Print artikel

Religiøs ateisme

Foto: Leon Neal/Scanpix
Reportage
31.03.18
I London har en gudløs menighed succes med at opfylde en eksistentiel længsel efter fælleskab. I København efterspørger en gruppe et ceremonirum uden gud.

Det ligner et kirkerum, men det er det ikke. Det ligner også en gudstjeneste, men det er det heller ikke. Humøret er højt ved indgangen til Conway Hall i London. Det er søndag formiddag og om få minutter indledes Sunday Assembly, en selvbestaltet sekulær menighed, der har eksisteret i snart fem år. I døråbningen står en høj mand i 30'erne og byder folk velkommen med stor entusiasme. Han har langt lyst år, fuldskæg og briller, og er iklædt lys skjorte, der hænger løst over et par jeans. Hver nye gæst bliver modtaget en high five og et kæmpe glædesfyldt overskud.

Rummet summer af livlig snak, forventning og gensynsglæde. Deltagerne er overvejende i 30'erne, der er lidt flere kvinder end mænd og enkelte ældre. På en scene for enden af salen står musikinstrumenter, der venter på at blive taget i brug. Den løftede stemning akkompagneres af en Take That-sang, der glider over i Changes med David Bowie. På slaget 11 går bandet på med et brag. De spiller en entusiastisk version af The B52's Love Shack, der prompte får alle deltagere til at rejse sig og dansende vifte med armene og synge med. Bandet spiller virkelig ikke særlig godt, men med større glæde end 10 musikkonservatorier tilsammen, og det virker netop til at være pointen. Efter sangen byder den høje lyshårende mand velkommen og fortæller, at »Sunday Assembly er en sekulær menighed, der fejrer livet.« Han beder om cheers og bliver belønnet med jubel og grin. Den dude-lignende vært viser sig at være Sanderson Jones, stifter og vært for forsamlingen. Han forklarer de fremmødte, at meningen med Sunday Assembly, er at hjælpe folk til at leve så fuldt ud som muligt. Lifefullness, kalder han det.

Første programpunkt er en digter, der præsenter sig med Instagram-navnet @yourfriendthepoet. Han fremfører en slags rytmisk rimende spoken word, der portrætterer livet i London som en karrusel man både elsker at være på og ønsker at komme af. Også han tiljubles af menigheden. Sanderson Jones behøver ikke vinde sit publikum. Alle jubler og klapper, da han introducerer næste taler, som er Amy Oulton, der fortæller, hvordan hun rejste rundt i Sydøstasien i tre måneder på trods af et medfødt handicap, der gør, at hun sidder i kørestol. Hun fortæller hvordan det kun kunne lade sig gøre fordi hun har gå-på-mod og en uvurderlig ven, der hjalp hende undervejs. Menigheden hylder hende for den inspirerende historie. Bagefter spiller bandet et Cher-nummer. Endnu mindre kompetent fremført end første gang, men om muligt med endnu mere spilleglæde. Igen rejser alle sig og synger med, teksten vises på storskærm, så det bliver til en slags kæmpe fælles-karaoke. »If you wanna know, if he loves you so, it's in his kiss«, skråler forsamlingen.

Tanken om en gudløs religion er ikke ny. Den amerikanske præsident og founding father Thomas Jefferson lavede sin egen version af biblen, hvor han fraklippede de mest mirakuløse passager. For Jefferson skulle Jesus være en moralsk vejviser hellere end en guddom. I 1800-tallet udvikledes den såkaldte ethical movement i USA og Storbritanien, der på lignende vis ville lave en sekulær version af religionen. Den tradition er samlet set en bevægelse, som også dækker forskellige humanistiske bevægelser. I Frankrig kaldte Auguste Comte positivismen for humanismens religion. I Norge kan de knap 90.000 medlemmer af Human-Etisk Forbund, blive viet, navngivet og begravet ved ikke-religiøse ceremonier. Conway Hall og Ethical Society udspringer netop af denne tradition, så det er oplagt, at det er her Sunday Assemblys aktiviteter foregår. Siden starten for fem år siden, hvor Jones sammen med sin kollega Pippa Evans, grundlagde Sunday Assembly i London, er der nu over 70 afdelinger fordelt på otte forskellige lande verden over.

I den sekulære menigheds liturgi, er man nu nået til det faste indslag, hvor et medlem under temaet »en der gør sit bedste«, fortæller sin personlige historie. Denne søndag er det en kvinde, der fortæller om sin kamp med psykisk sygdom. Efterfølgende er der beskeder fra assembly'ens community manager, der blandt andet opfordrer til at deltage i nogle »planned acts of kindness«, hvor man går ud i Londons gader og gør nogle fremmede mennesker glade. Sanderson Jones overtager igen mikronen og stemningen bliver en lille smule mere højtidelig. Han introducerer det faste indslag ”moment of reflection”, hvor menigheden opfordres til at lukke øjnene og »bare være i et øjeblik af mindfullness, hvor man er opmærksom på sit eget åndedrag.« Øjeblikket glider over i acapella-sang fra bandets kor. Sanderson Jones holder en kort afsluttende tale om kærlighed som grundlag for de gode gerninger, der gør livet mere meningsfuldt.

Religiøs ateisme er ikke en selvmodsigelse. Man mener bare ikke, at de værdier man tror på, kræver en overnaturlig person.

Den amerikanske filosof Ronald Dworkin udgav kort før sin død i 2013 bogen Religion Without God, hvori han argumenterer for en position, han kalder religiøs ateisme, der understreger de værdimæssige fordele ved religion, men afviser, at den behøver at basere sig på en forestilling om en gud. Vores logiske sans, siger Dworkin, kræver at vi adskiller de videnskabelige og de værdimæssige dele af religionen. Værdier har deres egen metafysik, som vi tror på, siger filosoffen. Eksempelvis tror vi helt fundamentalt på, at mennesket har en iboende værdi, ligesom vi gør med naturen. Derfor er ateister ikke nihilister, som man ellers hører det fremført fra mere traditionelle grupper af troende. Man behøver dog heller ikke de såkaldt ”nye ateisters” aggressivitet og latterliggørelse af tro. Religiøs ateisme er nemlig ikke en selvmodsigelse, man mener bare ikke, at de værdier man tror på, kræver en overnaturlig person. Ligeledes har den britiske filosof Alain de Botton i bogen Religion for ateister, beskrevet behovet for, at »lindre den sekulære tilværelses ubehandlede dårligdomme« med fælleskab. Det er i dag sjældent, skriver han, at fremmede synger sammen. Det er dét tab, som Sanderson Jones vil genvinde med sin sekulære menighed: »Lad os se om vi ikke kan skabe menigheder, der er sekulære og evidensbaserede«, siger han efterfølgende, da vi sætter os på en bænk i den lille park overfor Conway Hall.

Lige inden har bandet spillet sin sidste sang Proud Mary. De indleder afdæmpet og bygger nummeret op til en vildskab, der forplanter sig til den dansende forsamling, der igen danser og synger med, bare mere kraftfuldt end tidligere. Sangen er nok ikke blevet fremført dårligere siden Sanne Salomonsen spillede den i Parken til kronprinseparrets bryllup, men igen er det helt sikkert ikke pointen. Da euforien ebber ud og folk begynder at forsvinde ud af lokalet, fortæller en deltager, at hun er kommet til arrangementerne gennem de sidste to år og at det giver en følelse af at blive løftet. Hun er ivrig efter at forsikre om, at det altså ikke er en kult, »det er en forsamling«, fortæller hun.

Sanderson Jones. Foto: Leon Neal/Scanpix
Sanderson Jones. Foto: Leon Neal/Scanpix

Og det er netop de to forhold, der er omdrejningspunktet bag menighedens aktiviteter, fortæller Sanderson Jones efterfølgende på bænken udenfor Conway Hall. »Beviserne for at være en del af et forsamlingsfælleskab er gavnlige for mennesker, er meget stærke«, siger han.

»Fælleskabet i en menighed opfylder et dybt menneskeligt behov for mening og følelse af tilhørsforhold og det har været effektfuldt i tusindvis af år over hele verden. Men nu er vi i en situation, hvor den slags har været associeret med religion, og folk har troet, det nødvendigvis skulle være et religiøst udtryk, men det behøver det ikke være. De første skoler var religiøse indtil vi fandt ud af, at vi bare kunne have skoler og de første hospitaler var religiøse indtil vi fandt ud af, at vi bare kunne have hospitaler. Sådan er det også med menigheder«, forklarer han.

I modsætning til 1800-tallets fritænkning, baserer Sunday Assembly sig på et evolutionbiologisk argument. Menighedsfælleskabet er en udviklet social struktur, siger Sanderson Jones. »Vi har opfundet de her meningsproducerende systemer af religion og menighedsfælleskab, hvor vi går ind og tilslutter os vores stamme med tilhørende trossystem. Det er noget vi som mennesker har tilpasset os gennem tiden. Den her måde at bringe folk sammen på matcher nogle af vores fundamentale menneskelige impulser.«

Ifølge Sanderson Jones har mennesket altså en indbygget længsel efter forbundethed. At tage det religiøse element ud af ligningen sammenligner han med mindfullness-bevægelsen, der blev startet af John Kabat-Zin, som skabte en ikke-religiøs version af buddistisk meditation. For Sanderson Jones er det spring blevet til begrebet lifefullness. »Lifefullness er for menigheder, hvad mindfullness er for meditation«, siger han.

Den amerikanske politolog Robert Putnam beskrev i 2000 i bogen Bowling Alone, hvordan menneskers sociale isolation og manglende følelse af forbundethed, er med til at frakoble mennesker fra demokratiet. Der findes en fundamental menneskelig længsel efter fælleskab, og den længsel er kommet under pres af moderniteten. Men måske er det ikke filosofferne, politologerne eller sociologerne, der har udtrykt den længsel mest præcist. I sangen Sunday morning coming down, beskriver Johnny Cash netop det udefinerbare 'noget', der kan mangle en søndag morgen: 'Cause there's something in a Sunday/That makes a body feel alone. Sanderson Jones refererer både til populærmusik og Robert Putnam og forklarer, at social eksklusion, ensomhed og meningstab kan være med til at forklare succesen hos Sunday Assembly. »Hvis vi ikke er forbundet med andre mennesker bliver vi mere bange, mere bekymrede og også vores fysiske sundhed bliver værre. Mange af systemerne til at skabe forbundethed og mening er forsvundet.«

Der findes en fundamental menneskelig længsel efter fælleskab, og den længsel er kommet under pres af moderniteten.

Mange mennesker vil finde mening og tilførselforhold i andre fortællinger, mener Jones. Stigende højrenationalisme og det seneste præsidentvalg i USA, peger i den retning, siger han. »Hvilket narrativ for håb og forandring findes der i de af-industrialiserede byer? Fortælingen om globalisme lyder ikke så sand længere, fortællingen om kapitalisme, lyder ikke så sand længere. I menighedsfælleskabet er der fortællinger, der får folk til at føle sig inkluderede og værdsatte.«

Nogle måneder forinden er der pænt fremmøde til en debataften i Litteraturhaus på Nørrebro om såkaldt »livssynsåbne ceremonirum.« Det er en privat forening, der har taget initiativet og har inviteret Humanistisk Samfund, Alternativets Anders Stjernholm, religionssociolog Margit Warburg, Dansk Folkepartis Marie Krarup, og Tommy Petersen, der sidder i Borgerrepræsentationen for De Radikale. Antropolog og liberal debattør Dennis Nørmark er aftenens moderator.

Han indleder med at fortælle, at ritualer jo bare er en fejring af overgange i livet. Anders Stjernholm kalder ceremonirummet »nødvendigt«, mens Lone Milkær fra Humanistisk Samfund fortæller, at foreningen har medvind, og at hun ville byde sådan et initiativ velkomment, da de ofte savner et højtideligt sted at afholde deres sekulære ceremonier. De gør det gerne udendørs, men har også lånt Skuespilhuset, fortæller hun. Tommy Petersen fra De Radikale er også begejstret for ideen. Han har faktisk allerede arbejdet for det politisk, dog uden at få sit forslag gennem borgerrepræsentationen.

Alt imens har Marie Krarup lyttet høfligt, men hendes ansigtsudtryk afslører, at hun ikke er imponeret. Hun slår fast, at mennesker har brug for religion og insisterer da også på at kalde ceremonirummet for »ny religion«. Det sekulære samfund fører kun dårligdomme med sig, siger hun og bruger Nazityskland og Sovjet som eksempler på det hun kalder sekulære religioner. »Der bor en ondskab i mennesker som får meget god plads, når man ikke har Gud,« slår hun fast. Hun afslutter sit oplæg med at opfordre fortalerne i panelet til at læse Det Nye Testamente i stedet for at bruge tid på »jeres nye religion. Det ville være bedre for både jer selv og Danmark,« tilføjer hun.

Margit Warburg er professor i religionssociologi og har blandt andet forsket i vores forhold til ritualer. Hun sidder også i det udvalg under kirkeministeriet, der skal afgøre om et trossamfund kan blive statsligt anderkendt. Her skelner man mellem en funktionel og en substantiel definition på religion. Den ene ser på hvad en religion gør, hvor der ikke nødvendigvis behøver at være henvisninger til noget guddommeligt, hvor den anden definition omhandler hvad religionen er. Her er det et minimumskrav, at definitionen på en eller anden måde refererer til ”højere magter”.

Professoren fortæller i sit oplæg, at hun er interesseret i spørgsmålet om ceremonirum, men mener også, at opgaven ikke er helt ligetil: »Vil man opfinde og udvikle nye ritualer, som skal være sekulære eller tværreligiøse, så er man ofte nødt til at holde sig tæt op ad det formsprog, som traditionelt hører til det religiøse, ellers har deltagerne svært ved at forstå ritualets symbolik. Her har man en udfordring, hvis man vil fylde et ceremonirum med handlinger og symboler, som er religionsneutrale og samtidig skal være meningsskabende.«

Det er en væsentlig forskel på Sunday Assembly i London og ceremonirumsfortalerne i København, at Sanderson Jones og hans tilhængere ikke lader til at have noget i mod at få skudt i skoene, at de laver en ny religion. Anders Stjernholm fra Alternativet, repræsenterer også Ateistisk Selskab og har stået bag en succesfuld kampagne, der skulle få folk til at melde sig ud af Folkekirken. Han virker provokeret af Marie Krarups påstand om, at ceremonirummet er en ny religion. Krarup henviser til sociologen Emile Durkheim, der mente, at religion først og fremmest er social. Når man deltager i religiøse ceremonier vækker man en fællesskabsfølelse. I sin bog om religion, Det religiøse livs elementære former, definerer han religionen som et »fælles system af tro og praksis, relateret til hellige ting, det vil sige, ting der er adskilt og forbudt – når tro og praksis, er forenet i et enkelt moralsk fællesskab, kaldes de der tilslutter sig en 'kirke'.« Marie Krarup mener dermed, at ceremonirummet lever op til den funktionalistiske definition af, hvad der udgør en religion som også Margit Warburg anvender. Anders Stjernholm affejer den funktionalistiske definition som »ubrugelig« og mener det er »flabet« af Marie Krarup at fremføre den. (I samme åndedrag afslører han ikke at have hørt om Durkheim.)

Det er søndag i London, og nogle stykker fra forsamlingen beslutter sig for at fortsætte fælleskabet på en pub. Lige før Sanderson Jones forsvinder ned af trappen til det undergrundstog han skal med, bemærker han, at det at mødes på en pub om søndagen også er en sekulær forsamling, der kan og har, tilfredsstillet en både praktisk og eksistentiel længsel: »I modsætning til dit private hus, var et public house et sted, der ikke bare havde øl, mad og en radio, men også noget helt fundamentalt, som man måske ikke havde derhjemme: fælleskabet.«