Print artikel

Bittersødt

Foto: Jacob Skyggebjerg
Foto: Jacob Skyggebjerg
Reportage
22.06.15
Forfatter Jacob Skyggebjerg var ATLAS' udsendte på Christiansborg på valgnatten. I denne reportage prøver han at finde ud af, om det var Venstre, der vandt valget, mens det viser sig, at festen hos DF er bedre og minder om barndommens vikingefest i Uldum.

Jeg ankommer til Christiansborg et kvarter før valgstederne lukker. På pladsen ude foran har det interimistiske TV2-studie fået selskab af en bar, en madbod, en kaffevogn og et bord, hvor en kvinde står og uddeler gratis kager fra DanCake. Flere steder er klaser af røde og blå balloner fastgjort til belægningen. Det er meget sigende i forhold til den generelle ignorance overfor folkets politikerlede, der er op til dette valg. Man stoltserer ligefrem over mangelen på et egentligt valg. Der er kun rød og blå. Midt i det hele står så en mand med en mere rigt koloreret klase, dem kan man købe, frit valg mellem alle partifarverne. »Flæsk,«  råber en mand inde i madboden, »dejlig økologisk flæsk, alle danskere elsker flæsk!«

Jeg skynder mig videre. På vej gennem porten, der fører ind til presseindgangen, når jeg lige at høre en mand sige til sin kone: »Jeg håber bare, de siger, alle stemmer på Johanne er blevet erklæret ugyldige.« Han drikker af en dåseøl. De står og kigger på en storskærm, hvor politikerne fortsat udbreder deres valgløfter, skønt valgstederne netop er lukket. En stor Mercedes ruller forbi mig. Det er justitsminister Mette Frederiksen, der ankommer i sin ministerbil.

Venstres valgfest bliver i år afholdt i Landstingssalen. Det første, jeg bemærker, er de fjendtlige barpriser. Små fadøl, 35 kroner. Det er åbenbart Meyers Kantiner, der står for udskænkningen her på Christiansborg. Så kommer der en poll. Jeg havde egentlig ikke bemærket storskærmene på væggen, men da hele salen pludselig skriger op, ser jeg det diagram, der får disse vel halvandethundrede mennesker til at juble i kor. Det er det diagram. Det er det, det hele handler om. 90/85.

I et lille tilstødende lokale står valgkagerne klar. Chokoladecupcakes med tyk metalblå creme på toppen. Der sidder en hilsen fra konditoriet med en reklame for resten af deres udvalg. En mand kommer ind og fortæller mig, lokalet er et lager. Der er utåleligt i salen uden alkohol. Det er som at gå rundt i en stald med kyllinger, man er hele tiden bange for at træde på nogen. Og de drikker alle sammen, ser det ud til. Jeg finder en plads ved et bord, hvor jeg kan stå og lure lidt. Der er peanuts. Jeg falder i snak med to kvinder, der også står ved bordet. Den ene stiller op. »Vi har fjenden i huset,« siger hun, og nikker. Morten Messerschmidt, han står og bliver interviewet af svensk tv et par meter fra os. »De burde takke os for deres fremgang,« fortsætter hun. Da interviewet er slut kalder hun på ham. »Hey, Morten!« De veksler et par ord og han forsvinder igen.

Nu flokkes kameraerne om Søren Pind. Han er ankommet i mørk filtjakke, halstørklæde og blød hat. Han virker træt. Han står midt i salen, midt i menneskemængden med en tyk krans af fotografer og journalister omkring sig. Han bliver interviewet til fjernsynet, klemmer øjnene sammen og kigger på tallene i hjørnet af storskærmen. Fotograferne finder en anden at tage billeder af. Søren Pind står og svajer. Han står i stærk kontrast til de unge idealistiske VU'ere, der vrimler omkring ham med deres stjernemønstrede EU-butterflies. Han står med sin telefon og laver noget i sms-appen. Jeg kan se, at nogen på et tidspunkt har sendt ham en stribe emojis. Han uddeler et hjerteligt kram til Jacob Engell, så er kameraerne der igen. Menige folketingskandidater kommer også hen og krammer og tager en selfie. Så kommer der endnu en journalist og trækker af med ham. Karen, den personlige assistent følger efter.

Nye tal. Skærmene viser et diagram, hvor man kan se, at blå bloks mandatandel er steget med et mandat. Vild jubel, men den dør brat, da diagrammet skifter over til et, der viser de tre største partier. Partilederne på en sejrsskammel. Helle på toppen, Tulle som nummer to på den ene side, og Løkke på den anden, på skammelens nederste trin. Nogen prøver at få gang i en klapsalve igen, men den begrænser sig til nogle sporadiske små udbrud rundt omkring i salen. Ved et bord står en ældre rødhåret kvinde og bliver interviewet. »Jeg har et billede af Helle Thorning med en stor fadøl,« siger hun. »Mon ikke hun går af.«

En kvinde fortæller mig, at der er fri fadøl hos Dansk Folkeparti. Nedenunder i Snapstinget. Der er begyndt at blive tæt i salen, så det passer mig fint at gå derned. Igennem det lille forrum, der er beklædt med lyslilla balloner fra De Radikale, og ind til den rigtige fest. Og en rigtig fest er det. En landsbyfest, og jeg bliver indtaget af gamle følelser fra ølteltet til min barndoms Uldum Vikingefest. Det er som at være tilbage igen, mellem lavbenede langborde og folk med fadøl. Om lidt er der en tyk mand, der viser mig en pengeseddel og siger, den er min, hvis jeg kan gætte om nummeret på den er effen eller ueffen. Der er endda et band, der spiller røvballerock, på en lille scene ved siden af det store billede af partiets leder. Mærkeligt nok, er der ikke nogen der ryger. Ternede duge. Og fri øl. En tjener går rundt med et fad med kager, de samme, som stod i det lille lokale oppe hos venstre, blot med rød creme og et lille DF-logo i marcipan ovenpå. Tilbage til Venstre. Men så må jeg ikke få min øl med derop. Jeg bliver stoppet af en vagt ved trappen. Vagterne er som vagter er. Det er ikke deres fest. Du kan ikke. Og vi kan ikke. Og nej, det er jeg ked af.

Det tætnes i salen. Bertel er kommet, også han har tiltrukket sig en krans af fotografer med følge. Jeg spørger ham, om en sejr til blå blok også er en sejr til Venstre. Det mener han, det er. »De har hjulpet os med at få nøglerne tilbage,« som han udtrykker det. Han nævner et par lignende tilfælde fra det danske demokratis historie. Jeg kan mærke, at jeg automatisk passer på ikke at gøre ham vred. Viser ham mit besøgsskilt. Bare rolig, det er bare ATLAS. Så kommer den menige folketingskandidat, jeg talte med tidligere forbi. Hun er af en anden mening. »Det er en sejr til demokratiet. Til flertallet. Men det er spin i højeste klasse. DF har bare lænet sig tilbage og ladet alle andre dumme sig og falde i hullet.« Hun præsenterer sig som kandidaten fra Bispebjerg. Anamita Malakians. »Tænk engang, at Danmark er blevet til én stor flok landsbytosser. Det er en meget hul sejr for Venstre. Hvem ved, hvad vi nu skal tækkes med?« Bag hende ler Bertel Haarder højlydt. Nye tal på skærmen. Salen begynder at synge. Sangen følger rytmen i en fodboldsang. »Danmark, har fået, en borgerlig-liberal, regering – igen!« 84/91, står der på skærmen. Folk stamper i gulvet, Landstingssalen skælver, folk tager selfies foran skærmen.

 

Foto: Jacob Skyggebjerg

 

Socialdemokratiet er også på Christiansborg i år. I Fællessalen. Ud fra navnene kunne man næsten tro, det var en person med humor, der fordeler festlokaler mellem partierne. Her er stemningen trykket. Det er, som om folk ikke ved, hvorfor de er her. Så mange stolte mennesker, voksne mennesker, der har klædt sig på i deres stiveste puds, og taget den lange vej til København for at være her. Til fest, og så blev det en begravelse. Det er ikke til at holde ud. Her er det også Meyers Kantiner, der serverer. Jeg klemmer mig forbi et par, der står og taler sammen på nordjysk. En fed mand stavrer forbi mig med et tomt udtryk i ansigtet. Det er lige til at få tårer i øjnene over, jeg må ned til DF og have mere øl. På vejen møder jeg igen Folketingskandidaten fra Bispebjerg og hendes veninde. De har været nede og prøve at få lidt øl, men da folk så deres Venstre-navneskilte, blev de sendt bort. »'I hører da vist ikke til her,' sagde de. Det var noget andet, da Morten Messerschmidt kom op til os.«

Hos DF raser landsbyfesten stadig. Partilederen græder. Han er som altid dræbende kedeligt påklædt. Og Pia Kjærsgaard græder. Det bliver gengivet på storskærmene. »Det er sgu lige før, man under dem det,« er der én, der siger. En kvinde inde fra De Radikale. Der er noget apolitisk over DF's valgfest. Det er den her landsbyfest, med hundrede Onkel Lars'er og deres døtre, der render rundt og bider i deres sugerør. Røvballebandet fortæller, at de nu vil spille den sidste sang for i aften. Ved et bord står Pia og sludrer med nogle menige. De snakker om Sass Larsen. »Det var lige så han spyttede. De blev nødt til at slæbe ham ud.«

På rygeterrassen på tredje smelter partigrænserne. Venstrefolk og DF'ere konverserer. Fortæller, hvor enige, de er med hinanden. De taler entusiastisk om valgresultatet. »Det er ligesom dengang, vi var stammer. Vi mødes på kamppladsen.« En anden mener, det hele handler om, at folk får en laber larve fra slikskålen, når de går ned og stemmer. Folk er berusede. En enkelt venstremand går så vidt som at sige til en af DF'erne, at Venstre har tabt, og tillykke med sejren. Jeg følges med nogle af dem ned i elevatoren. I loungen, der støder op til Venstres festsal, slænger VU'erne sig i sofaerne. Tidligere Europaparlamentskandidat Nicolai Svejgaard sidder ved et bord med sin kæreste og hoverer over Helles tale til sit parti, som hun er ved at fremføre live på skærmen. »Haha, hold kæft,« griner han. »Kan du høre, hvad hun siger?« Det er godt at se ham igen. At han stadig er her. En fremtidig formand for Venstre. Så sker det. Der er nogen, der råber. »Har I hørt det? Thorning er gået af!«

Rummet bliver tømt, folk finder deres flag, de skal ud og tage imod lederen. Lars Løkke er efter sigende på vej ind på Christiansborg. Folk tager opstilling ovenfor trappen. Vagterne holder vagt. Man vifter med flagene, kameraerne knipser, selfies igen. Så kommer han. Løkke, op ad trappen, ud af mørket, op i lyset. Folk messer, de er over ham. »Løkke-Løkke-Løkke-Løkke!« Fotografer og journalister og venstrefolk, det er lige før de kravler op på ryggen af ham. Han skal holde sin tale. Han tager opstilling ved talerstolen. Salen tramper igen. Løkke bøjer i nakken. Det er ikke en tale som alle andre, der skal holdes. »I Venstre er vi ikke kun interesserede i nøglerne for nøglernes egen skyld. Vi vil noget for Danmark.« Og så drejer han snakken over på indvandring. Flosklen med nøglerne er det eneste, han har tænkt sig at sige vedrørende den vej, Venstre er kommet til nøglerne på. Og så bliver det rørende. »Der har været tumult omkring min person.« At skulle tage ansvar for hele miseren, hele Venstres nederlagssejr foran alle medlemmerne. »Der har været sagt mange ting om mig. (…) Det har været et par hårde år for Venstre.« Han fortæller, at Helle ringede og sagde »tillykke, nu tager du den herfra.« Han hylder Thorning for at føre en kompromisfyldt politik, i stedet for at gøre, hvad han kalder »det umulige«, og samarbejde med Enhedslisten på deres præmisser. Han sender kærlighed til familien. Det tager kegler. Folk synger, tramper, skåler, tager selfies, råber. Løkke ønsker folk en god fest, og ledsages af kameraernes blitzlyn og partimedlemmernes applaus ned fra scenen igen.

Så slutter det. Det hele slutter. Det er åbenbart ikke på Christiansborg, der er fest nu. Ude ved trappen fanger jeg en venstrekvinde, der præsenterer sig som byrådsmedlem på Frederiksberg. Jeg bliver nødt til at have endnu et svar på mit spørgsmål, er en sejr til blå blok en sejr til Venstre? »Alle dem, man kender, de er jo sikret, men der er ingen af de nye kandidater, der kommer ind. Men det borgerlige Danmark har vundet. Det er bittersweet

Jeg slutter min aften på rygeterrassen med nogle VU'ere. Vi følges ud. Vi skal til efterfest. Men jeg vil lige kigge ind på et af kontorerne. Inger Støjberg, hun sidder ved skrivebordet, siger ikke noget, kigger bare. Magten lyser ud af hende. Jeg forlader kontoret. VU'erne er væk. En vagt kommer hen og genner mig ud. På vejen nupper jeg flaske portvin fra De Radikales festlokale, som jeg deler med to Alternativet-piger på vej til stationen.