Print artikel

Drømmen om Europa

Vandet, der adskiller Europa og Afrika. Foto: Arno Brignon
EU har bygget opført en moderne grænsemur med satelitter og overvårgningsudstyr for at holde Afrika ude
Strandede immigranter, fanget i et ’åbent fængsel’ i Ceuta. Foto: Arno Brignon
’Den døde kvinde’ og byen Beliunech, der engang var et motorvejsstop for immigranter på vej mod Europa. Foto: Arno Brignon
Reportage
20.09.13
Knap otte kilometer skiller Europa og Afrika. Men reelt er der meget længere. ATLAS har besøgt en europæisk enklave i Afrika for at finde den afrikanske drøm

 

CEUTA – »Jeg tror, det er fjernsynets skyld.« Guardia Civil-officeren lukker mappen med fotos på sin computer efter i en halv times tid at have fremvist billeder af pågrebne immigranter i kælderen under den halvtomme, gamle kassernebygning. For det meste med en nøgtern udeltagende mine, når de hundredevis af mørke ansigter kigger op på kameraet fra endnu en synkemoden gummibåd, men ind i mellem selv forundret over den kreativitet, mennesket også udviser, når det higer efter noget bedre, end det, det kommer fra. Som om idérigdommen stadig kan overraske den korte, mørke og tyndhårede mand.

På billederne gemmer længslen sig på mærkelige steder sammen med dets ejermænd. Skjult iudhulede instrumentpaneler på lastbiler, gemt under hemmelige vægge eller som menneskeligindmad i udhulede bilsæder. Officer Cruzada og hans kolleger på denne Afrikas yderste udpost har set det meste, men den spanske politimand synes ikke at indeholde nogen egentlig modvilje mod de mennesker, det er hans opgave at stoppe.

»Det er nogen stakkels djævle,« fastslår han, og lukker sin computer ned. »De er blevet fyldt med forventninger om glamour, af velstand og lykke fra fjernsynet og fra folk, de kender. Historier om folk, der tager til Europa og kører rundt i BMW’er, går i flotte jakkesæt, men det er jo ikke virkeligheden. Som regel finder de ud af, at de befinder sig i bunden af et samfund, at der er ikke arbejde til dem og ingen sikkerhed,« forklarer han, mens han fører an op af kælderen og ud gennem en rungende tom politigård.

»Jeg kender mange, der er taget derover illegalt, men er vendt tilbage, fordi det, de havde her i Afrika, trods alt var bedre, end det de oplever derovre. Her har mange trods alt familien, noget, de hører til – derovre har de intet. Men los subsaharianos, de vender aldrig tilbage,« konstaterer han, før han venligt tager afsked ude på en solrig gade, kølet af en blid brise.

 

 

Ceuta er et mærkeligt sted. Et renskuret stykke Europa, hægtet på Afrikas yderste tange. Politibetjente, fejevogne og et pligtopfyldende bureaukrati holder enklaven mere renskuret spansk end nogen spansk fastlandsby. En velfungerende by med rene strande, badeparasoler og livreddertårne – og Afrika for enden af stranden og kystvagtbåde vuggende i havet udenfor, hvor Middelhavet og Atlanterhavet mødes, parat til at samle gummibåde op fyldt med sorte afrikanere, før de når ind til land og jokker på badehåndklæderne.

Ruten derned har været den modsatte af immigranternes. En bustur mod syd gennem Andalusiens bjerge og forbi deprimerende velhaverghettoer, der på en eller anden måde synes at koncentrere Europas krise. Med landsdelens triste millionærvillaer og afskærmede indhegnede parcelhuskvarterer, hvor Europas øvre middelklasse efter et slidsomt arbejdsliv kan trække sig tilbage i den gamle verdens Florida. Så tæt på sydens sol, de kan komme uden at krydse den håndfaste blå streg til det foruroligende Afrika, som Gibraltarstrædet stadig udgør. Europa længes mod syd, men ikke så meget som syd længes mod nord.

Ceuta, på den anden side af vandet, er en mellemstation, men også tit en endestation for folk, der har rejst tusinder af kilometer blot for at opdage, at de stadig er i Afrika, og ikke i Europa.

»Det her er et fængsel, der er bare ikke nogen mure,« som en lokal konstaterer om immigranternes situation i de 18,5 kvadratkilometer Spanien i Nordafrika.

Sådan er det også på Centro de Estancia Temporal de Inmigrantes, eller CETI, som det lokale immigrationscenter bliver kaldt i daglig tale i byen. Her bor de fleste af de illegale immigranter frivilligt, mens de venter på deres dom. En dom som i altovervejende grad består af en returbillet tilbage til det, de kom fra efter at være blevet pågrebet i byen på vej mod fastlandet.

Opholdet er frivilligt, men svært at sige nej til, da det indebærer en minimumforplejning, mens de venter på deres udvisning eller – i sjældne tilfælde – asyl. De fleste på centret kan fortælle om rejser over tusindvis af kilometer og under forfærdelige forhold og om i altovervejende grad at være flygtet fra noget, man selv ville være flygtet fra, men også om rejser med vold, prostitution, mishandling, som måske igen også ville få mange andre til at blive.

»Vi tjekker altid deres blod, når de kommer ind og deres generelle sundhedstilstand. Som regel har de været undervejs i flere år og levet meget hårdt. Drukket vand af vandpytter, spist hvad de kunne komme i nærheden af,« som centrets administrative leder forklarer.

En af immigranterne, en ung mand, er rejst fra Mali, efter at islamister opsøgte hans familie og slog faderen ihjel, en anden, en ung kvinde, har født tvillinger på centret efter at være blevet smuglet over grænsen i en lastbil. Hun er ung og har en krop som et barn på trods af fødslen, og da hun giver hånd, har hun en tommeltot og pegefinger, der mærkes som en gummiattrap uden knogler, efter at et biluheld slog hendes forældre ihjel, gjorde hendes hånd deform og sendte hende selv over i hænderne på en tante, der lejede hende ud til fremmede mænd.

Hun kender ikke nogen i Europa og ved ikke, hvad der venter hende, men vil alligevel hellere afsted end blive her.

EU har bygget opført en moderne grænsemur med satelitter og overvårgningsudstyr for at holde Afrika ude

»Jeg ved ikke, hvordan Europa er, jeg ved godt, der er krise, men jeg skal nok få et job. Jeg ved, hvordan jeg klarer mig. Jeg kan synge, jeg håber at blive rig og berømt ved at optræde. Jeg har drømme,« forklarer hun. »Alting er bedre end Afrika. Jeg ved, at Spanien er bedre end Afrika og bedre end her, jeg er træt, træt, træt af Ceuta,« siger hun.

»I burde hjælpe os, især os piger. Vi har ingen rettigheder, vi er en vare. Vi vil bare have en smule af den frihed, I har. Den frihed, som I snakker om,« siger hun.

Det er også historien for den næste kvinde, en ung slang og rank kvinde med store øjne og et batikfarvet stykke stof viklet om hovedet. Hun er graciøs og forfinet, fra en mere privilegeret middelklasse-baggrund end de andre og har studier bag sig på Congo-Brazzavilles universitet.

Alligevel er også hun, som mange andre, man taler med i Ceuta, på flugt fra ufrihed, fra et tvangsægteskab med en gammel mand, arrangeret af lederen af hendes landsby. Med støtte og penge fra sine forældre er hun flygtet fra ægteskabet på en rute op gennem et utal af afrikanske lande, gemt bag i den ene lastbil efter den anden og på den ene hemmelige rasteplads efter den anden på den velorganiserede rute op mod nord, før hun til sidst landede i Casablanca for der at fortsætte sine studier på universitet der, støttet af sine forældre.

Hun stammer undervejs i fortællingen, og stemmen går i kludder, da hun skal fortsætte og kan kun sige en dato – som viser sig at være den dag, hvor et kæmpe ammunitionslager sprang i luften i Brazzaville og efterlod mange hundrede forbrændte lig rundt om i hovedstaden, blandt andet hendes forældres.

Så blev hun også en illegal immigrant som de andre, smuglet ind i Ceuta gemt inde i et af de bilsæder officer Cruzada tidligere har vist.

»Jeg drømmer ikke om så meget. Jeg vil bare gerne have et job, et hvilket som helst job, så jeg kan sende penge tilbage til mine brødre i Congo,« siger hun.

»Jo, måske drømmer jeg om lidt. Jeg vil gerne læse videre på universitet. Det er vel en slags drøm,« forklarer hun.

Og hun får faktisk muligheden. Samme morgen har hun fået at vide, at hun har fået asyl.

Men det er de færreste, der har den mulighed. For de fleste er virkeligheden måneders ventetid, et afslag på asyl, og pludselig en dag at blive hentet fra centeret og smidt ud af landet.

Derfor er der også mange, der ikke sover på centeret. Nogle af dem hænger rundt på havnen, foran den færgeterminal, der er den eneste vejen ud af byen, når man ser bort fra skraldebåden, hvor en del immigranter tager chancen og hopper ned i byens skraldebiler for at kunne spæne afsted, når lastvognene kører fra borde i havnebyen Algeciras, hvis de ikke er blevet kværnet inden.

Det er imidlertid en risiko, de fleste immigranter er indforståede med, når de er nået så tæt på Europa. Også dem, der hænger ud foran færgeterminalen. De gør ikke nogen hemmelighed ud af, at de venter på en chance for at smugle sig ombord på færgen og krydse illegalt over, som regel hægtet fast under en velegnet lastbil, som de spejder efter på den anden side af hegnet.

»Jo, det er farligt, men alting er bedre end at blive her,« konstaterer Isak, en 22-årig fyr fra Guinea, der sover i en forladt bil i nærheden for at undgå at blive at blive samlet op af politiet og smidt ud.

Ellers er de fleste, der venter marokkanere eller algierere. Et par af dem unge drenge, der er endt på byens immigrationscenter for mindreårige, hvor de helt bogstaveligt bliver adopteret af byen, ofte efterladt af forældre, der ikke har råd til børnene.

»Alting er bedre derovre. Der er penge, her i Afrika er der ingenting, kun problemer,« siger Salim, en rapkæftet dreng, der siger, han er 12 år gammel, men ser yngre ud. »Nej, nej, det er ikke farligt, jeg kender mange, det er lykkedes for. Man skal bare løbe. Det skal nok lykkes engang.«

 

 

Det er forskelligt, hvad immigranterne leder efter. Nogle leder efter et fristed, nogle leder efter et bedre liv, nogen leder ikke efter noget, men bare efter en udvej. Nogen gange efter noget, som slet ikke findes. Eller en harmoni, som heller ikke Vesten kan opfylde, som det f.eks. beskrives i Dave Eggers immigrantfortælling What is the what, baseret på den sudanske flygtning Valentino Atchak Dengs fortælling, der beskriver en Lost Boy – Sydsudans vandrende drengeflygtninge under borgerkrigen og hans rejse gennem Sudan til USA gennem Etiopien og Kenya til et liv i Vesten. Et liv, der i sidste ende ikke fører til lykke eller harmoni, men til kvælende hovedpiner, permanent usikkerhed og misundelse, men trods alt en usikkerhed, der er bedre end det, man kommer fra.

Strandede immigranter, fanget i et ’åbent fængsel’ i Ceuta. Foto: Arno Brignon

Måske eksemplificeret ved den skabelsesberetning, bogens titel er bygget over. Her giver gud den første mand et valg mellem to gaver: kvæget eller ’the what’. Manden spørger logisk nok, hvad ’the what’ er, og gud svarer, at han ikke kan fortælle ham det, men at han skal vælge alligevel, mellem det, han har, og det ukendte.

Og det er omtrent det valg, et stadig voksende antal afrikanere har, forklarer Henrik Erdmann Vigh, professor i antropologi ved Københavns Universitet, hvor han netop har forsket i de illegale immigranters forestillingsverden ved deres rejser gennem Nordafrika og til Europa. Først og fremmest med udgangspunkt i det vestafrikanske land Guinea-Bissau, hvor han har studeret de illegale immigranter, og i Portugal, hvor mange af dem når frem.

»Der findes et ordsprog dernede, ”du bliver nødt til at risikere det” og et andet ”Bissau moria” – døde Bissau,« forklarer han »Det mest triste er faktisk, at når man spørger de illegale immigranter om deres forestilling om Vesten og om farerne før man når dertil, er den som regel realistisk. Der findes utopier, men de ved godt, at de ikke har mange chancer. Det handler bare om at have en chance for at have en chance,« forklarer han.

»Zygmunt Bauman sagde for nylig, at man burde holde op med at snakke om fattigdom som mangel på penge, men som mangel på muligheder, og det er ikke forkert,« konstaterer antropologi-professoren.

»Vi har jo klare forestillinger om, hvad globaliseringen indebærer, men det er stort set alt sammen skrevet fra vores eget privilegerede synspunkt. Vi ved ikke, hvordan det fungerer fra neden, hvor langt de fleste oplever det. Da EU for nylig skulle lave en rapport om de illegale immigranter i Europa anslog de antallet til at være mellem 2,5-6 millioner. Det er en fejlmargin på over 100 procent. Så lidt ved vi.«

Der er eksempler på, at utopien om at etablere sig i Vesten, tjene penge nok til at kunne forsøge familien og bevæge sig fremad, rent faktisk bliver opfyldt. Men de er forsvindende få. Som regel er billederne af dyre biler og motorcykler, der bliver sendt hjem til familien, taget på gaden, af andre folks biler. Det, de fleste finder, er en social klatrestige, der er lige så svær eller sværere at bestige som den, de kom fra.

»De finder ud af, at deres marginale status forfølger dem. Noget af det, jeg ofte hører dem sige, når jeg snakker med dem i Lissabon er udtrykket ”Samme lort, andet kontinent”. At deres leveforhold er de samme, selvom de når frem til det forjættede mål. Der er lys, veje uden huller, men de er lukket ude fra det. De kan stadig ikke bevæge sig væk fra deres udgangspunkt. Skyggesiden ved globaliseringen er, at det måske er muligt at udfordre den fysiske mobilitet, men at det er langt sværere at gennemføre en social mobilitet,«

Alligevel bliver immigranterne på trods af økonomisk krise og manglende muligheder ved med at komme.

»I de lande, de kommer fra, er der et akut skisma mellem det socialt forventede og det socialt mulige, og det er svært at overvurdere smerten ved som ung ikke at kunne udfylde den plads, man burde. Blive gift, bygge et hus, forsørge en familie. Man snakker om tabte generationer, fordi de unge ikke kan indtage den plads i samfundet, som de burde, og derfor bliver den illegale immigration noget respektabelt. Det er forventet, at folk rejser afsted for at kunne indtage den rolle, de burde. For at kunne sende penge hjem og billeder, selv om folk derhjemme godt ved, at glansbilledet fra Vesten ikke er sandt, er den person, der ikke længere er der – som er i Vesten – en respekteret person. Og dem, der kommer tilbage, som bliver deporteret, ser man ned på,« forklarer han.

»Man kan ikke ændre på, at folk, der lever lorteliv, vil gøre, hvad der skal til for at gøre dem bedre,« konstaterer han.

 

 

Tilbage i Ceuta stopper bussen foran grænsekontrollen efter en absurd kort køretur. Rejsen ud på den anden side af grænsen er kort. En kort spadseretur gennem en tohundrede meter lang grænsepost, hvor de marokkanske grænsebetjente knap nok kigger op, og så er Europa bag mig, og Afrika for fødderne. En taxachauffør med en tre-fire tænder indvilger godmodigt i at køre op i Jebl Moussa-bjergene for et par håndører i en alderstegen Skoda. Temperaturen falder støt, mens bilende stønnende klatrer op af de stejle bjergveje.

’Den døde kvinde’ og byen Beliunech, der engang var et motorvejsstop for immigranter på vej mod Europa. Foto: Arno Brignon

Bjergene er grønne og frodige, med et sammenvokset krat af træer, der er umuligt at gennemskue fra toppen. På toppen af en bjergkam, kan man skue udover Ceuta som en undselig beboet lille tange, der stikker ud fra det grønne landskab, mens et ubrudt hegn med vagttårne og bag det en militærvej, skærer igennem landskabet som en kridtstreg på en kuperet fodboldbane og skiller Europa fra Afrika. Men af de illegale immigranter, vi er kommet efter, er der ingen.

»Der plejede at være masser, og de er der stadig, gemt nede under træerne, i lejre. De plejede at tigge, og de er vanvittige af sult. De bliver som dyr,« siger min chauffør. »Militæret tillader ikke længere, at de er her, og jager dem når de får øje på dem, men nogle gange kommer de løbende ud på stranden i min hjemby og kaster sig ud i vandet med gummibåde for at prøve at komme over,« siger han og peger ned mod Ceutas naboby Fniqr.

Vejen fortsætter med at slynge sig opad og vi kører videre. Endelig i en lysning ved siden af vejen sidder to sorte mænd, begge med hullet tøj, den ene med et filtret skæg. De står på spring for at løbe væk, men kommer forsigtigt nærmere, da de kan se, at det hverken er militær eller politi, der er stoppet. Jeg stikker en pakke kiks ud og stiller den ene et spørgsmål, men han snupper pakken og løber sin vej, før jeg når mere end et par ord.

Vejen slutter et par kilometer længere nede i fiskerlandsbyen Beliunech. Engang en slags illegal motorvejsafkørsel for immigranter på vej ind i Europa, men nu kan de lokale beboere ikke huske, hvornår de sidst så en illegal indvander, og de advarer mod at gå ned på stranden, hvor fiskerbådene er trukket op på land, og Spanien starter rundt om klippepynten.

»Det er fyldt med politi, du risikerer at blive arresteret,« advarer en af dem.

I stedet går jeg ud til et udsigtspunkt yderst på den høje klint, hvor Gibraltars kæmpeklippe troner så tæt på, at man nærmest føler, at man kunne springe derover.

En ung marokkansk mand står allerede derude og nyder udsigten og udpeger punkterne i landskabet for mig; en lille klippeknold, der hedder ’Persille’ på spansk og ’Intet’ på marokkansk, og som Spanien og Marokko engang var lige ved at komme i krig om. Og en række klippeformationer til venstre for os, folket kalder ”Den døde kvinde”, og som ganske rigtigt ligner en ubevægelig liggende granitkæmpekvinde.

Han er venlig og gæstfri og underviser i spansk i en ørkenby i det sydlige Marokko, men er hjemme på ferie og tydeligvis stolt af sin hjemstavn:

»Dernede er alting tørt, og der er ingenting, der kan vokse. Jeg viser dem billeder herfra, men de tror ikke på, at det er Marokko, det er for grønt, for smukt. De tror ikke på, at det kan være Afrika.«