Print artikel

Sådan fungerer en bank (ikke)

Danske Banks ideologiske vildledning.
Analyse
23.05.17
Produktionen af penge, der før hørte under Nationalbanken, bliver i stigende grad privatiseret. Når private banker låner penge ud, hentes de ikke fra en kontantbeholdning i kælderen, men fremtrylles ved ændringer af tal på en skærm. Det skaber bobler og ustabilitet i økonomien, og det øger uligheden. Lektor Ole Bjerg analyserer vores lidt for smarte pengesystem og anviser, hvordan staten kan genvinde kontrollen med pengepolitikken.

Er man interesseret i, hvordan pengesystemet fungerer, er Danske Banks hjemmeside et godt sted at starte. Her kan man finde en kort animeret film på tre minutter med titlen Sådan fungerer en bank. I filmen er banken illustreret som en klassisk udseende bygning med søjler og en bred trappe foran. På begge sider af banken ser vi nogle gyldne mønter, der cirkulerer ind og ud af banken med titlerne indlån og udlån. Vi kan sågar ane Dronning Margrethes portræt på de cirkulerende mønter. »For at kunne låne penge ud må banken selv låne eller købe penge«, siger filmens fortællerstemme. Den fortsætter med at forklare, hvordan de penge, som folk sætter ind i banken, bliver lånt ud igen til private husholdninger eller virksomheder. Denne pointe opsummeres igen til slut, hvor vi får at vide, at »En bank lever af at købe og sælge penge. Det vil sige, at en bank tjener penge lidt på samme måde som et supermarked«.

Selvom vi i dag kan betale med fysiske mønter og sedler, er denne form for penge kun en lille og stadigt mindre del af den samlede pengemængde

Filmens formål er tydeligvis at give en pædagogisk og dermed forsimplet beskrivelse af et meget komplekst system. Set i lyset af hvordan en bank fungerer i det 21. århundrede, er filmen dog ikke bare en pædagogisk forsimpling, men snarere en ideologisk vildledning. Til gengæld er filmen et ret præcist billede af den måde, som de fleste mennesker tænker om banker: En bank er en form for finansiel servicevirksomhed, der tjener penge ved at opbevare og fordele de penge, som andre mennesker har tjent og sat ind i banken. Det svarer til den måde, hvorpå et supermarked sørger for, at mælk, kartofler og andre fødevarer kommer fra landmanden til forbrugeren. På denne måde fungerer filmen som en gentagelse af udbredte misforståelser omkring penge og bankvæsen. Det gør den heldigvis til en god anledning til at rette op på nogle af disse misforståelser. Her følger de tre vigtigste.

Tre misforståelser om banker

Den første er billedet af penge som noget, der først flyder ind i banken i form af indlån og sidenhen ud af banken i form af udlån. I dag skabes penge nemlig i det øjeblik, de bliver lånt ud. Selvom det virker kontraintuitivt, er det altså sådan, at udlån skaber indlån og ikke omvendt. Når en bankkunde optager et lån på 100.000 kroner i for eksempel Danske Bank, sker der to ting. Med den ene hånd registrerer banken, at kunden nu skylder banken 100.000 kroner. Kunden skriver under på et lånedokument, som forpligter ham eller hende til at betale renter og afdrag på lånet. Med den anden hånd registrerer banken så, at kunden nu har 100.000 kroner stående til rådighed på sin konto i banken. Hvis der før lånet stod 5.000 kroner på kundens hævekonto, står der nu 105.000 kroner på samme konto. Disse 100.000 kroner har banken dog ikke taget noget andet sted fra. De kommer hverken fra en beholdning pengesedler i bankens kælder eller fra en opsparingskonto ejet af en gammel dame eller en anden kunde i banken. De er nye penge, som banken simpelthen har skabt.

Det leder os til den anden misforståelse. I filmen ser man penge som gyldne mønter. Selvom vi i dag kan betale med fysiske mønter og sedler, er denne form for penge kun en lille og stadigt mindre del af den samlede pengemængde. Langt de fleste overførsler og langt de fleste beholdninger af penge består i elektroniske indeståender på vores hævekonti i Danske Bank, Nordea, Sydbank eller andre private banker. Når vores bankkunde fra eksemplet ovenfor begynder at bruge af sine 100.000 kroner, vil han eller hun typisk ikke veksle dem om til kontanter først. Pengene overføres blot fra kundens konto i Danske Bank til en anden pengebrugers konto i samme eller en anden bank. I skrivende stund er der omkring 60 milliarder kroner i omløb i kontante penge, mens beholdningen af elektroniske kontopenge udgør omkring 1.100 milliarder kroner. Disse elektroniske penge er bankernes kredit til almindelige pengebrugere. De fleste penge i økonomien i dag udgøres derfor af bankers gæld til pengebrugere, som er blevet skabt, idet pengebrugerne har optaget lån i banken. Pengebrugerne skylder banken penge, og banken skylder pengebrugerne penge. Forskellen på de to former for gæld er, at bankens gæld til pengebrugerne fungerer som et generelt betalingsmiddel, mens pengebrugernes gæld til bank blot er gæld.

Den tredje og sidste misforståelse kan tjene som en opsummering af de to første. Portrættet af Dronning Margrethe på de gyldne mønter kunne give indtryk af, at penge er skabt af en konge - eller i hvert fald en statsmagt. Man kunne altså forledes til at tro, at pengesystemet fungerede i henhold til grundloven. Her står i paragraf 26, at 'Kongen har ret til at lade slå mønt i henhold til loven.' Selvom staten i form af Nationalbanken stadigvæk har eneret på at lave fysiske mønter og sedler, så er betydningen af dette monopol forsvundet i takt med, at denne slags penge er blevet udfaset af økonomien. I dag er det hverken konge, dronning, stat eller nationalbank, der står for skabelsen af størstedelen af de penge, som vi alle sammen er afhængige af i vores daglige gøren og laden. I stedet har vi som samfund privatiseret skabelsen af elektroniske penge og overladt denne opgave til private virksomheder såsom Danske Bank.

Er et realkreditlån en liter mælk eller en landevej?

Sammenligningen af en bank med et supermarked er langt fra nogen uskyldig metafor. Når jeg tidligere brugte en så voldsom betegnelse som 'ideologisk vildledning', så skyldes det, at denne form for tænkning om banker har afgørende betydning for, hvordan vi politisk og juridisk håndterer banker. Når vi ser på visse dele af bankvirksomhed, kan sammenligningen med et supermarked ganske vist have en vis rimelighed. Det gælder for eksempel kreditvurdering af potentielle låntagere eller investerings- og pensionsrådgivning. Men når vi ser på sektoren som helhed, bliver det tydeligt, at bankvæsenet har funktioner, der ligger langt ud over det, der foregår i almindelige private virksomheder. Betalingssystemet og selve skabelsen af penge er en helt basal del af landets finansielle infrastruktur. I det lys er det mere retvisende at sammenligne banksystemet med vores vejnet.

Vejnettet er forudsætningen for, at vi kan transportere os rundt i landet. For at vi kan komme på arbejde, handle med hinanden, besøge familie og tage på ferie.  Hvis vejnettet i Danmark ikke længere var et offentligt gode, men derimod ejet af forskellige private virksomheder med ret til at opkræve kørselsafgifter fra bilisterne, ville det have enorme konsekvenser. Ikke alene for vores muligheder for at bevæge os rundt i landet, men også for den måde samfundet ville udvikle sig på. I København og de andre større byer ville bilisterne have mange forskellige muligheder for at komme fra A til B. Der ville være stor konkurrence mellem de forskellige vejfirmaer, og prisen per kilometer ville være lav. I tyndt befolkede områder langt fra byerne er der til gengæld langt mindre trafik. Forretningsbetingelserne for vejfirmaerne ville derfor være dårligere. Prisen per kilometer ville være højere end i byerne, og det ville sjældent kunne betale sig at investere i nye veje. Dynamikken i systemet ville være selvforstærkende, da de dyre og dårlige trafikforhold i udkantsområderne i sig selv ville være med til at trække mennesker og virksomheder ind til byerne.

Det eksisterende penge- og banksystem er altså i sig selv en kilde til finansiel ustabilitet

Dette er netop problemet med det eksisterende penge- og banksystem. Selvom bankerne driver deres forretning på en hensigtsmæssig måde, set fra den enkelte banks perspektiv, så kan det samlet set føre til samfundsøkonomisk uhensigtsmæssige effekter. Når der er vækst og økonomisk fremgang, er bankerne meget villige til at skabe nye penge og låne dem ind i økonomien. Det er med til at skabe inflation og bobler på bolig- og aktiemarkederne. Når boblerne springer, vender bankerne rundt og skruer ned for udlån og pengeskabelse. Det er med til at gøre krisen endnu dybere og gør det endnu sværere at få gang i væksten igen. Det eksisterende penge- og banksystem er altså i sig selv en kilde til finansiel ustabilitet.

Desuden er det nemmest og billigst at låne penge, hvis man i forvejen er velhavende, og hvis man skal købe hus i København, Århus eller en anden større by. Til gengæld er det svært og dyrt at låne penge, hvis man i forvejen er mindrebemidlet og i øvrigt vil købe hus på Lolland eller Bornholm. Det betyder, at boligejere i byerne oplever store værdistigninger i deres formuer, mens boligejere i resten af landet oplever stagnerende eller ligefrem faldende formuer. Derved forstærker penge- og banksystemet eksisterende uligheder i samfundet.

Bankerne i samfundet

I et politisk perspektiv er der altså stor forskel på, om vi ser på bankerne som  finansielle supermarkeder eller en slags finansielt trafiksystem. Fra højre til venstre på den politiske skala er der bred enighed om, at staten ikke skal blande sig i supermarkedets mælkepriser. Der er ligeså bred politisk enighed om, at det er det offentliges ansvar at bygge nye veje i hele Danmark, og sørge for at de eksisterende veje er fri for huller og sne, så borgerne kan komme gratis, hurtigt og sikkert fra Assens til Bogense.

 Den politiske håndtering af krisen i 2008 kan sammenfattes som et svar på  følgende spørgsmål: Hvad skal vi gøre for at bevare det eksisterende banksystem så tæt på sin nuværende form som muligt? Politikerne har på den ene side accepteret præmissen om, at pengeskabelse er et anliggende for private virksomheder i form af banker. Man har altså behandlet dem som supermarkeder. På den anden side har politikerne forsøgt at forhindre det private banksystem i at bryde sammen og dermed tage resten af økonomien med i faldet. Her har man altså behandlet bankvæsenet som vejnettet.

Regeringen har leveret den ene bankpakke efter den anden. Desuden har man oprettet det offentlige selskab, Finansiel Stabilitet, som har overtaget dårlig gæld og urentable dele af nødlidende banker. Nationalbanken har forsøgt at forhindre deflation ved at sænke sin rentesats, så den i perioder har været negativ. Finanstilsynet har skærpet kapitalkravene til bankerne, hvilket basalt set svarer til at bede dem om at forøge deres egenkapital ved for eksempel at hæve gebyrerne eller på anden vis tage endnu flere penge fra deres kunder. Og Den Europæiske Centralbank har siden 2015 lavet såkaldte 'kvantitative lempelser'. Det betyder, at banken hver måned skaber nye centralbanksreserver i størrelsesordenen 60 milliarder til at opkøbe værdipapirer hos de private banker. Mens effekterne på realøkonomien har været beskedne, så har denne massive pengepolitiske intervention bidraget til at puste nye spekulative bobler op i aktie-, obligations- og boligmarkederne.

Hvem skal lave vores penge?

Som beskrevet har vores økonomi udviklet sig sådan, at langt de fleste betalinger i dag er elektroniske, og langt de fleste penge er elektroniske kontopenge. Det betyder, at to forskellige finansielle opgaver er blevet integreret i de private banker: Pengeskabelse og kreditformidling. Den politiske udfordring er, at man står over for en Gordisk knude. Løsningen er en reform, der skærer knuden over og adskiller de to funktioner.

Pengeskabelse er et offentligt anliggende, som hører hjemme i Nationalbanken. Derfor bør alle borgere have adgang til en konto i Nationalbanken, som kan bruges til at opbevare elektroniske statspenge samt modtage og sende betalinger til andre pengebrugere. Det svarer til en elektronisk udgave af det fysiske kontantpengesystem. Kreditformidling er derimod en opgave, som fint varetages af private banker i form af aktieselskaber eller andelskasser. Når pengeskabelsen og betalingssystemet er flyttet over i Nationalbanken, kan banker behandles som almindelige private virksomheder, der skal konkurrere med hinanden om at tilbyde de bedste ydelser, og som kan tillades at gå konkurs, hvis de ikke kan passe deres forretning. Bankerne skal således tage imod indskud i form af elektroniske statspenge, som de så kan recirkulere gennem udlån. Forskellen i forhold til det eksisterende system er blot, at de nu ikke længere kan skabe nye penge ved at kreditere pengebrugernes konti i banken, da disse ikke længere fungerer som betalingskonti. De nye statspenge er egentlige elektroniske kontanter. Et udlån under det reformerede system svarer således til, at en kunde i dag insisterer på at få et lån udbetalt i fysiske kontanter. I så tilfælde ville banken jo også være nødt til at have disse kontanter i forvejen for at kunne oprette lånet.  

Selvom videoen på Danske Banks hjemmeside er en misvisende illustration af det nuværende penge- og banksystem, er det til gengæld en meget præcis illustration af, hvordan systemet ville fungere efter en sådan adskillelse af pengeskabelse og kreditformidling. Her ville en bank netop leve af at købe og sælge penge og dermed tjene penge lidt på samme måde som et supermarked.