Print artikel

Trump og Putin har machomanden til fælles

Interview
19.01.17
Både Trump og Putin er maskuline mænd, der sidder på henholdsvis USA og Ruslands mest magtfulde poster. De bruger deres køns stereotyper til at legitimere deres politiske kurs. Det samme gør oppositionen, der ellers forsøger at kritisere netop denne.

»For at forstå USA lige nu, bliver det vigtigere og vigtigere at se mod Rusland,« sagde lektor Tarik Amar inden årsskiftet til en historieforelæsning på Columbia University. Billedet af Vladimir Putin og Donald Trump, der kysser hinanden blev delt verden over i maj sidste år. Maleriet, der er lavet på væggen på en restaurant i Litauen, er lavet af den lokale kunstner Mindaugas Bonanu, og drager åbenlyst paralleller til det ikoniske billede af kysset mellem sovjetlederen Leonid Brezhnevs og den østtyske statsleder Erich Honecker. Men billedet fører andet end historiske referencer med sig. Det rækker ind i en forståelsesramme som mange journalister og kommentatorer har forsøgt at sætte op i kølvandet på den seneste præsidentvalgkamp i USA.

Da jeg en decemberdag i New Yorks SOHO-kvarter på Manhattan befinder mig til en marathonoplæsning i Housing Works Bookstore Café, går der heller ikke mange minutter, før den åbenlyse sammenligning bliver blæst ud fra scenen, som er placeret midt i boghandlen omgivet af uens bogreoler og vindeltrapper.

»Jeg vil have billeder af Trump og Putin der kysser. De skal stå foran Trump Tower. Jeg vil have feministiske skulpturer og brændende flag,« siger kunstneren Christen Clifford, en af aftenens oplæsere, gemt bag en glimtende guldmaske. Christen Clifford fortæller, hvordan hun var klar til, at en kvinde skulle overtage præsidentposten. Hun håbede på at blive bekræftet i, at en sådan udvikling ikke kun var noget, der var tænkeligt i hendes hoved men faktisk kunne være en realitet. »Og så blev voldtægtsmanden valgt,« siger hun.

Efter valget i USA d. 8. november har nogle af oppositionens stemmer samlet sig for at diskutere fremtiden for supermagten og konsekvenserne i den nærmeste fremtid. I boghandlen går arrangementet under titlen Kunst efter Trump. Flere hundrede newyorkere er mødt op. Enten for at læse noget op eller for at lytte. Christen Clifford er hverken den første eller eneste, der benytter sig af Trump-Putin allegorien.

I 2015 skrev professor i statskundskab ved Clark University Valerie Sperling bogen Sex, Politics, and Putin. I bogen analyserer Sperling brugen af kønsnormer i den politiske diskurs i Rusland. Da jeg ringede til hende efter valget for at spørge, om hun kunne se en sammenligning med den nyvalgte Donald Trump, fortalte hun, at hun netop var begyndt at forelæse om samme emne dagen inden.

»De fleste har nok set de mange billeder af Putin i medierne, hvor han redder et kamerahold fra en sibirisk tiger, kører en Formel 1-bil eller fremviser sine militære færdigheder. Eksemplerne er mange. Essensen i disse er, at de viser den stereotype maskuline hårdhed. Og man kan faktisk se de samme ting hos Trump. Han bliver ikke portrætteret topløs, som Putin er blevet, men han benytter sig af samme tough-talk, som Putin også bruger.«

Det sker ikke en gang i Rusland

I sin bog, der er fra 2015, undersøger Valerie Sperling, hvorfor man vælger at bruge stereotyper om femininitet, maskulinitet og homofobi som redskaber i politisk arbejde. Da primærvalgene begyndte i USA, blev Sperling overrasket over at se, hvordan begge sider af det politiske spektrum brugte kønsnormer på samme måde, som hun havde set i Rusland. Den oplagte sammenligning her er mellem Donald Trump og Vladimir Putin. Sperling mener, at de begge agerer ud fra en opfattelse af maskulinitet associeret med hårdhed og styrke.

Putin var Boris Jeltsins sidste premierminister fra 1999 til 2000. I den periode gik Rusland i krig med den sydlige del af Tjetjenien, og Putins retorik var skarp. Han sagde, at terrorister ville blive fundet ligegyldigt, hvor de befandt sig. »Hvis vi fanger dem, mens de er på toilettet, dræber vi dem der,« sagde han eksempelvis i 1999. Ifølge Sperling har Trump gjort noget lignende med hans efterhånden rige katalog af kommentarer.

»Et eksempel er fra primærvalgene, hvor han talte om Mexico, om mexicanske immigranter, og at han ville bygge en mur for at holde mexicanske kriminelle og voldtægtsforbrydere ude. Oveni det ville han have Mexico til at betale for muren.«

Et andet eksempel er Trumps ageren under stribevis af offentlige forsamlinger. Tilbage i februar sidste år, sagde han under en tale i Iowa, at hvis tilhængerne så nogen, der var klar til at smide tomater efter ham, skulle de slå dem ned. Senere igen har han talt om at smide Hillary Clinton i fængsel. »Det er altså både Trump og Putin, der bruger dette billede af den hårde mand og hans maskulinitet,« siger Valerie Sperling.

I den tid Putin har siddet på præsidentposten i Rusland har han forsøgt at centralisere magten på ny, samtidig med, at han har et stramt greb om befolkningen. Trump giver ofte udtryk for, at han ikke ønsker åbenlyse protester. Umiddelbart efter valget var vicepræsidentkandidat Mike Pence inde at se den populære Broadway-musical, Hamilton. Efter endt forestilling sendte skuespilleren Brandon Victor Dixon en hilsen og opsang direkte rettet til Pence, som han vidste, sad blandt publikum. Han sagde at ham og de andre var »bange for, at din administration ikke vil beskytte os, vores planet, vores børn, vores forældre eller forsvare os og forsvare vores rettigheder.« kort tid efter skrev Trump på Twitter, at han krævede en undskyldning. »The cast of Hamilton was very rude last night to a very good man, Mike Pence. Apologize!«

»Men det her er faktisk det, vi kalder demokrati, « siger Sperling. »At folk kan sige, hvad de mener. Det autoritære er noget, både Trump og Putin mestrer på fornemmeste vis.«

Sperling nævner Trumps store beundring af Putin. »Han beundrer ham for hans styrke og kontrol over Rusland og ikke mindst hans stærke lederskab.« Trump har ligeledes hævdet, at Putin er en væsentlig bedre leder end Barack Obama.

Kvindehad

I boghandlen på Manhattan sidder nogle på stolerækker foran scenen, men de fleste står op. Næste oplæser er Zoë Buckman. Digtet hun læser op, handler, sagt med hendes egne ord, om »den mest mandschauvinistiske oplevelse hun har oplevet,« Normalt arbejder hun med visuel kunst, men denne tid, denne oplevelse har været undtagelsen, der har fået hende til at skrive. Publikum klapper og pifter begejstrede.

Digtet slår på et af de temaer, der er mest præsent for aftenens oplæsninger: kvindehad. Dagen efter valget blev subwayen i New Yorks vægge fyldt med små farverige post-its, hvor folk gav udtryk for deres følelser og reaktioner. Det startede som en kunstinstallation med navnet Subway Therapy, men fik hurtigt sit eget liv og sine egne steder. Mange af sedlerne handlede om hvide mænds privilegier, om LGTB-miljøets bekymringer og om angsten for kvindehad.

Den sidste af Donald Trumps kampagnevideoer gik under den minimalistiske og dog bombastiske titel Dangerous. Budskabet var, at Hillary Clinton hverken havde styrken eller udholdenheden til at blive præsident. Samtidig viste den 30 sekunder lange video billeder af Hillary Clinton, da hun fik et ildebefindende under 9/11 mindehøjtideligheden i et par måneder før valget. Den viste også billeder af Clinton, hvor hun hoster og er ved at falde på en trappe, mens to mænd holder hende oppe.

»Budskabet i videoen er ikke skreget ud, men tydeligt præsenteret gennem videoen: Donald Trump vil beskytte dig. Han er den eneste, der kan. Der er imidlertid intet, der siger, at Donald Trump er maskulin, eller at Hillary Clinton er en svag kvinde. Det behøver man nemlig ikke at sige, det er noget, alle forstår. Seeren forstår, at mænd beskytter kvinder. Og som præsident vil Trump beskytte kvinder og andre mænd, fordi han er den eneste, der kan,« siger Valerie Sperling.

I Sex, Politics, and Putin er en af Sperlings konklusioner, at sexisme og patriarkalske samfund er universelle størrelser, som breder sig langt ud over Ruslands grænser. Men sexisme vil altid være langt mere effektivt i samfund, hvor der ikke er en stærk feministisk bevægelse. I 2012 kom den republikanske Richard Murdock med en række udtalelser om voldtægt. Han sagde blandt andet at en kvinde, der bliver gravid med sin voldtægtsmand, bærer rundt på en gave fra Gud. I november 2012 tabte han sit forsøg på at blive til senator for staten Indiana. Grunden til nederlaget var ifølge Valerie Sperling, at der var et stort feministisk oprør mod hans udtalelser i USA, som gjorde det klart, at de ikke var okay. Alligevel sidder vi i en situation, hvor Donald Trump netop har vundet valget i USA.

»Der har været, og der fortsætter med at være, stort ramaskrig omkring Trump. Selv en person som Mitt Romney, Mr. Republican, forsøgte under primærvalgkampen at overbevise republikanere om ikke at stemme på Trump. De spurgte ham hvorfor, hvortil han svarede: tænk på kvindehadet. Jeg vidste ikke engang, at Romney kendte til ordet kvindehad.«

Professoreren er endnu ikke helt overbevist om, hvad der gjorde den afgørende forskel ved valget af Trump. Men hun mener at se, at flere mennesker i disse år føler sig usikre ved ideen om de nye grupper af individer bliver anerkendt og får de rettigheder, de før er blevet benægtet.

»I stedet for at se frihed som et stadigt mere udvidet territorium, ser nogle mennesker disse friheder som noget, der tager deres del af kagen fra dem. For de mennesker er Donald Trump en god kandidat. Han ser også verden som en kage, og hvis du får en stykke af den, betyder det, at en anden ikke kan få det.«

Kønsstereotyper i søvne

Et andet væsentlig pointe fra Valerie Sperlings bog er, at kønsstereotyperne anvendes på begge sider af det politiske spektrum.

»Kønsnormer er så nemme og hurtige at forstå, fordi vi er opdraget med dem, og de gennemsyrer alt i vores kultur. Vi ved, hvad det vil sige at være en ordentlig kvinde og en ordentlig mand. Vi har skældsord som ’fag, wimp, pussy’. Og vi ved, at hvis vi bruger de termer, når vi gør mænd feminine, så får man dem til at fremstå i et dårligt lys.«

Når oppositionen enten i USA eller Rusland forsøger at kritisere Trump eller Putin, forfladiger de derfor ofte til at benytte samme retorik som den, de kritiserer. Ikke fordi de ikke ved bedre, men fordi den type sprog er så indlejret en del af vores kultur, at det er noget, de fleste af os gør i søvne. Et eksempel på herpå, er også kysset mellem Trump og Putin. Udover at drage paralleller til historiske begivenheder er det også med til at underminere begge politikere. Men med samme sprog som det, kunstneren bag maleriet givetvis har forsøgt at kritisere.

»Det er en måde at sige, prøv at se de her to fyre, de kæmper for det samme mål, de har begge et diktatorisk lederskab, men de gør de også i en homoerotisk sfære, som underminerer deres legitimitet fuldstændig, fordi de i virkeligheden begge to er ’fags.’ Det er budskabet.«