Print artikel

Mennesket i politikeren

Mennesket bag politikeren.
Reportage
17.06.15
Victor Boy Lindholm tog til Jylland for at møde folketingskandidaten Steen Holm Iversen. Han skulle finde sin modsætning. En lynafleder for sin politikerlede. Steen Holm Iversen var perfekt. Han stiller op for Liberal Alliance, er officer og fra Varde. Victor Boy Lindholm stemmer Alternativet, blev erklæret uegnet som soldat og bor på Nørrebro. Men han mødte ikke en kynisk liberal politiker. Han så mennesket, man savner i politikeren.

Vi vågner i bilen. Vi har været tre dage på Mols. Jeg har fanget en hornfisk. Vi har drukket øl. Rigtig mange øl. Solen har braget ned over Jylland. Det er de første rigtige sommerdage, og der er valg i Danmark. I går tog vi Volvoen ind til Aarhus. Der er Northside festival. Vi tog på bar, slog søm i og gik kold i bilen. Jeg vågnede 7:45, jeg har en aftale med Steen Holm Iversen fra Liberal Alliance klokken 8:30 i Varde. Det når jeg ikke. Det når jeg helt sikkert ikke.

Jeg skulle bare væk fra København. Satte en finger på et kort. Varde. Venstreland. Venstre har absolut flertal i kommunen. Jeg havde en ambition: At få en folketingskandidat i tale. Kiggede opstillingslisten igennem. Steen var perfekt: soldat, officer, såret i kamp. Gammel venstremand, mistede troen med Anders Fogh Rasmussens byliberalisme, og skiftede til de nye liberale. Ham ville jeg snakke med. Den debuterende soldat i valgkamp.

Vi kører henover Jylland. Ud af Aarhus. Tanker på motorvejen. Jeg køber tre jumbosnegle og en cola i 7Eleven. Jeg får en besked fra Steen, at han skal være i Vejle klokken 10. Andet står der ikke. Jeg er lidt udenfor Varde, da jeg får beskeden. Tunge skyer er trukket op, og afgiver deres regn. De to andre sover. Jeg holder ind, stopper motoren, børster tænder, skifter trøje, lidt deodorant. De andre vågner. Vi griner, da vi vender bilen, og kører øst på. Krydser Jylland to gange på en dag.

Jeg er nervøs. Manden er jo soldat, han må hade, at jeg kommer to timer for sent. Mine fordomme er tårnhøje, Jeg stemmer langt til venstre. Jeg er rød i hjernen. Synet af Anders Samuelsen får det til at vende sig i mig. Synet af pengene, af det liberale projekt, vanviddet i, at tankegodset ikke kollapsede under finanskrisen. Det er selvfølgeligt for mig, at jeg skal møde det onde selv. Det tænker jeg.

Liberal Alliance har medvind. De har fat i de unge. Man siger, at de tilbyder nye løsninger, nye fortællinger om staten. Fra mit synspunkt gentager de en forpint frihedsetik. Men de er et alternativ til velfærdspartierne. De lever på, at de er noget andet. Sådan må det være, det er den eneste mulige forklaring. Vi ruller bilen ind i Vejle. Jeg går alene hen til deres stand og hilser på Steen, men han giver ikke meget fra sig. Giver hånd, ryger en cigaret, og går ellers rundt med flyers. Vi skal snakke senere. Lige nu har han ikke tid. Han virker upåvirket af min forsinkelse. Det er sådan det er. Jeg står og vipper lidt for mig selv. Snakker med partisoldaterne, jeg bliver sat til at puste balloner op. Store hvide balloner jeg uddeler til børnene. Jeg deltager i kampen. To teenagere kigger mistroisk på mig. Henrik Dahl er her også. Han smiler forventningsfuldt til folk. Jeg får at vide, at kampen om mandatet står mellem ham, Steen og Mette Bock. Et Tv-hold fra TV SYD ruller ind, de filmer Dahl nedefra. Jeg tænker på, hvor grotesk det må se ud. Hans tilbagestrøgede krøller, den store hvide skjorteflip og hans let flæskende hageparti. Han ser veltilfreds ud. Nyder opmærksomheden. Jeg vil så gerne snakke med ham, men jeg tør ikke. Det ville gå helt galt. Måske jeg ville overfalde ham. Involvere mig i en eller anden langt ude debat. Jeg lader ham være. Stiller mig ved siden af Steen, han snakker med en fra partiet. Siger at Joachim B. Olsen skylder ham fadøl, for alt det lort han skal høre på fra folk på gaden. Han er ikke glad for Joachim B. Jeg har et svagt punkt for ham. Jeg fik engang en autograf af ham, da jeg så ham støde kuglestød på Aarhus Stadion. Han er bare en stor bamse i et jakkesæt. Han er slet ikke så farlig. Han drak en hel liter yoghurt, mens han trænede kuglestød.

Jeg er rastløs. Drengene kommer hen til mig. Jeg bliver sendt op af hovedgaden. Jeg tager ting fra alle de andre partiers boder. Tester folks blikke. Først går jeg rundt med en rose, tager et flag fra Dansk Folkeparti, en ballon fra Konservative og får kaffe af Venstre. En flok store pumpede mænd går forbi os. De har tatoveringer i ansigtet. En af dem har kjole på. En kvinde forsøger at give dem en kuglepind, hvor der står Liberal Alliance på. De ænser hende ikke. Jeg får ondt af hende. Jeg får ondt af det liberale subjekt. En begyndende deroute.

Der er travlt på hovedgaden. Et lille barn går rundt med et DF-flag, sangeren Kristoffer går forbi, en gammel dame passerer os i middelaldertøj. Det begynder at regne igen. Voldsom sommerregn. Jeg går tilbage til teltet. Steen får ikke uddelt nogle foldere i dag. Folk er trætte af valgkampen. De bliver oversvømmet af kuglepinde, dårlige kager og sur kaffe fra kandidaterne. Nu gider de ikke mere. Vi sætter os hen på caféen. Jeg forsøger at virke henslængt. Jeg har stalket Steen på Facebook. Det har mildnet mig en smule. I hans videoer taler han om politisk forandring, om sprogets relevans for et sundt politisk miljø. Tonen er en værdi, oprigtighed en anden. Han vil forlade forestillingen om politikeren som løgneren. Ikke flere bilagssager.

Det skal være ordentligt. Det er egentlig bare det.

 

Jeg går ind og køber kaffe. En bandelignende type eyeballer mig fra et bord. Jeg går på toilettet. Kigger mig i spejlet. Mine øjne er helt røde, jeg har ikke barberet mig. Jeg får et underligt hvidt skæg, når jeg lader det stå. Det ser virkelig svagt ud. Jeg ligner et lille barn. Steens ansigt er glatbarberet. Det bærer præg af daglig pleje. Jeg må se latterlig ud i hans øjne. Min beskidte polo jeg ikke har skiftet i flere dage, mine negle der er flossede efter jeg slog min hånd ned i et søm, og min hud, der lugter let af den hornfisk jeg fangede.

En tjener bringer kaffen ud til os, og vi begynder at tale. Steens mund er lidt skæv, trækker sig til den ene side, når han griner. Det ser menneskeligt ud. Et lille tic. Han har lidt mellemrum mellem tænderne, meget insisterende brune øjne. Hans stemme er dyb, der er noget faderligt over ham. Hans udseende er en klar modsætning til Anders Samuelsen. De blå isnende øjne, som Samuelsen stirrer med fra valgplakterne, står i kontrast til Steens rolige blik. Hans øjne flakker aldrig, fastholder mit blik.

Inden jeg mødte Steen skrev jeg ham en lang mail. Jeg ville snakke om hans frihedsbegreb, om hvordan man kan tro på det liberale projekt efter finanskrisen, om at debutere som folketingskandidat i en tid, hvor folk mangler politisk tillid. Jeg lagde ikke skjul på, at jeg er rygende uenig med ham, at jeg stemmer til venstre, og at jeg hovedsageligt havde fundet ham interessant, fordi jeg absolut ikke fatter, hvordan man kan få sig selv til at stille op for Liberal Alliance efter deres kandidaters vildskud efter kvinder, klimaet og kontantshjælpsmodtagere.

Steen snakker meget. Jeg skal næsten ikke gøre noget for at få ham til at tale. Vi kommer vidt omkring, starter ved afgifterne, at han ikke er vild med Henrik Dahls mediebesættelse, bevæger os videre til hans soldatertid og hvordan han pludselig ramte en mur. Jeg får ret, det var det rigtige at vælge en veteran. Han er noget så sjældent som en liberal på overførsel. Han blev udsendt i 94/95 til det tidligere Jugoslavien på enmandsmission. Han skulle finde en række forsvundne containere og endte med at køre igennem krigen alene i en stor Toyota. Steen så alt det, man ikke vil. Han vendte hjem, blev skilt, gik i hundene, rejste sig, kom videre. Han forsatte med at tage til konfliktzonerne. Det var hans job, selvom billederne fra Jugoslavien plagede ham. Han vidste, at det var en risiko, at livet som soldat fører dette med sig, men det var hans valg. Efter anden udsendelse går klappen ned på Steen. Han bliver indlagt på psykiatrisk afdeling i Esbjerg i tre uger efter et selvmordforsøg. Han rejser sig igen, bliver skilt og lever i savnet. Når han tog til Esbjerg om torsdagen, kom han først hjem om søndagen i forsøget på at dulme og glemme. Tung i kroppen af alkohol. I 2007 kører han på en vejsidebombe i Afghanistan. Det sætter en undersøgelse af hans udsendelser i gang ved arbejdsskadestyrelsen. Mens den kører passer Steen sit job. Han bliver ansvarlig for ulykkesundersøgelser, når danske soldater døde eller blev såret på missionerne. Et hårdt job. Januar 2011 er det slut. Arbejdsskadestyrelsen afgør at Steen har eller har haft Posttraumatisk Stress (PTSD), at han har et varigt men på 18.5 %. Der slutter livet som soldat. En soldat der ikke kan udsendes, er ikke en soldat og Steen føler sig skåret over på midten. Han tilkendes erstatning for erhvervsevnetabet som den første i Danmark og får 9000 kroner om måneden af staten, han støtter værnepligten og stemmer alligevel på Liberal Alliance. Det er den politiker jeg har savnet. Mennesket. Men hvorfor stemmer han liberalt?

Han snakker om urkraft. Det der fik ham tilbage til livet. Der var noget, der stadig levede i ham. En urkraft han tror på, lever i alle. Det er denne urkraft, som staten begrænser, at alle har det i sig, at man kan komme tilbage, hvis man får lov. Det er dette han mener, når Steen argumenterer for en mindre stat. Det er et gennemtæsket liberalt argument, at mennesket kan, hvis det vil. Steen tror på, at en stor stat gør mennesket dovent, at hvis man får kontanthjælp, tager man hellere den end arbejdet. Det tror jeg ikke på, men det er ikke det, der interesserer mig længere. Det er mennesket, der udfolder sig foran mig. Det er personen under det liberale argument, fordi selvfølgelig giver det mening. En mand der er kommet tilbage fra et mørke som Steen, må absolut tro på, at mennesket ikke er dovent, ikke er svagt, kan hvis det vil. Han er jo sit eget bevis. Jeg har sympati for denne fejlslutning, fordi den understøttes af en glødende modstand mod Dansk Folkeparti, at folk ikke flygter for velfærd, men for tryghed. Det hjælper virkelig, jeg sidder og ser på mennesket og ikke politikeren.

Vi får en kop kaffe mere. Jeg låner en af hans cigaretter. Han ryger Rød Skjold. Billige smøger. Mit billede af de liberale er i frit fald. Han drikker sort kaffe. Hans ansigt er furet, man kan godt se historien i rynkerne. Der er noget faderligt over ham. Steen fortæller om folks frygt, når han spiller med åbne kort. Når han fortæller om, hvad han har set, hvordan de trækker sig væk. Han kan ikke andet, det er en del af hans politiske projekt. Han vil være fuldkommen ærlig. Jeg sidder og håber på, at han en dag bliver venstreorienteret. Så ville jeg stemme på mennesket i politikeren. Det er umuligt nu. Desværre. Steen fortæller, at folk er bange for spejlingen, når han fortæller om sine oplevelser. Hvordan han kræver noget af dem, afslører mennesket i dem. Steen vandrer rundt med smerten i sig, lever åbent med den, han holder spejlet op foran sine medpolitikere og kræver at de viser sig. Som mennesker og ikke politikere. Det bliver vi enige om, at det er det der skal til. Andet kan vi ikke mødes om, men det er vigtigt nok i sig selv. Han afslutter samtalen med: »Victor, Det skal være ordentligt. Det er egentlig bare det.« Det har han ret i, vi skal tilbage til det ordentlige.

Jeg skriver artiklen i bilen tværs henover Danmark. Vi har næsten brugt benzinen jeg tankede i morges. Volbeat brager ud af højtalere. Jeg hader Volbeat. Jeg er halvt i chock, hvorfor hader jeg ham ikke, hvorfor hudflettede jeg ham ikke, hvorfor snakkede vi bare godt på en café i Vejle? Jeg ved, at jeg ikke er nogen blodhund. Jeg spiser pomfritter fra Sunset Boulevard. De er lækkert lufttørrede. En pomfrit for overklassen. En paradoksal sammentrækning af elite og fastfood. Jeg har fejlet som journalist ved ikke at være hård, men jeg vender tilbage til København med lidt mere tillid til folkestyret. Jeg ved ikke om jeg narrer mig selv, men hvis højrefløjen har flere folk som Steen, bliver de næste år måske ikke helt katastrofale. På den anden side bliver Henrik Dahl nok stemt ind. Så er vi lige vidt. Men jeg har snakket med fjenden, og set mennesket. Det bør alle gøre.

Mest læste

Frontkommandanten Arnulfo blev indrulleret som 10årig og er nu 40. »Jeg sluttede mig til kampen da militæret begyndte at få folk, inklusiv min far, til at forsvinde i min landsby. Efter så meget kamp og så mange tab håber vi, at våbenhvilen og fredsaftalen vil afslutte krigen mellem colombianerne for evigt. Vores kamp vil fortsætte, men fremover ved stemmeurnen.«
Kommandanten Jessica står tidligt op for at tale til sine folk. Hun blev indrulleret i en tidlig alder på grund af familieforbindelser til guerillaen. Jessica har ledt sine tropper i kamp over hele det sydlige Colombia. Hun kommer ikke til at savne guerillalivet og ser frem til freden. Hun glæder sig til en dag at kunne danse til Barranquilla-karnevallet som civil.
Deres rifler er klar. Forsiden på Yolis avis fortæller om »FRED!« i klare bogstaver. Ved siden af sidder Darwin og studerer FARC's manual. Under forhandlingerne brugte guerillaen den tid, der tidligere blev brugt på øvelser til at forberede dem selv mentalt på overgangen til civilt liv.
En guerillasoldat barberer sig i floden ved lejren. Vandet bliver brugt til alt fra drikkevand til at vaske op i. En FARC-lejr har som regel et køkken og et ryddet sted til øvelser.
Soldater bygger en lade til en civil støtte. Steder hvor FARC har regeret uimodsat, har de ofte støtte fra landmænd, der ser dem som de facto regering og sikkerhed.
William sluttede sig til guerillaen som 12årig, da krigen gjorde ham forældreløs. Han vil gerne være lærer en dag, eller i det mindste lære et fag så han kan åbne en forretning. Men der er ingen tvivl om, at FARC er hans familie. »Hvad der end sker efter vi afleverer vores våben, vil jeg altid være en del af FARC.«
»Jeg vil være forfatter! Eller skuespiller! Jeg vil have, at os guerillaer fortæller vores historie fra vores perspektiv, så ingen misforstår den. Kig på det her spejl, det har Beatriz bagpå. Hun var min mentor, da jeg sluttede mig til. Hun blev martyr under et bombardement. Vi fandt aldrig hendes lig. Jeg lavede spejlet så hun altid er med mig lige meget, hvor jeg er. Så mærkeligt som det lyder, betyder det spejl mere for mig end det meste andet i verden.«
Kommandanter forbereder en tale, der skal annoncere en definitiv våbenhvile. Lejrens chefer følger de ordrer, der bliver givet fra det sekretariat, som forhandler med regeringen. Mange mænd og kvinder i junglen har aldrig kendt til andet end konflikt. Militære forsvindinger, paramilitære massakrer og vold udøvet af guerillaerne selv. Sekretariatet indrømmer, at organisationens overgang kan tage flere år.
Paola øver sig i egnens traditionelle dans med sine kolleger. »For at være ærlig, så er jeg nervøs,« hvisker Paola, der er guerilla og radiospecialist. »At gå tilbage til at være civilist. Vil folk være bange for mig? For os? Jeg har været guerilla, men jeg er bare en kvinde med drømme ligesom resten af verden. Jeg håber at os guerillaer kan genintegreres i samfundet og ikke blive stigmatiseret, eller værre, blive jaget af vores fjender.«
Fodboldturneringer mellem FARC's frontgrupper har været udbredt så længe som guerillaen har eksisteret.
Kommandant Leidy er anerkendt som krigshelt. Hun nævner, at måske fordi hun ikke havde en barndom, kompenserede hun et moderligt lederskab til at lede sin tropper effektivt. Spurgt til hvordan hun føler om sine bedrifter og fiaskoer, begynder hendes øjne uventet at blive våde. Hun kigger over trælinjen som om hun undersøger den umådelige størrelse af en illegalt tilværelse levet i kamp og på flugt. »Jeg føler sorg,« siger hun bevidst vemodigt.
Jeg bliver bedt om at gå på patrulje med Olga omkring lejren, ganske sandsynligt for sidste gand. I baggrunden kan jeg høre kommandant Arnulfo indtage talerstolen. Minutter senere kan FARC's kendingsmelodi høres fra vandskadede højtalere. Mens vi går længere væk drukner junglens lyde larmen fra lejren. Det er lyden af en krigs afslutning.
Billeder
Reportage

De sidste dage i vildnisset

Fotograf Tomas Ayusos fotoserie følger FARC's ”Front 62”, der lever deres sidste dage i vildnisset, Colombias nu tidligere slagmarker...