Print artikel

Porten til Europa

Modtagelse af flygtningenbørn på mole 4 i Catania. Rejsen over havet koster mellem 1500 og 3000 dollars. Foto: Line Zachariasen
Flygtningene er villige til at satse alt for at komme til Europa, fortæller Ahmed Echi. Foto: Line Zachariasen
Reportage
18.11.14
Mens flere europæiske lande strammer asylpolitik og øger grænsekontrol, modtager Italien stadig flere tusinde bådflygtninge, der med livet som indsats krydser Middelhavet i flugten fra krig og fattigdom. EU overtager i disse dage opgaven fra italienerne, en ændring der kan koste mange menneskeliv. ATLAS er taget til Sicilien for at skildre virkeligheden ved porten til Europa.

CATANIA – Agterdækket er fyldt af mennesker. De mørklødede ansigter med masker for næse og mund toner tydeligere frem i takt med at skibet anløber havn. En ung pige med tørklæde sidder og læser i en bog, en far holder sin baby, der er pakket ind i en beskyttelsesdragt identisk med dem som flådebesætningen har på. De fleste andre flygtninge ser udtryksløst til, mens flådepersonalet forbinder landgangsbroen med europæisk jord. Den jord, de i dagevis har sat livet på spil for at nå.

Klokken er kun et par minutter over otte, men det italienske flådeskib F556 er allerede i gang med at losse nattens fangst: 289 flygtninge fundet i en overfyldt fiskerbåd i farvandet mellem Libyen og Italien.

»Der er altid en eller to bådlandinger om ugen. Men i denne uge har der været særligt mange. Den anden dag kom en båd med 500. De kommer på alle tider af døgnet. Vi kan begynde klokken fem om morgenen og først stoppe klokken fem om eftermiddagen,« forklarer Giovanna Di Benedetto, der er kommunikationsansvarlig for Red Barnet i Catania. Hun står i sin røde vest og er klar til at tage imod de børn og unge, der ankommer med ét af flådeoperationen Mare Nostrums sidste skibe.

Fra vores hav til vores grænser

Siden januar i år er knapt 140.000 flygtninge ankommet til Italien. Enkelte finder selv ind til kysten, som da en båd sidste år stødte på grund ud for en turiststrand i Catania, så lig flød blandt badende strandgæster. Langt de fleste er dog blevet reddet på havet af Mare Nostrum eller ’vores hav’, som operationen hedder på dansk.

Den italienskbetalte redningsoperation blev oprettet i oktober 2013 efter en båd, med op mod 400 flygtninge, kæntrede nær kysten ud for den italienske ø Lampedusa. Siden da er mere end 100.000 flygtninge blevet fisket op af flådestyrken, der bruger helikoptere, droner og millioner af euro fra det italienske statsbudget. En udgiftspost, der slider på et i forvejen kriseramt budget. Italien har længe kaldt EU til hjælp, og den 1. november kom hjælpen så via den nye flådeoperation Triton, der er koordineret af det europæiske grænseagentur, Frontex.

»Generelt er vi meget bekymrede over denne ændring. Strukturen er helt anderledes – formålet er helt anderledes. Mare Nostrums formål var at redde liv, Tritons er at kontrollere grænserne,« forklarer Giovanna Di Benedetto.

Forskellen på de to operationer er da også tydelig. Mens Mare Nostrum opererede med et budget på 9 millioner euro om måneden, er Tritions budget på 2,9 millioner euro om måneden tre gange mindre. En endnu mere afgørende forskel er dog, at Mare Nostrum havde mandat til at operere i et kvadratareal af 27.000 sømil, hvor Triton kun vil sejle 30 sømil ud fra den italienske kyst.

»Mare Nostrum var en humanitær operation. Uden Mare Nostrum vil mange mennesker dø i Middelhavet.« Ordene kommer fra Ahmed Echi. Som kulturmediator på flygtningecentret Papa Francesco i Catania-regionen taler han fire sprog flydende og hans brune øjne er venlige og imødekommende. Alligevel er alvoren bag hans ord ikke til at tage fejl af.

»Mare Nostrum sejlede ud for at redde menneskeliv. Nu vil vi ikke længere lede efter de flygtninge, der befinder sig i internationalt farvand. Vi vil vente på dem indtil de kommer ind til kysten. Klarer de det, redder vi dem. Ellers ikke.«

Ahmed Echis bekymring er ikke uden grund. Selvom Mare Nostrum har reddet tusindvis af flygtninge, er flere end 3.300 druknet på havet det seneste år på vej mod Europa. Alligevel venter flere på en ledig båd i Libyen.

Uden kaptajn

På mole fire i Catania er flygtningene ved at være i havn. Nogle får foretaget det første sundhedstjek, andre sidder i indhegnede båse med mad, vand og nyt tøj. På asfalten ligger kiksepapir og brugte beskyttelsesmasker. En ung fyr fra Eritrea går rundt i sine nye klipklappere og samler noget af skraldet op. Han ser træt ud.

»Tre dage i lille båd. To dage i stor,« siger han på gebrokkent engelsk, da vi spørger, hvor længe han har været på havet. De fleste bådflygtninge kommer netop fra Eritrea eller Syrien, men ifølge tal fra Red Barnet kommer mange også fra Somalia, Palæstina og afrikanske lande syd for Sahara.

Rejsen over havet koster et sted mellem 1500 til 3000 dollars – men kan fås med rabat, hvis du arbejder for menneskesmuglerne i en periode. Ofte varer turen fra tre til syv dage, men kan indimellem komme helt op på 15 dage. I den tid ved de rejsende ikke, hvor de er eller hvor de er på vej hen, og de har kun ganske lidt mad og vand til rådighed.

»Det er horribelt, hvad de gennemgår,« siger Giovanna Di Benedetto med eftertryk. »Mange falder ud af båden og drukner, fordi de sidder så tæt. Nogle er tvunget til at drikke deres egen urin, fordi de ikke har vand.«

Hun tilføjer, at de fleste flygtninge har set lig og døende under flugten. »De fleste af disse nyheder kommer ikke i medierne. Det er kun de store tragedier. Men i næsten hver eneste rejse, er der nogen, der dør,« forklarer Giovanna Di Benedetto.

Måske netop derfor var 26-årige Mohammed Jamel Sheberu fra Eritrea bevidst om den risiko han løb, da han tog flugten fra Libyen mod Italien. Før flugten ringede han til sin bror i Tyskland og fortalte, at han ville tage til Italien, men ikke vidste, om han ville overleve eller ej.

»Vi sejlede ud, da det var blevet mørkt. Vi var 289 og klemt sammen i en åben båd. Der var ikke nogen kaptajn med,« fortæller han. Ifølge italiensk lovgivning kan det koste op til 20 års fængsel at smugle mennesker over grænsen. Derfor bliver menneskesmuglerne på land i Libyen, hvor de indkasserer pengene, mens de overrækker søkortet til den mest habile kortlæser.

Mohammed Jamel Sheberu kendte ikke nogen ombord, men alle hjalp med at styre båden, så godt de kunne. Vejret var voldsomt og bølgerne slog ind mod båden, så de mange mennesker måtte sidde stille i samme position for at holde båden i balance.

»Jeg kan ikke tale om det.« Han smiler lidt forlegent og kigger væk. Efter to dage i limbo mellem liv og død blev han og de andre flygtninge reddet af Mare Nostrum.

Flygtningene er villige til at satse alt for at komme til Europa, fortæller Ahmed Echi. Foto: Line Zachariasen

 

At skyde sorte for sjov

Hvad er det så, der får mennesker til at sætte sig op i en synkefærdig båd og rejse ud i det uvisse? Ifølge Giovanna Di Benedetto, er de primære årsager ekstrem fattigdom og de mange krige, der i øjeblikket finder sted i Afrika og Mellemøsten.

For nylig mødte hun for eksempel to syriske brødre på 9 og 19 år, der rejste med deres bedstefar på 70 år. Faren havde de mistet i Syrien, men moren og de to søskende var stadig i det krigshærgede land.

»Den lille dreng var forbrændt på halvdelen af kroppen. Han var blevet forbrændt under et bombardement, og hans bror havde mistede et øje. Deres kroppe vidnede om mishandlinger. De havde gennemlevet forfærdelig vold. Det har de næsten alle sammen,« siger Giovanna Di Benedetto.

Ahmed Echi tilføjer, at mange flygter fra forfølgelse, dårlige livsvilkår og de konstante skudsalver, der præger dagligdagen. Særligt i Libyen.

»Du ser i deres øjne, og du ser, at de er bange for noget,« forklarer kulturmediatoren. Han fortæller, hvordan mange afrikanere pludselig er endt i konflikten i Libyen, hvor de bliver udsat for forfølgelse. Efter at den forhenværende præsident Muammar Gaddafi hyrede lejesoldater fra afrikanske lande til at kæmpe i opstanden imod ham, er alle med afrikansk udseende blevet mistænkt for at have stået i ledtog med den daværende regering.

»De binder dem og sætter dem for eksempel dér,« Ahmed Echi peger op på en tagryg, »og så skyder de dem på lang afstand bare for sjov.«

Alles ansvar

I økonomiske analyser af migrationsfænomener anvendes ofte termen push-pull-effekten. Krig, sult og fattigdom er eksempelvis push-faktorer, da det er omstændigheder, der tvinger mennesker til at flygte. Pull-faktorer er omvendt de omstændigheder, der gør, at migranter forsøger at komme til en særlig destination. Europas rigdom, sikkerhed og demokrati er for mange migranter netop afgørende pull-faktorer.

En del af diskussionen om en fælles europæisk flådeoperation har netop omhandlet, at en sådan operation er en væsentlig pull-faktor. Storbritanniens udenrigsministerium har for nylig afvist at være med i en fælles flådeoperation med argumentet om, at operationen blot vil opmuntre endnu flere til at krydse Middelhavet.

Det argument afviser Ahmed Echi blankt. »Selvfølgelig vil mennesker altid forsøge at komme væk fra konflikter og fattigdom. Det er normalt. De er villige til at satse alt for at komme til Europa.« Kulturmediatoren ryster på hovedet og tænder en cigaret. »Egentlig er det også vores skyld. Vi i Vesten – særligt Amerika – står i gæld til Afrika. Da vi opdagede Afrika, opdagede vi også de rigdomme kontinentet besad. Vi tog deres olie, deres guld og diamanter,« forklarer Ahmed Echi.

Han tilhører den lejr, der mener, at vi i Vesten bør hjælpe ulandene inden for deres egne grænser. Bekæmpe pinen ved roden.

»Hvis hvert land bidrog med at bygge landene op igen – skabte arbejdspladser, hjalp med at bygge veje, hospitaler, undervise i engelsk, uddanne læger og sådan nogle ting – så kunne vi skabe bedre forhold og forsøge at løse konflikterne, hvor de er. Men i Afrika har de ingenting. Ikke engang rent vand at drikke, så selvfølgelig vil man flygte fra det.«

Ahmed Echi tager et sidste hvæs inden han skodder cigaretten på asfalten. »De er mennesker. Vi er nødt til at behandle dem som mennesker. Hver enkelt har en historie og har et problem. Det er vores pligt at hjælpe dem,« siger han.

Et europæisk spørgsmål

Tilbage på havnen er flådeskibet F556 klar til at sejle ud igen. Officererne har spist deres frokost, og de nyankomne flygtninge er på vej op i to gule busser. Herfra går turen videre til flere forskellige flygtningecentre på Sicilien, for med ugentlige ankomster er det et puslespil at få fordelt flygtninge og få sengepladser til at række.

Giovanna Di Benedetto kigger efter dem. »De drømmer alle sammen om at komme videre til andre lande. Til jeres land. Italien er jo bare grænsen,« siger hun og tilføjer så: »Migration er jo ikke kun et spørgsmål, som Italien skal forholde sig til. Det er et spørgsmål, som alle EU-lande bør forholde sig til.«