Print artikel

En småpompøs cirkusforestilling

Statsministeren mindes de gode gamle dage fra Folketingets talerstol
Reportage
05.10.16
Statsministeren er som ræven i en hubertusjagt til åbningsdagen på Christiansborg, der fremstår som en cirkusforestilling. Jacob Skyggebjerg får aktiveret sit indre ældrecenter og mister undervejs troen på fællesskabet.

Betjentene står på en række ned langs Christiansborg. Der er meldt demonstration på slotspladsen. Faktisk er der annonceret tre protestarrangementer her i anledning af Folketingets åbning. Det første, Ytringsfriheden er din, begrænser sig til en række af mennesker, nogenlunde svarende til rækken af betjente. Nogle af dem råber af de politikere, der ankommer, og filmer dem med camcorders. Naser Khader, blandt andet, overvældende skinnende blank i tøjet, han stikker af ind ad gennemgangen til gården ved Ridebanerne. En kvinde taler med en af betjentene. Samtalen drejer sig om formålet med betjentenes tilstedeværelse. »Det er altså dødsens alvor, det her. Er i på deres side, eller er i på vores? For i burde jo være på vores. I er jo også os,« siger kvinden. Betjenten opfordrer hende til at være mindre snævertsynet. Andre skal også have lov at have en mening.

Så er det Kristian Thulesen Dahl, der bliver råbt ad. »Er du glad nu, Kristian Thulesen Dahl? Er du glad for dit kontanthjælpsloft?« Manden følger efter politikeren og hans følge hele vejen ind i gården ved trappen, hvor han bliver stoppet af nogle betjente og vist over bag et hegn ved væggen på den anden side af pladsen. Her står tilskuerne, dem, der ikke er presse, og ikke har billet. Her er der også noget protest, noget skiltning i gang. Jeg fanger ham der råbte af Thulesen-Dahl. Han forklarer om sin situation, om sønnen, der er psykisk syg, og om hvordan han ikke ser anden udvej end at »hoppe over i den kriminelle kasse.« Om sagsbehandleren, der intet kan stille op.

At opleve en af de demokratiske happenings på Christiansborg burde være alle forundt. I Vandrehallen er der pyntet med enorme buketter holdt i vægpanelernes ravgule nuancer, og betjentene har blazere på. Det er som en gallapremiere, fuldt af kendte mennesker. Stjerner. Glade mennesker. Martin Henriksen som en fader til konfirmation, med jakkesættets ærmer lige en tomme for lange. Mogens Lykketoft lægger hovedet på skrå i munter samtale med Josephine Fock under fotolampernes skær. Og Kongehuset nu, kameraerne klikker som sensommerregn på et bølget plastiktag. Margrethe forrest i rødt, Mary endnu smukkere i virkeligheden. Danmarks ældgamle hæderkronede top, hvis forfædre byggede Kongens By - Gud, konge og fædreland, det eneste over Pia Kjærsgaard.

En flok af Folketingets medarbejdere sukker og tager billeder. Der er noget symbolsk over det, at Kongehuset skal være her, det mærkes da de ankommer, det hurtige ryk ind, de obligatoriske billeder, og da de atter forlader Christiansborg, det hurtige ryk ud, igen de obligatoriske billeder. Man skal have et billede af dronningen, af Mary, det er en tradition ligesom julen, ligesom valget, åbningstalen, folkets protester, noget der skal gøres, noget der skal overstås. Et show. Kongehusets besøg til Folketingets åbning er en sur pligt, en irriterende time, hvor de bliver stadset ud og vist frem for befolkningen, så man kan sige: Se, hvor gamle Danmark endnu består, med dronning og prinser og prinsesser. Det er en tradition ligesom tv-transmitteringen, hvor man kan få at se hvor rygende uenige politikerne er, hvor idealistiske, stålfaste, hvor højt de skatter demokratiet og dets processer, hvor højt de skatter borgernes vel. Det er en tradition, at journalisterne danner en mur uden for døren til Folketingssalen, det er en tradition, at kameraer og fægtende diktafoner kaster sig i bunke over politikerne, når de, traditionen tro, kommer ud en efter en. Grejet er én stor åndende masse. Mikrofonstænger presses som spyd ind i den. Anders Samuelsen er den første, der angribes, så Mette Frederiksen, det kaldes et ritual, at oppositionen kommer ud og mukker lidt. »Kommer statsministeren ikke ud,« er der en, der spørger. »Jeg tror, han er gået den anden vej,« svarer en anden. Og ganske rigtigt: Som en kugle skudt af sted med elastikkraft piler Løkke ud gennem døren fra en sideindgang, han når nogle meter op gennem Vandrehallen før journalisterne, de jagende, har fået ham indfanget. Også en tradition; en parringsdans. Statsministeren er ræven i hubertusjagt, der løber foran de andre og klapper.

Sjovt er det bare, at alt det Løkke får sagt i sin tale, står i grotesk kontrast til virkeligheden

»Hvis du spørger mig, ville moren have været bedre til at være statsminister,« kommer det fra en politisk kommentator, der står i midten af en lille flok journalister, der venter i Vandrehallen, mens statsministeren holder sin tale. Løkke indleder med, med udgangspunkt i sin mor, at tale om dem, der har bygget velfærdssamfundet op. Moren blev født i 1936, og voksede op i en gade ved navn Ferskesøstræde i Nexø på Bornholm. Så er idyllen etableret. Måske var det endda i et lille hus med skæve vægge. Hun gik ud af syvende klasse. Længere er dét ikke siden, siger Lars Løkke. Folk kender udmærket den dystre fattige tid, da børn røg ud på gårde og i huset, de har hørt om den. Måske fra deres bedsteforældre, og så har talen allerede aktiveret ældrecentret i deres hjerner. Hyggen bliver fyldigere. Man kan næsten ikke undgå at få dannebrogsflag i øjnene. Og videre går fortællingen om Løkkes barndom, hvor moren gik hjemme og var både kærlig og streng, hun var over ham med lektierne, men hun smurte også madpakken. Samtidig var hun også det klogeste menneske, statsministeren har kendt, selvom hun aldrig fik en uddannelse.

Det var en tid uden voksenuddannelse, forstås. Hun var en rigtig drømmer, hun turde at drømme, at have visioner, og drømmen om at Lars og hans bror skulle have bedre muligheder end hun selv, var den største. Generation efter generation, siger Lars Løkke, lagde sten på sten til mulighedernes Danmark. Jeg ved hvor der findes en have så skøn begynder uvilkårligt at spille i ens indre ører, det lystige klaver, de små fine triller, og så: Kaboom, afbrydes det skønne med et brag. Løkke er nået til talens næste fase. Elendighederne remses op. International finanskrise. Lavkonjunktur. I ti år blev vi ikke rigere. Løkke taler om ambitioner. Om ikke at sætte barren for sine målsætninger lavt. Og så videre. Sjovt er det bare, at alt det Løkke får sagt i sin tale, står i grotesk kontrast til virkeligheden. Han er selv så forbandet godt i gang med at nedbryde det mulighedernes Danmark, som hans stakkels mor fra Ferskesøgade i Nexø var med til at bygge op. Løkke taler om en helhedsplan, en redning for Danmark, men holder man hans tale op mod virkeligheden, bliver den, som alt andet til denne småpompøse cirkusforestilling, noget blot symbolsk, varm luft, intet mere, renskåren antirespekt for det folk, han er ansat til at tjene.

Jeg fanger Kristian Thulesen Dahl og spørger ham, hvad han føler, når en borger kommer til ham og udtrykker et sådant niveau af frustration og magtesløshed, som vi så udenfor, da han ankom. Men hans svar ville være spild af anslag i denne artikel. Jeg spørger igen, om det er vrede eller irritation, glæde eller sorg, han føler, og han gentager sit svar. Han siger intet. Mit møde med den danske politiker. Ignorancen virker så meget stærkere, når den opleves på klos hold. Når man ser folks selvcentrering, den steppende tappen fra de blankpudsede sko og deres nette jakkesæt og glatbarberede isser, de ikke-folkevalgte, assistenterne og rådgiverne, der hænger rundt på gangene mens åbningen forestår, med kolde blikke, og ikke mægler et ord, forekommer den folkekærlighed og landsfaderlighed, der burde hænge tykt i luften her i Magtens Centrum, at være uhyggeligt fjern. Her er det ikke som hjemme foran skærmene, hvor frustrationerne og leden har plads til at få magt, her er det ignorancen, viljen og evnen til ignorancen, til køligheden og manipulationen, der fylder.

Længe efter ritualerne er overstået inde på Borgen, spiller bandet Nu på en scene på pladsen foran. Det er One Earth Clan, der i anledning af Folketingets åbning holder Party for peace, unity, equality and people power, det sidste af dagens tre annoncerede protester. Nu er politiet endnu mere talstærkt til stede - tre salatfade med mandskab holder klar til at træde til, hvis de femten-tyve reggaepublikummer skulle gå amok. Man har ringet dem ind, magten sikrer sig.

Det er med denne lille scene som med den hashbod, der blev opstillet på pladsen efter den seneste rydning af Pusherstreet. Den får lov at stå der, folk får lov til at udtrykke deres frustration, spæde pip, der forsøger at råbe politikerne op. Hashboden blev fjernet inden åbningen i dag. Den er ikke blevet inddraget i debatten. På samme måde blev der sidste år op til valget stillet et klædeskab op med påskriften “Forklædninger til Løkke”. Det blev, som al protest i dagens Danmark, set som åndssvag gøgl. Desværre er dette de muligheder, man har for at gøre indsigelser mod politikernes arbejde - og disse muligheder bliver set som åndssvagt gøgl - og derfor ignoreret. Hvem tager sig af en klovn, der græder? Det, magthaverne ikke tænker på er, at mens man ignorerer dem, der gør protester, og glæder sig over de lykkelige, der bliver derhjemme foran fladskærmen i villaen, vokser massen af dem, der ikke bor i villa med fladskærm. Dem, der protesterer. Og nok har man endnu kunnet føle sig tryg adskilt fra hundene, men på et tidspunkt vil vægten tippe. På et tidspunkt vil det ikke længere være nok for politiet at sidde i minibusserne og drikke kaffe. På et tidspunkt brister det, og de stiksikre veste må rent faktisk i brug. Da vil det ikke være så sjovt længere.

Inde fra Christiansborg skinner lyset lunt i lysekronerne, og oppe på tredje står flere af de småsprossede vinduer på kontorerne på klem. Elevatorerne kører med deres rolige banken, lyden af sko i en vaskemaskine.

Bandet spiller deres sidste sang for et træt crowd af neohippier og hjemløse. Lyset er lige gået på scenen. Et par af tilhørerne råber et slagord med ufrivillig selvironi i stemmen. Man kan høre, de, ligesom politikerne indenfor, ikke tror på deres sag, det er kun symbolsk, der råbes. Så meget for det påståede fællesskab. Og så tillader man sig at debattere, hvad der er rigtigt dansk. Hvornår man er rigtig dansker. Dagens morale må være: Fuck fællesskabet, red sig, hvem der redde sig kan.