Print artikel

Arbejdets evangelie

Storm P's 'Tilbage til naturen'
Essay
26.05.16
Det vi mangler i dag, er ikke kun en ny fordeling af arbejdet, men en bedre fordeling af fritid og lediggang. Vi skal forstå det økonomiske moralsk, hvis vi skal skabe gode samfund og gode liv. Det kan vi ikke, hvis vi fokuserer snævert på vækst og effektivitet.

I sommeren 94 købte jeg en små 800 siders filosofihistorie, som jeg brugte det meste af ferien på at læse. Jeg skulle ikke bruge det til noget, forstod ikke det hele, og tør ikke sige, om det var til nogen nytte, da jeg et år efter startede på universitetet. Men det var sjovt og lærerigt. Jeg vidste dengang heller ikke, at forfatteren til Vestens filosofi, Bertrand Russell, mange år tidligere havde skrevet et essay om glæderne ved præcis den form for lystdreven aktivitet, som min sommer have været fuld af: essayet Hyldest til lediggang.

I

Trods hans forsvar for lediggang er Bertrand Russells liv og virke et af dem, der får alle vores andres liv til at se lidt kedelige og unyttige ud. Han blev født i 1872 med den store engelske filosof John Stuart Mill som sekulær gudfar. Farfaren havde været Englands premierminister og hans forældre var fritænkere på et tidspunkt, hvor det skabte store problemer. De gik ind for prævention, var skeptiske overfor organiseret tro, var tilhængere af kvinders stemmeret og fagforeninger og mange andre ting, der skilte dem ud fra datidens Victorianske samfund. Bertrand skilte sig også hurtigt ud som et meget tænksomt barn, der tidligt satte spørgsmålstegn ved religionen, fri vilje og andre basale spørgsmål, og da han som 18-årig læste John Stuart Mills selvbiografi erklærede han sig for ateist. Han var også et usædvanligt matematisk begavet barn og blev en af det 20. århundredes største matematikere, sprogfilosoffer og logikere. Han samarbejdede bl.a. med A.N. Whitehead og hjalp trods betydelige gensidige uenigheder Ludwig Wittgenstein til at etablere sig som filosof. Russell udgav en imponerende række af filosofiske værker, herunder den Vestens filosofi, jeg nævnte ovenfor, der blev en kæmpesucces.

Han var sit voksenliv igennem en kontroversiel herre. Han talte imod den britisk-sydafrikanske krig 1899-1902, advokerede for en afvikling af det engelske imperium, udgav i 1896 sin første bog, der handlede om det tyske socialdemokrati og stillede op til parlamentsvalget i 1907 med et forsvar for kvindelig stemmeret. Han blev ikke valgt ind. Han var radikal men ikke kommunist. I 1920 mødt han som del af en officiel britisk delegation Lenin i Sovjetunionen og var ikke imponeret, ligesom han anså kommunisme som en afart af religion. Kapitalisme var heller ikke at foretrække. Det anså han som et system for de riges udnyttelse af de fattige. Han blev som radikal forsøgt holdt ude af flere universiteter, herunder i New York og Cambridge på grund af sine synspunkter, som mange anså for undergravende for ungdommen. Han havde da også for tiden ganske radikale syn på pædagogik, seksualitet og familie, men eftertiden må siges at have gjort hans synspunkter til normen og hans modstanderes til skamme. I 1927 startede han med sin daværende kone (han var gift 4 gange) sin egen frisindede skole. I 1950 fik han Nobelprisen i litteratur for sit store forfatterskab, der »forsvarede humanitære idealer og tankefrihed.«

For udover sine filosofiske arbejder så kastede han sig livet igennem over alle mulige politiske emner og særligt over fredssagen som prominent modstander af atomvåben og som kritiker af Vietnam-krigen og senere USA’s militære fremfærd i Latin- og Mellemamerika, hvor han stod fadder til det såkaldte Russell-tribunal, der foranstaltede offentlige høringer om krigsforbrydelser. Så sent som i 1961, 89 år gammel, kom han i fængsel for at have advokeret for civil ulydighed og militærnægtelse. Dommeren ville løslade ham, hvis han lovede at opføre sig ordentligt, hvortil Russell svarede, at det ville han ikke. Det var ikke hans første besøg i fængslet, som 45-årig i blev han fyret som lektor på universitetet i Cambridge og sat et halvt år i fængsel for at komme med udtalelser imod krig, der blev opfattet som skadelige for forholdet mellem England og USA. I fængslet skrev han to bøger, Veje til frihed og en introduktion til matematisk filosofi. Han døde den 2. februar 1970, 98 år gammel og dagen efter blev hans sidste politiske intervention læst op til en international konference, hvor han kritiserede Israels aggression i Mellemøsten og opfordrede til, at Israel trak sig tilbage til grænserne fra før Syvdages-krigen. I overensstemmelse med hans ønske var der ingen religiøs ceremoni i forbindelse med hans begravelse, der bestod i at sprede hans aske ud over Wales’ bjerge.

II

I 1932 udkom den tekst, der nu udsendes på dansk. Hyldest til lediggang indrammes tidsmæssigt og tematisk af to andre småtekster, nemlig økonomen John Maynard Keynes’ Economic Possibilities for our Grandchildren fra 1930 og forfatteren George Orwell, der i 1933 udgav sin første bog, Down and Out in Paris and London, hvor der i kapitel 31 er en lille tekst kaldet Why are beggars despised? Inden vi kommer til Russells tekst kan vi bruge de to andre englændere til at slå tonen og temaet an.

I sin tekst tager Orwell fat på spørgsmålet om den forskel, vi laver mellem den, der arbejder, og den der tigger. Tiggeren arbejder ikke, tænker vi, han eller hun er »parasitter, nytteløse« eksistenser, der lever af andres arbejde. Men, siger Orwell, der selv kendte til at tigge for at overleve, »der er ingen essentiel forskel mellem en tiggers levevej og utallige respektable menneskers.« For hvad er arbejde egentlig? Er der i selve arbejdsaktiviteten noget, der adskiller tiggerens fra servitricens eller fabriksarbejderens? Tiggeriet er måske nytteløst, men det samme er utallige andre beskæftigelser, som folk med stolthed vedkender sig som rigtigt arbejde. Faktisk siger Orwell er tiggerens arbejde mere ærligt end så mange erhverv, og det er også hårdere end de fleste andre jobs. Hvis tiggeren er en parasit, da er han en rimelig harmløs en af slagsen, særligt i sammenligning med så mange andre. Hvis det er sandt, hvorfor er tiggerne så forhadte, moralsk udskældte og forfulgt af politi og næringsdrivende? Af den simple grund, siger Orwell, »at de ikke tjener ordentlig løn. Faktisk er alle ligeglade med, om arbejde er nyttigt eller nytteløst, produktiv eller parasitært. Det eneste, der kræves, er, at det skal være profitabelt.« Tiggerens problem er, at vedkommende ikke tjener nok. Det er ikke, at man er afhængig af andre for småpenge, for det kendetegner mange jobs. Det er, at udbyttet ikke er højt nok. »Penge er blevet den store test af dyd. I den test fejler tiggerne, og derfor foragtes de.« Orwells lille tekst giver os mulighed for at tænke over et vigtigt tema også i Russells tekst, nemlig hvad det er med forholdet mellem arbejde, løn og moral, som gør det så svært for os at anerkende ikke-produktiv, ikke-lønnet aktivitet som rigtigt arbejde?

Keynes’ tekst er en slags omvendt 2030-plan. I modsætning til alle de planer og fremskrivninger, vi ser i dag fra regeringen, OECD, EU og andre, der alle som en handler om alt det, der ikke bliver råd til, så skriver Keynes om alle de muligheder, som velstandsstigningen giver og vil give for at skabe gode liv for alle. Ligesom Russell bemærker Keynes, at vi på mærkelig vis ikke ser, de store muligheder, som velstandsstigningen giver. Som var det skrevet i dag siger Keynes: »Den herskende verdensdepression, den store anomali af arbejdsløshed i en verden fuld af behov, de store fejl vi har begået, gør os blinde overfor det, der foregår under overfladen, en sand fortolkning af tingenes retning.« Hvor det for Russell og Keynes handlede om at se den velstandsstigning, der var i gang og som måtte forventes at fortsætte, er det måske i dag snarere opgaven at forholde sig til den enorme velstand, der allerede eksisterer, men hvis potentiale forbliver uforløst grundet den stærkt skævvredne fordeling.

Keynes laver fremskrivninger af de væksttendenser, han har set, de nye og fremtidige teknologier, men også analyser af, hvordan vi ikke indfrier mulighederne foran os. Faktisk går han så langt som til at erklære, at det ligger indenfor menneskets rækkevidde, at afslutte økonomien. Økonomi er nemlig den triste videnskab om forholdet mellem uendelige behov og begrænsede ressourcer. Men siger Keynes, det er ikke menneskehedens skæbne at være underkastet den umulige ligning, men derimod et historisk vilkår givet af den ringe produktivitet, der har kendetegnet årtusinder af menneskelivet. Denne er nu under afvikling som følge af den eksplosive vækst i produktivitet, som han allerede i 1930 kunne konstatere. Givet at de basale behov ikke er uendelige og at midlerne og måderne at fremskaffe midlerne på er eksploderet, er »menneskeheden nu ved at løse dets økonomiske problem.« Øget velstand og opfyldelse af alles basale behov vil gå hånd i hånd med en stærk reduktion i arbejdstiden. Det vil være muligt, skriver han, hvis der ikke kommer en større krig eller nogen væsentlig forøgelse af verdens befolkning; to forhold, hvor anden verdenskrig og befolkningstilvæksten måske ikke ryster den generelle analyse men nok dæmper den en smule. Denne forudsigelse mødes ikke af generel begejstring. Snarere af afvisning, fordi folk ser bagud og ser menneskehedens historie som præget af afsavn og kamp for overlevelse, eller af forundring, fordi vi ikke har nogen tankemodeller for, hvordan sådan et samfund vil kunne se ud, hvor alle arbejder meget mindre og nyder meget mere. »Hvis det økonomiske problem løses«, skriver han, »vil mennesket blive berøvet dets traditionelle formål«, nemlig at knokle for føden, arbejde i deres ansigts sved og friste en usikker tilværelse. Der er intet samfund, »der kan se frem til en tidsalder præget af fritid og overflod uden ængstelse. For vi er blevet trænet for længe til at slide og ikke at nyde.«

Russell advokerer for, at vi skal forstå det økonomiske moralsk, dvs. som et middel til et mål udenfor det økonomiske, nemlig et godt menneskeliv.

Keynes såvel som Russell bemærker, at det er os og ikke de materielle og teknologiske vilkår, der er den største hindring for realiseringen af det gode samfund. Det er os, der træder væk fra muligheden i angstfuld afvisning af at noget sådant kan lade sig gøre. Den økonomiske opgave er stort set løst, nu fremstår den moralske eller filosofiske. I modsætning til hvad vi tror, at det er økonomien, der er det permanente problem og det, der bestemmer alt, siger Keynes: »For første gang siden dets opståen vil mennesket blive konfronteret med dets sandt permanente problem: hvordan det skal bruge sin frihed fra presserende økonomiske bekymringer; hvordan det skal udfylde den fritid, som videnskab og renters rente vil have vundet for mennesket, at leve klogt og behageligt og godt.« At det er sværere, og kan føles som moralsk værre, at leve »klogt og behageligt og godt« end det modsatte er også del af Russells argument. Både Keynes og Russell tilhørte den dannede og velhavende overklasse, hvis lediggang og økonomiske ubekymrethed ikke er målet. Det er ikke en hedonistisk nydelsessyge men måske nok en dannet verdensborger, der foresvæver dem som idealet.

III

Russells lille tekst er en øvelse i moralsk økonomi. Med det mener jeg, at han forsøger at fravriste det økonomiske, forstået som systemet for tilfredsstillelsen af vores behov, fra økonomien, forstået som den form for økonomisk videnskab, der kun kan tænke i kvantitativ vækst målt i penge. Russell advokerer for, at vi skal forstå det økonomiske moralsk, dvs. som et middel til et mål udenfor det økonomiske, nemlig et godt menneskeliv. Den moralske overvejelse over, hvad der udgør et godt liv, skal bestemme det økonomiske, skal forme og begrænse det økonomiske som et middel dertil. Det er ikke økonomien, der skal beslutte, hvilke liv, der skal leves.

Som Orwell og Keynes bemærker han misforholdet mellem, hvad vi værdsætter og hvad vi gør – og det skyldes, siger de alle tre, at vi i stedet for en moralsk økonomi har en økonomisk moral, hvor det er produktivitet, vækst, konkurrenceevne etc., der bestemmer, hvad vi skal, kan og bør. Som de alle tre bemærker, og som er i kernen af Russells argument, så har vi lært et arbejdsgospel, der fremstiller sig som ren økonomisk nødvendighed, men som er en tillært arbejdsmoral.

Som den tyske sociolog Max Weber bemærkede i sin Den protestantiske etik og kapitalismens ånd fra 1920, så kæmpede kapitalismen i sin tidlige fase imod det, som Weber kalder for ’traditionalismen’, der var en etik baseret på umiddelbar behovstilfredsstillelse og tilfredshed med sin kald og stand i livet. Traditionelt set er arbejde blevet set på som, det beskrives i Bibelen, som en forbandelse, og dermed som noget, der skulle minimeres så meget som muligt. Først med kapitalismen, og som Weber beskriver, med megen disciplinering, overvågning, kontrol og afstraffelse, udvikles en kapitalistisk arbejdsetik, hvor arbejdet bliver et kald, noget man definerer sig gennem. 25 år efter Weber og 15 efter Russels tekst, i 1944, udgiver den østrigsk-britiske historiker Karl Polanyi sit storværk Den store transformation, hvor han afdækker, hvordan arbejde går fra at være en aktivitet til at blive en vare. Russels tekst er del af refleksionen over, hvordan vi er kommet til det intensiverede og moraliserede forhold til arbejde som et mål i sig selv, som noget vi måler os selv og andre med.

Russels tekst og afdækningen af arbejdsforestillingens historiske kontingens er relevant og aktuelt af mindst fire grunde. For det første fordi den tjener til en voldsom moralsk udskamning og økonomisk afstraffelse af dem, der ikke arbejder. Som Russell skriver: »Ideen om at de fattige skulle have fritid har altid chokeret den rige.« Noget erklæres som rigtig arbejde, lønarbejdet for de fleste af os, mens andre menneskelige aktiviteter lige fra husarbejde til tiggeri, erklæres som ikke-arbejde eller som parasitær dræn på ressourcerne. Det er tankevækkende at stille det spørgsmål, som Orwell og Russell stiller: »Hvad er arbejde?« og at tænke over, at der er andre svar end lønarbejdet. Særligt når man tænker på, hvor meget lønarbejde, der udføres, som egentlig er komplet nytteløst. I en nylig artikel har den britiske antropolog David Graeber udviklet begrebet ’skodjobs’ som betegnelse for »jobs, der praktisk talt er meningsløse«, men som alligevel udføres og tæller som rigtige jobs af den ene grund, at de aflønnes. Russells tekst er en god anledning til at diskutere den moralske værdi af forskelligt arbejde. Vi bør snakke noget mere om arbejdets moralske økonomi, hvor vi honorerer alt det gode arbejde der gøres, lønnet eller ej, i stedet for at nøjes med arbejdets økonomiske moral, hvor det er lønsummen, der afgør, om det er godt eller ej. Arbejdsløshed – arbejdssamfundets og den økonomiske morals store disciplineringsinstrument – er kun et problem i samfund, der mener, at man ikke bør fordele arbejde og fritid mere ligeligt.

For det andet er teksten relevant som anledning til omtanke, fordi de færreste af os faktisk ønsker at arbejde så meget og så længe som vi gør og som vi ifølge politikere og økonomer skal. Det er værd at huske på, at der altid i arbejdets moralske økonomi har ligget en bestræbelse på at arbejde så lidt som muligt og bruge tiden på noget andet, på alt det vi faktisk mener, definerer et godt liv. Det er kun i de sidste par århundreder og særligt fra starten af det 20. århundrede og frem, at meget arbejde og ringe nydelse er blevet noget, man kan stræbe efter, hvor man skal arbejde stadig mere og stadig længere, men forvente at nyde stadig mindre. Der er en reel og massiv lyst til at afgrænse og begrænse arbejdets plads i vores liv. Måske man endda kan fortolke alle de seneste årtiers forsøg på at opbygge hjemliggjorte arbejdspladser, hvor vi mere er venner end kollegaer eller ansatte, som et desperat forsøg på at holde os på arbejdspladsen. Eller hvad med alt det som den britiske sociolog William Davies har kaldt for ’lykke-industrien’, hvor stater og arbejdspladser forsøger at gøre os lykkelige med alle mulige tiltag, der i sidste ende handler om at sikre sig, at vi bliver ved med at arbejde. Endelig og mere konkret, hvad med alle tiltagene herhjemme de seneste år i forhold til førtidspension, pensionsalder, kontanthjælpsmodtagere, skattelettelser for nogle, økonomisk afstraffelse for andre? Alle handler de om med monetær belønning og straf at få os til at arbejde mere. Det fortæller os, som også Russell gør, at vi ikke af os selv stræber efter at arbejde mere men efter at arbejde mindre.

Det bringer os til den tredje relevans af Russells tekst, nemlig hans påpegning af, at vi faktisk har midlerne til at kunne arbejde mindre uden også at skulle nyde mindre. Teknologi og ikke mindst organiseringen af teknologien har faktisk løftet om arbejdets begrænsning i sig, men det er et svigtet løfte. I stedet er teknologi igen og igen blevet indført for at øge arbejdet. I en nylig rapport fra den engelske centralbank forudses det, at automatisering udgør en ’trussel’ imod næsten halvdelen af alle jobs indenfor en overskuelig fremtid. Det er en klar trussel i vores aktuelle samfund, der helt bogstaveligt vil bryde sammen, hvis over halvdelen af os ikke arbejder. Men spørgsmålet er, om det er en skæbne at forlige sig med eller en udfordring at ændre samfundet med. Vi vil kunne organisere os ud af den sociale krise ved at fordele det meget mindre arbejde i fremtiden, ganske som også Keynes foreslog, men det kræver en diskussion som den indledt herhjemme af partiet Alternativet, om netop organiseringen af det mindre arbejde og den aktive brug af automatisering til at realisere dets løfter. Den hånlige modtagelse af Alternativets tanker fra andre politikere og kommentatorer var en fin illustration af arbejdsmoralens kvælende favntag. Det, vi måske mangler i dag, er ikke kun en ny fordeling af arbejdet, men en bedre fordeling af fritid og lediggang. Automatiseringen vil kræve en massiv indsats for ikke at blive en masseproduktion af biografiske problemer, dvs. arbejdsløshed i et samfund, der stadig hylder arbejdsidealet selv overfor alle dem, der ikke er brug for.

Endelig for det fjerde er Russels tekst vigtig for at minde os om, at vi skal lære at nyde fritid. Eller måske vi bør kalde det fri tid for at markere at det er andet og mere end bare der, hvor vi ikke arbejder, altså at det er andet end arbejdets negative anden. Fri tid eller lediggang skal (gen)læres, ikke mindst i en tid, hvor der skal betales for stadig flere fritidsaktiviteter, dvs. hvor fritid er blevet forbrugstid. Vi har i dag meget svært ved det, som den amerikanske sociolog Thorstein Veblen ved indgangen til det 20. århundrede, kaldte for »den ikke-produktive brug af tid«. Arbejdsmoralens tidsetik breder sig ind over fritiden. Stadig flere ting, selv i vores fritid, skal være nyttige, dvs. have en værdi uden for det selv, og det nyttige er oftest bare et andet ord for det produktive, det effektive. Tiden kan ikke bare gå. Den skal bruges – og bruges fornuftigt. Fritid er i dag blevet der, hvor vi lader op til arbejdet. Det er afslapning på arbejdets præmisser og det modsatte af reel fri tid. Givet arbejdsmoralen og forbrugsimperativet er det meget svært at tænke fritid i dag som andet end forbrug, pause fra arbejdet eller parasitær lediggang/arbejdsvægring, og det er uden tvivl det sværeste element i Russells tekst, fordi en sand lediggang i dag enten tænkes som et ekko af det aristokratiske samfund som elitens udmærkelse ved ikke at arbejde og ved iøjnefaldende overforbrug eller som et bøvs fra arbejdssamfundet som den arbejdsløses skamløse forbrug af andres penge og uproduktive tid. Som den polsk-engelske sociolog Zygmunt Bauman siger, så er den fattige i dag kendetegnet ved at han eller hun kun kan forbruge tid, dvs. lade tiden gå uden at foretage sig noget, og det bestemmer i dag rigtig meget af vores ambivalens omkring et liv defineret ikke af arbejdstid men af fri tid. Det er lige nu ’den ledige’ som skræmmebillede, der bestemmer meget af vores syn på lediggang, men Russels tekst gør os opmærksom på, at vi lige nu er den historiske anomali, og at hvis vi frit kunne vælge, så var det ikke et arbejdssamfund som det eksisterende, vi ville vælge.

Lang tid før den kapitalistiske arbejdsmoral satte ind, i 1640’erne, sang engelske mænd og kvinder en sang, der kunne siges at blive relevant igen i det måske fremtidige samfund af fri tid:

You know that Munday is Sundayes brother;

Tuesday is such another;

Wednesday you must go to Church and pray;

Thursday is half-holiday;

On Friday it is too late to begin to spin;

The Saturday is half-holiday agen.