Print artikel

Bøger på Borgen

Illustration: Peter Berke
Feature
09.12.16
Litteraturen skaber demokratisk fremgang, mente den amerikanske filosof Richard Rorty. Men hvad og hvor meget læser landets folkevalgte politikere – og påvirker litteraturen deres politiske tankegang?

»I sommer læste jeg Morten Papes bog om sin opvækst i Urbanplanen – ikke langt fra hvor mine børn vokser op … Og jeg forstod for første gang for alvor, hvor uendeligt mislykket vores kamp mod hash har været.«

Med Morten Papes bog Planens førstehåndsberetninger fra et boligområde på Amager, der former alt, også det, der ikke vil formes, stod det for første gang soleklart for Morten Østergaard. Han havde taget fejl. Nu går han og De Radikale ind for fri hash. Det var en roman, der var udgangspunktet for holdningsændringen. Ikke de evindelige debatter med de genkendelige argumenter, der ofte fremstår som formaliseret støj mellem standhaftige partisoldater. Hvorfor?

Et litterært anker

Måske det er nemmere at komme med indrømmelser overfor romaner end politiske modstandere – eller måske kan skønlitteratur åbne for erkendelser eller perspektiver, den politiske horisont endnu ikke besidder.

»Sandheden er ikke i overensstemmelse med virkeligheden,« sagde den amerikanske filosof Richard Rorty i en diagnosticering af det amerikanske demokratis tilstand fra slutningen af halvfemserne. Ifølge den nu afdøde filosof, er sproget drivkraften bag enhver politisk udvikling. Han mener, at samfundet kun kan opnå nye erkendelser af virkeligheden gennem den sproglige beskrivelse af den. Jo bedre sprog, desto bedre erkendelse. Og hvilke sproglige beskrivelser er de bedste ifølge Rorty? Skønlitteratur og poesi, selvfølgelig.

»Jeg læste for nyligt i en bog,« kunne være indgangsreplikken i Morten Østergaards forsvar for fri hash fra Folketingets talerstol, men ordlyden er Anker Jørgensens. Den tidligere socialdemokratiske statsminister indledte ofte sine taler i Folketingssalen netop sådan. I foråret skildrede de mange nekrologer, der fulgte i kølvandet på S-koryfæets død, en statsminister, der hver morgen i det meste af sit liv læste halvtreds siders dansk skønlitteratur.

Han mente nemlig, at skønlitteraturen er en vital grundsten i den menneskelige udvikling og nødvendig for hans eget politiske virke. Anker Jørgensen inddrog ofte perspektiver og erkendelser fra bøgernes verden på Christiansborg. En statsmand efter Rortys hoved, men den litteraturglade politiker blev fremstillet som en undtagelse. Embedsværkets stigende antal notater og murstensrapporter med hårde fakta levner ikke længere meget plads til skønlitterær fordybelse. Jørgensens læselyst er dermed et historisk levn, der minder os om dengang, det politiske hverv var knapt så stressende. Dengang aftentimerne gik med hyggelæsning og piberøg. Litteratur og politik er i dag to uafhængige verdener. Eller er de?

Halshuggede politikere

»Dræb ham!« råber 100.000 utilfredse borgere på Christianborg Slotplads. Lidt efter falder en sløv klinge mod en ung politikers hals. Han dør på stedet til stor jubel for de mange demonstranter. Det kan umiddelbart virke ildevarslende, at Alternativets formand Uffe Elbæk spontant nævner Kaspar Colling Nielsens bog Den danske borgerkrig 2018-24 som et værk, der for nyligt gjorde et stort indtryk på ham. Men den nære fremtidsdystopi, hvor politikere og bourgeoisiet halshugges og tortureres af en Nørrebro-guerilla, skaber ifølge Elbæk »fiktionen om en virkelighed, der er så tæt på, at man pludselig kan se den for sig.«

Virkeligheden, som partiformanden kan se for sig, er den farlige cocktail af børsspekulation, klimakrise og voksende politikerlede, der til sidst får folket til at gøre oprør og på brutal vis omlægge demokratiet og samfundsindretningen til et, ja, alternativt samfund.

Samme samfundsomvæltende sigte, kan bogen placeret på natbordet hos folkesocialisten Pia Olsen Dyhr ikke siges at have. Men Erik Valeur kan altså noget andet, forklarer SF-forkvinden. »Han sætter de sociale problemer på spidsen,« som i Det syvende barn, der skildrer opvæksten på et dansk børnehjem i 1960’erne.

»På den måde kan romanen noget, som intet andet kan; nemlig at få én selv til at tænke i billeder. Og det er vigtigt, hvis man skal forandre noget i samfundet. Skønlitteratur kan få en følelse til at synke helt ind i maven,« siger hun.

Måske var det selvsamme følelse, der grundfæstede sig i De Konservatives formand Søren Papes mave, efter at have læst den i dag næsten glemte danske forfatter Jakob Bech Nygaards bog med samme omdrejningspunkt som Olsen Dyhrs roman; nemlig de ubarmhjertige vilkår for landets børnehjemsbørn i mellemkrigstiden.

»Der er særligt en bog helt tilbage fra min barndom, som jeg husker: Guds blinde Øje. Den har påvirket mine tanker om, hvordan vi skal behandle hinanden. Jeg har selv haft en god og tryg barndom, så derfor var det at læse om børn, der mistrivedes på den måde, noget der efterlod et stærkt aftryk i mig. Bøger fremmaner billeder, der er langt stærkere end virkelighedens billeder.«

Familien og den trygge barndom er selvsagt konservativt hjerteblod, og såfremt SF og de Konservative skulle have stirret sig blinde på kompromisløse modsætningsforhold som grundskyld og kontanthjælpsloft, kan formændene jo passende dele den sociale indignation over uskyldige børn, der mistrives.

Et 1970’er-fænomen

Samme sociale indignation gør sig ikke overraskende gældende hos Enhedslistens netop afgåede leder, Johanne Schmidt-Nielsen, der i lighed med De Radikales formand, Morten Østergaard, betages af romaner om socialt udsatte boligområder – dog uden at nævne Karina Pedersens Helt ude i hampen.

»Både Morten Papes Planen og Aydin Soeis Forsoning er personlige vidnesbyrd, som selvfølgelig ikke kan erstatte forskning, men som giver en anden forståelse af, hvad det vil sige at vokse op i et socialt belastet boligområde. Man kan læse nok så mange forskningsrapporter om det, men det personlige vidnesbyrd giver et andet perspektiv og en anden forståelse,« siger hun.

Trine Bramsen, retsordfører for Socialdemokratiet, fortolker imidlertid politiker-darlingen Planen med helt andre øjne. Bogen er, sammen med Anne-Cathrine Riebnitzskys Forbandede yngel, et godt indblik i det dysfunktionelle Underdanmark, siger den socialdemokratiske jernlady. Bøgerne er skrevet uden den »berøringsangst« og »misforståede godhed« overfor problemerne i socialt belastede ghettoområder og familier, der var kendetegnende for hendes egne partifæller i 90’erne og som, ifølge Bramsen selv, »stadig kan spores på venstrefløjen i dag.«

Politisk berøringsangst, kan man ikke klandre manden med de stålsatte øjne og de ultimative krav for at have. Liberal Alliances stifter er i sine boganbefalinger da også relativt bramfri, og han er ikke sen til at nævne sin egen bog som en evig kilde til inspiration. Efter latterens ophør udvider Anders Samuelsen formentligt mange bogormes litterære horisont ved at anbefale Knud Sørensens udkantsskildring En Landsbyhistorie fra 1986. Romanen handler om en arbejdsløs ingeniør, der omgår socialkontoret og forgæves forsøger at etablere en elektronikvirksomhed i en hensygnende jysk landsby. Indrømmet; nærværende skribenter har ikke haft lejlighed til at læse romanen, hvorfor det må stå usagt, om det mislykkedes erhvervseventyr skyldes et uigennemsigtigt bureaukrati – eller et for højt skattetryk.

»Litteraturen bliver interessant, når en forfatter skaber et værk, der sætter ord på bevægelserne, som er i tiden – men som tiden endnu ikke har været i stand til at gribe.«

Usagt er det imidlertid ikke, at litteraturen ifølge Samuelsen »naturligvis skaber nogle nye, interessante perspektiver. Men at politik og kunst samtidig bør holdes adskilt – slægtskabet hørte 1970’erne til«, som han siger. Kampen for en mindre stat er alene politisk og ikke litterær. Bare spørg Franz Kafka.

Samuelsens skarpe adskillelse af litteratur og politik vinder ikke genklang blandt kollegerne på Christiansborg. Alle adspurgte politikere læser, og mange mener tilmed, at de får en unik indsigt, der kan bruges i deres politiske liv. Men bøgerne på Borgen indtager ikke samme fremtrædende plads som hos Anker Jørgensen, og som filosoffen Richard Rorty kunne ønske sig. Dertil er politikerhverdagen for fyldt med faglig lekture. Stort set alle ønsker at læse noget mere, men ønsket stopper som oftest ved intentionen.

En intention, der ikke er nok, hvis man har politikerdrømme i Frankrig. Her skal klassikerne sidde på rygraden som danskheden i indfødsretsprøven. Den forhenværende franske præsident Nicolas Sarkozy har således været i vælten, fordi han ikke nød at læse den franske klassiker La Princesse de Cléves. Værre gik det, da Fleur Pellerin tidligere i år blev fyret som kulturminister. Årsag: Pellerin var ikke stærk nok i nobelpristager Patrick Modianos forfatterskab.

En ny virkelighed

»Ernest Hemmingway,« nævner Venstres udlændingeordfører Marcus Knuth som sin ubestridte yndlingsforfatter. »Han er god til at beskrive nødvendigheden, men også grusomheden af krig,« uddyber han resolut og består dermed den hårde franske kulturprøve. Især bøgerne For Whom The Bell Tolls og The Sun Also Rises kan Venstres værdipolitiske indpisker, der har en baggrund som soldat i Afghanistan, relatere til. En til to bøger om måneden, bliver det til for Knuths vedkommende.

Anderledes ofte læser Dansk Folkepartis næstformand Søren Espersen. »Jeg har læst en time hver dag i de sidste 16 år,« konstaterer han og fortæller, at han for tiden læser norske Knut Hamsun. For Espersen giver skønlitteraturen indtryk, han tager med sig i baghovedet. Bøgerne er genkendelse, siger han, som eksempelvis favoritværket Himmerlandshistorier af Johannes V. Jensen, der skildrer hjemstavnens ærlige skæbner.

Der kan umiddelbart virke milevidt fra Kaspar Colling Nielsens fremtidige borgerkrig til Johannes V. Jensens 120 år gamle socialrealisme, men måske er tiden i sig selv underordnet.

»Litteraturen bliver interessant, når en forfatter skaber et værk, der sætter ord på bevægelserne, som er i tiden – men som tiden endnu ikke har været i stand til at gribe. Det er derfor, vi har brug for forfatterne og skønlitteraturen,« siger Alternativets Uffe Elbæk, og tilføjer:

»For én ting er litteraturen som grundforskning i det at være menneske, men litteraturen kan samtidig også – når det er rigtig godt – være med til at skabe en ny virkelighed.«

Filosoffen Rorty ville nok ikke være uenig. For som han engang har udtalt: »Sandheden er ikke i overensstemmelse med virkeligheden.«