Print artikel

Konsensus blandt offentlighedens eliter risikerer at gøre os alle sammen til tabere

Hun er her for at pudse tremmerne i rationalitetens jernbur.
Analyse
05.06.15
Fraværet af ideologisk retning og rygrad hos politikerne koblet med en valgkampsdækning, der reducerer politik til et spil, undergraver demokratiet. Mens samtalen perverteres af floskler gødes jorden for populismen.

»Valget er klart,« sagde Helle Thorning, da hun udskrev folketingsvalg for godt en uge siden. Det udsagn kan der nok sættes spørgsmålstegn ved. Hvis valget står mellem en regering ledet af Venstre og en regering ledet af Socialdemokratiet, så er det mildest talt ikke et særlig klart valg. Socialdemokratiet repræsenterer nu officielt visionen om, at konkurrencestaten skal afløse velfærdsstaten, mens Venstre allerede fra 2001 har haft succes med tilegne sig klassisk socialdemokratisk retorik om velfærd og fællesskab. Der er forskelle, det er klart. Venstre har for eksempel en marginalt strammere udlændingepolitik på programmet end Socialdemokraterne. Og så er der jo støttepartierne, som er særligt, skal vi sige, mangfoldige i denne valgkamp, og hvis politiske dagsordener stritter i alle mulige andre retninger end de to statsministeraspiranters partier. Men vi er grundlæggende i en situation, hvor vi reelt set ikke ved, hvad vi kan forvente, uanset om magten tilfalder ”rød blok” eller ”blå blok”. Særligt vanskeligt er det nok at være venstreorienteret. En stemme på Enhedslisten eller SF har eksempelvis erfaringsmæssigt ikke tilnærmelsesvis samme værdi under en ”rød” regering, som en stemme på de Radikale. Styrkeforholdene mellem partierne er vanskelige at gennemskue, særligt forud for stemmeafgivningen, og det er en indbygget del af flerpartisystemet.

Men noget, der ikke er en nødvendig del af systemet, er fraværet af forskelle i den førte politik. Fraværet af ideologisk retning og rygrad. Idéen om, at en aftale indgået henover midten på en eller anden måde i sig selv garanterer en bedre politik end den, der kan laves med støttepartierne. Det er en tankegang, der har klangbund i den danske selvforståelse. Vi er et ”samtaledemokrati”, vi foretrækker ”ordet frem for sværdet”, vi taler os stille og roligt frem til konsensus, vi undgår nådesløsheden, der udspringer af hård konkurrence og lader i stedet den intersubjektive fornuft styre os. Sådan tænker vi gerne om os selv, men det er svært at genkende det billede når man følger med i valgkampen via medierne. ”Samtalen” perverteres hurtigt i retning af floskelflod. Tingene skal gå hurtigt, og budskaberne skal være klare og letfordøjelige for publikum, ikke komplicerede og krævende. En sådan arena er meget fertil grund for populismens uvæsen. Der skal udpeges syndebukke. Og i et land, hvor majoriteten er en komfortabel middelklasse med en indgroet idé om, at deres komfort primært er resultatet af deres egen fortræffelighed, er det oftest dem, der ikke lige har styr på sagerne, der står for skud. ”Taberne”, som det efterhånden er helt legitimt at kalde dem.

Der er ikke noget nyt i at sige, at Socialdemokraterne ”sejrede ad helvede til”, fordi den store middelklasse, som velfærdsstaten med succes har fremelsket, er lige så kortsynet og egennyttemaksimerende som tidligere tiders bourgeoisi og derfor svigter dem, der er nederst i hierarkiet ved at stemme for topskattelettelser og velfærdsnedskæringer. Det ”nye”, eller 10-30 år gamle, er at Socialdemokraterne ikke længere kan opfattes som repræsentant for nogen andre end netop denne middelklasse, hvorved partiets rolle som opponent til de borgerlige partier er blevet til noget, der ligner ren formalia.

Fænomenet kan læses temmelig direkte ud af politikernes sprog. »Jeg er simpelthen så træt af det der med rød mod blå blok« sagde Helle Thorning-Schmidt under den første partilederrunde på TV2. »Vi vil arbejde hen over midten og lave brede forlig.« Hvorfor Helle Thorning-Schmidt er træt af at opponere imod den blå fløjs politik, bliver ikke forklaret. Man må blot forstå, at det er en kvalitet i sig selv, at den førte politik er aftalt med de politiske ”modstandere”, frem for med dem, der holder hånden under regeringen. Enighed med dem, man går til valg imod, præsenteres som en værdi i sig selv. Hvilket selvfølgelig også handler om, at man ikke bare kan gå ud og indrømme, at man i store træk har præcist den samme økonomiske politik som dem, der spiller rollen som opposition, og at det er derfor, det falder én så rørende let at lave ”brede aftaler henover midten”. Men når ”bred enighed” på den måde fremstilles som et mål i sig selv, så bliver substansen af politikken skubbet i baggrunden. ”Sådan er det bare, for vi er blevet enige om det, og det er rigtig godt”. Man behøver altså ikke længere at argumentere logisk og sammenhængende for indholdet af en politisk aftale, fordi selve måden, den er indgået på, legitimerer den.

En lang tradition inden for politisk teori definerer, i kølvandet på tænkeren Carl Schmitt, ven-fjende-relationen som selve kriteriet for det politiske. Det politiske består i denne optik i selve kampen mod den anden, fjenden, modstanderen. Politik er altså i sin essens karakteriseret ved konflikt. Det kan forekomme brutalt sådan at insistere på kamp og konflikt som den rigtige måde at lave politik på, men når det gør dét, er det også fordi, man som borger i et liberalt demokrati har internaliseret idéen om konsensus som efterstræbelsesværdig. Schmitts begreb om det politiske som essentielt konfliktuelt står i kontrast til vores liberale demokratitraditions konsensusideal. Derfor er det også blevet samlet op, udfordret og videreudviklet af venstrefløjsteoretikere, der har ønsket at udfordre den liberale samfundsordens selvlegitimerende mekanismer.

Helle Thorning-Schmidts afvisning af konflikt som noget illegitimt, noget skolegårdsagtigt, noget der er so last century, er i den forstand et apolitisk udsagn. Eller rettere, et afpolitiserende udsagn, der bærer præg af den administratormentalitet, der synes at have karakteriseret hele Thornings regeringsførelse. Hun er her ikke for at slås, hun er her for at bevare roen og det kølige overblik, hun er her for at fodre DREAM-maskinen med tal og for at udføre den ordre, dét afføder. Hun er her for at pudse tremmerne i rationalitetens jernbur. Og hun er her for at forsvare middelklassens privilegier mod de dovne taberes snyltervirksomhed.

Taberne, det er de fattige. Dem, uden arbejde og dem, der ikke har styr på deres lort. Vi må have en løsning på dem, det er enhver dreven politiker godt klar over. Lars Løkke Rasmussen fremturer vanen tro med, at det »skal kunne betale sig at arbejde,« hvilket betyder, at kontanthjælpen skal være lavere. Hvilket ifølge Venstres venner i CEPOS også vil betyde lavere lønninger. Så det der menes med, at ”det skal kunne betale sig at arbejde” er at både arbejdsløse og lavtlønnede skal have endnu færre penge, fordi det gør ondt på majoriteten af selvovervurderende middelklassevælgere, hvis ikke forskellen på dem, vinderne, og de andre, taberne er markeret tydeligt nok. Det er et meget konkret udtryk for den generelle foragt for svaghed, der for øjeblikket gennemsyrer store dele af den danske offentlighed, og som er fundamentet for visionen om konkurrencesamfundet som velfærdssamfundets ideelle afløser.

Besættelsen af vindere og tabere er også reflekteret i den måde, medierne dækker valgkampen på. Der findes masser af undersøgelser, der viser, at valgkampsdækningen er domineret af en vinkling, der reducerer politik til et spil, eller til et spørgsmål om strategi og positionering, om vindere og tabere. Dette kommer måske mest tydeligt til udtryk ved optagetheden af meningsmålinger, som lader til at være eksploderet i denne valgkamp med helt uoverskueligt mange daglige målinger. Der er flere ting at kritisere i den forbindelse. For det første, at journalisterne sjældent er klædt ordentligt på til at formidle, hvad målingerne rent faktisk siger, og navnlig hvad de ikke siger (hvilket oftest er det mest graverende). For det andet, at jo hyppigere målingerne bliver, jo flere vil der være, der stritter i vidt forskellige retninger af hinanden. For det tredje, at der for mig at se ikke er noget særlig godt, rationelt argument for at vi med tiltagende hyppighed skal forholde os til præcist hvilken vej vinden blæser i befolkningen i dette eller hint øjeblik. For det fjerde, at meningsmålingernes primære funktion i valgkampen synes at være at skabe en stemning i medierne af, at den ene eller den anden politiske aktør har momentum eller er på vej ud over afgrunden. Men hvad kan vi bruge den oplysning til, andet end at håne og hylde individuelle aktører for deres aktuelle status i offentligheden? Det siger jo i realiteten intet om indholdet af deres politik, som vel ideelt set er det, vi går hen i boksen for at stemme om. Alligevel fylder meningsmålingerne rigtig meget i mediebilledet, og bliver også undertiden brugt af journalister til at slå politikerne oven i hovedet med i interviewsituationer. Som om dét, at en idé på et givent tidspunkt er upopulær blandt ”danskerne” (sic!) er et selvstændigt bevis for, at den er universelt dårlig, eller omvendt.

Tanken om at det er meningsfuldt at trække et skarpt skel mellem vindere og tabere, og at lade taberne vide med eftertryk at de er tabere, er altså noget, medier og politikere har tilfælles. Og denne konsensus blandt offentlighedens eliter risikerer at gøre os alle sammen til tabere.