Print artikel

Idiotiske vælgere stemmer på idiotiske politikere, som træffer idiotiske beslutninger

Det grundstødte idiokrati
Kommentar
03.02.17
Demokratiet er den eneste legitime styreform, men den indeholder også en fare for, at idiotiske vælgere stemmer på idiotiske politikere, som træffer idiotiske beslutninger. Løsningen? Det såkaldte elitedemokrati, hvor hensynet til befolkningens luner og vigtigheden af, at den politiske kurs er nogenlunde intelligent, balanceres. Filosof Frej Klem Thomsen har skrevet et indlæg i den verserende idiotdebat.

Demokrati har siden Anden Verdenskrig været bredt betragtet som ikke bare den bedste, men den eneste legitime styreform for et moderne samfund. Men selvom vi ofte ikke tænker over det, så har demokratiet indbyggede svagheder. En bestemt svaghed har plaget demokratiet siden dets fødsel, men har aldrig været vigtigere end i dag: uvidenhed.

Det kan virke absurd at hævde, at uvidenhed er en udfordring for demokrati i det 21. århundrede, for vi er i dag den mest vidende generation i menneskehedens historie. Aldrig før har vi samlet haft så dyb forståelse for så mange fænomener.

Alligevel tager mange mennesker alvorligt fejl om helt banale kendsgerninger. En undersøgelse fra 2012 af 10 europæiske lande og USA viste for eksempel, at 45 % af de adspurgte voksne troede, at kun GMO-tomater indeholder gener, godt 25 % var ikke klar over at lys bevæger sig hurtigere end lyd, og hele 15% mente at solen drejer rundt om jorden.

Vi er for det meste uvidende om alle de ting, som vi ikke har brug for at vide noget særligt om

Den form for uvidenhed er i almindelighed ikke et problem. Vi er for det meste uvidende om alle de ting, som vi ikke har brug for at vide noget særligt om i vores dagligdag. Men netop i sammenhæng med demokratiske valg risikerer vores uvidenhed at blive en alvorlig udfordring.

Et demokratisk samfund er kendetegnet ved, at borgerne i fællesskab træffer centrale beslutninger om samfundets indretning, på en måde der stiller hver enkelt borger nogenlunde ligeligt i beslutningsprocessen. Men hvordan kan borgerne træffe kvalificerede beslutninger om alle de ting, som de ikke ved noget særligt om?

Med en smule pres vil man nok kunne få de fleste til at indrømme, at de ikke har meget forstand på for eksempel dynamiske effekter i makroøkonomien, organisationsstrukturers pædagogiske virkninger i uddannelsessystemer, eller detaljerne i de politiske relationer i Mellemøsten. Ikke desto mindre er det den slags komplicerede forhold, som vi i fællesskab skal træffe beslutninger om, når vi for eksempel skal beslutte, hvordan skatten skal sættes, hvordan folkeskolen skal indrettes, og hvilken udenrigspolitik staten skal føre.

Problemet bliver værre af, at det er svært at erkende sine egne begrænsninger. Når vi er uvidende, så er vi meget ofte også uvidende om at vi er uvidende. Det kaldes i kognitiv psykologi for Dunning-Krueger effekten og skyldes lidt forenklet, at det at vurdere sine egne evner på et givet område, bruger ens evner på netop dette område.

Et berømt studie demonstrerede effekten ved at vise, at 93 % af alle amerikanere mente, at de var bedre til at køre bil end den gennemsnitlige chauffør. Det kan naturligvis ikke være rigtigt. De fejlagtige vurderinger er udbredte, fordi dårlige chauffører ikke kan vurdere, hvor dårlige de er, og derfor let kan bilde sig ind, at de klarer sig fint.

På samme vis er det sjældent, at man møder personer, som åbent erkender, at de ikke er i stand til at have en kvalificeret holdning til et politisk problem, selvom det antageligt er tilfældet for de fleste af os det meste af tiden. Sat på spidsen kan man sige, at et moderne demokrati i praksis er et system som sikrer, at en hvilken som helst beslutning bliver truffet af et stort flertal af personer, som er inkompetente til at træffe beslutningen.

Men faktisk træffer borgerne i moderne lande sjældent direkte beslutninger demokratisk. I repræsentativt demokrati vælger borgerne i stedet repræsentanter, som faktisk har tid og mulighed for at sætte sig grundigt ind i de emner, som de skal træffe beslutninger om.

Den løsning løber imidlertid durk ind i et beslægtet problem, som vi kan kalde den demagogiske udfordring. Platon illustrerede problemet i Staten ved at pege på, at et skib, hvor sømænd og passagerer fik lov til at vælge kaptajnen, kun sjældent ville blive styret af den person, som havde bedst forstand på navigation. Hoben ville snarere lade sig gribe af luner og retorik og gøre den person til kaptajn, som bedst forstod at bilde dem ind, at de kunne tage for sig af forsyningerne og sejle præcis, som de ville uden hensyn til vind eller vejr. Platons pointe er naturligvis, at et sådant skib er i overhængende fare for at synke.

En anden måde at formulere problemet på er, at i et repræsentativt demokrati er den vigtigste kvalifikation for at blive beslutningstager ikke evnen til at træffe kvalificerede beslutninger, men evnen til at blive valgt. Det betyder, at der er en tendens til, at beslutningstagernes rækker bliver fyldt op af skruppelløse charmetrolde med brede smil, snarere end af velmenende nørder med dyb indsigt i de relevante problemer.

I sidste ende skyldes problemet, at evnen til at vurdere andre menneskers kompetencer også er afhængig af, at man selv er kompetent. Kort sagt er der ikke nogen grund til at tro, at vi er bedre til at vælge gode repræsentanter, end vi er til at træffe gode beslutninger. Det repræsentative demokrati er i dette kritiske perspektiv et politisk system, hvor inkompetente vælgere sætter demagoger til at træffe dårlige beslutninger. Burde vi så ganske enkelt droppe demokratiet?

Der findes tre klassiske argumenter for, at svaret er ”nej”, og vi bør holde fast i demokratiet, som blev elegant formuleret af den britiske filosof John Stuart Mill. Vi kan kalde dem for det epistemiske, det pædagogiske, og det inkluderende argument for demokrati.

Det epistemiske argument hviler på den betragtning, at vi altid bør indrømme muligheden for, at vi kunne tage fejl. I et demokrati har alle samfundsgrupper både mulighed for og grund til at blande sig i debatten, hvilket sikrer, at ethvert synspunkt bliver konfronteret med så mange udfordringer som muligt. Det giver os de bedste muligheder for at opdage det, hvis vi faktisk skulle tage fejl, og selv hvis vi ikke gør, så vil man ofte få en bedre forståelse af sit eget synspunkt ved at overveje og afvise udfordringerne. Demokrati er på den måde med til at skabe en proces, hvor vi som samfund har de bedste muligheder for både individuelt og kollektivt at blive klogere.

Det pædagogiske argument er baseret på idéen, at det bedste, man kan gøre for at hjælpe en person med at blive klogere og mere ansvarlig, er at lade vedkommende tage del i de fælles beslutninger på lige fod med andre. Omvendt, så er det umyndiggørende og hæmmende for menneskers udvikling, hvis de udelukkes fra sådanne beslutninger. Demokrati er på denne måde et middel til at hjælpe borgerne med at realisere deres potentiale som selvstændige, kritisk tænkende individer. Denne dannelseseffekt har dels den fordel, at borgerne bliver bedre til at træffe beslutninger, men mange vil også mene, at dannelse har selvstændig værdi. Et samfund, som giver mennesker bedre muligheder for at udvikle sig, er bedre end et samfund som ikke gør, simpelthen fordi det er en væsentlig del af et godt liv at vokse som menneske.

Endelig, og måske vigtigst, så peger det inkluderende argument på, at demokrati har den fordel, at det sikrer, at der tages i hvert fald et minimum af hensyn til alle grupper i samfundet. I et samfund hvor nogle grupper af borgere ikke kan påvirke beslutningerne, vil det ofte være fristende for beslutningstagerne at ignorere eller endog udnytte dem, for eksempel for at tilgodese beslutningstagerne selv. Med den indiske filosof Amartya Sens slående eksempel, så har der aldrig været katastrofal hungersnød i et velfungerende demokrati, simpelthen fordi beslutningstagere i et demokrati kan blive stillet til regnskab af de mennesker, som ulykkerne går ud over.

I lyset af sine svagheder og styrker er det bedste, man kan håbe på, måske en variant af det, som den amerikanske politolog Joseph Schumpeter har kaldt for ”elitedemokrati”. I dette findes en skrøbelig balance mellem den vidende elite af politikere og embedsfolk, som i praksis træffer beslutningerne, og den bredere befolkning, som hverken har indsigt til eller mulighed for at blande sig i de daglige beslutninger, men som trods alt kan smide eliten på porten, hvis de dummer sig for eklatant.

Dette forsvar vil nok forekomme mange at være noget blodfattigt, men i en tid hvor befolkninger i demokratier verden over gør oprør mod eliten, rummer forsvaret en lektie til både elite og befolkning: til de sidste, at selvom der er grund til at være på vagt overfor eliter, så er det nødvendigt at overlade ansvaret for de fleste beslutninger til andre, som er bedre kvalificerede, end man selv er. Til de første, at elitedemokrati afhænger af, at folk faktisk kan smide eliten på porten. Oplever befolkningen, at demokratisk utilfredshed alene ændrer på ansigterne over jakkesættene, så mister systemet legitimitet.

En nøgtern forståelse af vores både fejlbehæftede og sårbare demokrati er på en gang mindre opløftende og mere relevant end nogensinde før.