Print artikel

Det er ikke Grækenland der er problemet, det er bankerne

Banker skal underbygge den produktive økonomi – ikke dræbe den som den øjeblikket gør.
Analyse
22.07.15
Den græske gæld er ikke større end den danske. Forskellen er hvem man skylder pengene til. Den græske gæld er nemlig underlagt kreditvurdering hos udenlandske banker, som ingen særlig interesse har i den græske økonomis stabilitet og velstand, men til gengæld har et ekstremt kortsigtet profitmotiv for øje.

Historien om den græske gældskrise er i offentligheden blevet gjort til en historie om os og dem; om sydeuropæerne, der låner for mange penge, fører uansvarlig finanspolitik og lever over evne, kontra de arbejdsomme, ansvarlige og fornuftige nordeuropæere.

Grækenlands nuværende økonomiske situation har utvivlsomt været forbundet med dårlig ledelse og perioder med overforbrug, men det er først og fremmest historien om et dysfunktionelt monetært system baseret på udemokratiske finansielle institutioner ført frem af et historieløst økonomisk paradigme.

Den gældskrise, som har underlagt Grækenland, er hverken særpræget eller historisk. Den har underlagt hele den europæiske økonomi de sidste mange år og ramt økonomier flere gange gennem historien.

Vi er alle grækere

Det er vigtigt at forstå, at Grækenland ikke er et land, som i særlig grad er gældsplaget. Selvom fremkomsten og sammensætningen af den græske gæld givetvis skiller sig ud, er Grækenland, med en gæld på ca. 280 % af landets BNP, ikke dybere forgældet end de fleste andre europæiske lande – Danmark har eksempelvis en samlet gæld på ca. 250 % af BNP.

Gældens sammensætning, kreditorerne, og de vilkår den er stiftet under er den afgørende forskel.

For hvor den græske gæld på ca. 280 % af landets BNP er sammensat af en statsgæld svarende til 160 % af BNP og en privatgæld på ca. 120 % af BNP, er den danske gæld på ca. 250 % af BNP sammensat af en privatgæld på ca. 200 % af BNP og en statsgæld på 50 % af BNP. Den danske statsgæld er således markant mindre end den tilsvarende græske, mens de danske husholdninger til gengæld er langt mere forgældede end de græske.

Den græske gæld fremstår langt mere ekstrem og enestående end den egentlig er, da det helt naturligt tiltrækker sig mere opmærksomhed og mediebevågenhed, når refinansiering af den græske gæld forhandles af de europæiske finansministre, end når danskerne går alene ned i banken for refinansiere deres variabelt forrentet flexlån i individuel forhandling med deres bankrådgivere. Gældsbyrden er dog samlet set den samme.

Renten til forskel – statsgæld til ågerrenter

Det særegne ved den græske gæld er således ikke, at den er stor. Den er ikke meget større end den danske. Men mens danskerne – husholdningerne såvel som staten – primært skylder penge til danske finansielle institutioner, herunder pensionsselskaberne, består ca. 95 % af den græske statsgæld til udenlandske banker.

Dermed erden græske gæld underlagt kreditvurdering hos udenlandske banker, som ingen særlig interesse har i den græske økonomis stabilitet og velstand, men til gengæld har et ekstremt kortsigtet profitmotiv for øje . Den græske stat er derfor blevet underlagt en absurd høj rentebyrde på sin gæld. For igen at sammenligne med den danske stat betaler denne under 1 % i rente på sin gæld, hvor den græske stat, siden Syriza kom til magten, har været pålagt rentesatser på op imod 20 % på nystiftet gæld.

Så mens den danske stat over en periode på 30 år betaler i omegnen af 1,3 mio. kr., for hver 1 mio. kr., den låner, betaler den græske stat helt op imod 200 mio. kr. for hver 1 mio. kr., den låner. Den græske statsgæld har med de nuværende rentesatser en fordoblingstid på ca. 5-7 år.

Da Grækenlands kreditorer er udenlandske banker, flyder stort set ingen af rentebetalingerne tilbage i den græske økonomi som løn eller udbyttebetalinger. Rentebetalingerne fungerer derimod som et dræn af økonomien, som kun kan lukkes gennem et tilsvarende overskud på handelsbalancen eller ved kontinuerligt at optage nye lån i udlandet.

Grækenland har med tiden formået at opnå et overskud på sin handelsbalance på ca. 1 %, hvilket kun rækker til at betale en brøkdel af dens nuværende renteudgifter på 4-6 % af BNP. Den græske gæld vokser derfor stadigvæk, og Grækenland er fanget i en gældsfælde, det er umuligt at komme ud af, så længe renten på gælden er så høj.

Penge skabt af banker er gæld

Selve diskussionen, omkring hvorvidt Grækenland kan betale sin gæld tilbage, er i sig selv absurd, fordi det under det nuværende monetære regime på intet tidspunkt har været meningen eller for den sags skyld muligt, at den græske skat skulle betale sin gæld tilbage.

Hvis ikke der var gæld til bankerne, ville der ikke være penge i omløb.

Penge skabes gennem bankers udlån, uanset om det er privatpersoner eller stater der låner penge. Når banker foretager udlån, skaber de tilsvarende indlån og dermed nye penge – når lånene tilbagebetales destrueres pengene igen. Det er ganske enkelt den måde, hvorpå det moderne finansielle system fungerer – et system, hvor indlån i private banker benyttes som penge uden brug af kontanter, og hvor stater jf. Maastrichttraktaten er pålagt at finansiere sig gennem de private banker. Dermed er den græske statsgæld på ca. 2400 mia. kr. grobund for en tilsvarende mængde penge og opsparinger andetsteds i økonomien. Gæld er i den moderne økonomi fundamentet for penge og dermed økonomisk aktivitet. Forsvinder det ene, må det andet nødvendigvis også forsvinde.

Gældsdeflation

Ovennævnte viden om økonomiens monetære dynamikker er ikke ny og revolutionerende men dybt forankret i historien. En af det 20. århundredes største økonomer, Irving Fisher, var i 1920’erne proponent for en afart af det, der senere blev formuleret som hypotesen om efficiente markeder. Teorien postulerer, at de finansielle markeder er selvregulerende og effektive. Med grundlag i denne teori spekulerede Fisher ikke blot sin egen formue i finansielle værdipapirer under det store aktieboom i 1920’erne men foretog også spekulationer for lånte penge og rådgav hele sin omgangskreds til at gøre tilsvarende. Boblen sprang i 1929, og Fisher mistede det meste af sin formue og måtte gå med skam. I selverkendelse skrev han i 1933 The Debt-Deflation Theory of Great Depressions (gældsdeflations-teorien om store depressioner) – en teori, som sidenhen blev videreudviklet af økonomen Hyman Minsky i sin hypotese om ustabile finansielle markeder. Det 20 århundredes nok allerstørste økonom, John Maynard Keynes, refererede senere til Fisher som »great-grandparent« til sine egne teorier omkring, hvordan det monetære system influerer den reelle økonomi.

I grove træk er Fishers gælds-deflations-teori enkel: Lange perioder med stigende mængder penge skabt som gæld, der umuligt kan tilbagebetales, må nødvendigvis følges af perioder med tilbagebetaling, nedskrivning og eftergivelse af denne gæld med negative effekter for hele økonomien.

Denne problematik opstår i særdeleshed, hvis gælden og mængden af penge i samfundet vokser hurtigere end indkomsterne. Dette har i lang tid været tilfældet i Grækenland, Danmark og de øvrige vestlige lande, hvor pengeproduktionen i starten af det 21 århundrede var langt højere end, hvad der kunne anses som fornuftigt. Både i Danmark, Grækenland og resten af Europa blev mængden af gæld og penge fordoblet i perioden op til den finansielle krise i 2008, mens indkomsterne målt ved BNP blot steg med ca. 20 % i Danmark og 30 % i Grækenland.

Det absurde ved det nuværende monetære regime, hvor alle penge sendes i omløb via bankers udlån, er, at der i perioder med vækst altid vil være sektorer, som må bære et underskud og løbende pådrage sig gæld til bankerne. I Grækenland har det været staten, mens det i andre lande – såsom Danmark – har været de private husholdninger, som har måttet påtage sig en større og større gældsbyrde for at underbygge en stigende økonomisk aktivitet. Hvis man forsøger at spare sig ud af en gældskrise, fjerner man til gengæld penge fra økonomien, hvilket fører til lavere økonomisk aktivitet og depression. Dette kan kun forhindres ved, at staterne eller centralbankerne pumper nye, gældsfri penge uden om bankerne og direkte ud i økonomien. Dermed kan der skabes grobund for stigende indkomster, der kan gøre det muligt for den arbejdende befolkning at betale gælden tilbage - hvad end gælden er ’kollektiviseret’ via staten som i Grækenland eller fordelt på individerne i økonomien som i Danmark.

Hvis ikke der var gæld til bankerne, ville der ikke være penge i omløb.

 

Ubalancer fører til kriser og krige

Den nok vigtigste lektie af historien og 30’ernes depression er, at globale ubalancer på længere sigt er den sikre vej mod kriser og krige.

Selvom gældens tilvejebringelse er forskellig, minder den nuværende græske situation utrolig meget om den, som Tyskland befandt sig i efter Første Verdenskrig: Her stod landet tilbage med en enorm udenlandsgæld, som det ikke kunne tilbagebetale. Især fordi de lån, som Tyskland fik fra udlandet, var uproduktive – forstået på den måde at de ikke medvirkede til at opbygge en national kapacitet til at kunne eksportere og dermed betale gælden tilbage. Det samme gør sig i dag gældende i forhold til den græske gæld. Den britiske avis The Guardian bragte i slutningen af juni en artikel, hvor de anslår,at kun ca. 10 % af de lån, som blev optaget i forbindelse med omstruktureringen af den græske statsgæld i 2012, nåede frem til befolkningen. Resten gik til renters renter, bail-out af banker og tilbagebetaling af tidligere gæld.

Tyskland blev igennem 20’erne og 30’erne fanget i en gældsspiral, hvor landet blev ved med at låne penge for at tilbagebetale tidligere indgået gæld med renters renter. Denne problemstilling lykkedes det ikke at løse på daværende tidspunkt. Først efter endnu en grufuld verdenskrig fik man mange år senere løst problemet med den tyske gæld. Tysklands udenlandsgæld blev langsomt balanceret gennem en halvering af gælden i 1953 efterfulgt af det, at afdragsraterne på den resterende gæld blev gjort afhængig af landets løbende eksportindtjening.

Ind til slutningen af forrige af århundrede var det derfor et almindeligt synspunkt blandt langt de fleste anerkendte økonomer, lige fra Milton Friedman til Keynes, at handel og dermed mængden af finansielle transaktioner mellem selvstændige nationer i det store hele burde være balanceret.

Et stort handelsbalanceoverskud bør- i modsætning til hvad vi ofte får at vide - anses som mindst lige så uhensigtsmæssigt og farligt som store underskud. Store overskud på betalingsbalancen, som man har set de sidste mange år hos Kina, Tyskland og Danmark betyder basalt set, at man sælger for mange af sine varer for billigt mod betaling i for dårlige penge og kreditter. Denne problematik har Europa-Kommissionen gentagne gange påpeget over for Tyskland, men det lader til at være glemt under den nuværende diskussion omkring den græske gæld.

Bankerne og kreditorlandende burde have vidst at, hvor der er ubalance, er der risiko. Sælger man for mange varer eller yder for mange dårlige lån til gengæld for en modydelse i fremtiden, er der en risiko for, at skyldneren ikke kan betale, og man må lide tab. Låntager betaler jo netop en rente for at kompensere for denne risiko.

Hvad vi lærte af historien

Under depressionen i Tyskland accepterede og understøttede staten helt indtil 1924 private bankers udstedelse af såkaldte ’emergency money’. Det var fysiske penge udstedt af private banker gennem udlån målt i alskens måleenheder, som den såkaldt uafhængige centralbank efterfølgende opkøbte mod betaling af tyske mark.

Dette opkøbsprogram minder meget op de opkøb, som de store centralbanker - herunder ECB – foretager i dag. I stedet for at lade banker gå konkurs i Grækenland og resten af verden har man igangsat redningsprogrammer med henblik på at redde bankerne på resten af samfundets bekostning. Siden omstruktureringen af den græske gæld i 2012, har EU, ECB og IMF opkøbt eller garanteret størstedelen af den græske gæld til de private banker og dermed overført den risiko, som private aktieselskaber har påtaget sig, til hele den europæiske befolkning. Man har i det store hele forvandlet penge skabt af private banker til penge skabt og garanteret af EU.

Når pensionsopsparingerne i hele Europa kommer under pres, og depression spreder sig ud over hele kontinentet, må vi huske, at det ikke er grækernes skyld, at danskerne er verdens mest forgældede folkefærd. Det er heller ikke den græske befolknings skyld, at man i stort set hele verden i dag har en banksektor, som i stedet for at underbygge økonomiens produktive kapacitet udelukkende sender penge i omløb imod betydelige rentebetalinger og pant i allerede eksisterende aktiver. Selv med den enormt lave rente i Danmark betaler danskerne årligt, hvad der svarer til 10-15 % af deres indkomster i renter til bankerne.

Banker er administrative organer, som kun kan være produktive i samspil med resten af økonomien – ikke isoleret set. Banker skal underbygge den produktive økonomi – ikke dræbe den som den øjeblikket gør. Selv bankernes bankers bank, Bank of International Settlement (BIS) og IMF har fornylig med de to working papers, Why does financial sector growth crowd out real economic growth? og Rethinking Financial Deepening: Stability and Growth in Emerging Markets påpeget, at en for stor og hurtigt voksende finansiel sektor hæmmer og skader økonomien.

Følgende burde stå tilbage som åbenlyse lektier fra fortiden; pengeskabelse bør som udgangspunkt være et nationalt og demokratisk anliggende, store og langvarige internationale ubalancer er uhensigtsmæssige, banker bør være produktive og sidst men ikke mindst banker og andre finansielle institutioner skal kunne gå fallit, hvis de træffer dårlige beslutninger og foretager dårlige udlån. Spørgsmålet er, om vi er villige til at lære af historien, eller om det eneste, vi har lært fra historien, er, at vi intet har lært af historien.