Print artikel

Demokraterne er selv skyld i Trump

Analyse
10.10.16
Efter Hillary Clinton har vundet over Trump, står Demokraterne fortsat med et kæmpe problem på hænderne. Et problem de selv har været med til at skabe. To nye bøger prøver at forklare, hvordan det er gået så skævt i USA.

At Republikanerne i USA har mistet forbindelsen til både bagland og den bredere befolkning, hersker der ikke megen tvivl om. Partiets præsidentkandidat, forretningsmanden og realitystjernen Donald Trump, har med stor succes iscenesat sig selv som en rebel og en udligner overfor et parti, der i offentlighedens øjne kun plejer den økonomiske elites interesser. Men hvorfor har Demokraterne, USA's traditionelle arbejderparti, ikke allerede for længst sikret sig de uuddannede og ufaglærtes stemme? Hvad er der blevet af Franklin D. Roosevelts parti som i 1930erne søsatte den vestlige verdens mest ambitiøse socialdemokratiske projekt, New Deal-reformen, i kølvandet på depressionen?

Hovedtesen i den amerikanske journalist og historiker Thomas Franks nye bog Listen, Liberal: Or, Whatever Happened to the Party of the People?, er at det er vedholdende fiktion, at Demokraterne fortsat er »folkets parti«.

Det parti, der under Roosevelt varetog arbejderklassens interesser ved bl.a. at føre en ekspansiv finanspolitik og skabe millioner af jobs gennem offentlige projekter, har ikke eksisteret siden slutningen af tresserne, hvor McGovern-kommissionen reformerede Demokraternes måde at vælge kandidater på og i realiteten fjernede fagforeningerne som partiets hovedgrundlag.

I Franks optik er Demokraterne blevet et parti for det han kalder »den kreative klasse«. Med udtrykket menes ikke udelukkende den intellektuelle sfære, men alle borgere med en mellemlang til lang videregående uddannelse. Således deler advokaten, den grafiske designer, hedgefund-manageren og college-lektoren alle det samme ideologiske ståsted på trods af, at de økonomisk set er vidt forskelligt stillede. Med Franks briller på er der i det amerikanske samfund opstået et parallelt hierarki til det økonomiske, som er videns- og uddannelsesbaseret.

Meritokratitanken, at alle via uddannelse kan stige i graderne og opnå den amerikanske drøm, er svær at argumentere i mod, fordi uddannelse og hævelse af kompetenceniveauet selvfølgelig er en god ting. Som Frank siger, ser man helst at kvinden bag rorpinden i flyveren til feriedestinationen er uddannet pilot og ved, hvad hun laver. Problemet er bare, at den kreative klasses ideologi, godt hjulpet på vej af den retorik Demokraterne og især Barack Obama benytter sig af, er blevet en naturlov i det amerikanske samfund.

Borgeridealet

Selvom Obama er USA's første sorte præsident, og som sådan repræsenterer en minoritet, er han samtidigt billedet på den nye kreative overklasse. Obama har eksamensdiplomer fra to Ivy League-skoler—Columbia University og Harvard, hvor han læste jura. I modsætning til Roosevelt, hvis stab uddannelsesmæssigt repræsenterede et bredt udsnit af befolkningen (Roosevelts nærmeste rådgiver, Harry Hopkins, var en tidligere socialrådgiver fra Iowa), ligner Obamas stab til forveksling ham selv. De fleste har eksamensdiplomer fra Ivy League-skoler og repræsenterer som sådan den samme klasse.

Under valgkampen i 2008 sagde Obama bl.a. i en tale (en vag floskel, der ligesom ordet ”innovation” sidenhen er gentaget ad absurdum), at »Uddannelse er informationsalderens valuta. Man kan ikke finde jobs med en studentereksamen, der kan understøtte en familie.« Det er denne antagelse, at sådan ser verden bare ud, der er kernen i Obamas svigt af den amerikanske arbejderklasse.

Kun gennem uddannelse kan man, som Silicon Valley-programmøren—der ofte udstilles som et platonisk borgerideal i Obamas vision—”innovere” sin vej frem i tilværelsen og opnå succes. Men som Thomas Frank påpeger er uddannelse, eller manglen der på, i denne sammenhæng ikke et svar på et problem, men derimod en moralsk dom.

Hvis du er fattig, er det ikke systemet, der har fejlet dig, men dig der har fejlet systemet.

Følelsernes kandidat

Trump er ikke en traditionel præsidentkandidat i den forstand, at han præsenterer et politisk program, der er mere populært end konkurrentens (eller et politisk program overhovedet), men fordi han, som sociologen Arlie Russell Hochschild skriver i sin nye bog Strangers in Their Own Land: Anger and Mourning on the American Right, er »følelsernes kandidat«.

Her får Hochschild ordet: »Mere end nogen anden præsidentkandidat i nyere tid fremelsker Trump følelsesmæssige reaktioner i sine fans, mere end han fokuserer på at fremlægge detaljerede politiske planer. Hans taler—der alle er farvet af machismo, national stolthed, og dominans—lægger op til en følelsesmæssig transformation.«

Når republikanernes præsidentkandidat slår armene ud og siger, »Vi skal gøre Amerika storslået igen« taler han direkte til arbejderklassen og de uuddannede—taberne i Obamas innovationssamfund. Han taler til den gruppe af fortrinsvis hvide amerikanere på bunden af samfundet, der føler sig fortabte og magtesløse i en verden, hvor stabile kategorier som det faktum, at kunne understøtte sig selv og sin familie økonomisk, så længe man bare har viljen til at arbejde hårdt, smuldrer mellem hænderne på dem. Han taler til dem, der opfostret i troen om den amerikanske drøm, men som ikke længere kan se den i deres eget liv. Og dem er der mange af.

Amerikanske tabere

Tidligere i år i The Atlantic, citerer Derek Thompson, i artiklen Who Are Donald Trump’s Supporters, Really?, en rapport fra den Brookings Institution-baserede tænketank Hamilton Project, når han skriver, »andelen af fuldtidsansatte mænd uden en bachelorgrad er i perioden 1990-2013 faldet fra 76 til 68 procent. Mens lønninger er steget de sidste 25 år for mænd og kvinder med en bachelor grad eller et højere uddannelsesniveau, er de faldet markant for mænd uden uddannelse.«

Som Hochschild, hvis bog undersøger underklassens tendens til at stemme mod egne interesser, især når det handler om økonomi, også skriver, så tilbyder firmaet, der ansætter en ufaglært, noget skolen og den kreative klasses samfund ikke kan tilbyde folk i underklassen. En identitet. Ære og muligheden for at brødføde sin familie. Nøjagtigt det samme gør sig gældende for Trump.

»Trump lover implicit at gøre mænd ’storslåede igen’ […] For hvide, heteroseksuelle mænd tilbyder Trump en løsning på et dilemma de, som de ‘efterladte’ bag det af tresserne og halvfjerdserne affødte fokus på identitet, længe har måttet forholde sig til. Trump er kandidaten for den hvide mands identitet,« skriver Hochschild.

Arven fra Bill Clinton

Objektivt set var Bill Clintons tid i det Hvide Hus en katastrofe for den amerikanske arbejderklasse og udligningen af den økonomiske ulighed i USA. Det var Clinton der ophævede Glass-Steagall—en lov der i kølvandet på finanskrakket i 1920erne stabiliserede økonomien ved at adskille bankernes risikofyldte investeringsvirke fra den realøkonomiske side—og dermed banede vejen for krakket i 2008.

Det var også Clinton, der gennem halvfemserne opmuntrede til outsourcing af USA's produktionssektor gennem bl.a. den katastrofale North American Free Trade Agreement (NAFTA), der i den frie handels navn anslås at have kostet op mod 700.000 jobs.

Men også ideologisk set krystalliseres Demokraternes overgang fra arbejderparti til repræsentanter for den veluddannede kreative klasse i Clintons præsidentperiode. I en tale ved en konference i 1992 indskød Clinton i en bemærkning om fremtidens arbejdsmarked, »Hvad du kan tjene afhænger, af hvad du kan lære.« Det er i for sig en banal pointe, men som Thomas Frank påpeger, handler det om implikationen:

»Vi kommer ikke ret langt, hvis vi ikke kan læse og regne […] Men det kræver ikke et eksamensdiplom at forstå, at al den fokus på uddannelse ikke handler om at afbøde økonomisk ulighed, så meget som det handler om at rationalisere den.«

I skrivende stund ser der mere og mere usandsynligt ud, at Trump vinder valget d. 8. november, men selv hvis han gør, er det ikke fordi Republikanerne eller den konservative højrefløj har vundet kampen om Amerikas sjæl. Det er fordi arbejderklassen, har fået nok af at blive ignoreret.