Print artikel

Isbjerget er ikke bare diskurs

Interview
24.09.15
Alle har ret til deres egen mening, men ikke til deres egne fakta. Det er et krisetegn for demokratiet, at politikere ikke vil forholde sig til fakta, mener bogaktuel retorikprofessor.

Da styrmanden på Titanic opdagede, at der var noget galt, gik han sandsynligvis hen til kaptajnen og delagtiggjorde ham i problemet. Styrmanden har nok sagt, at skibet har ramt et isbjerg, og at det vil synke indenfor den nærmeste fremtid. Hvis man her vælger at caste kaptajnen som en moderne politiker, ville han muligvis have svaret: »ok, men sådan ser jeg ikke på det« eller »det er jeg ikke enig i, for isbjerget er bare diskurs.«

»Men det er jo åbenlyst vrøvl« udbryder Christian Kock, professor i retorik på KU, der er metaforens bagmand. »Det er akademisk overmod at sige, at der ikke er noget udenfor diskurserne.« Hvis der er et isbjerg – hvis vi er på vej til at synke, bliver vi nødt til at forholde os ikke bare til diskursen om isbjerget men også til isbjerget selv. Og derfor er vi nødt til at gøre noget ved den offentlige debat. Med bogen De lytter ikke, som Kock netop har udgivet i samarbejde med journalisten Magnus Boding Hansen, vil han udruste journalister og debattører til at skære igennem udenomssnakken i debatten.

I løbet af de seneste par år er flere forskere begyndt at bruge udtrykket ”det postfaktuelle demokrati” som betegnelse for et dystopisk demokrati, hvor fakta er blevet et stridsemne, frem for at være et fælles grundlag for debatten. I stedet for at diskutere, hvad vi skal gøre på baggrund af fakta, diskuterer vi nu i langt højere grad, hvad der overhovedet er fakta, og det mener Christian Kock er sørgeligt. »Nu er det efterhånden sådan, at de fleste, der vil noget her i samfundet, har deres egne fakta, som de selv har lavet, og som de så kan skændes med nogen andre om, der har nogle andre fakta.« Det bliver svært for den almene borger at navigere i sådan en debat, og borgerne får ikke de svar på svære spørgsmål, de fortjener.

»Der er for få argumenter, og de argumenter, der kommer, er for dårlige« mener Kock, der er en udtalt forkæmper for et såkaldt deliberativt demokrati, hvor borgerne danner holdninger og stemmer på baggrund af de saglige argumenter, der bliver lagt frem i debatten. Deliberation er en afledning af det latinske libra, der betyder vægt, og begrebet bygger på idéen om, at det enkelte menneske må afveje argumenterne overfor hinanden og handle herudfra. Den postfaktuelle bevægelse bringer hele denne dynamik i fare, fordi det deliberative demokrati støtter sig op af nogle grundidéer om sandhed, der nu sættes spørgsmålstegn ved. Kock mener at det deliberative demokrati bliver truet, hvis det ender som den amerikanske politiker Daniel Patrick Moynihan frygtede, da han udtalte: »Everyone is entitled to his own opinion, but not his own facts.« Deliberationen bliver umulig, hvis ikke der er en form for fælles fodslag i debatten.

Kock anerkender, at filosofiske tænkere som Foucault har påpeget, at enhver diskurs kun vil vise et udsnit af verden i et bestemt lys, og det kan bruges strategisk. »Det er ikke nyt, at politikere og andre giver tingene navne, som fremhæver nogle egenskaber og skjuler nogle andre. Det har eksisteret lige så længe, som vi har haft sprog, for sprog er noget mennesker har for at fremme deres ønsker og interesser. I romerriget talte man om Pax Romana, den romerske fred – altså der hvor man havde undertrykket de gæve gallere og alle de andre med rå magt.« Men han mener dog også, at der er lang vej fra denne indsigt og så til at mene, at hele verden er sprogligt konstitueret, og vi derfor ikke behøver at forholde os til en ydre virkelighed. »Der er ikke bare en diskurs om klima – der er også et klima, som rigtig mange kloge mennesker, mener er i overhængende fare.«

Der er med andre ord brug for et opgør med den måde, vi tænker fakta i den offentlige debat på, og det gælder ikke blot for politikere, men også for f.eks. embedsmænd, der i stadig højere grad spiller en rolle i hvilke oplysninger, der bliver tilgængelige for offentligheden. Kock fremhæver Jesper Tynells bog Mørkelygten fra 2014, der udstiller embedsmændenes rolle som informationsudvælgere. »Man kan stadigvæk komme i klemme, hvis man lyver direkte, men vildledning bla. ved at præsentere håndplukkede fakta, der definerer de ting, man taler om på en særlig måde, sådan at det tager sig bedre ud, er rigtig udbredt, og det trænger længere og længere ind i både politik og administration.«

Det ville dog være for nemt at skyde hele skylden på politikerne. Bevægelsen mod det postfaktuelle demokrati accelererer i en medievirkelighed, hvor de fleste aktører for længst har givet op på at fastholde seere og lyttere i mere end tre minutter af gangen. De flimrende og flygtige medier giver ifølge Kock de professionelle kommunikationsfolk meget gunstige vilkår i forsøget på at påvirke den offentlige meningsdannelse. Der er slet og ret ikke tid til at protestere, når der ikke bliver svaret på spørgsmålene, eller når politikerne ikke forholder sig til fakta. »Dét, at vi har nogle fakta som vi tager fælles udgangspunkt i, bliver mere og mere opløst og fragmenteret og splittet ud i små enklaver eller ekkokamre f.eks. på internettet.«

Et meget godt eksempel på et postfaktuelt moment er Inger Støjbergs optræden i DR2 programmet Deadline i juli i år, hvor hun var inviteret i studiet for at diskutere flygtningekrisen. Værten Martin Krasnik fremlagde en lang række nationale såvel som internationale undersøgelser, der pegede på, at økonomiske incitamenter ikke har overvejende betydning for, hvor flygtninge rejser hen. Støjberg nægtede igennem hele interviewet at anerkende forskningsresultaterne, med bemærkningen »ja, men jeg synes simpelthen bare, vi må se.« Man kunne fristes til at trække paralleller til The Big Lebowski og den ikoniske »yeah, well, you know, that’s just like, eh, your opinion, man«-replik.

Retorikprofessorens seneste bog hedder som nævnt De lytter ikke, og den opfordrer journalisterne til at lytte bedre efter, hvad politikerne rent faktisk svarer på spørgsmålene og gå i kødet på dem, hvis de ikke forholder sig til spørgsmålet eller til de fakta, der rent faktisk foreligger. I bogen præsenterer Kock og Boding Hansen en række strategier til at få de svar på bordet, som borgerne har brug for for at kunne tage stilling til de politiske emner, der bliver diskuteret. De opfordrer eksempelvis journalister til at komme med konkrete svarforslag og påpege politikernes undvigelsestaktikker, når de svarer på et andet spørgsmål end det, der blev stillet. »I stedet for de generelle vage udsagn stiller man dem overfor konkrete udsagn, og så vil de sandsynligvis sige: jamen, sådan kan man ikke stille det op. Så begynder en masse lyttere og seere at se, at politikeren ikke kan svare eller ikke vil svare. Det virker afslørende.«

Men er skaden ikke allerede sket? Hvis vi allerede er nået til det postfaktuelle samfund, er den offentlige debat vel på sit dødsleje? Hvis grænsen mellem holdninger og facts allerede er så udvisket, at eksempler som Støjbergs Deadline-interview ikke vækker større bekymring, er der vel ikke meget deliberativt demokrati tilbage at kæmpe for? Så langt er Christian Kock dog ikke villig til at gå.

»Det er en kamp op ad bakke at ændre den offentlige debat, men man kan blandt andet gøre det, at man forsøger at bevidstgøre befolkningen om de her tendenser, og det prøver vi på med den nye bog.« Han er overbevist om, at politikerne på et tidspunkt vil finde ud af, hvor fremmedgørende og skadende det er for dem at debattere på den måde, de gør. »Tag Lars Løkke Rasmussen som eksempel: hans parti tabte 10 mandater ved sidste valg, og han mistede 23.000 personlige stemmer. Det var ikke kun fordi, han har fået underbukser til 400 kroner. Det er også fordi, han er så tilbøjelig til at tale udenom.«

Samtidig ser Kock en tendens til, at især de unge vælgere ikke blot anfægter politikernes spin, men også vælger helt at slukke for debatten. »Det er dem, der vil lytte på begge siders argumenter og tage en beslutning – altså dem, der skal vælge i fremtiden – der siger: Vi gider ikke det der.«