Print artikel

Et alternativ for hverdagsdemokrater

Interview
02.06.14
Oscar Wilde skulle engang have sagt, at et verdenskort ikke er værd at kigge på, hvis ikke det viser vej til Utopia. Mere end 100 år senere giver disse ord genlyd i det nystiftede parti, Alternativets, idealistiske partiprogram. ATLAS mødtes med partiets frontfigur, Uffe Elbæk, til en snak om hverdagsdemokrati og open source-politik.

Inden for blot en enkelt uge fandt to temmelig modstridende begivenheder sted på den politiske venstrefløj. Den ene var, at Enhedslisten officielt besluttede at slette ordet ’revolution’ intet mindre end 28 steder i deres principprogram, så teksten ikke længere fremstår så dogmatisk for læsere, der ikke er bekendt med den revolutionsromantiske jargon. Den anden var, at det nystartede parti Alternativet offentliggjorde et udkast til deres mildest talt idealistiske partiprogram. Sammenligner man de to skrivelser, toner et par ganske interessante forskelle frem. Hvor førstnævnte f.eks. måtte sande, at »et fremtidigt socialistisk samfund hverken kan eller skal beskrives i detaljer«, syntes sidstnævnte fast besluttet på at beskrive fremtidens bæredygtige samfund så detaljeret som muligt. Mens Enhedslisten således følte sig i stand til at formidle deres politiske projekt på blot to A4-sider, valgte Alternativet derimod at fremskrive deres projekt i et 63 sider langt dokument.

Der er noget ganske sigende ved det modsætningsforhold, som disse to begivenheder illustrerer. For der er nemlig mere end blot sidetal og ordforbrug, der adskiller de to partier. Mens liste Ø langsomt men sikkert erkender, at hvis man ønsker magt og indflydelse i Danmark, må man udleve sit politiske projekt inden for rammerne af den konventionelle højre-venstre-skala, lader Alternativet sig bestemt ikke bremse af beskyldninger om utopisme og håbløs idealisme. Uden synlig rysten på hånden har partiet derfor påtaget sig opgaven at genoptegne den destination, der ellers syntes fuldstændig forsvundet fra det politiske danmarkskort: Utopia.

Målet for Alternativet er nemlig ikke bare at introducere danskerne for en række nyskabende idéer om alt fra bæredygtig omstilling og socioøkonomisk lighed til iværksætteri og progressiv uddannelse, men samtidig at varsle et tiltrængt opgør med landets politiske kultur. For som partiet selv skriver i udkastet til det famøse partiprogram: »Vi ønsker, at det skal være attraktivt og muligt at involvere sig i politik, uanset om man er akademiker eller håndværker, og hvad enten man kan bidrage med 8 minutter eller 8 timer om dagen. Vi mener, det skal være åbenlyst, at det nytter noget at være aktiv borger, og at vi alle gennem engagement kan være med til at skabe bedre løsninger for samfundet.«

Med afsæt i sådanne udsagn forsøger Alternativet således at basere sig på det, de selv kalder ’open source-politik’, hvor vi alle inviteres til at give vores besyv med, når politiske beslutninger træffes og nye initiativer genereres. Men hvordan faciliterer man som nystartet parti og folkelig bevægelse en sådan bottom-up-tilgang til politik? Og hvordan kan denne tilgang overføres til Christiansborgs myopiske kultur?

I et forsøg på at blive klogere på Alternativets folkelige projekt mødtes ATLAS med partiets frontfigur og tidligere kulturminister, Uffe Elbæk, en solrig formiddag på Café Granola i København til en snak om idéerne bag Alternativet, hverdagsdemokrati, og hvordan man reformerer det danske demokrati indefra.

Det hele starter under radaren

Efter lidt mere end et år på posten som kulturminister valgte Uffe Elbæk i december 2012 at trække sig fra ministerembedet grundet hård kritik af ministeriets støtte til Akademiet For Utæmmet Kreativitet, hvor Elbæk selv tidligere havde siddet i bestyrelsen, og hvor hans partner i øvrigt var ansat som sekretær. Efter en tiltrængt pause fra mediernes konstante søgelys vendte Elbæk dog tilbage til dansk politik som alment medlem af de Radikales folketingsgruppe et par måneder senere.

»På det her tidspunkt glæder jeg mig faktisk til at komme tilbage til gruppen og ser frem til at skulle løfte mine ordførerskaber. Det var egentlig min plan. Parallelt med det samlede jeg dog en gruppe af frivillige i det projekt, der hedder ’Under Radaren’. Og jeg tror faktisk, at det er her, at noget af alt det, der senere fører til Alternativet, starter.«

Idéen med projektet, Under Radaren, var umiddelbart at iværksætte en slags positiv kritik af Elbæks egen regering. Formålet var således at pege på tendenser i SSFR-regeringen, der syntes at afvige fra det projekt, som de tre partier satte for dagen under tilblivelsen af regeringsgrundlaget.

»Den regering, som jeg havde været minister i, udviste allerede på det her tidspunkt nogle takter, som i mine øjne ikke udnyttede det momentum, vi blev valgt ind på og det håb, som rigtig mange borgere havde til, at der nu ville komme en ny politisk dagsorden. På en måde stod jeg derfor i et dilemma, for jeg havde jo selv været en del af regeringen, og jeg ville jo også hellere havde den her regering, end jeg ville have oppositionen. Så hvordan pokker kan man være med til at formulere en positiv kritik, der samtidig kan være med til at styrke den tænkning, som jeg synes er vigtig?«

 

Der var sgu noget i det. Det kan godt være, at verden ikke kan se det, men det talte til noget i mig

Løsningen for Under Radaren blev derfor ikke blot at kritisere regeringens ’borgerlige’ politik, men samtidig at udvælge initiativer i det omkringliggende samfund, som regeringen kunne hente inspiration fra i arbejdet med at trække Danmark i en mere bæredygtig retning.

»Under Radaren er et forsøg på at sige: Der foregår SÅ meget spændende under radaren, som ikke får den opmærksomhed, det egentlig burde. Derfor pegede vi på virksomheder, medier og alle mulige andre organisationer, som gjorde dét i lille skala, som vi burde gøre i stor skala. De gjorde faktisk det, som verden har brug for. Men vi gjorde også andre ting. Vi startede bl.a. diskussionen om ’den fjerde sektor’ (snitfladen mellem de tre traditionelle sektorer: Staten, markedet og civilsamfundet, red.). På den måde opstartede vi altså en masse initiativer, der endte med at lægge selve fundamentet for Alternativet.«

Magten lukker sig

Samtidig med Under Radarens forsøg på at lede regeringen og offentlighedens opmærksomhed hen på nye, interessante initiativer i dansk erhvervsliv og ikke mindst i civilsamfundet, får en række politiske begivenheder i foråret 2013 bærret til at flyde over for den tidligere kulturminister. For det første udspiller hele debatten om offentlighedsloven sig, for det andet kulminerer NSA-sagen med whistlebloweren Edward Snowden i hovedrollen, og for det tredje proklamerer finansminister, Bjarne Corydon, at konkurrencestaten nu er regeringens nye ideal for Danmark. Særligt de to første hændelser satte spor i Elbæk, der på daværende tidspunkt stadig var medlem af De Radikale.

»Jeg endte selvfølgelig med at stemme for offentlighedsloven, for det skulle jeg jo. Men jeg var dybt kritisk over for den, fordi jeg oplevede, at magten lukkede sig omkring sig selv, hvilket jeg slet ikke kunne forbinde med en centrumvenstre-politik. Lidt senere kommer så alt det med Snowden, der jo dybest set handler om, at magten har adgang til alle andre. Så man har offentlighedsloven på den ene side og Snowden på den anden, og hvis man tænker det scenarie til ende, så er det virkelig ikke særlig fedt.«

På et tidspunkt bliver diskrepansen mellem idealisme og pragmatisme simpelthen for stor. Elbæks idealer synes at smuldre et af gangen i takt med hans fortsatte medlemskab af regeringen. Samtidig med det begynder folkene på Under Radaren at tale om en ny slags politisk platform, og den garvede politiker begynder derfor at overveje mulighederne for karrierens sidste politiske projekt. I august sidste år satte Elbæk sig derfor ned og forfattede et konceptpapir, der søgte at opsummere de tanker, han og folkene på Under Radaren havde gået og puslet med. Skrivelsen fik titlen Alternativet: Et internationalt parti, en bevægelse og en kulturel stemme og skulle efterfølgende vise sig at blive grundstenen for den organisation, der i sidste uge vedtog sit officielle partiprogram.

»Jeg havde det sådan, at hvis jeg kunne mærke, at jeg kunne skrive det her konceptpapir, så var der faktisk noget i det. Og jeg kunne lynhurtigt mærke, at det talte til mig. Der var sgu noget i det. Det kan godt være, at verden ikke kan se det, men det talte til noget i mig.«

Uffe Elbæk valgte derfor at træde ud af den Radikale folketingsgruppe i september 2013 for dermed at dedikere sin fulde opmærksomhed til arbejdet med Alternativet. Med sig tog han 30-35 frivillige, der straks gik i gang med at overveje, hvordan projektet skulle realiseres.

Open source-politik

Alternativet opstår således i spændingsfeltet mellem en platform og et parti. Mens platformen egentlig udgør den essentielle kerne af organisationen, vælger Elbæk og co. dog ligeledes at stifte et officielt politisk parti, der annonceres på et pressemøde i slutningen af november. Årsagen til dette er, som designeren Vivienne Westwood engang har formuleret det, den samme som med tøj: Uanset hvor alternativt det måtte være, skal det altid skal have enten lynlås eller knapper. På den måde ved folk simpelthen, hvad de har at gøre med. Trods dette syntes partiet, Alternativet, dog stadig ikke helt at afspejle den konventionelle måde at gøre tingene på i dansk politik.

»Normalt, når man starter et nyt parti inde på Christiansborg, så fisker man for det første efter medlemmer i andre grupper for at få nogle etablerede folk over, så man står stærkere. Det valgte vi ikke at gøre, for så indsætter man jo egentlig bare et gammelt politisk drama i en ny fortælling. Det andet, som vi heller ikke gjorde, var at spørge nogle af vores kendte venner, om de ville lægge ansigt til. Det gør man jo tit for at legitimere projektet. Det valgte vi så heller ikke at gøre, fordi vi tænkte: Nej, det her skal sgu opbygges nedefra

Ud over disse to ukonventionelle idéer, beslutter Alternativet at efterleve et særligt udsædvanligt princip, der viser sig at blive en slags hjørnesten i partiet. Princippet, som folkene bag Alternativet selv kalder ’open source-politik’, går nemlig ud på at lade partiprogrammet opstå ud fra god, gammeldags demokratisk diskussion. Derfor nøjedes partiet med at definere et slags værdigrundlag og lod dernæst resten opstå bottom-up.

»Det sidste, som vi undlod at gøre, var, at vi ikke gik ud med tre mærkesager. Til gengæld gik vi ud med et værdigrundlag. Vi gik ud med en politisk retning: Det her er et forsøg på at komme med en anden økonomisk model – og dermed en ny samfundsmodel for Danmark, der vægter et mere lige samfund, men samtidig også et langt mere entreprenant samfund. Derudover definerede vi fem politiske temaer, som vi ville arbejde med. Men det var så også det. Det, vi gjorde, var derfor at skitsere hele grundplanen for den her konstruktion, som vi er ved at bygge op – men vi havde ikke bestemt, hvor stuen og soveværelset og toilettet skulle være. Det vil vi invitere andre folk til at definere.«

 

Med afsæt i sloganet ”flere ved mere” satte Alternativet sig således for at generere et open source-partiprogram. Dette skete igennem en hel stribe politiske workshops, hvor de forskellige tematikker blev grundigt debatteret af over 700 engagerede borgere. Som bekendt førte dette til partiets ganske idealistiske (andre ville givetvis sige: håbløst idealistiske) program, som blev vedtaget ved Alternativets første årsmøde d. 24. maj.

Ny demokratisk legitimitet

Grundpillerne i Alternativet består således af en række klart definerede temaer, der efterfølgende er udformet og konkretiseret af ganske almindelige borgere. Det første (og formelig mest principielle) tema er ny politisk kultur. Som Elbæk selv formulerer det:

»Hvis ikke vi finder udvikler en ny legitimitet omkring den måde, vi styrer vores samfund på, så får vi virkelig et problem. Der er et enormt tillidsgab mellem politikerne og borgerne. Hvis politik var en virksomhed, så havde vi virkelig et problem, fordi virksomhedens image simpelthen er helt i bund.«

Det danske demokratis største trussel, er derfor, ifølge Elbæk, at vi ender med at udvikle en reel politisk elite bestående af politikerne i symbiose med politiske journalister. Rekrutteringsgrundlaget på Christiansborg bliver nemlig mindre og mindre i takt med, at stadig færre ønsker at være medlem af politiske partier. Samtidig ser vi, som det oftest fremføres, en djøfficering af den politiske scene. Det risikerer i sidste ende at skabe en regulær fremmedgørelse hos borgerne, da det politiske system pludselig ikke længere spejler den mangfoldighed, som udleves i det omkringliggende samfund.

Hvorvidt det var denne fremmedgørelse, som sidst gav sig til kende under Europaparlamentsvalget, hvor højre-populistiske partier vandt frem over hele Europe, kan man naturligvis kun gisne om. Én ting er dog sikkert: Hvis vi ønsker et stærkere demokrati med borgeren i centrum, må det politiske system finde en ny måde at legitimere sig selv på – og for Alternativet sker dette bedst igennem open source-politik og relevante feedbackmekanismer internt i partierne. 

»Det er ikke politikerne som mennesker, der er noget galt med. Det er i stedet de rammer, som vi har skabt, der fremelsker noget bestemt. Hvis ikke dette allerede har skabt en legitimitetskrise, så kan den i hvert faldt nemt opstå. En fyr, der hedder Neil Lawson, skrev på et tidspunkt en klumme i The Guardian, hvor han argumenterede for, at hvis ikke der sker en udvikling af den demokratiske kultur, så mister vores demokratiske institutioner legitimiteten på samme måde, som da Berlinmuren faldt. Derfor bliver vi nødt til at genskabe legitimiteten. Han skriver meget ud fra en engelsk virkelighed, og det er ikke der, jeg synes, vi er i Danmark – men det kan vi meget nemt komme.«

Selvom Alternativets partiprogram nu endeligt er vedtaget, vil partiet forsætte med at afholde politiske workshops og etablere bottom-up feedbackmekanismer. Ligesom under de mange workshops dette forår vil efterårets workshops ligeledes være åbne for alle – også medlemmer af andre partier. Grundtanken bag Alternativet er nemlig ikke nødvendigvis en super stringent politisk linje, men snarere et demokratisk legitimt fundament baseret på økologisk og socioøkonomisk omstilling. Det er derfor ikke kun produktet, men mindst lige så meget processen, der udgør nytænkningen i Danmarks yngste parti. 

Der er altid et alternativ

Det lader således til, at Alternativet med Elbæk i spidsen ikke rigtig hørte efter, da den britiske jernlady, Margaret Thatcher, i starten af 80’erne én gang for alle slog fast: »There is no alternative.« Ej heller synes partiet at have nærstuderet den amerikanske politolog Francis Fukuyamas indflydelsesrige bog om liberalismens sejr og alternative ideologiers absolutte nederlag. Faktisk virker det som om, at Alternativet er oprigtigt ligeglade med den mur af traditionelle tanker om samfundets indretning, som politikere og meningsdannere de seneste 30 år har forsøgt at cementere. For Alternativet findes der nemlig et alternativ – og et reelt et af slagsen.

Der er jo nok en vis sandsynlighed for, at idéen om et 100 % økologisk samfund inden 2040 eller overgangen fra kontanthjælp til borgerløn aldrig bliver realiseret, men det erklærede opgør med Christiansborgs politiske kultur har uden tvivl ramt en tendens i befolkningen. Da godt 200.000 mennesker i januar skrev under på modstanden mod Goldman Sachs opkøb af DONG-aktier var det selvsagt med et ønske om at blive hørt. I stedet blev folk fejet af banen med formaninger om, at de med Holger K. Nielsens ord skulle holde op med at tænke så meget med følelserne. Men befolkningen tænker ikke kun med følelserne – og hvis de lejlighedsvist gør, hvad er der så egentlig galt i det?

Ifølge Uffe Elbæk og Alternativet hviler vores demokrati på et fundament af oplyste og kompetente borgere, der med lys og lygte søger efter indgangen til et politisk system, der har lukket sig hermetisk omkring sig selv. Til disse borgere findes der nu givetvis et alternativ. Om ikke andet er det i hvert fald lykkedes Danmarks yngste parti at skabe en politisk platform, hvor diskussion trives, og hvor meninger brydes. Den reelle lakmustest finder dog først sted, når og hvis Alternativet formår at videreføre idéen om ’open source-politik’ og hverdagsdemokrati til en realpolitisk kontekst. Vil Christiansborgs elitære kultur da tvinge Alternativet ned i konventionelle rammer, eller kan det politiske system rent faktisk reformeres indefra? Det eneste vi på nuværende tidspunkt ved med sikkerhed er, at der altid er et alternativ – spørgsmålet er bare, om Alternativet er alternativet eller blot en utopisk destination på det politiske danmarkskort.