Religiøs ateisme
Det ligner et kirkerum, men det er det ikke. Det ligner også en gudstjeneste, men det er det heller ikke. Humøret er højt ved indgangen til Conway Hall i London. Det er søndag formiddag og om få minutter indledes Sunday Assembly, en selvbestaltet sekulær menighed, der har eksisteret i snart fem år. I døråbningen står en høj mand i 30'erne og byder folk velkommen med stor entusiasme. Han har langt lyst år, fuldskæg og briller, og er iklædt lys skjorte, der hænger løst over et par jeans. Hver nye gæst bliver modtaget en high five og et kæmpe glædesfyldt overskud.
Rummet summer af livlig snak, forventning og gensynsglæde. Deltagerne er overvejende i 30'erne, der er lidt flere kvinder end mænd og enkelte ældre. På en scene for enden af salen står musikinstrumenter, der venter på at blive taget i brug. Den løftede stemning akkompagneres af en Take That-sang, der glider over i Changes med David Bowie. På slaget 11 går bandet på med et brag. De spiller en entusiastisk version af The B52's Love Shack, der prompte får alle deltagere til at rejse sig og dansende vifte med armene og synge med. Bandet spiller virkelig ikke særlig godt, men med større glæde end 10 mus
