Print artikel

Migrationsdebattens Mythbuster?

Immigranter fra fortiden; i dag er det mest dem fra syd, vi snakker om. Foto: CC
Paul Collier har løsningerne, men er de ikke set før? Foto: CC
Anmeldelse
18.03.14
Økonomen Paul Collier er træt af at se forfejlet migrationspolitik skabe flere problemer, end den løser. Han har derfor i sin nye bog sat sig for at punktere myter og udstyre politikere og debatører med et passionsløst, forskningsbaseret bevismateriale, der kan give neutrale svar på politiske udfordringer. Men findes den, og kan man overhovedet skrive sådan en bog uden at blive et partsindlæg i en ophedet debat?

Hvis ikke vi var bange for rascisme, fattigdom og kulturrelativisme, kunne vi snakke om migrationens betydninger for vores samfund på en sober måde, mener Paul Collier. Det handler nemlig ikke om at være for eller imod indvandring. Det handler om, hvor meget indvandring der er den rette mængde, både for de rige lande, og for de fattige. Altså, ud med racismebeskyldningerne mod dem, der er tilhængere af strammere lovgivning, ud med den uberretigede skyldfølelse, der dikterer, at vi rige skal åbne dørene for alle de fattige, der gerne vil hertil, og ud med tanken om, at alle kulturer er lige gode til alting.

Hvis alle kulturer var lige gode til alting, hvorfor er der så nogle kulturer, der er bedre til at skabe vækst og velfærd for befolkningen end andre? Således indleder Paul Collier sin analyse af hvor tids migrationsudfordringer i sin ny bog, Exodus: How Migration is Changing our World, og sætter dermed tonen an. For det er nemlig berøringsangsten, der ifølge Collier er problemet med debatten; vi går alle ind i migrationsdebatten med forudindfattede meninger og dømmer beviserne udfra vores etiske og moralske ståsted, ikke omvendt. Det er derfor, ingen endnu har skruet den rigtige invandringspolitik sammen. Men bare rolig, Collier har svaret og det er måske ikke så kompliceret endda: It’s the economy stupid – i hvert fald så vidt analysen rækker.

Strammere regler er til fordel for alle

Det er nemlig ikke første gang, Oxfordprofessoren Paul Collier anvender den formel. Mest kendt er han fra bogen the Bottom Billion, hvor udviklingsdebatten blev på spidsen, og Collier grundlagde sit ry som en akademiker, der dels kan formulere sig, så almindelige mennesker kan forstå det, og dels koble økonomisk analyse til politiske løsningsforslag, der bliver lyttet til. Colliers forslag om bedre kontrol med korruption, mere fordelagtige handelsaftaler for verdens fattigste lande og opfordringen til flere militære interventioner for at få styr på ustyrlige konflikter formåede at sætte skub i en ellers fastlåst debat om vestens rolle i kampen mod global fattigdom. Med Exodus forsøger Collier altså at gøre for migrationsdebatten hvad The Bottom Billion gjorde for udviklingsdebatten.

Før vi tager fat på problemerne, bliver vi dog nødt til at forstå hvad der driver migrationen fra fattige til rige lande, og det er primært to faktorer; det er forskellen på levestandarden og lønninger i rige og fattige lande – den stiger – og det er tilstedeværelsen og størrelsen på diaspora, helt eller delvist uintegrerede migranter, i de rige lande – den stiger også.

Altså, hvis du for eksempel er en fattig sudaneser, og der i forvejen er mange sudanesere i rige England, så er der god grund til, at også du foretager den lange rejse. Det er præcis det, der sker verden over, og Colliers økonomiske beregninger viser, at sådan vil det fortsætte i mange år fremover. Og det ­– mener Collier – er sagens kerne; Er der for mange indvandrere i England, vil det true den engelske sammenhængskraft og dermed den samfundsmodel, som netop bragte velstand og tiltrak sudaneseren som udgangspunkt.

Derudover vil det trække væsentlige resourcer ud af de fattige lande, både økonomiske og uddannelsesmæssige. Der er derfor hverken noget økonomisk eller moralsk argument for ureguleret migration fra Sudan til England eller fra Irak til Danmark for den sags skyld. Tværtimod, mener Collier, vil strammere regler, kontrol og udvælgelse af de ’rigtige’ migranter være til fordel for både rige og fattige lande.

For en gennemsnitlig skandinavisk læser, opbragt i tolerancens og det globale fællesskabs ånd, vil Colliers udgangspunkt nok være svært at sluge, så vi tager den lige igen: nogle, de rige, lande har en overlegen samfundsmodel i forhold til at skabe økonomisk vækst; de har bedre institutioner, bedre sammenhængskraft, mere tillid borgerne imellem, bedre uddannelse, mere innovation og så videre. De er derfor mere konkurrencedygtige og skaber en højere levestandard for deres indbyggere. Ikke mange ord om lønpres og finansiel krise her, tværtimod, det er jo netop de højere lønninger, der gør landende attraktive for migranterne. Men i disse konkurrencestatens kronede dage, så er det altså de samfundsmodeller, der over tid har vist sig konkurrencedygtige, der tiltrækker migranter fra lande, hvis samfundsmodeller er, ja, det kan ifølge Collier siges højt; underlegne, i hvert fald når det handler om økonomisk vækst og velfærd.

Konflikter, dårlige institutioner, korruption, mangel på sammenhængskraft er kendetegnende for samfund, der ikke overraskende ikke er specielt gode til at skabe økonomisk vækst. Derfor drages mange indbyggere i disse lande mod grønnere græs og bedre sociale modeller. Ifølge Collier viser forskning, at godt 40% af indbyggerne i fattige lande ville flytte til rigere lande, hvis de kunne. Det tal kan nok diskuteres, men de bekymrede kan alligevel ånde lettet op, for de fleste har alligevel ikke resourcerne til at migrere og unddrage sig alle restriktionerne, der gør det svært for håbefulde migranter at komme frem og komme ind i de forjættede lande.

Paul Collier har løsningerne, men er de ikke set før? Foto: CC

Nogle vil måske mene, at det er et problem, at så mange mennesker på den måde nægtes adgang til et bedre liv. Ikke Paul Collier, som mener, at der både er økonomiske og moralske argumenter for at begrænse indvandringen, ja faktisk kan vestlige lande ved at indføre strammere kontrol gøre både sig selv og migranter en tjeneste.

Ingen klare vindere ved øget migration

De økonomiske gevinster ved indvandring er nemlig tvivlsomme, mener Collier. Højtuddannede migranter kan ganske vist bidrage med viden og færdigheder, som værtslandet har behov for, og de lavtuddannede bidrager til en mere fleksibel, og dermed mere konkurrencedygtig økonomi. Gevinsten er dog marginal, og favoritargumenterne hos fortalere for en mere lempelig migrationspolitik, at migranter bidrager med hårdt arbejde, innovation, og ekstra hænder vil kompensere for små årgange og en aldrende befolkning, giver Collier ikke meget for, og han afviser dermed i et snuptag et helt bibliotek af migrationsforskning.

Han så hellere investering i uddannelse for værtslandets unge og en forhøjet pensionsalder. For mens de økonomiske gevinster er til at overse, er Collier bekymret over den sociale sammenhængskraft, som svækkes af øget indvandring fra andre kulturer. Ifølge Collier kan migrationsspørgsmålet sammenlignes med spørgsmålet om klimaforandringer; hvis ikke vi gør noget ved problemet nu, så bliver det kun værre. Derfor er indvandring kun godt op til en hvis grænse og stærkt afhængig af, hvor migranterne kommer fra.

Samtidig må man mod enhver kortsigtet økonomisk gevinst regne den negative effekt på sammenhængskraften af for mange migranter fra de, i Colliers optik, forkerte lande.

Collier anerkender, at indvandrere selv står til at vinde økonomisk ved at migrere, men drypper alligevel lidt malurt i bægeret. Dels vil nye migranter konkurrere med tidligere indvandrere om de lavtlønnede jobs og derved bringe lønnen yderligere ned. Det er altså i migrantsamfundenes egen interesse at begrænse yderligere indvandring. Dels lever mange migranter under betydeligt psysisk stress som følge af de nye omgivelser, og det er derfor tvivlsomt, om migranter kan siges at blive lykkeligere af at emmigrere, mener Collier.

Den mest håndgribelige gevinst tilfalder de lande, migranterne har forladt til fordel for deres nye liv. Mens især små lande bliver sat tilbage, når resourcestærke indbyggere forlader landet, kompenserer migranter ved at sende mere end 400 milliarder dollars hjem hvert år, et tal der er næsten fire gange større end den samlede udviklingsbistand fra rige til fattige lande. Og her fortsætter Collier sporet fra the Bottom Billion og hævder, at det er sådan, vi bør se indvandringspolitik: som en del af udviklingspolitikken.

Migration som decentraliseret udviklingsbistand

Vi er nok mest vant til at tænke, at vi som rigt land gør fattige lande en tjeneste ved at lade deres borgere komme til, bo og arbejde i vores land, men kunne det være omvendt? Har de fattige lande ikke investeret i at uddanne deres borgere, som derefter bruger den uddannelse til at skabe økonomisk vækst, i for eksempel Danmark istedet for i Ghana, og fortjener de ikke dermed kompensation? Altså, migration er noget-for-noget, og mens migranterne får lov til at drage fordel af vores samfundsmodel, så drager vi fordel af den investering, deres hjemland har foretaget i deres uddannelse. Kompensationen: en skattefordel for migranter, der sætter dem i stand til at føre flere penge hjem til deres familer, for forskning viser, at pengeoverførsler fra migranter virker stort set lige så godt som officiel udviklingsbistand, og særligt kan udgøre en livline i krisesituationer.

Decentraliseret udviklingsbistand, der ikke koster værtslandet en krone, en win-win situation og overskud på både feel-good kontoen, statsfinanserne og migrationsregnskabet. For migranternes overførsler er nemlig ikke afhængig af antallet af migranter, mener Collier. Tværtimod, efter en hvis andel af migranter falder overførslerne nemlig, da familier sammenføres. Derved bliver pengene i værtslandet istedet for at blive sendt til hjemlandet som kompensation for investeringen i uddannelse etc.. Den interessante ide, at optimere pengeoverførsler fra migranter til deres hjemlande, mudres her til i Colliers iver for at binde ideen an på flere politiske stramninger og øget migrationskontrol som nærmest en moralsk forpligtelse over for de fattige lande, et gennemgående problem i Colliers analyse. Migrationskontrol og stop for familesammenføringer som velgørenhed og international solidaritet – det er i hvert fald nyt, men også lidt for kreativt.

Pointen er dog relativt simpel: moderat migration er vejen frem, så Collier vil holde døren på klem. Udover den økonomiske saltvandsindsprøjtning for både rige og fattige lande, tæller det for gevinsterne ved moderat migration ikke uvæsentligt, at migranter fra fattige, dårligt styrede lande meget gerne skal tage deres uddannelse i rige, velfungerende lande. Collier henviser til forskning, der indikerer, at højtuddannede migranter, hvis de tager hjem igen, præger deres hjemland i en demokratisk og økonomisk fornuftigt retning, og det er præcis det, der skal til for at løfte disse samfund til et niveau, der letter migrationspresset. Collier vil derfor investere i universitetsstipendier og hjemsendelsesaftaler.

Rammen for Colliers dør på klem udgøres af et øvre loft for antallet af uintegrerede migranter, udvælgelse af de migranter, man gerne vil have, og øget indsats for integration af dem, der allerede er her. Lyder det bekendt? Så er det nok fordi, det er det. Man får nemlig under læsningen af Collier’s bog en fornemmelse af en mand, der forsøger at sparke en åben dør ind med stadig mere kreative argumenter for migrationskontrol i vestlige lande. For på trods af nuanceforskelle i lovgivning og offentlig debat, er det så ikke præcis en blanding af migrationskontrol, pointsystem og integration der søges gennemført i Danmark, England og de fleste andre lande, vi kan sammenligne os med?

Migrationskontrol og stop for familesammenføringer som velgørenhed og international solidaritet – det er i hvert fald nyt

Det er nok det største problem for Collier’s ærinde. Mens hans mission er at give politikere et passionsløst udgangspunkt for at tale migration, så taler de fleste allerede hans sprog. Det er for eksempel svært ikke at se den ganske danske politiske mainstream være enig i de fleste af Colliers overordnede betragtninger, mens der alligevel er uenighed om den specifikke udformning af politikken. Trods overvejende enighed om udgangspunktet afhænger debatten jo, som Collier frustreret bemærker, af den enkeltes overbevisning og moralske kompas. Det er tvivltsomt, om Colliers argumenter kan ændre på det. Nogle vil finde en del af Colliers forslag frastødende, mens andre givet vil finde de samme forslag ganske tiltalende.

Hvad med rettighederne?

Således også den fjerde side i rammen for Colliers knirkende dør. Collier holder nemlig på, at asylsystemet skal fastholdes og forbedres for dem, der har brug for international beskyttelse skal have adgang til den. Med et voksende flygtningepres må den logiske konsekvens være, at flere skal have asyl og humanitært ophold. En afvigelse fra den generelle stramningslogik, der kendetegner Colliers migrationspolitik, og måske en mulighed for at bygge bro mellem de to sider af debatten. Asyl og humanitært ophold skal nemlig udover at udvides også tidsbegrænses, således at når hjemsendelse er mulig, skal det gøres en masse, fordi værtslandet har en forpligtelse til at hjælpe oprindelseslandet på fode igen, og det gøres blandt andet ved at sende resourcestærke flygtninge hjem. Igen det tvivlsomme moralske forsvar for stramninger med udgangspunkt i et økonomisk argument, men få overvejelser omkring det etisk forsvarlige og praktisk mulige i at sende folk ud efter måske ti-tyve års ophold. Collier giver dermed ikke mange rettesnore til at håndtere de penible enkeltsager, der med kontroversielle hjemsendelser udstiller den nuværende politiks utilstrækkelighed og konstant giver politikere røde ører og migrationspolitiken et menneskeligt ansigt.

Collier erkender, at hans politikforslag ikke kan komme alle til gode, og med hans frygt for sammenhængskraften i rige lande er der overvejende fokus på kontrol og stramninger. Således mere pisk end gulerod for potentielle migranter, for det er ikke den individuelles rettigheder, der bekymrer ham, men fællesskabets sammenhængskraft og den samlede økonomiske gevinst. Derfor ikke mange ord om retssikkerhed, som jo ellers blandt andet skulle kendetegne netop den overlegne samfundsmodel der tiltrækker migranterne.  

Collier skriver med påstået globalt udsyn, men ligesom han ofte skøjter noget let henover individuelle rettigheder og internationale konventioner i jagten på det gode økonomiske argument, arbejder han med en forsimplet opfattelse af globale migrationsstrømme. Under halvdelen af verdens mere end 230 millioner migranter bevæger sig fra syd til nord, mens over en tredjedel rejser mellem udviklingslande, og langt størstedelen af verdens flygtninge, befinder sig i fattige lande, langt fra Nordeuropa og USA. ‘Fattigt land til rigt land’ migration, som hele Colliers analyse og løsningsforslag beror på, tegner altså kun en del af det globale migrationsbillede. Ligeledes bevæger analysen sig ofte på tynd is, da Collier ofte må forlade sig på enkelte undersøgelser, der vanskeligt kan understøtte hans generelle konklusioner. Han henviser derfor ofte til behov for mere forskning, og det er der uden tvivl. Men i en bog der promoveres som forskningens nøgterne modsvar til politikernes populisme, klinger den bekvemme helgardering af nogle indimellem temmelig grænsesøgende og tvivlsomme argumenter ofte noget hult.

Det er derfor svært at se hvordan Colliers bog skal revolutionere en vestlig migrationsdebat, der allerede synes tæt befolket af politikere med migrationskontrol og stramninger på dagsordenen. At parkere rettighedsdebatten på et sidespor og istedet fokusere entydigt på tyndt underbyggede økonomiske argumenter for en strammere migrationspolitik er i dagens debat ikke specielt innovativt. Når der springes hurtigt over nuancer og relevante modargumenter ignoreres i den klare pointes tjeneste, kan man nok skabe overskrifter, men risikerer samtidig at bygge nye myter op snarere end at punktere de gamle. 

Collier ville måske mene, at det er anmelderens forudindfattede meninger og moralske ståsted, der farver denne læsning af beviserne, og ikke omvendt, som han ellers havde ønsket. I så fald har bogen jo stillet den rette diagnose, men fejlet i behandlingen.