Print artikel

Hvad skal vi stille op med, at eliten udgøres af idioter?

Kommentar
01.02.17
Dumhed kan have effekt på folkets politiske valg og præferencer, men det er både naivt og forfejlet at tro, at politik fungerer optimalt uden følelser, skriver Mette Høeg i sit modsvar til Emilie Bruun Sandbye.

Emilie Bruun Sandbye mener i sit indlæg at kritisere en udbredt fordummelse af medlemmerne i de demokratiske samfund, men udleverer i processen grelt sin egen kulturelle og politiske tilhørsgruppes mangel på oplysning. Hvis Sandbye i stedet for at lange ud efter de mindre uddannede i befolkningen søgte at oplyse sig selv yderligere, ville hun måske indse, at en uvidenhed hos befolkningen ikke er udtryk for folkets fallit, men for politikkens fallit. Hun ville måske forstå, at uvidenhed er det uundgåelige udgangspunkt, og at hvis folket skal stemme oplyst, må det nødvendigvis oplyses.

Dertil ville hun måske forkaste sin fejlslutning, at følelser er lig med dumhed. Følelser i politik er forbundet med interesser og dermed både naturlige og nødvendige for et demokratis velfunktion. Dumhed kan have effekt på folkets politiske valg og præferencer, når oplysningen af folket og den kritiske selvbevidsthed er utilstrækkelig, og det dermed bliver modtageligt for demagogi eller rene økonomiske incitamenter. Men det er både naivt og forfejlet at tro, at politik fungerer optimalt uden følelser. Uden entusiasme og følelser er der ikke længere tale om politik, men om ren administration, jævnfør Hannah Ahrendts beskrivelse af det sociale områdes udgrænsning af politikken i det moderne, visionsløse samfund. Visioner beror i lige så høj grad på følelser og entusiasme som på viden og indsigt. Uden følelser og entusiasme er der ingen visioner, og uden visioner er der intet fremskridt.

Uden politiske visioner er der desuden ingen passionerede tilhængere, hvorfor Sandbyes indlæg også illustrerer én af de primære årsager til den store krise, venstrefløjen i dag befinder sig i: den er visionsløs og formår ikke at appellere til brede gruppers interesser og dermed deres følelser. Højrefløjen løber med alle de desperate stemmer, som ikke har meget at tabe, og som derfor rent faktisk tør satse for at opnå et bedre liv, i modsætning til de oplyste venstreorienterede, som veluddannede, velinformerede og velbehagelige residerer i storbyerne, isoleret fra og komplet uinteresserede i livsformer uden for kosmopolboblerne. At disse desperate samfundsmedlemmer tør satse er forbilledligt og værdifuldt; at de beklageligvis satser på baggrund af manglende oplysning og fejlinformationer med uoverskueligt problematiske politiske følger, er i høj grad den kulturelle elites ansvar.

Dernæst kunne Sandbye passende implementere den for hende tilsyneladende ukendte dimension af kritisk praksis, som man kalder selvkritik. Hun påstår at udpege uvidenhedens demokratiundergravende effekt, men ignorerer totalt, at hendes egen position, som inkluderer en positiv indstilling til begrænsning af den demokratiske stemmeret til en intellektuel elite, er stærkt demokratiundergravende og totalitær – sødt vovet og lidt frækt i kombinationen med den kække, catchy overskrift? Eller tenderende til den idioti, hun selv klandrer de mindre veluddannede for?

»Måske vi skal tillade os at være lidt mere elitære og stille flere krav til folks viden« – måske Emilie Bruun Sandbye i stedet skulle tage sig lidt mere sammen, interessere sig mere for samfundet som helhed frem for sin egen elitære gruppes bekvemmelighed og tage en smule mere ansvar for en seriøs og ambitiøs oplysning af sig selv og folket, frem for selvbehageligt, forkælet og frelst at isolere sig endnu dybere i sin privilegerede elitegruppe. Oplysning og selvkritik er de eneste midler til forbedring af den fejlbarlige, men indlysende eneste gangbare samfundsmodel, som demokratiet er. Er der ingen (selv)kritisk tænkende, inspirerede og ressourcestærke samfundsmedlemmer, der tager ansvar for og engagerer sig i en ambitiøs og seriøs oplysning af folket, resulterer det nødvendigvis i udbredt uvidenhed og fordummelse, som får politiske konsekvenser.

Sandbyes indlæg er således stærkt symptomatisk for elitens generelle ansvarsforflygtigelse i dag, dens manglende villighed til at bruge sine ressourcer på at forbedre samfundet, dens selvtilfredse isolation og dens ikke blot fravær af interesse for den brede befolkning, men af og til decideret hovne og nedsættende latterliggørelse af dem, der ikke er ligeså ressourcestærke, veluddannede og privilegerede som den selv.

Emilie Bruun Sandbyes skriver ikke rationalt fra en oplyst og vidende position med samfundets bedste for øje. Hun skriver udelukkende på baggrund af angst og følelser, angst for, at hun og hendes elitære tilhørsgruppe skal miste sin privilegerede og bekvemme position som konsekvens af højrefløjens stigende dominans og større risikovillighed.

Hvis Emilie Bruun Sandbye vælger at forfølge idealet om en indskrænkning af den demokratiske stemmeret til de oplyste (læs: rigtige) samfundsmedlemmer, vil jeg anbefale hende at se nærmere på den ’gerrymandering,’ hvormed republikanerne har haft stor held til at udelukke fattige, uuddannede og ”tilfældigvis” sorte amerikanere fra at stemme. Deres fantasifulde og intimiderende påfund til at ekskludere bestemte befolkningsgrupper fra at stemme, vil hun givetvis finde vældig inspirerende. Dokumentation af ti brugte klip på kaffeklippekortet fra Den Sorte Diamants café som kriterium for stemmeret var måske en idé i en dansk kontekst?