Print artikel

Svigtede børn og inkompetente borgere

'Our Kids' synliggør på glimrende vis forskellen mellem den amerikanske og den skandinaviske samfundsmodel. Foto fra bogen
Anmeldelse
08.06.15
Den amerikanske stat svigter ved ikke at holde hånden under de svageste, og forhindrer dem dermed i at udfolde deres potentiale. Den skandinaviske stat svigter ved at styre borgernes liv så deltaljeret, at civilsamfundet svækkes, og ansvarligheden visner.

Første gang jeg hørte den amerikanske Harvard-professor Robert Putnam fortælle om sin idylliske middelklasseopvækst i Port Clinton i 1950'erne og om David, Kayla, Laureen, Elijah og alle de andre unge, var i 2014 på Aarhus Universitet i forbindelse med det årlige MatchPoint seminar. Putnam fortalte levende om det mulighedernes Amerika, der i hans optik udvikler sig i en helt forkert retning. De rige bliver rigere, de fattige fattigere og middelklassen skrumper ind.

Putnam er en formidabel formidler. Også i Our Kids: The American Dream in Crisis anvender han det greb, at han levendegør kold statistik og tørre data med fortællinger om menneskeskæbner, der både rører og berører.
Den ulighed, Putnam ser, er ikke af den legitime slags, som er beskrevet af blandt andre John Rawls. Den øgede ulighed, der moralsk kan forsvares, er den ulighed, der ganske vist øger skellene i samfundet, men samtidig indebærer, at de fattigste får flere ressourcer og bedre muligheder. Den dårlige ulighed gør det stik modsatte. Den gør de fattige endnu fattigere og indskrænker deres muligheder, og det går i særlig grad ud over børnene.

Putnam beskriver sin egen opvækst i 1950'erne som nærmest ideel: Alle havde angiveligt samme muligheder, rig og fattig gik i de samme skoler, og børnene legede på tværs af sociale skel. Børnene voksede op i intakte familier, og der var stort set ingen arbejdsløshed. De fleste familier havde bedre vilkår end deres forældre. De kunne se frem til, at deres børn løftede sig yderligere socialt, økonomisk og uddannelsesmæssigt. Den sociale mobilitet var ifølge Putnam stort set uhindret i 1950'erne, når man lige ser bort fra, at sorte fortsat havde besvær med at erhverve fast ejendom, ligesom generationens piger ofte faldt fra deres uddannelser, når de stiftede familie. Disse kvinder vendte dog stærkt tilbage til karrieremulighederne, når børnene blev store, eller skilsmissen var en kendsgerning. Den amerikanske drøm var intakt.

Men så begyndte det at gå galt i 1960'erne og primært 1970'erne. Industrisamfundet lakkede mod enden og arbejdsløsheden steg. De bedst stillede søgte mod storbyerne og arbejdspladserne, familierne splittedes, og tilbage blev kun nogle få rige samt de mest sårbare, der ikke havde overskud til at flytte sig. Resultatet blev familier, der gik i opløsning, flere unge mødre, øget misbrug, skoler, der afspejlede nye klasseskel og øget separation mellem rige og fattige.

Det amerikanske samfund har altid været noget særligt og adskilt sig fra den samfundsmodel, vi kender i de skandinaviske lande. Jeg deler fuldt ud Putnams kritik af et samfund, der tillader, at en ung mand, David, står alene med ansvaret for sine otte yngre halvsøskende, mens far er i fængsel og mor er på stoffer. Jeg deler også kritikken af et samfund, der ikke sikrer ordentlig kvalitet på de offentlige skoler, så alle børn, uanset social baggrund, får et ordentligt uddannelsestilbud.

Det, jeg for alvor savner i Putnams bog, er imidlertid to ting. Putnam understreger, at han ikke ser nogle »overklasseslyngler« i sine cases. Det gør jeg. Den helt vanvittige fortælling om moderen, der dedikerer sit liv til børnenes opvækst i en grad, der får hende til at anvende alle klagemuligheder, så barnet får den karakter, som moderen mener, er den rigtige. En mor, som efterfølgende massivt besætter rektors kontor, indtil et legat tilfalder hendes barn og ikke et andet, selvom lærerne har vurderet anderledes. Tigermor får sin vilje i Amerika - og det er i min optik en skandale. Ikke blot fordi skolen accepterer det, men fordi hendes børn lærer, at man ikke skal respektere skolen som en autoritet, og at man bare skal blæse på andre. Eller historien om de to forældrepar, der finder ud af, at deres unge børn muligvis planlægger at have sex sammen, hvorefter de er i konstant SMS-kontakt, så de unge aldrig slippes ud af syne. Det er rædselsfuld læsning, og disse privilegerede børn svigtes massivt af egoistiske forældre. Svigtet er anderledes end det svigt, de fattige børn udsættes for. Men det er et svigt, der kan få alvorlige, samfundsmæssige konsekvenser.
Det bringer mig til min anden anke.

Putnam berører kun perifert, at disse inkompetente borgere, hvad enten det er de fattige, lader deres børn gå for lud og koldt vand eller de privilegerede, der i den grad hindrer deres børns frie udvikling til selvstændige borgere, i virkeligheden er ved at lægge en bombe under fremtidens demokrati.
Det afsluttende kapitel om løsningsmuligheder er bogens absolut svageste. Religion som den moralske korrektur, der kan retablere kernefamilien, er næppe en effektfuld løsning. Større investeringer i de offentlige skoler er en mulighed, men det løser næppe problemet med de inkompetente forældre, der enten ser børnene som statens ansvar, eller også blæser egoistisk på alle andre end sig selv og egne børn. Vi kan ikke drømme os tilbage eller standse de megatrends, som skyller over de vestlige industrisamfund, der endnu ikke har fundet fodfæste i en ny tid.
Et demokrati, der har det som kerneværdi at give alle børn adgang til sundhed, uddannelse og social tryghed, kan ikke skabes af staten alene. Den »sammenhængskraft,« som også danske politikere efterspørger, kan ikke tvinges igennem med love, regler og velment formynderi.

Det, som det moderne demokrati for alvor kommer til at mangle i de kommende år, er myndige borgere, der tager ansvaret for både sig selv og andre alvorligt. Det er dét levende civilsamfund, jeg taler om her.
Den franske jurist og filosof Alexis Tocqueville, som Putnam berører perifert, forudså allerede i 1830'erne denne massive krise i et aldrende demokrati, hvor staten har knækket viljerne og ordnet alle forretninger, så lysten og viljen til initiativ og etablering af et levende og forpligtende fællesskab ikke længere kan gro.

Our Kids er bestemt anbefalelsesværdig. Ikke fordi den præsenterer realistiske løsninger, men fordi den på glimrende vis synliggør forskellen mellem den amerikanske og den skandinaviske samfundsmodel.
Den amerikanske stat svigter ved ikke at holde hånden under de svageste, og forhindrer dem dermed i at udfolde deres potentiale.
Den skandinaviske stat svigter ved at styre borgernes liv så deltaljeret, at civilsamfundet svækkes, og ansvarligheden visner.
Der er forskel på et velfærdssamfund og en velfærdsstat. Den fælles udfordring for de aldrende, liberale demokratier, så forskellige som de er, er at finde en ny balance mellem stat, marked og civilsamfund.