Politisk koreografi
Allerede om morgenen, inden jeg tager af sted, mens jeg lægger mascara, overvejer jeg, hvordan jeg skal præsentere mig. Jeg hedder Ida. Jeg skriver for magasinet ATLAS. Men jeg er ikke rigtig journalist. Det er vel både sandt og ikke sandt, det forbehold, jeg er ikke uddannet journalist og har aldrig før dækket en partipolitisk begivenhed, men fra om lidt skal jeg være til stede på Socialistisk Folkepartis landsmøde, fordi jeg skal skrive om det. Jeg regner med, at der vil stå »presse« på mit navneskilt, og jeg skal sidde og tage noter i min notesbog ved et pressebord.
Jeg spiser mine havregryn, mens jeg lytter til en af den foregående uges P1 Morgen-udsendelser (landsmødet falder på en lørdag, hvor de sender radioklassikeren, fredag gik det hele op i dronningens fødselsdag, så jeg hører torsdagens morgenprogram for at være bare en smule opdateret på ugens politiske dagsorden). Radioværten taler med Socialdemokraternes arbejdsmarkedsordfører og samtalen følger et velkendt mønster; SF har igangsat et nyt kampagneudspil, de vil gerne løse dagpengeproblemet, og det hilser socialdemokraten da sådan set velkommen, men de venter på afgørende undersøgelser fra dagpengeko
