. Standarder er skabt af mennesker, for at man kan veje ting. Det er rigtig svært at måle, om forskning skaber store samfundsdebatter, men publicering af artikler er til at forholde sig til. Senere begyndte man så at måle, hvor meget forskning bliver refereret af andre forskere, men det måler stadig det samme. Alt det andet, man laver som forsker, og som man bruger en stor del af sin tid på, bliver overhovedet ikke målt, fordi det er svært at måle.«

Det er også derfor, Tobias Bornakke har været med til at stifte Analyse&Tal. Her er man nemlig fri af de krav, der er i universitetsverdenen, og man kan vælge at arbejde med de projekter, der flytter noget i offentligheden, ude i samfundet:

»Den kooperative ide har altid handlet om, at man vil have indflydelse på sit samfund. Man ville lave gode råvarer eller gode mursten i gamle dage, og vi vil så gerne lave gode analyser, som har en positiv effekt. Vi mener kun, det får en positiv effekt, hvis det faktisk kommer ud og bliver debatteret. Vi vælger de projekter, hvor vi mener, vi gør noget godt for samfundet, både for vores egen skyld og for samfundets.«

Det lader altså til, at unge talentfulde mennesker er ved at få nok af universitetets hamsterhjul. Pølsefabrikken bliver skiftet ud med kooporativt arbejdsfællesskab, hvor man selv bestemmer over sin tid. Måske universitetet har skudt sig selv i foden? Noget kunne tyde på det. I hvert fald har Tobias Bornakke ikke tænkt sig at blive på universitetet, når han har afleveret sin PhD. Så begynder han at arbejde hos Analyse&Tal.