Print artikel

Sortsyn er klarsyn

Reportage
19.05.16
Løsningen på alle dine problemer er at tænke positivt, og tro på at det hele nok skal gå godt, siger manden bag hjemmesiden optimisten.dk. ATLAS er taget til optimismeforedrag hos Akademikernes A-kasse, men finder grund til at forholde sig skeptisk.

»Mænd går ind til sin arbejdsgiver med en høj selvtillid og kræver en høj løn. De er optimister. Kvinderne er mere tilbageholdende. Derfor får de også en lavere løn. Og der må de komme lidt mere i gang!«

Foredraget har varet i underkanten af en halv time, og det er langt fra den første gang det bliver nævnt, at når mænd klarer sig bedre på arbejdsmarkedet, er det fordi de har den rigtige indstilling. Det begynder at blive svært at sidde på første række og lade som om, jeg ikke er en lille smule provokeret. Jeg begynder i stedet at fokusere på det vokstunge hår på optimisten foran mig, og hvordan det falder i opdelte striber nedover hans pande. Hvor meget voks er der mon i håret?

Ordene kommer fra Henrik Mathiasen, eller som han præsenterer sig selv på sin hjemmeside: Optimisten. Han er foredragsholder og forfatter til bøgerne Det handler om dig selv og Optimisten -kampen mod sortsynet. Han udbyder også et kursus, hvor man ender med at blive »certificeret optimist.« I dag er han inviteret til at holde oplæg hos Akademikernes A-Kasse for omgang 60 fremmødte arbejdsløse medlemmer, der kan se frem til at »gå direkte hjem med værktøjer til at træne din selvtillid, dit selvværd og din optimisme,« som det beskrives i invitationen.

Indtil nu har vi lært, at kvinder (og nok også andre, der har rum for forbedring) selv er skyld i, at de er dårligere stillet på arbejdsmarkedet. Men hvis man var i tvivl: »Optimismen er ikke kun for mænd. Kvinder kan også være med!« Og det burde de, for »virksomhederne ansætter folk der har selvtillid og selvværd. Virksomhederne vil have optimister!« Nøglen til succes er din personlige indstilling, og heldigvis er optimisme et mentalt værktøj, der kan læres. For vi skal i job. Det er derfor, vi er hos Akademikernes A-Kasse i dag. Og vi skal ændre vores indstilling, så vi forstår, at situationen er vores eget ansvar, og gennem denne ændrede indstilling kommer alt godt til at ske os.

Smil, du har fået kræft

Da den amerikanske forfatter og politiske aktivist Barbara Ehrenreich blev diagnosticeret med brystkræft, fik hun igen og igen den samme besked: Stay positive! Men snarere end at føle sig bedre, gjorde den unuancerede positivitet hende mere vred over at være ramt af sygdommen. Ehrenreichs insisteren på at få lov til at også beholde de dårlige følelser knyttet til kræften, blev ikke taget godt imod af læger og andre kræftpatienter, der mente, at hun havde en »bad attitude«. Nogle af de andre patienter foreslog, at det måske var hendes egen skyld, at hun ikke blev rask, fordi den negative holdning drev sygdommen fremover. Eller muligvis var det faktisk selve negativiteten, der havde forårsaget kræften i udgangspunktet.

Det, Ehrenreich observerede, var ikke kun en kultur, der brugte optimisme som et værktøj for at veje op for de mørkeste følelser i et sygdomsforløb, men også for at se kræften som noget decideret positivt. Cykelrytteren Lance Armstrong skal for eksempel have sagt, at »cancer was the best thing that ever happened to me.« En anden kræftoverlever skriver i sin bog The Gift of Cancer: A Call to Awakening, at »cancer is your ticket to your real life. Cancer is your passport to the life you were truly meant to live.« Og hvis det ikke overbeviste dig helt: »Cancer will lead you to God. Let me say that again. Cancer is your connection to the Divine.«

I 2009 udgav Ehrenreich bogen Smile or Die: How Positive Thinking Fooled America and the World, hvor hun knytter positivitetskulturen sammen med en amerikansk ideologi, som »encourages us to deny reality, submit cheerfully to misfortune and blame only ourselves for our fate.« Ironisk nok havde hendes bog heller ikke det mere pessimistiske navn Smile or Die ved udgivelsen i USA, men bar i stedet en mere neutral titel: Bright-sided.

Denne optimismeideologi eksisterer ikke kun omkring kræftsygdom. Ehrenreich observerede den samme kultur i relation til arbejdsmarkedet. Folk der var blevet afskediget efter finanskrisen, og var på vej ud i fattigdom, blev fortalt, at de skulle se sin situation som en ny mulighed. »Why has wealth eluded you so far? Practical problems like low wages, unemployment, and medical bills are mentioned only as potential ”excuses”. The real obstacle lies in your mind

Tilbage hos Akademikernes A-kasse, er det ikke svært at fange, at et lignende budskab er i spil her. Teknikkerne til at tænke positivt, skal give alle færdiguddannede jobløse et positivt tankesæt og dermed et job.

»Det er kvinder, der er gode til at tygge drøv. Det er videnskabeligt bevist!«

»Det er kvinder, der er gode til at tygge drøv. Det er videnskabeligt bevist!« Jeg kigger tilbage op på vokshåret, der ikke bevæger sig synderlig meget mens optimisten går frem og tilbage og snakker rigtig højt. Optimister behøver måske ikke mikrofoner, tænker jeg. Det har sig nemlig sådan, at ifølge statistikken er flere kvinder end mænd deprimerede, og dette betyder altså, at det er kvinderne som hovedsageligt er pessimisterne.

En kvinde bagerst i lokalet rækker nu hånden op. Hun fortæller, at hun læser psykologi, og der lærer de, at meget af vores evne til at tro vi kan klare alt, og på den måde være optimister, stammer fra vores barndom. Tror oplægsholderen, at alle har mulighed til at bestemme sig for at have en sådan indstilling? Der er ingen tvivl. »Selvfølgelig kan de det!« Og det vigtige er at nå til erkendelsen, at du kan klare alt. »Det er det, der er så godt med selvværd. Det er dig selv, der bestemmer det!«

Selv om det er betryggende at tænke på, at dit selvværd alligevel ikke er prædestineret fra før din fødsel, lægger denne tilgang et enormt ansvar på den enkelte for at forme sin livssituation. Ehrenreich skriver, at hvis en af de bedste ting, man kan sige om positiv tænkning, er, at den formulerede et alternativ til den strenge protestantisme i calvinismen, er en af de værste ting, at den endte med, at bevare nogle af calvinismens mere giftige træk – en streng fordømmelse, der bærer et ekko af den gamle religions forhold til synd og en insisteren på en konstant indre selvransagelse. Calvinismen hævder, at mennesket, som følge af syndefaldet, er syndens slaver, og at gud før fødselen har valgt hvem, der skal frelses. Denne prædestination gjorde livet hårdt og ubarmhjertig. Men selv om Ehrenreich sporer optimismen som et alternativ til calvinismens determinisme, har de til fælles, at de er særligt kontrollerende. »Calvinisten overvåger sine tanker og følelser for tegn på dovenskab, synd og selvforkælelse, mens the positive thinker er altid på udkig efter ”negative tanker” ladet med angst og tvivl.«

Optimister bliver præsidenter

Oplægsholderen fortæller nu en historie, om da han startede i en lederstilling uden nogen erfaring. Løsningen var at gå til en anden coach, der fortalte ham, at han skulle sige »de magiske ord« til sig selv to minutter hver dag: »Jeg er«, i dette tilfælde, »en god leder«. Og så blev han faktisk en god leder.

Efter denne sejrserklæring følger en kunstpause. Optimisten har sat begge hænderne i siden, og skuer ud over os med et halvkækt smil. En mand i 40-erne, der sidder til venstre for mig, rækker langsomt hånden op. »Men hvad gør jeg hvis jeg i to minutter hver dag, har sagt til mig selv, at jeg er en god leder, og mine ansatte bliver ved med at sige til mig, at de synes, at jeg er en dårlig leder?« »Eh..,« lyder det fra optimisten. Noget tyder på, at det ikke var den rette respons. »Jamen, så må du måske tage nogle kurser eller noget. MEN det allervigtigste er, at du selv er overbevist om, at du er en god leder!«

Hvad er vel mere selvkontrollerende end manisk at skulle fortælle sig selv (i to minutter hver dag), hvorledes man skal føle? Ehrenreich skriver, at selvet er blevet til en antagonist, der skal overvindes med sine negative tanker. »Positiv tænkning er ikke længere kun en hjælp for de ængstelige eller en kur for psykosomatiske problemer. Det er begyndt at blive en pligt påtvunget alle amerikanere.«

Tiden er kommet til en konkurrence i A-Kassen. Optimisten stiller spørgsmålet. »Hvem er den mest magtfulde person i verden?« Først er der helt stille. Er det et trickspørgsmål? En kvinde prøver sig. »Er det den person, der selv kan tage kontrol over sig selv og sin situation?« »Ja, på en måde er det det. Men det var ikke helt det svar vi skulle frem til.« Folk nøler. En kvinde bag mig til højre med langt hår rækker hånden op. »Altså, er det den amerikanske præsident?« Applaus fra publikum. »Du har vundet en bog! Vil du have Optimisten eller Det handler om dig selv

Eksemplet skal illustrere, at optimistiske ledere er i høj kurs. Og det er de. Især indenfor politik. For, forklarer oplægsholderen, når amerikanere skal vælge præsident, vælger de optimisten ni ud af ti gange. Det viser en undersøgelse, der har kigget på de amerikanske præsidenter og præsidentkandidater gennem tiderne. Undtagelsen var i 1968, hvor pessimisten Nixon vandt over optimisten Humphrey. Men generelt gælder det altså, at »vi vil have optimistiske ledere, der gør noget!«

Den konservative filosof Roger Scruton udgav i 2010 bogen The Uses of Pessimism and the Danger of False Hope, hvor han gennemgår det, han identificerer som nogle katastrofale myter, optimismen har ført med sig. En af myterne omhandler netop den optimistiske lederskikkelse. Det er denne leder, vi skal vogte os for, ifølge Scruton. Den »skruppelløse optimist« er den, der ikke accepterer nogen begrænsninger, og med sin vilje vil forandre verden for enhver pris. Scruton henviser til flere sådanne ledere gennem historien. Vi har blandt andet de russiske revolutionære, Adolf Hitler, islamistiske ekstremister. For tiden ville det være nærliggende at tilføje Donald Trump til listen.

Trumps politik er på mange måder stjerneeksemplet på en optimisme, der har lukket af for virkeligheden. Hans forslag hænger ikke sammen og flere af dem er umulige at gennemføre. Men selve den vilje han udstråler til at fikse problemet og modet til at foreslå voldsomme tiltag for at gøre Amerika »great again,« har vundet ham tusinder af følgere.

Ophøjelsen af viljens grænseløshed har altså en yderligere konsekvens end at placere et enormt ansvar på den enkelte. Problemet med optimismen er for Scruton, at den fokuserer på individet, og får os til at tro, at den bedste løsning i krisesituationer altid er at tænke i »jeg-termer.« I mange situationer er en ”jeg”-løsning ikke nødvendigvis den bedste, og kan faktisk ende med at modarbejde et fællesskab, ved ikke at se efter den bedste løsning for ”os”. Optimismen er på denne måde kompromisløs i sit væsen, og ser altid efter en enkelt, kollektiv ”jeg”-persons løsning på komplicerede spørgsmål. For Trump er løsningen på komplekse problemer knyttet til globalisering, krig i Mellemøsten og terrorisme et simpelt forslag om, at han vil lukke grænsen for alle muslimer og bygge en mur mod syd, så mexicanerne ikke kan komme ind i USA. Problemet er løst!

Hvordan optimismen ødelagde økonomien

Oplægsholderen indrømmer, at det har været nogle hårde år for optimismen. Det er svært at være positiv når verden peger i en anden retning. Især finanskrisen har været svær at forholde sig optimistisk til. »Men det er vigtigt at tro på, at det hele kommer til at løse sig.«

På den anden side, hvorfor er det egentlig vigtigt at tro på det? Mange økonomer har peget på, at vi måske er nødt til at forberede os på, at vi ikke igen kommer op på det samme niveau af velstand, vi havde før krisen. Ved ikke at anerkende det og ”tro på at det kommer til at løse sig”, kan det faktisk være, at vi ender med at skade den økonomiske situation endnu mere. Professor i økonomi Robert Reich udtalte engang, at »amerikansk optimisme hænger sammen med vores økonomi, noget der er en af grunderne til, at vi er en nation af innovatorer og eksperimenter.« Men, forsatte professoren, »Optimisme forklarer også, hvorfor vi bruger så meget og sparer så lidt. Vores vilje til at forgælde os dybt og blive ved med at bruge penge, er intimt knyttet til vores optimisme.«

Den tyske filosof Arthur Schopenhauer stod i 1800-tallet i spidsen for at introducere pessimismen som livssyn med tesen, om at livet hovedsageligt består af lidelse. Schopenhauers filosofi udspringer af en kritik af en anden tysk filosof, Leibniz, der påstod, at vi lever i den bedste af alle mulige verdener, ellers ville ikke Gud have valgt den. Schopenhauer kritiserede denne optimisme for at være hensynsløs, fordi den bortforklarede lidelsen i livet, ved at opdigte en højere mening.

Denne bortforklaring af de reelle forhold, er samtidig en retfærdiggørelse af tingenes tilstand. For optimisten er ikke den kritiske tænker, men den positive tænker. Som Ehrenreich pointerer, er denne tilgang måske mest tilgængelig for »de som er velstående, som tilpasser sig sociale normer, som undertrykker dømmekraften til fordel for tro, og som ikke er synderligt plaget af social uretfærdighed.«

Og på mange måder er vi i samme situation, som Schopenhauer kritiserer, hvis vi hele tiden forventer, at det hele nok skal løse sig. Scruton kalder denne tanke for »the best case fallacy«, og han mener, at den har katastrofale følger for den måde, vi tænker politik på. Den stammer fra den hegelianske tanke om ”ånden”, der bevæger sig gennem historien, så det bedst mulige udfald til sidst vil manifestere sig. Altid og nødvendigvis. I relation til finanskrisen blev det værst tænkelige udfald enten overset eller fortrængt af dem, der var ansvarlige for at netop tage den i betragtning.

Det Scruton lægger op til, er, at vi skal bruge pessimismen som en form for kritisk værktøj, der skal sætte grænser, når optimismen løber løbsk. Grænserne skal minde os om menneskets mangelfuldhed og det virkelige samfunds skrøbelighed. Ehrenreich citerer en kirug, der engang sagde til hende i relation til sit arbejde: »The key, it seems to me, is actually negative thinking: looking for, and sometimes expecting, faliure

Måske skal vi ikke glemme den tjekkiske forfatter Milan Kundera, hvis hovedperson i romanen fra 1968, En spøg, blev sendt i arbejdslejr i kulgruberne for at sende et postkort med teksten: »Optimisme er opium for folket«. Eller som August Strindberg skrev »sortsyn er klarsyn.«

Hos Akademikernes A-kasse, er vi kommet til afslutningen på powerpoint-præsentationen, og den er tilbage til det første slide. Et billede af oplægsholderen i en relativt stram Tommy Hilfiger polotrøje lyser ud mod publikum. Ovenover står der: »Erklæret optimist!«. Nedenunder står et link: optimisten.dk.