Print artikel

Utopisk, radikalt eller useriøs støj

Den vækker ikke glæde hos den europæiske polistiske elite, når de nye partier udfordrer. Illustration: Halfdan Pisket
Der er langt fra Marx til Syriza og Podemos. Illustration: Halfdan Pisket
Austerity-politikken bliver udlagt som en absolut nødvendighed. Illustration: Halfdan Pisket
Analyse
01.06.15
Økonomisk set er det svært at få øje på, hvad det er, der er så radikalt ved Syriza og Podemos. Det er derfor fristende at affeje brugen af ordet som enten misforstået eller som politisk skræmmekampagne. Men der er noget, der stikker dybere. Hvis en Keynesianisme, som den Podemos og Syriza står for, kan betragtes som radikalt venstreorienteret i dag, må det generelle politisk-økonomiske spektrum have flyttet sig.

Austerity. Det er et ord, der mere end noget andet har defineret europæisk politik siden gældskrisen satte ind i 2009. Med Angela Merkels Tyskland i spidsen har Eurozonens ledere og den såkaldte Troika - Europakommissionen, IMF og den Europæiske Centralbank - forlangt streng sparekur i de gældsplagede PIIGS-lande til gengæld for økonomiske redningspakker. Men ud af krisen er to markante venstrefløjspartier vokset frem: Syriza i Grækenland og Podemos i Spanien. Disse to partier har vundet frem på en udtalt anti-austerity platform; en platform der lokker flere og flere vælgere til, især i de lande, der er hårdest ramt af gældskrisen.

De to unge karismatiske partiledere, grækeren Alexis Tsipras og spanieren Pablo Iglesias, ynder at erklære deres gensidige støtte. Billeder af de to ledere, der lader sig tiljuble arm i arm, bliver flittigt brugt som symboler på et nybrud i europæisk politik. Også på den yderste højrefløj bliver Syriza og Podemos’ succes hilst velkommen. Syriza har indgået regeringssamarbejde med højrefløjspartiet ANEL (Uafhængige Grækere) og Front Nationals Marine Le Pen hyldede Syrizas valgsejr som »et monstrøst demokratisk slag imod EU-administrationen.« Successen er blevet anderledes køligt modtaget af det politiske etablissement. Her betragtes partierne som hørende til på den radikale venstrefløj. Deres løfter til vælgerne er ikke bare urealistiske, de er en direkte trussel imod den økonomiske og politiske stabilitet i Europa. Austerity er en økonomisk nødvendighed. Der er ikke noget alternativ, lyder det.

En radikal økonom?

I forbindelse med Yanis Varoufakis’ udnævnelse til finansminister, skrev en række medier, at Grækenland nu havde fået en radikal økonom som finansminister; en »uberegnelig marxist,« som Varoufakis selv kalder sig. Og Varoufakis er da også på mange måder radikal i forhold til sine kolleger i de europæiske finansministerier. Han går i farverigt tøj, han kører på motorcykel til arbejde, og han smider om sig med gloser som »humanitær krise« og »finanspolitisk waterboarding.« Alt sammen noget, der må betragtes som radikalt og usædvanligt inden for finansministerfaget. Men hvilken økonomisk politik står han for?

Når man ser bort fra en række mindre reformudspil, genansættelser i den offentlige sektor og et polemisk krav om, at Tyskland skal betale krigsskadeerstatning for Anden Verdenskrig, er Varoufakis’ hede drøm en såkaldt ’Merkelplan’. Som navnet antyder, er den Keynes-inspirerede Marshallplan altså et forbillede for den ”radikale” økonom.

Det centrale tiltag i Varoufakis’ Merkelplan bygger på den antagelse, at Europas største problem lige nu ikke er gæld, men manglende økonomisk vækst. For at få sat skub i den, foreslår Varoufakis, at man bruger den Europæiske Investeringsbank (EIB) og dens lillebror, den Europæiske Investeringsfond (EIF). Ideen er, at man lader EIB udstede obligationer for at rejse kapital. Den kapital skal primært komme fra private investorer, som for øjeblikket mangler sikre investeringer. For at sikre obligationerne, udsteder den Europæiske Centralbank en garanti for, at den til enhver tid vil købe dem på de sekundære markeder. Kapitalen investeres herefter af EIB i store infrastrukturprojekter og af EIF i entreprenante små virksomheder. Det vil sætte gang i økonomien og beskæftigelsen uden, at de enkelte lande behøver at optage mere gæld og uden, at tyske skatteydere skal sende flere penge til Grækenland(s banker). Denne vækst skal så i sidste ende omfordeles til de svagest stillede i højere grad end tilfældet er i dag. Det sidste skulle, ifølge Varoufakis, både afhjælpe den humanitære krise og bidrage til yderligere vækst, eftersom den fattigste del af befolkningen forbruger en større andel af sin indkomst.

Man kan selvfølgelig være uenig med Varoufakis i både analysen af krisen og i hans plan, men det er svært at påstå, at den er radikal. Tværtimod vil mange ’radikale’ hævde, at planen slet ikke går vidt nok i kampen for at inddæmme den neoliberale kapitalisme. Ifølge Varoufakis vil planen betyde, at investorer kan være sikrere på at få afkast af deres kapital end de er i dag. Samtidig vil den sørge for, at lande som Grækenland kan tilbagebetale deres kreditorer i stedet for at gå bankerot. Frem for at være en farverig utopi, ligner Merkelplanen snarere klassisk, snusfornuftig, og måske en smule mere kedelig socialdemokratisk politik.

Varoufakis og Syriza kan således næppe kaldes radikale fra et økonomisk-historisk perspektiv. Men hvad med Podemos? Det er et parti, der er opstået under krisen i kølvandet på de massive indignados-protester i Spanien. Under ledelse af Pablo Iglesias, der er professor i statskundskab og TV-vært, stormer Podemos frem i meningsmålinger, og den politiske elite i Spanien og resten af Europa frygter for konsekvenserne, hvis Podemos vinder valget til efteråret.

Podemos’ økonomiske program er dog, ligesom Syrizas, præget af traditionel socialdemokratisk politik. I lighed med Varoufakis, taler Iglesias i stærke vendinger imod la casta, som han nedladende kalder det politiske etablissement i Spanien. Men når det kommer til konkrete politiske tiltag er han mere pragmatisk. På en pressekonference tidligere på året erklærede han, at på kort sigt er Podemos »begrænset til at bruge staten til at omfordele en smule mere, til at skabe et mere retfærdigt skattesystem, til at sætte økonomien i gang og til at begynde at skabe en økonomisk model, der genskaber industrien og bringer statens suverænitet tilbage.« Iglesias tilføjede, at Podemos accepterer, at euroen er uundgåelig. Den forandring, som Podemos står for, ifølge Iglesias, er en tilbagevenden til en bred konsensus, der eksisterede for 20 år siden.

Økonomisk set er det svært at få øje på, hvad det er, der er så radikalt ved Syriza og Podemos. Det er derfor fristende at affeje brugen af ordet som enten misforstået eller som politisk skræmmekampagne. Men der er noget, der stikker dybere. Hvis en Keynesianisme, som den Podemos og Syriza står for, kan betragtes som radikalt venstreorienteret i dag, må det generelle politisk-økonomiske spektrum have flyttet sig over de 20 år, Iglesias taler om.

Neolliberalisme og antipolitik

Forskydningen af det politiske spektrum må ses i konteksten af den neoliberale revolution, der startede i slutningen af 70'erne og hvis mest kendte frontfigurer var Margaret Thatcher og Ronald Reagan. Men det var først med Tony Blair og Gerhard Schröders fælles hensigtserklæring, Europe: The Third Way, at den neoliberale revolution for alvor syntes at have sejret. To af Europas største arbejderpartier cementerede med dette dokument et skift væk fra traditionel socialdemokratisk omfordelingspolitik til fordel for deregulering, liberalisering og en lang række vidtgående arbejdsmarkedsreformer.

Hvis ikke Europas øvrige socialdemokratier havde skiftet kurs inden, tog de hurtigt ved lære af Blair og Schröder. Nok forblev Labour, SPD og resten af Europas socialdemokratier ’til venstre’ for de borgerlige, men skiftet betød, at selve referencerammen venstre-højre blev forskubbet. Selvom Den Tredje Vej blev udlagt som en gylden middelvej, markerede den ikke desto mindre, at den traditionelle socialdemokratisme ikke længere var et reelt alternativ til neoliberalismen. Midten i europæisk politik rykkede til højre, og de store politiske forskelle blev gradvist mere udviskede. Tilbage stod en konsensus omkring, at økonomien skulle ’vækste’, og det skulle den gøre igennem konkurrencedygtighed. Økonomien var en maskine, der krævede sine ofre i ny og næ for at fungere. Uenighed begrænsede sig til, hvilke knapper man skulle dreje på og hvornår der skulle skiftes olie. Alt andet blev udlagt som værende utopisk, radikalt eller som useriøs støj.

Den politiske teoretiker Chantal Mouffe, hvis arbejde har inspireret Pablo Iglesias og Podemos, har beskrevet denne udvikling som antipolitik. Politik forudsætter, ifølge Mouffe, radikal uenighed og antagonismer, som udspiller sig offentligt, så folk har mulighed for selv at deltage og tage stilling til, hvem man holder med. Ifølge Mouffe er det neoliberale samfund, som vi har i dag, kendetegnet ved, at rummet for uenighed, hvad angår økonomien, er stærkt begrænset. Når der ikke længere er plads til uenighed om økonomien i det offentlige rum, har man ikke længere et politisk, men et teknisk-administrativt samfund, der er styret af økonomiske nødvendigheder.

Der er langt fra Marx til Syriza og Podemos. Illustration: Halfdan Pisket

 

Begrænset demokrati og frygten for folket

Den økonomiske krise har medført et brud med antipolitikken. Partier på såvel den yderste højre- som venstrefløj går frem ved det ene valg efter det andet. Politik i Mouffes forstand ser ud til at være genopstået; radikale uenigheder kan ikke undertrykkes for evigt. Men det er en udvikling, som en stor del af den politiske elite frygter og har svært ved at forstå. Det er en udvikling, der udfordrer den dominerende forståelse af forholdet imellem demokrati og økonomi.

En af de konklusioner, politiske eliter i Europa drog af fascismens og nazismens fremmarch var, at man efter krigen måtte styrke de mekanismer, som skulle forhindre, at den demokratiske stat blev misbrugt. Hvis folket kan forføres til at stemme på populistiske tyranner som Mussolini og Hitler, må statens magt afgrænses. Det var selvfølgelig ikke en ny idé, men krigen gjorde, at en sådan afgrænsning var mere presserende. Folket skulle beskyttes imod sig selv. Demokratiet skulle styrkes igennem dets begrænsning.

To begrænsninger, som vi i dag betragter som hjørnesten i det demokratiske projekt, er grundlovssikrede menneskerettigheder og en uafhængig højesteret. Et tredje, som ikke har fået ligeså stor opmærksomhed, er den ’økonomiske forfatning’, en idé udviklet af en række tyske neoliberale – kendt som de ’ordoliberale’ – og som i vidt omfang blev indført i Vesttyskland efter krigen.

Ifølge de ordoliberale var en af de største trusler mod individets liv og frihed statens indgriben i den enkeltes materielle eksistensgrundlag, dvs. økonomien. Argumentet er, at når staten styrer økonomien, er hele den enkeltes liv i statens vold. Det er en glidebane, der i værste fald fører til totalitarisme af den værste skuffe. Keynesianisme er derfor, groft sagt, et forstadie til Hitlers Nazityskland. Økonomien må derfor afskærmes fra politik for at beskytte individet, og ikke mindst demokratiet selv, imod demokratiets populistiske tendenser. Idéen med den økonomiske forfatning er at ophøje visse økonomiske principper til (grund)lov. Det skal bl.a. sikre, at folkevalgte politikere ikke bruger staten til at styre økonomien i jagten på kortsigtede, populistiske mål. Dermed begrænses demokratiets magt, idet man ved lov indfører grænser for, hvilke midler en folkevalgt regering kan gøre brug af.

Idéen om begrænset demokrati har haft stor betydning igennem EU's historie. Kul- og Stålunionen er et godt eksempel. Med unionen etablerede man en teknisk administration af to af de vigtigste økonomiske ressourcer. Det skulle gøre krig i Europa materielt umulig. Siden da er stadig flere aspekter af den europæiske økonomi – deriblandt penge og statsgæld – blevet underlagt tekniske standarder og teknokratisk styring. Der kan selvfølgelig stadig foretages justeringer af økonomiske parametre fra politisk side i de enkelte medlemsstater. Men pointen er, at det netop er det man kan: justere. Det juridiske og institutionelle set-up i EU er gradvist blevet gearet på en sådan måde, at medlemsstater ikke kan træffe en politisk beslutning om at afvige markant fra den dominerende økonomiske model.

Politkkens genkomst

Med den europæiske gældskrise er penge og gæld kommet i centrum for en politisk kamp. Selvom EU i princippet lægger vægt på at balancere markedskræfterne med social beskyttelse, har gældskrisen vist, at det er den sociale dimension, der bliver ofret af EU’s teknokrati i en krisesituation. Det er i hvert fald den konklusion mange er nået frem til i Spanien og Grækenland. Som Varoufakis vender tilbage til igen og igen, har EU’s krisehjælp reddet de græske banker og deres investorer, imens helt op til en tredjedel af den græske befolkning, ifølge Eurostat, nu er truet af fattigdom. Men dét, der især frustrerer mange grækere og spaniere er, at austerity-politikken bliver udlagt som en absolut nødvendighed.

Den humanitære krise i Grækenland og Spanien er med andre ord italesat som en teknisk nødvendighed for at sikre euroen og EU’s økonomiske model. Som Tsipras sagde i det græske parlament kort efter valget, »problemet med den græske gæld er ikke teknisk. Det er heller ikke et spørgsmål om den tekniske implementering af et givent antal beslutninger. Det er et politisk spørgsmål og det kræver politiske beslutninger.«

At insistere på at underlægge statsgæld demokratisk politik virker radikalt i det nuværende TINA-klima (There is no alternative). Og på mange måder er det radikalt. Grundantagelsen for EU’s pengepolitik er, at der er konsensus om, hvad målet med den skal være. Når Syriza og Podemos med massiv folkelig opbakning udfordrer denne konsensus, risikerer EU’s i forvejen skrøbelige legitimitet at fordufte. Det radikale ved Syriza og Podemos er, at de politiserer noget, som ’burde’ være apolitisk. Så selvom der er langt til 70'ernes revolutionære marxister, fremstår Syriza og Podemos i dag som radikale, fordi de sætter fundamentale politisk-økonomiske antagelser til debat. Dermed underminerer de den politiske elites illusion om, at demokratiet skal begrænses.